11. Hvad siger Bibelen om Babylon den Store, og hvorfor?

¹¹ Om Babylon den Store siges der i Guds ord: „I hende fandtes blod af profeter og af hellige og af alle som er blevet slået ihjel på jorden.“ (Åbenbaringen 18:24) Hvordan kan man sige at denne verdens trossamfund bærer ansvaret for blodet af alle dem der er blevet slået ihjel? Fordi alle disse trossamfund — både kristenhedens kirker og de ikkekristne religioner — har støttet, tolereret eller ligefrem ført an i nationernes krige. De har også forfulgt og dræbt gudfrygtige mennesker der havde en anden opfattelse end de.

En gudvanærende historie

12. Hvorfor er kristenhedens gejstlighed mere dadelværdig end andre religiøse ledere?

¹² Kristenhedens gejstlighed har pådraget sig mere blodskyld end andre religiøse ledere. Dette skyldes at den ikke blot har taget Guds men også Kristi navn til sig, hvorved den har forpligtet sig til at følge Jesu lære. (Johannes 15:10-14) Men den har ikke fulgt hans lære, og har således bragt stor forsmædelse over både Gud og Kristus. Gejstligheden bærer i nogle tilfælde et direkte ansvar, som i korstogene, andre religiøse krige, inkvisitioner og forfølgelser; og i andre tilfælde er dens ansvar indirekte, idet den har tolereret krige hvori kirkernes medlemmer har dræbt deres trosfæller fra andre lande.

13. Hvad bar gejstligheden ansvaret for mellem det 11. og det 13. århundrede?

¹³ Fra det 11. til det 13. århundrede indførte kristenhedens gejstlighed for eksempel korstogene. De resulterede i forfærdelige blodsudgydelser og plyndringer i Guds og Kristi navn. Flere hundrede tusind mennesker blev dræbt. Korstogene omfattede den vanvittige nedslagtning af tusinder af børn der blev lokket til at deltage i Børnekorstogene i 1212.

14, 15. Hvad siger en katolsk forfatter om det den katolske kirke indførte i det 13. århundrede?

¹⁴ I det 13. århundrede billigede den romersk-katolske kirke officielt en anden gudvanærende grusomhed — inkvisitionen. Den begyndte i Europa og bredte sig til Nord- og Sydamerika. I alt strakte den sig over mere end seks hundrede år. Inkvisitionen var et morderisk forsøg på at tortere og dræbe alle der var uenige med kirken, og pavedømmet gav den sin fulde støtte. Kirken havde forfulgt ikkekatolikker før den tid, men inkvisitionen var langt mere omfattende end nogen tidligere bølge af forfølgelser.

¹⁵ Peter De Rosa, der kalder sig „patriotisk katolik“, skriver i sin nye bog Vicars of Christ — The Dark Side of the Papacy („Kristi stedfortrædere — pavedømmets skyggeside“): „Kirken var ansvarlig for forfølgelse af jøder, for inkvisitionen, for nedslagtning af kættere i tusindvis, for at genindføre tortur i Europa som en del af rettergangen. . . . Paver udnævnte og fyrede endog kejsere, og krævede at de påtvang deres undersåtter kristendommen under trussel om tortur og død. . . . For det evangeliske budskab var prisen forfærdende.“ Nogle af dem der blev dræbt havde kun begået den „forbrydelse“ at eje en bibel.

16, 17. Hvad siger han om inkvisitionen?

¹⁶ Om pave Innocens III fra begyndelsen af det 13. århundrede skriver De Rosa: „Man har beregnet at cirka to tusind kristne i hele verden omkom i forbindelse med den sidste og hårdeste forfølgelse under [den romerske] kejser Diocletian [i det 3. århundrede]. Ved den første voldelige episode under pave Innocens’ korstog [mod „kættere“ i Frankrig] blev ti gange så mange nedslagtet. . . . Det er chokerende at en pave med ét slag dræbte langt flere kristne end Diocletian. . . . [Innocens] havde ingen skrupler ved i Kristi navn at gøre alt det Kristus var imod.“

¹⁷ De Rosa bemærker at inkvisitorerne „i pavens navn var ansvarlige for historiens mest brutale og langvarige angreb på menneskets anstændighed“. Om den dominikanske inkvisitor Torquemada i Spanien skriver han: „[Torquemada] blev udnævnt i 1483 og udøvede sit tyranniske herredømme i femten år. Hans ofre talte over 114.000, hvoraf 10.220 blev brændt på bålet.“

18. Hvordan karakteriserer forfatteren inkvisitionen, og hvilken grund nævner han til at den bestod i over seks hundrede år?

¹⁸ Forfatteren fortsætter: „De historiske vidnesbyrd om inkvisitionen ville være penible for enhver organisation; for den katolske kirke er de katastrofale. . . . Det historien viser er at pavedømmet i over seks hundrede år uden ophold var den elementære retfærdigheds svorne fjende. Fra det trettende århundrede og fremefter misbilligede ikke én af firs paver i træk inkvisitionens teologi og metoder. Tværtimod føjede den ene efter den anden sine egne grusomme ideer til dette dødsmaskineri. Mysteriet er: Hvordan kunne paverne, generation efter generation, fortsætte med dette kætteri? Hvordan kunne de på alle punkter fornægte Jesu evangelium?“ Han svarer: „Paverne foretrak at gå imod evangeliet frem for at gå imod en ’ufejlbarlig’ forgænger, for det sidste ville have betydet selve pavedømmets undergang.“

19. Hvilken anden lovløshed billigede størstedelen af gejstligheden også?

¹⁹ Den rolle gejstligheden spillede i den grusomme slavehandel var også alt andet end glorværdig. Gennem flere hundrede år kidnappede folk fra kristenhedens lande mange tusind afrikanere, førte dem langt bort fra deres hjemland og mishandlede dem både fysisk og psykisk som slaver. Relativt få præster gjorde åbent indsigelse imod dette. Nogle af dem hævdede endda at det var Guds vilje. — Se Mattæus 7:12.

Blodskyld i vort århundrede

20. Hvordan har lovløshedens menneskes blodskyld nået et højdepunkt i dette århundrede?

²⁰ Lovløshedens menneskes blodskyld har nået et højdepunkt i vort århundrede. Gejstligheden har støttet historiens værste krige, der berøvede utallige millioner mennesker livet. De støttede begge parter under de to verdenskrige, hvori mennesker med samme tro, „brødre“, slog hinanden ihjel. Under den anden verdenskrig dræbte franske og amerikanske katolikker for eksempel tyske og italienske katolikker; og britiske og amerikanske protestanter dræbte tyske protestanter. Somme tider dræbte de nogle som ikke blot havde samme tro, men også samme nationale baggrund. De to verdenskrige opstod i kristenhedens hjerte, men de havde været en umulighed hvis gejstligheden havde adlydt budet om at man skal elske sin næste — og lært deres tilhængere at gøre det samme.

21. Hvad siger verdslige kilder om gejstlighedens engagement i krige?

²¹ The New York Times bekræfter dette: „Før i tiden støttede de lokale katolske hierarkier næsten altid deres nationers krige, velsignede tropperne og opsendte bønner om sejr, mens en anden skare biskopper på den anden side af fronten offentligt bad om det modsatte udfald af kampen. . . . Modsætningen mellem den kristne ånd og krigsførelsen . . . synes i manges øjne stadig tydeligere, mens våbnene bliver mere brutale.“ Og U.S.News & World Report har skrevet: „Kristendommens prestige i verden er blevet stærkt svækket af den hyppighed hvormed de såkaldt kristne lande har gjort brug af vold.“

22. Hvad bærer gejstligheden også ansvaret for i vor tid?

²² I dag findes der ingen officiel inkvisition, men gejstligheden har gennem staten forfulgt „profeter“ og „hellige“ fordi de har en anden mening. De har presset politiske ledere til at ’skabe uret i lovens navn’. På denne måde har de forårsaget eller tolereret at gudfrygtige mennesker i vort århundrede har fået forbud mod at udøve deres tro, eller er blevet mishandlet, tortureret eller endda dræbt. — Åbenbaringen 17:6; Salme 94:20, da. aut.

Kræves til regnskab

23. Hvorfor vil Gud kræve lovløshedens menneske til regnskab?

²³ Ja, i den falske religion er der virkelig fundet blod af profeter og af hellige og af alle som er blevet slået ihjel på jorden. (Åbenbaringen 18:24) Eftersom den værste blodsudgydelse har fundet sted inden for kristenheden, er det gejstligheden der har pådraget sig den største blodskyld. Bibelens betegnelse, „lovløshedens menneske“, kan ikke være mere rammende. Men i Guds ord siges der også: „Bliv ikke vildledt: Gud kan man ikke narre. For hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ (Galaterne 6:7) Gud vil derfor kræve den lovløse gejstlighed til regnskab.

24. Hvilke verdensomspændende omvæltninger vil snart indtræffe?

²⁴ Jesus sagde: „Fjern jer fra mig, I som øver lovløshed.“ (Mattæus 7:23) Og han erklærede: „Ethvert træ som ikke frembringer god frugt, bliver hugget om og kastet i ilden.“ (Mattæus 7:19)

Et vidnesbyrd om gejstlighedens dårlige frugter er dens kolossale blodskyld. I århundreder har den støttet korstog, inkvisitioner og krige hvori millioner af menneskers blod er blevet udgydt. Den har bedt for og velsignet begge sider i krige hvori medlemmer af dens egne trossamfund har dræbt hinanden. I modsætning hertil kunne apostelen Paulus sige: „Jeg er ren for alles blod.“ (Apostelgerninger 20:26) Det er gejstligheden ikke. Til sådanne siger Gud: „Selv om I beder mange bønner, hører jeg ikke efter; jeres hænder er fulde af udgydt blod.“ — Esajas 1:15.