1. Hvilket privilegium har vi alle sammen?

DET er et fantastisk privilegium at høre til Jehovas menighed! Vi befinder os i et åndeligt paradis der er fyldt med glade og fredsommelige mennesker. Men hvilken plads har du i menigheden?

2. Hvilken illustration brugte Paulus i flere af sine breve?

² En illustration som apostlen Paulus brugte i flere af de breve Jehova lod ham nedskrive, er med til at kaste lys over det spørgsmål. Her sammenlignede Paulus menigheden med menneskekroppen. Og han sammenlignede de enkelte brødre og søstre i menigheden med forskellige dele af kroppen. – Rom. 12:4-8; 1. Kor. 12:12-27; Ef. 4:16.

3. Hvilke tre ting vil vi se på i denne artikel?

³ I denne artikel vil vi se på tre vigtige ting vi kan lære af Paulus’ illustration. For det første vil vi blive mindet om at hver eneste af os har en pladsb i Jehovas menighed. For det andet vil vi få nogle forslag der kan hjælpe os hvis vi har svært ved at se hvad det er for en plads vi har i menigheden. Og for det tredje vil vi se på hvorfor det er godt for os at være travlt optaget af det arbejde vi hver især har fået betroet af Jehova.

VI HAR ALLE SAMMEN EN PLADS I JEHOVAS MENIGHED

4. Hvad lærer vi af ordene i Romerne 12:4, 5?

⁴ Det første vi kan lære af Paulus’ illustration, er at hver eneste af os har en vigtig funktion i Jehovas familie. Paulus indleder med at sige: “Det er jo sådan at en krop har mange lemmer, og lemmerne har ikke alle den samme funktion. Det er det samme med os: Selvom vi er mange, udgør vi én krop i forening med Kristus, men hver især er vi lemmer der har brug for hinanden.” (Rom. 12:4, 5) Hvad var det Paulus ville understrege? At vi alle sammen har en funktion i menigheden, og at vi alle sammen er værdifulde.

5. Hvilke gaver har Jehova givet menigheden?

⁵ Når vi taler om det at have en værdifuld rolle i menigheden, kommer du måske først og fremmest til at tænke på dem der fører an. (1. Thess. 5:12; Hebr. 13:17) Og det er jo rigtigt at Jehova igennem Jesus har givet “mennesker som gaver” til sin menighed. (Ef. 4:8) Nogle af disse gaver er medlemmerne af Det Styrende Råd og deres hjælpere, medlemmerne af afdelingskontorernes udvalg, kredstilsynsmændene, lærerne ved vores skoler, de ældste og menighedstjenerne. De er alle sammen udnævnt ved hjælp af den hellige ånd til at vise omsorg for Jehovas dyrebare får og betjene menigheden. – 1. Pet. 5:2, 3.

6. Hvad stræber udnævnte brødre efter at gøre, som det fremgår af 1. Thessaloniker 2:6-8?

⁶ De brødre der er udnævnt ved hjælp af den hellige ånd, tager sig af forskellige opgaver. Ligesom kroppens forskellige dele, for eksempel hænderne og fødderne, klarer nogle opgaver der er til gavn for hele kroppen, sådan gør de udnævnte brødre en flittig indsats der gavner hele menigheden. De gør det ikke for selv at få noget ud af det, men for at opmuntre og styrke deres brødre og søstre. (Læs 1. Thessaloniker 2:6-8). Vi takker Jehova for at vi har den slags uselviske og åndeligt kvalificerede brødre!

7. Hvilke velsignelser oplever mange i heltidstjenesten?

⁷ Nogle i menigheden bliver måske udnævnt til at tjene som missionærer, specialpionerer eller almindelige pionerer. Ja, i hele verden er der brødre og søstre som har besluttet at bruge en stor del af deres tid på at forkynde og gøre andre til disciple. Det har ført til at de har hjulpet mange til at blive disciple af Jesus. I de fleste tilfælde har heltidsforkynderne ikke så meget rent materielt, men Jehova har belønnet dem med et liv der er rigt på velsignelser. (Mark. 10:29, 30) Vi sætter stor pris på disse kære brødre og søstre, og vi er taknemmelige for at de hører til menigheden!

8. Hvorfor har hver eneste forkynder stor betydning i Jehovas øjne?

⁸ Men er det kun de udnævnte brødre og heltidstjenerne der har en plads i menigheden? Nej, slet ikke! Hver eneste forkynder af den gode nyhed har stor betydning for Gud og for menigheden. (Rom. 10:15; 1. Kor. 3:6-9) At gøre folk til disciple af Jesus er jo en af menighedens vigtigste opgaver. (Matt. 28:19, 20; 1. Tim. 2:4) Alle i menigheden, både døbte og udøbte forkyndere, prøver at gøre forkyndelsen til det vigtigste i deres liv. – Matt. 24:14.

9. Hvorfor sætter vi så stor pris på vores kristne søstre?

⁹ Jehova betragter kristne søstre som en vigtig del af menigheden. Han sætter stor pris på alle disse hustruer, mødre, enker og ugifte søstre, der tjener ham loyalt. Bibelen nævner mange dygtige kvinder som var højt værdsat af Gud. De bliver fremhævet som eksempler for os på grund af deres gode gerninger og deres klogskab, tro, engagement, mod og gavmildhed. (Luk. 8:2, 3; Ap.G. 16:14, 15; Rom. 16:3, 6; Flp. 4:3; Hebr. 11:11, 31, 35) Vi takker Jehova for at vi i vores menigheder har så mange kristne søstre med disse fine egenskaber!

10. Hvorfor er vi så glade for de ældre i vores menigheder?

¹⁰ Det er også en velsignelse for os at vi har mange ældre i vores menigheder. I nogle menigheder er der ældre venner som trofast har brugt hele deres liv i tjenesten for Jehova. Vi har også nogle ældre brødre og søstre som først lærte sandheden at kende da de var oppe i årene. Men uanset hvor længe de har kendt sandheden, må mange af dem kæmpe med forskellige helbredsproblemer. Det kan betyde at det er begrænset hvor meget de kan gøre i menigheden og i forkyndelsen. Alligevel bruger de alle deres kræfter i tjenesten og på at opmuntre og oplære andre. Og vi har stor gavn af deres erfaring. Vores ældre brødre og søstre er virkelig smukke både i Jehovas og i vores øjne! – Ordsp. 16:31.

11-12. Hvordan er du blevet opmuntret af børnene og de unge i din menighed?

¹¹ Tænk også på de børn og unge vi har i menighederne. De kommer ud for mange udfordringer mens de vokser op i en verden der er styret af Satan Djævelen og præget af hans onde tankegang. (1. Joh. 5:19) Til trods for det ser vi at de unge kommer til møderne og giver kommentarer, deltager i forkyndelsen og modigt forsvarer deres tro. Er det ikke opmuntrende? I børn og unge er bestemt en vigtig del af Jehovas menighed! – Sl. 8:2.

¹² Alle i menigheden har altså en vigtig funktion, men alligevel er der nogle af vores brødre og søstre der har svært ved at tro at de personligt kan bidrage med noget. Hvad kan hjælpe os til at forstå at vi som enkeltpersoner har en værdifuld plads i menigheden?

DEN VÆRDIFULDE PLADS DU HAR I MENIGHEDEN

13-14. Hvad kan få nogle til at føle at de ikke har nogen værdi for menigheden?

¹³ Lad os se på den anden ting vi kan lære af Paulus’ illustration. Han peger på et problem som mange har i dag: De føler ikke at de selv har nogen særlig værdi for menigheden. Paulus skriver: “Hvis foden fandt på at sige: ‘Jeg er ikke en hånd, og derfor hører jeg ikke med til kroppen’, ville den alligevel være en del af kroppen. Og hvis øret fandt på at sige: ‘Jeg er ikke et øje, og derfor hører jeg ikke med til kroppen’, ville det alligevel være en del af kroppen.” (1. Kor. 12:15, 16) Hvad var det Paulus ville understrege?

¹⁴ Hvis du går og sammenligner dig selv med andre, risikerer du at glemme at du selv har noget at bidrage med. Nogle i menigheden er sikkert dygtige undervisere eller erfarne hyrder. Eller det kan være at de er gode til at organisere. Måske føler du ikke at du har de samme evner. Det viser bare at du er beskeden og ydmyg. (Flp. 2:3) Men pas på! Hvis du hele tiden sammenligner dig med nogle der har særligt gode evner, vil du blive utilfreds med dig selv. Måske vil du endda, som Paulus nævnte, føle at du ‘ikke hører med til’ menigheden. Hvad kan hjælpe dig til at tackle den slags følelser?

15. Hvad kan vi udlede af 1. Korinther 12:4-11 angående evner og talenter?

¹⁵ Overvej dette: I det første århundrede fik mange af de kristne mirakuløse gaver af Jehova, men det var ikke alle der fik de samme gaver. (Læs 1. Korinther 12:4-11). Jehova betroede dem forskellige evner og gaver, men det betød ikke at nogle af de kristne havde større værdi end andre. I dag har Jehova ikke givet os mirakuløse gaver gennem sin hellige ånd. Men der gælder det samme princip. Selvom det er forskelligt hvilke evner vi har, er vi alle sammen værdifulde i Jehovas øjne.

16. Hvilken vejledning fra Paulus må vi følge?

¹⁶ I stedet for at sammenligne os med andre kristne må vi følge den vejledning Jehova inspirerede Paulus til at give: “Lad hver enkelt vurdere sine egne handlinger – så kan han glæde sig over det han selv gør, uden at sammenligne det med hvad andre gør.” – Gal. 6:4.

17. Hvordan vil det gavne os at følge Paulus’ vejledning?

¹⁷ Hvis vi, med Paulus’ vejledning i tanke, ser på hvad vi selv udretter, vil vi måske få øjnene op for at vi personligt har nogle helt unikke gaver og evner. Et eksempel: En ældstebror er måske ikke den fødte taler, men det kan være at han er utroligt dygtig til at forkynde. Eller måske er han ikke så god til at organisere som andre ældste er, men i stedet er han en kærlig hyrde som alle føler sig fri til at henvende sig til når de har brug for et bibelsk råd. Eller han kan være kendt vidt og bredt for sin gæstfrihed. (Hebr. 13:2, 16) Hvis vi er bevidste om de stærke sider vi har, vil vi kunne glæde os over det vi bidrager med i menigheden. Og så vil vi ikke være så tilbøjelige til at blive misundelige på dem der har nogle andre evner end vi har.

18. Hvordan kan vi gøre fremskridt i vores tjeneste?

¹⁸ Uanset hvilken plads vi har i menigheden, bør vi alle sammen ønske at gøre fremskridt i vores tjeneste og udvikle vores evner. For at hjælpe os til at gøre fremskridt har Jehova sørget for at vi får en fantastisk oplæring igennem hans organisation. Ved midtugemødet bliver vi for eksempel undervist i hvordan vi kan blive bedre til at forkynde. Får du mest muligt ud af dette program?

19. Hvad skal der til for at du kan komme på Skolen for Kristne Forkyndere?

¹⁹ Skolen for Kristne Forkyndere er endnu et eksempel på den enestående undervisning Jehova giver os. Både brødre og søstre kan ansøge om at komme på denne skole hvis de er i heltidstjenesten og er mellem 23 og 65 år. Du tænker måske at det slet ikke er muligt for dig. Men i stedet for at lave en lang liste med grunde til at du ikke kan komme på skolen, så prøv at lave en liste med grunde til at du gerne vil. Læg så en slagplan som vil hjælpe dig til at nå dit mål. Med Jehovas hjælp og en bevidst indsats fra din side kan et mål der umiddelbart virkede umuligt at nå, pludselig være inden for rækkevidde.

BRUG DE GAVER DU HAR FÅET, TIL AT STYRKE MENIGHEDEN

20. Hvad lærer vi af det der står i Romerne 12:6-8?

²⁰ Den tredje ting vi kan lære af Paulus’ illustration, finder vi i Romerne 12:6-8. (Læs). Her nævner Paulus igen at de enkelte i menigheden har forskellige gaver. Men nu lægger han vægt på at uanset hvilken situation vi er i, skal vi bruge de gaver vi har fået, sådan at vi styrker og opbygger menigheden.

21-22. Hvad kan vi lære af det Robert og Felice erfarede?

²¹ Tænk på det som en bror vi vil kalde Robert, oplevede. Han havde tjent i udlandet, men på et tidspunkt blev han bedt om at rejse tilbage til sit hjemland for at tjene på Betel. Han blev forsikret om at han havde klaret sin opgave i udlandet rigtig godt, men alligevel siger han: “Jeg fik et negativt syn på mig selv og tænkte at jeg var en fiasko. Den følelse varede i flere måneder. Der var tider hvor jeg havde mest lyst til at stoppe i beteltjenesten.” Hvordan fandt han glæden igen? En medældste mindede ham om at Jehova gennem alle vores tidligere opgaver har oplært os så vi bedre kan klare vores nuværende opgave. Robert indså at han måtte holde op med at tænke så meget på fortiden og begynde at fokusere på det han kunne gøre lige nu.

²² Bror Felice Episcopo oplevede også nogle svære følelser på grund af en omvæltning. Han og hans kone udgik fra Gileadskolen i 1956 og var derefter i kredstjenesten i Bolivia. I 1964 fik de så et barn. Felice siger: “Det var hårdt for os at forlade den tjeneste vi holdt så meget af. Jeg må indrømme at jeg spildte et helt år på at gå rundt og have ondt af mig selv. Men med Jehovas hjælp ændrede jeg min indstilling og tog fat på min nye opgave som far.” Kan du genkende nogle af de følelser Robert og Felice havde? Går det dig på at du i øjeblikket ikke har de samme tjenesteprivilegier som før? Hvis du har det sådan, vil du blive mere glad og tilfreds hvis du skifter fokus og koncentrerer dig om det du kan gøre lige nu for Jehova og vennerne i menigheden. Sørg for at holde dig i gang, og brug de gaver og muligheder du har, til at hjælpe andre og styrke din menighed – så vil din glæde vokse.

23. Hvad bør vi give os tid til at gøre, og hvad vil vi se på i den næste artikel?

²³ Vi har alle sammen stor værdi i Jehovas øjne. Han vil gerne have os som en del af sin familie. Hvis vi giver os tid til at overveje hvad vi personligt kan gøre for at styrke vores brødre og søstre, og virkelig sætter ind på at gøre det, vil vi ikke så let begynde at tvivle på at vi har en plads i menigheden.

1. Hvad har Jehova givet hver af sine trofaste tjenere?

JEHOVA elsker alle sine trofaste tjenere, og han har givet hver af dem en værdifuld plads i sin store menighed. Vi har vidt forskellige funktioner, men vi har alle sammen betydning – og vi kan ikke undvære hinanden. Apostlen Paulus hjælper os til at forstå hvor vigtigt det er at vi anerkender det. Hvordan gør han det?

2. Hvorfor må vi ifølge Efeserne 4:16 værdsætte hinanden og samarbejde?

² Som vi læser i denne artikels temavers, understreger Paulus at ingen af os kan sige om en anden af Jehovas tjenere: “Dig har jeg ikke brug for.” (1. Kor. 12:21) Hvis menigheden skal kunne fungere i fred og harmoni, må vi værdsætte hinanden og samarbejde. (Læs Efeserne 4:16). Når vi arbejder enigt sammen, vil alle føle sig elsket, og menigheden vil blive styrket.

3. Hvad vil vi behandle her i artiklen?

³ På hvilke måder kan vi vise respekt for vores brødre og søstre i menigheden? Her i artiklen vil vi behandle tre områder: Først vil vi se på hvordan ældste kan vise respekt for andre ældste. Så vil vi komme ind på hvordan vi alle sammen kan vise at vi sætter pris på brødre og søstre som ikke er gift. Og til sidst vil vi drøfte hvordan vi kan vise værdsættelse af venner der ikke taler vores eget sprog flydende.

VIS RESPEKT FOR DINE MEDÆLDSTE

4. Hvad bør ældste gøre i betragtning af den vejledning vi finder i Romerne 12:10?

⁴ Alle ældste i menigheden er udnævnt ved hjælp af Jehovas hellige ånd. Men de har forskellige evner og muligheder. (1. Kor. 12:17, 18) Nogle er måske udnævnt for nylig og har derfor ikke så meget erfaring. Andre er måske begrænset af deres alder eller helbred. Men når en ældstebror ser på sine medældste, må han aldrig tænke om en eneste af dem: “Dig har jeg ikke brug for.” Nej, alle ældste bør følge den vejledning fra Paulus som vi finder i Romerne 12:10. – Læs.

5. Hvordan viser ældste at de respekterer deres medældste, og hvorfor er det vigtigt at de gør det?

⁵ Ældste viser at de respekterer deres medældste, ved at lytte opmærksomt til hinanden. Det har især betydning når de mødes som et ældsteråd, hvor de drøfter vigtige anliggender. Hvorfor? Læg mærke til hvad der stod i Vagttårnet for 1. oktober 1988: “Ældste vil indse at Kristus, ved hjælp af den hellige ånd, i et hvilket som helst tilfælde kan lede enhver ældste i et ældsteråd til at fremkomme med netop det bibelske princip der er nødvendigt for at rådet kan træffe en vigtig afgørelse eller klare en given situation. (Ap.G. 15:6-15) Ingen ældste i et ældsteråd har eneret på Guds hellige ånd.”

6. Hvad vil hjælpe de ældste til at arbejde enigt sammen, og hvordan gavner det menigheden når de gør det?

⁶ En ældste der har respekt for sine medældste, prøver ikke altid at være den første der udtaler sig ved et ældstemøde. Han vil ikke dominere drøftelsen, og han mener ikke at hans synspunkt altid er det rigtige. I stedet vil han udtrykke sin mening på en ydmyg og beskeden måde. Desuden vil han lytte opmærksomt til det de andre siger. Og hvad der er endnu vigtigere: Han er ivrig efter at anvende principper fra Bibelen og følge vejledningen fra “den trofaste og kloge træl”. (Matt. 24:45-47) Når de ældstes drøftelse foregår i en kærlig og respektfuld atmosfære, vil Guds hellige ånd være til stede, og den vil lede dem til at træffe nogle afgørelser der styrker menigheden. – Jak. 3:17, 18.

VIS RESPEKT FOR BRØDRE OG SØSTRE DER IKKE ER GIFT

7. Hvordan betragtede Jesus det at være ugift?

⁷ Vi har mange ægtepar og børnefamilier i vores menigheder i dag. Vi har også mange brødre og søstre der ikke er gift. Hvordan skal vi betragte dem der er single? Vi kan overveje hvordan Jesus så på spørgsmålet. Jesus giftede sig ikke. I stedet koncentrerede han sin opmærksomhed om den opgave han havde fået, og brugte al sin tid på den. Han sagde aldrig at man skulle gifte sig, eller at man skulle lade være med at gøre det. Han sagde dog at nogle kristne ville fravælge ægteskab. (Matt. 19:11, 12; se studienote til Matthæus 19:12, “har gjort sig selv til eunukker”). Jesus respekterede dem der ikke var gift. Han betragtede dem ikke som nogle der var mindre værd eller ikke var hele mennesker.

8. Hvad opfordrede Paulus de kristne til at overveje, som vi læser i 1. Korinther 7:7-9?

⁸ Ligesom Jesus udførte apostlen Paulus sin tjeneste uden at være gift. Han sagde aldrig at det var forkert af en kristen at gifte sig, men anerkendte at det var en personlig sag. Ikke desto mindre opfordrede Paulus de kristne til at overveje om de kunne lade være med at gifte sig og dermed være fri til at gøre mere i tjenesten for Jehova. (Læs 1. Korinther 7:7-9). Paulus havde bestemt ikke et negativt syn på kristne der var single. For eksempel valgte han Timotheus, en ung bror der ikke var gift, til at tage sig af meget vigtige opgaver.b (Flp. 2:19-22) Det vil altså være forkert af ældste at bedømme en brors kvalifikationer på basis af om han er gift eller ej. – 1. Kor. 7:32-35, 38.

9. Hvad kan vi konkludere om det at være gift eller single?

⁹ Hverken Jesus eller Paulus sagde altså at kristne skulle gifte sig, eller at de skulle lade være med at gøre det. Så hvad kan vi konkludere? Det kom meget godt frem i en artikel i Vagttårnet for 1. oktober 2012. Om det at være gift eller single stod der: “Begge dele kan betragtes som gaver fra Gud. ... Jehova ser ikke den ugifte stand som en grund til sorg eller skam.” Det viser tydeligt at vi må respektere den plads vores ugifte brødre og søstre har i menigheden.

10. Hvordan kan vi vise respekt for brødre og søstre som ikke er gift?

¹⁰ Hvordan kan vi vise at vi har respekt for brødre og søstre som ikke er gift, og tage hensyn til deres følelser? Det er godt at huske at nogle kristne er single fordi de har besluttet at være det. Andre ville egentlig gerne giftes men har bare ikke fundet den rigtige endnu. Der er også nogle som har mistet deres ægtefælle. Men uanset hvordan det forholder sig, vil det så være klogt af andre i menigheden at spørge dem hvorfor de ikke er gift, eller tilbyde at hjælpe dem med at finde en ægtefælle? Det kan selvfølgelig være at en som ikke er gift, selv beder en anden om hjælp i den forbindelse. Men hvis den ugifte ikke beder om hjælp, hvordan vil han eller hun så føle det hvis vi kommer med forskellige forslag? (1. Thess. 4:11; 1. Tim. 5:13) Overvej hvad nogle brødre og søstre som ikke er gift, siger.

11-12. Hvordan kunne vi sætte ugifte brødre og søstre i en ubehagelig situation?

¹¹ En ugift kredstilsynsmand der udfører sin tjeneste rigtig godt, føler at det giver ham mange fordele at være single. Men han siger også at det kan virke ret nedslående at velmenende brødre og søstre spørger ham hvorfor han ikke er gift. En singlebror der tjener på et afdelingskontor, fortæller: “Nogle gange får brødre og søstre mig til at føle at singler er nogle man skal have ondt af. Det kan få det til at virke som en byrde i stedet for en gave at være ugift.”

¹² En singlesøster der tjener på Betel, siger: “Nogle tror at alle som ikke er gift, er på udkig efter en ægtefælle, eller at de betragter enhver sammenkomst som en lejlighed til at finde en ægtefælle. Engang var jeg blevet sendt ud på en opgave i en anden del af landet, og jeg ankom på en mødeaften. Den søster jeg skulle bo hos, fortalte mig at der var to brødre i menigheden på min alder. Hun forsikrede mig om at hun ikke havde nogen som helst bagtanker, men så snart vi kom ind i rigssalen, trak hun mig hen til de to brødre så jeg kunne hilse på dem. Jeg behøver vist ikke at sige at det var en ret pinlig situation, både for brødrene og for mig.”

13. Hvad har opmuntret en singlesøster?

¹³ En anden singlesøster som er betelit, fortæller: “Jeg kender nogle ugifte brødre og søstre der har været pionerer i mange år. De hviler i sig selv, er fokuserede, selvopofrende og helt tilfredse med deres liv, og de bidrager med utroligt meget i deres menighed. De har et afbalanceret syn på sig selv – de føler hverken at de er mere værd end andre fordi de ikke har giftet sig, eller at de mangler noget fordi de ikke har ægtefælle og børn.” Det er sådan man har det i en menighed hvor man føler sig respekteret og værdsat som den man er. Man vil hverken opleve medynk eller misundelse. Og man vil hverken føle sig ignoreret eller anbragt på en piedestal. Man føler sig bare hjemme.

14. Hvordan kan vi vise at vi respekterer vores ugifte brødre og søstre?

¹⁴ Vores ugifte brødre og søstre vil være taknemmelige hvis vi lægger mere mærke til deres gode egenskaber end om de er gift eller ej. I stedet for at have ondt af dem vil vi værdsætte dem på grund af deres trofaste tjeneste. Så vil de aldrig føle det som om vi siger: “Dig har jeg ikke brug for.” (1. Kor. 12:21) De vil mærke at vi respekterer dem og anerkender at de har en værdifuld plads i menigheden.

VIS RESPEKT FOR DEM DER IKKE TALER DIT SPROG FLYDENDE

15. Hvilke forandringer har nogle foretaget for at kunne gøre mere i forkyndelsen?

¹⁵ I de senere år har mange brødre og søstre sat sig for at lære et nyt sprog for at kunne gøre mere i forkyndelsen. De har gjort store forandringer i deres liv. De har forladt deres menighed og er nu i en hvor der tales et andet sprog, og hvor der er større behov for forkyndere. (Ap.G. 16:9) Det er en personlig beslutning disse brødre og søstre har truffet, og de har gjort det for at kunne tjene Jehova i større udstrækning. Selvom det kan tage flere år før de kan tale det nye sprog flydende, hjælper de alligevel menigheden på mange måder. Deres erfaring og deres gode egenskaber er med til at gøre menigheden stærk og stabil. Vi sætter stor pris på disse selvopofrende brødre og søstre!

16. Hvad skal de ældste vurdere en bror ud fra når de overvejer om han kan tjene som ældste eller menighedstjener?

¹⁶ Et ældsteråd vil ikke holde sig tilbage fra at anbefale en bror som ældste eller menighedstjener fordi han endnu ikke taler menighedens sprog flydende. Det de ældste vil vurdere, er hvor godt han opfylder de kvalifikationskrav der står i Bibelen, og ikke hvor godt han taler den lokale menigheds sprog. – 1. Tim. 3:1-10, 12, 13; Tit. 1:5-9.

17. Hvad må nogle familier tage stilling til når de flytter til et andet land?

¹⁷ Nogle kristne familier er flyttet til et andet land enten fordi de er flygtet, eller fordi de søger arbejde. Nu går deres børn måske i skole og bliver undervist på det sprog der tales i deres nye land. Måske må forældrene også lære det nye sprog for at kunne få et job. Hvis der nu findes en menighed eller gruppe der bruger deres modersmål, hvilken menighed skal de så tilslutte sig? Skal det være en menighed der bruger det lokale sprog, eller en menighed hvor familiens modersmål bliver talt?

18. Hvordan bør vi reagere på et familieoverhoveds beslutning, i overensstemmelse med Galaterne 6:5?

¹⁸ Det er familiens overhoved der må afgøre hvilken menighed familien skal slutte sig til. Han må overveje hvad der vil være bedst for hans familie. Det er et personligt anliggende, og andre må respektere den beslutning familiens overhoved træffer. (Læs Galaterne 6:5). Uanset hvilken menighed familien begynder at komme i, vil vi byde dem velkommen og betragte dem som en værdifuld del af vores menighed. – Rom. 15:7.

19. Hvad må et familieoverhoved overveje under bøn?

¹⁹ Nogle familier der er rejst til et andet land, er i en menighed der taler forældrenes modersmål, men børnene er måske ikke så gode til det sprog. Det kan skyldes at børnene går i en skole hvor landets hovedsprog, og ikke forældrenes sprog, bliver talt. Resultatet kan være at børnene har svært ved at forstå møderne og gøre åndelige fremskridt. Hvis det er tilfældet, må familiens overhoved under bøn overveje hvad der kan gøres for at hjælpe børnene til at komme nær til Jehova og slutte sig til hans folk. Enten må forældrene hjælpe deres børn så de bliver gode til at tale forældrenes modersmål, eller også må de overveje at flytte til en menighed hvor der tales et sprog som børnene har let ved at forstå. Men lige meget hvilken menighed familiens overhoved vælger at de skal komme i, må menigheden sørge for at familien føler sig respekteret og velkommen.

20. Hvordan kan vi vise at vi respekterer vores brødre og søstre som er ved at lære et nyt sprog?

²⁰ Af de grunde vi har talt om her, vil der i mange menigheder være brødre og søstre der kæmper med at lære et nyt sprog. Måske er det svært for dem at give udtryk for deres tanker. Men hvis vi ser bag om deres sprogvanskeligheder, vil vi tydeligt kunne se deres kærlighed til Jehova og deres ønske om at tjene ham. Når vi har øje for deres gode egenskaber, vil vi helt sikkert komme til at elske og respektere disse brødre og søstre. Vi vil ikke sige “dig har jeg ikke brug for” bare fordi de ikke taler vores sprog flydende.

VI ER ALLE VÆRDIFULDE I JEHOVAS ØJNE

21-22. Hvilken fantastisk gave har vi fået?

²¹ Jehova har givet os den fantastiske gave at vi har en plads i hans menighed. Og alle i menigheden – brødre og søstre, gifte og ugifte, unge og gamle, de der er gode til at tale et bestemt sprog, og de der er knap så gode – har stor værdi for Jehova og for hinanden. – Rom. 12:4, 5; Kol. 3:10, 11.

²² Lad os blive ved med at anvende de mange gode ting Paulus’ illustration om kroppen har lært os. Så vil vi få endnu større værdsættelse af den plads vi selv og andre har i Jehovas menighed.