2. (a) Hvilke problemer behandler Paulus i Romerbrevet? (b) Hvad fastslår han i dette brev?

² Paulus, der bruger Tertius som sekretær, fremsætter stærke argumenter og anfører et forbløffende antal citater fra De Hebraiske Skrifter, og dette gør hans brev til romerne til en af de mest magtfulde bøger i De Kristne Græske Skrifter. I et usædvanlig smukt sprog drøfter han de problemer der opstod da de kristne menigheder i det første århundrede kom til at bestå af både jøder og grækere. Havde jøderne noget fortrin fordi de var Abrahams efterkommere? Havde kristne, der ikke var underlagt Moseloven og gjorde brug af denne frihed, ret til at vække anstød hos svagere jødiske brødre som stadig holdt fast ved de gamle skikke? I dette brev slår Paulus kraftigt fast at jøder og ikkejøder er stillet nøjagtig ens i forholdet til Gud og at mennesker ikke erklæres retfærdige gennem Moseloven men gennem tro på Jesus Kristus og ved Guds ufortjente godhed.

8. (a) Hvad siger Paulus om sin opgave? (b) Hvordan viser han at både jøder og grækere fortjener Guds vrede?

⁸ Guds upartiskhed over for jøder og hedninger (1:1–2:29). Hvad skriver Paulus under inspiration til romerne? Med de indledende ord omtaler han sig selv som en apostel der af Kristus er udvalgt til at lære nationerne ’lydighed ved tro’. Han udtrykker sit brændende ønske om at besøge de hellige i Rom for at de kan „opmuntres ved hinandens tro“ og for at han kan forkynde dem den gode nyhed som er „Guds kraft til frelse for enhver som tror“. Som det langt tidligere var blevet skrevet, skal den retfærdige „leve som følge af tro“. (1:5, 12, 16, 17) Både jøder og grækere fortjener Guds vrede, viser han. Menneskets ugudelighed kan ikke undskyldes, for Guds „usynlige egenskaber ses . . . klart fra verdens skabelse af“. (1:20) Og dog er nationerne tåbelige nok til at lave sig guder af noget der er skabt. Jøderne bør imidlertid ikke dømme nationerne hårdt, for de er selv skyldige i synd. Begge grupper vil blive dømt efter deres gerninger, for der er ikke partiskhed hos Gud. Bogstavelig omskærelse er ikke det afgørende, for „jøde er den som er det i det indre, og hans omskærelse er hjertets omskærelse“. — 2:29.

9. (a) Hvad særligt har jøderne, og hvilke skriftsteder citerer Paulus for at vise at alle dog er underlagt synden? (b) Hvordan bliver et menneske da erklæret retfærdigt, og hvilket eksempel støtter dette argument?

⁹ Ingen bliver erklæret retfærdig uden ved tro (3:1–4:25). „Hvad særligt har da jøden?“ Meget, for jøderne har fået Guds hellige udsagn betroet. Alligevel er ’såvel jøder som grækere alle under synd’, og ingen er „retfærdig“ i Guds øjne. Som bevis for dette anfører Paulus syv citater fra De Hebraiske Skrifter. (Rom. 3:1, 9-18; Sl. 14:1-3; 5:9; 140:3; 10:7; Ordsp. 1:16; Es. 59:7, 8; Sl. 36:1) Loven afslører menneskets syndighed, så „ved lovgerninger vil . . . intet kød blive erklæret retfærdigt“. Ved Guds ufortjente godhed og gennem udfrielsen ved løsesummen bliver både jøder og grækere imidlertid erklæret retfærdige „ved tro uden lovgerninger“. (Rom. 3:20, 28) Paulus finder yderligere støtte for sin konklusion ved at henvise til Abraham, der fik tilregnet retfærdighed, ikke på grund af gerninger eller omskærelse, men på grund af sin eksemplariske tro. På denne måde blev Abraham fader, ikke blot til jøderne, men til „alle som tror“. — 4:11.