Med en urokkelig tro, et grundfæstet håb og ægte kærlighed adlød de første kristne den befaling Jesus gav dem lige før sin himmelfart: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem . . . og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ — Mattæus 28:19, 20.

På pinsedagen i år 33 blev Guds ånd udgydt over 120 disciple der var samlet i en sal i Jerusalem. Den kristne menighed var blevet oprettet!a Ved et mirakel blev de tilstedeværende i stand til at tale fremmede sprog og kunne således forkynde for de jøder og proselytter fra alverdens lande som var valfartet til Jerusalem for at overvære højtiden. (Apostelgerninger 2:5, 6, 41) Og hvad blev følgen? At antallet af kristne steg fra cirka 120 til over 3000 på én eneste dag!

Jesus forkyndte næsten udelukkende for jøder. Men kort efter Pinsedagen blev den kristne apostel Peter brugt til at åbne „Vejen“ for samaritanerne, som holdt sig til Bibelens fem første bøger, og senere, nemlig i år 36, for alle ikkejøder. Paulus blev „apostel for nationerne“ og rejste ud på tre missionsrejser. (Romerne 11:13) Menigheder blev dannet og blomstrede op. „Deres iver for at udbrede troen kendte ingen grænser,“ konstaterer bogen From Christ to Constantine, og tilføjer: „Den kristne forkyndelse var effektiv og nåede samtidig vidt omkring.“ Kristenforfølgelserne gav bagslag, for de gav næring til budskabets løbeild, som når et vindpust får en flamme til at blusse op. I den bibelske bog Apostelgerninger findes den spændende beretning om de kristnes ukuelige virksomhed i kristendommens barndom.