Kapitel 15

En tilbagevenden til den sande Gud

„Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Johannes 13:34, 35.

1, 2. Hvad bør kærligheden blandt sande kristne resultere i?

MED disse ord fastlagde Jesus et kriterium for dem der hævder at være hans sande disciple. Den kristne kærlighed skulle overskride alle skel mellem racer, stammer og nationer. Sande kristne skulle derfor ’ikke være en del af verden’, ligesom Jesus selv ikke var, og ikke er, en del af verden. — Johannes 17:14, 16; Romerne 12:17-21.

² Hvordan viser den kristne at han ’ikke er en del af verden’? Hvordan berører det for eksempel hans holdning til vore dages politiske stridigheder, revolutioner og krige? I overensstemmelse med Jesu ord skrev den kristne apostel Johannes: „Enhver som ikke øver retfærdighed er ikke af Gud, og det er den som ikke elsker sin broder heller ikke. For dette er det budskab som I har hørt fra begyndelsen, at vi skal elske hinanden.“ Og da Jesus forklarede hvorfor hans disciple ikke havde kæmpet for at befri ham, sagde han: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige havde været en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet . . . Men nu er mit rige ikke herfra.“ Selv om Jesu liv stod på spil, forsøgte hans tjenere ikke at afgøre striden på denne verdens krigeriske manér. — 1 Johannes 3:10-12; Johannes 18:36.

3, 4. (a) Hvad forudsagde Esajas angående „de sidste dage“? (b) Hvad må vi nu have svar på?

³ Over 700 år før Kristus forudsagde Esajas at folk af alle nationer ville samles om den sande tilbedelse af Jehova og ikke mere lære at føre krig. Han sagde: „Og i de sidste dage vil bjerget med Jehovas hus blive grundfæstet over bjergenes top, . . . og alle nationerne skal strømme til det. Og mange folkeslag skal drage af sted og sige: ’Kom, lad os gå op til Jehovas bjerg, til Jakobs Guds hus; og han vil lære os sine veje, og vi vil vandre på hans stier.’ For lov vil udgå fra Zion, og Jehovas ord fra Jerusalem. Og han vil fælde dom mellem nationerne og afgøre sager vedrørende mange folkeslag. Og de skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“a — Esajas 2:2-4.

⁴ Hvilken af alle de mange trosretninger i verden har i særlig grad opfyldt disse krav? Hvem har nægtet at lære krigshåndværket på trods af fængsler, koncentrationslejre og dødsstraffe?

Kristen kærlighed og neutralitet

5. Hvordan har Jehovas vidner som enkeltpersoner stillet sig neutrale, og hvorfor?

⁵ Jehovas vidner er kendt i hele verden for deres individuelle, samvittighedsbestemte kristne neutralitet. Gennem hele det 20. århundrede har de udholdt fængsler, koncentrationslejre, tortur, deportationer og forfølgelse fordi de har nægtet at opgive den kærlighed og enhed de lægger for dagen som et verdensomfattende samfund af kristne der holder sig til Gud. I Nazityskland (1933-45) mistede omkring tusind Vidner livet, og adskillige tusind blev fængslet, fordi de nægtede at støtte Hitlers krigsindsats. Under Francostyret i Spanien måtte hundreder af unge Vidner gå i fængsel, og mange af dem tilbragte gennemsnitlig ti år i militærfængsler, fordi de ikke ville lære at føre krig. Den dag i dag sidder mange unge Jehovas vidner i fængsel i forskellige lande fordi de ikke vil have nogen del i landenes militære aktiviteter. På den anden side hindrer Jehovas vidner ikke regeringernes militærprogrammer. Det har været kendetegnende for deres tro at de har holdt sig urokkeligt neutrale i alle dette århundredes krige og konflikter. Dette identificerer dem som Kristi sande disciple og skiller dem ud fra kristenhedens kirker og trosretninger. — Johannes 17:16; 2 Korinther 10:3-5.

6, 7. Hvilken opfattelse har Jehovas Vidner af kristendommen?

⁶ Ved at følge Bibelen og Kristi eksempel viser Jehovas vidner at de tilbeder den sande Gud, Jehova. De har fået værdsættelse af Guds kærlighed, der kom til udtryk i Jesu liv og offer. De forstår at ægte kristen kærlighed indebærer et ubrydeligt broderskab der omspænder hele verden og er hævet over politiske, racemæssige og nationale skel. Kristendommen er med andre ord ikke blot international; den er overnational, idet den overskrider landegrænser og de skel der sættes af nationale myndigheder og interesser. Den betragter menneskeheden som én familie med en fælles stamfader og en fælles Skaber, Jehova Gud. — Apostelgerninger 17:24-28; Kolossenserne 3:9-11.

⁷ Mens næsten alle andre religiøse samfund har været involveret i krige — både mod deres trosfæller og mod andre — har Jehovas vidner vist at de tager førnævnte profeti fra Esajas 2:4 alvorligt. ’Men,’ spørger du måske, ’hvor stammer Jehovas Vidner fra? Hvordan er deres samfund opbygget?’

Guds lange række af vidner

8, 9. Hvad opfordrer Gud menneskene til?

⁸ For over 2700 år siden opfordrede profeten Esajas: „Søg Jehova mens han findes. Kald på ham mens han er nær. Lad den ugudelige forlade sin vej, og den ondskabsfulde sine tanker; og lad ham vende om til Jehova, som vil forbarme sig over ham, ja til vor Gud, for han vil tilgive i rigt mål.“ — Esajas 55:6, 7.

⁹ Mange hundrede år senere sagde den kristne apostel Paulus til grækerne i Athen som nærede stor frygt for de mytologiske guder: „[Gud] har ud af ét menneske dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade, og han har bestemt de fastsatte tider og de fastlagte grænser for menneskenes bolig, for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem til ham og virkelig finde ham, skønt han ikke er langt borte fra en eneste af os.“ — Apostelgerninger 17:22-28.

10. Hvordan ved vi at Gud ikke var langt borte fra Adam og Eva og deres børn?

¹⁰ Gud var ikke langt borte fra de første mennesker, Adam og Eva. Han talte til dem og meddelte dem sine bud og ønsker. Gud skjulte sig heller ikke for deres sønner Kain og Abel. Han vejledte endda den onde Kain der fyldtes med misundelse på grund af sin broders offer til Gud. Men i stedet for at ændre sin måde at tilbede på, viste Kain religiøs skinsyge og intolerance og myrdede sin broder. — 1 Mosebog 2:15-17; 3:8-24; 4:1-16.

11. (a) Hvad betyder ordet „martyr“? (b) Hvordan blev Abel den første martyr?

¹¹ Ved at være trofast mod Gud til døden blev Abel den første martyr.b Han var også det første vidne for Jehova og forløberen for en lang række uangribelige vidner der ville fremstå ned gennem historien. Derfor kunne Paulus sige: „Ved tro frembar Abel et offer for Gud af større værdi end det Kain bragte, ved hvilken tro han fik det vidnesbyrd at han var retfærdig, idet Gud aflagde vidnesbyrd om hans offergaver; og ved den taler han endnu, skønt han er død.“ — Hebræerne 11:4.

12. Nævn flere eksempler på trofaste vidner for Jehova.

¹² I det samme brev opregner Paulus en lang række trofaste mænd og kvinder, deriblandt Noa, Abraham, Sara og Moses, som ved deres uangribelighed kom til at udgøre ’en stor sky af vidner [græsk: martyʹrōn]’ der har tjent til eksempel og opmuntring for andre som har ønsket at kende og tjene den sande Gud. Det var mænd og kvinder der havde et forhold til Jehova Gud. De havde søgt ham og fundet ham. — Hebræerne 11:1–12:1.

13. (a) Hvorfor er Jesus et enestående udtryk for Guds kærlighed? (b) På hvilken særlig måde er Jesus et eksempel for sine disciple?

¹³ Et fremtrædende vidne var den der i Åbenbaringens bog beskrives som „Jesus Kristus, ’det trofaste vidne’“. Jesus er endnu et udtryk for Guds kærlighed, for, som Johannes skrev: „Vi [har] selv set og vidner om at Faderen har udsendt sin søn som verdens Frelser. Den der bekender at Jesus Kristus er Guds søn, med ham forbliver Gud i samhørighed og han i samhørighed med Gud. Og vi har selv fået kundskab om og tro på den kærlighed som Gud har i vort tilfælde.“ Jesus var som jøde et sandt vidne og døde som martyr i trofasthed mod sin Fader, Jehova. Hans sande disciple ned gennem tiden skulle ligeledes være vidner for ham og for den sande Gud, Jehova. — Åbenbaringen 1:5; 3:14; 1 Johannes 4:14-16; Esajas 43:10-12; Mattæus 28:19, 20; Apostelgerninger 1:8.

14. Hvilket spørgsmål må vi nu have svar på?

¹⁴ Ifølge Esajas’ profeti ville mange mennesker „i de sidste dage“c vende tilbage til den sande Gud, Jehova. I betragtning af den religiøse mangfoldighed og forvirring vi har beskrevet i denne bog, er det på sin plads at spørge: Hvem har, her i de sidste dage, virkelig søgt efter den sande Gud for at tjene ham „i ånd og sandhed“? For at finde svaret må vi først rette opmærksomheden mod nogle begivenheder der fandt sted i det 19. århundrede. — Esajas 2:2-4; 2 Timoteus 3:1-5; Johannes 4:23, 24.

En ung mand som søgte Gud

15. (a) Hvem var Charles Taze Russell? (b) Hvilke religiøse læresætninger skabte tvivl i hans sind?

¹⁵ I 1870 begyndte en nidkær ung mand i Pennsylvanien i USA at stille mange spørgsmål vedrørende kristenhedens traditionelle lærepunkter. Denne unge mand, Charles Taze Russell (1852-1916), arbejdede i sin faders herreekviperingsforretning i den travle industriby Allegheny, der nu er en del af Pittsburgh. Hans religiøse baggrund var presbyteriansk og kongregationalistisk. Men læresætningerne om forudbestemmelse og evig pine i helvede bekymrede ham. Hvorfor tvivlede han på dette, der hørte til den grundlæggende lære i flere af kristenhedens kirker? Han skrev: „En Gud der brugte sin magt til at skabe mennesker som han forud vidste og havde bestemt skulle pines for evigt, kunne hverken være vís, retfærdig eller kærlig. Hans standard ville være lavere end mange menneskers.“ — Jeremias 7:31; 19:5; 32:35; 1 Johannes 4:8, 9.

16, 17. (a) Hvilke læresætninger gik Russells bibelstudiekreds stærkt op i? (b) Hvilken uoverensstemmelse opstod, og hvad svarede Russell?

¹⁶ Endnu før Russell fyldte tyve dannede han sammen med nogle andre unge mænd en bibelstudiekreds. De gik i gang med at undersøge hvad Bibelen lærte om emner som sjælens udødelighed, Kristi genløsningsoffer og hans andet komme. Som 25-årig solgte Russell i 1877 sin part i sin faders blomstrende forretning og gik over til at være heltidsprædikant.

¹⁷ I 1878 havde Russell en større uoverensstemmelse med en af sine medarbejdere, der havde forkastet læren om at Kristi død kunne sone menneskers synder. Da Russell gendrev disse tanker skrev han: „Kristus udrettede forskellige gode ting for os ved sin død og opstandelse. Han var vor stedfortræder i døden; han døde som den retfærdige for uretfærdige — alle var uretfærdige. Jesus Kristus smagte ved Guds nåde døden for hvert menneske. . . . Han blev ophav til evig frelse for alle dem der adlyder ham.“ Han fortsatte: „At genløse er at købe tilbage. Hvad købte Kristus tilbage for alle mennesker? Livet. Vi mistede det ved den første Adams ulydighed. Den anden Adam [Kristus] købte det tilbage med sit eget liv.“ — Markus 10:45; Romerne 5:7, 8; 1 Johannes 2:2; 4:9, 10.

18. (a) Hvad førte uenigheden om genløsningslæren til? (b) Hvordan forholdt bibelstudenterne sig til spørgsmålet om pengebidrag?

¹⁸ Som en trofast forkæmper for læren om genløsningen afbrød Russell enhver forbindelse med denne tidligere medarbejder. I juli 1879 begyndte han at udgive Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence, der i dag er kendt i hele verden som Vagttårnet — Forkynder af Jehovas rige. I 1881 oprettede han sammen med andre indviede kristne et filantropisk bibelselskab. Det blev kaldt Zion’s Watch Tower Tract Society og er i dag kendt som Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania, det juridiske redskab der benyttes af Jehovas Vidner. Lige fra begyndelsen insisterede han på at der ikke skulle optages kollekt ved menighedsmøderne eller anmodes om bidrag gennem de trykte publikationer. De der sluttede sig til Russell for at granske Bibelen sammen med ham, blev slet og ret kaldt bibelstudenter.

Tilbage til Bibelens sande lære

19. Hvilke af kristenhedens lærepunkter forkastede bibelstudenterne?

¹⁹ Under deres bibelstudium kom Russell og hans medarbejdere til det resultat at de måtte forkaste kristenhedens lære om den mystiske „allerhelligste treenighed“, om menneskets iboende udødelige sjæl og om evig pine i et brændende helvede. De afviste også at der skulle være brug for en særligt uddannet præsteklasse. De ønskede at vende tilbage til den oprindelige beskedne kristendom, hvor menighederne blev ledet af åndeligt kvalificerede ældste som ikke tænkte på at få løn eller vederlag for deres arbejde. — 1 Timoteus 3:1-7; Titus 1:5-9.

20. Hvad fandt bibelstudenterne frem til angående Kristi parousiʹa og 1914?

²⁰ Under deres granskning af Guds ord var disse bibelstudenter stærkt interesserede i De Kristne Græske Skrifters profetier om „verdens ende“ og Kristi „komme“. (Mattæus 24:3, DA) Da de så efter i den græske grundtekst, opdagede de at Kristi komme i virkeligheden var en „parousiʹa“, en nærværelse. Det ville altså sige at det tegn Kristus gav sine disciple at spejde efter, ikke var et tegn på at han ville komme, men et tegn på at han var usynligt nærværende. Bibelstudenterne nærede også et stærkt ønske om at forstå Bibelens kronologi i forbindelse med Kristi nærværelse. Uden at forstå alle detaljerne, nåede Russell og hans medarbejdere frem til at 1914 ville blive et afgørende år i menneskehedens historie. — Mattæus 24:3-22; Lukas 21:7-33, Int.

21. Hvad følte Russell og hans trosfæller sig forpligtede til?

²¹ Russell erkendte at der skulle udføres et stort forkyndelsesarbejde. Han havde mærket sig Jesu ord i Mattæusevangeliet: „Og denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:14; Markus 13:10) Bibelstudenterne følte at deres arbejde hastede dengang før 1914. De troede at deres forkyndervirksomhed ville kulminere i det år, og derfor anstrengte de sig på alle måder for at hjælpe andre til at lære ’den gode nyhed om riget’ at kende. Russells bibelprædikener blev til sidst trykt i tusinder af aviser jorden over.

[Ramme på side 347]

Kristen neutralitet i det hedenske Rom

I overensstemmelse med Jesu lære om kærlighed og fred nægtede de første kristne på grundlag af deres personlige studium af Guds ord at deltage i krige eller at lade sig oplære til at føre krig. Jesus havde sagt: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige havde været en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ — Johannes 18:36.

I år 295 blev Maximilianus fra Theveste, der var søn af en romersk krigsveteran, indkaldt til tvungen militærtjeneste. Da prokonsulen spurgte ham hvad han hed, svarede han: „Hvorfor ønsker du at vide, hvad jeg hedder? Jeg ønsker af samvittighedsgrunde ikke at gøre militærtjeneste. Jeg er kristen. . . . Jeg kan ikke gøre militærtjeneste. Jeg kan ikke synde imod min samvittighed.“ Prokonsulen advarede ham om at han ville miste livet hvis han ikke adlød. Men han svarede: „Jeg vil ikke gøre militærtjeneste. Du kan lade mig halshugge, men jeg vil ikke tjene denne verdens magter. Jeg vil kun tjene min Gud.“ — Historiesyn og religiøs tro af Arnold Toynbee.

I vor tid har Jehovas vidner, grundet deres personlige bibelstudium og samvittighed, overalt i verden indtaget det samme standpunkt. I nogle lande har mange af dem måttet bøde med livet, især i Nazityskland, hvor de blev skudt, hængt eller halshugget under den anden verdenskrig. Men de har aldrig opgivet deres verdensomfattende enhed, der bygger på kristen kærlighed. Ingen er nogen sinde blevet dræbt i en krig af et af Jehovas kristne vidner. Hvor helt anderledes ville verdenshistorien ikke have formet sig hvis alle som hævder at være kristne, også havde levet efter Kristi bud om kærlighed! — Romerne 13:8-10; 1 Peter 5:8, 9.