Et bedre grundlag for fred

12. Hvordan forkastede Israel til sidst freden med Gud?

¹² Da Jesus fremstod viste han sig at være det afkom der skulle genoprette freden fuldstændig. Ved hans fødsel sang englene: „Ære til Gud i det højeste, og på jorden fred blandt mennesker der har Guds velvilje.“ (Lukas 2:14) Jesus fremstod i Israel, men til trods for at denne nation stod i et pagtsforhold til Gud, forkastede den som et hele Jesus og overgav ham til romerne for at få ham dræbt. Kort før sin død græd Jesus over Jerusalem og sagde: „Hvis du, ja du, på denne dag havde været klar over hvad der fører til fred — men nu er det skjult for dine øjne.“ (Lukas 19:42; Johannes 1:11) Ved at forkaste Jesus mistede Israel sin fred med Gud.

13. På hvilken ny måde gav Jehova nu mennesker mulighed for at opnå fred med ham?

¹³ Men Guds hensigt blev ikke forpurret. Jesus blev oprejst fra de døde og frembar værdien af sit fuldkomne liv for Jehova som en løsesum for retsindige mennesker. (Hebræerne 9:11-14) Jesu offer gjorde det muligt at mennesker, både kødelige israelitter og hedninger, på en ny og bedre måde kunne opnå fred med Gud. Paulus siger i sit brev til de kristne i Rom: „Da vi var fjender, blev [vi] forligt med Gud gennem hans søns død.“ (Romerne 5:10) I det første århundrede blev de der på denne måde stiftede fred, salvet med hellig ånd til at blive antaget som Guds sønner og medlemmer af en ny åndelig nation — „Guds Israel“. — Galaterne 6:16; Johannes 1:12, 13; 2 Korinther 1:21, 22; 1 Peter 2:9.

14, 15. Beskriv „Guds fred“ og forklar hvordan den beskytter de kristne, selv når de bliver udsat for Satans fjendtlighed.

¹⁴ Disse nye åndelige israelitter ville komme til at mærke fjendtlighed fra Satan og hans verden. (Johannes 17:14) De ville imidlertid få „fred fra Gud, Faderen, og Kristus Jesus, vor Herre“. (2 Timoteus 1:2) Jesus sagde til dem: „Jeg har sagt jer disse ting for at I kan have fred ved hjælp af mig. I verden har I trængsel, men fat mod! Jeg har besejret verden.“ — Johannes 16:33.

¹⁵ Dette er den fred der hjalp Paulus og hans medkristne til at udholde alle de prøvelser de kom ud for. Denne fred afspejler et afklaret, harmonisk forhold til Gud, på grundlag af Jesu offer. Den der ejer Guds fred har en dyb ro i sindet, i bevidstheden om Jehovas omsorg. Følelsen er den samme som hos et barn der finder sikkerhed i sin kærlige faders arme, trygt forvisset om at være beskyttet af en der nærer omsorg for det. Paulus gav filipperne denne tilskyndelse: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse; og Guds fred, som overgår al forstand, vil ved Kristus Jesus beskytte jeres hjerter og jeres sind.“ — Filipperne 4:6, 7.

16. Hvordan påvirkede Guds fred de kristnes indbyrdes forhold i det første århundrede?

¹⁶ Da mennesket mistede freden med Gud, affødte det blandt andet had og stridigheder. De kristne i det første århundrede oplevede det stik modsatte når de fik fred med Gud: Indbyrdes fred og enhed, det som Paulus kaldte „fredens forenende bånd“. (Efeserne 4:3) De ’var enige og holdt fred, og kærlighedens og fredens Gud var med dem’. Desuden forkyndte de „den gode nyhed om fred“, som i det væsentlige var den gode nyhed om frelse for ’fredens venner’, dem der tager imod den gode nyhed. — 2 Korinther 13:11; Apostelgerninger 10:36; Lukas 10:5, 6.

En fredspagt

17. Hvad har Jehova indgået med sit folk i dag?

¹⁷ Kan man finde en sådan fred i dag? Ja, det kan man. Efter oprettelsen af Guds rige under den herliggjorte Jesus Kristus i 1914 har Jehova indsamlet resten af Guds Israel og sluttet en fredspagt med dem. Derved har han holdt det løfte han fremsatte gennem profeten Ezekiel: „Jeg vil slutte en fredspagt med dem; en varig pagt med dem vil det være. Og jeg vil anbringe dem og gøre dem talrige og anbringe min helligdom i deres midte for stedse.“ (Ezekiel 37:26) Jehova har indgået denne pagt med salvede kristne der i lighed med deres brødre i det første århundrede tror på Jesu offer. Renset for al åndelig urenhed har de indviet sig til deres himmelske Fader og bestræber sig for at holde hans bud, i særdeleshed ved at gå foran i den verdensomspændende forkyndelse af den gode nyhed om Guds oprettede rige. — Mattæus 24:14.

18. Hvordan har nogle fra nationerne reageret når de har indset at Guds navn er nævnet over Guds Israel?

¹⁸ Profetien fortsætter: „Og min teltbolig skal være over dem, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Og nationerne skal vide at jeg, Jehova, helliger Israel.“ (Ezekiel 37:27, 28) I harmoni med dette har hundredtusinder, ja millioner, fra „nationerne“ erkendt at Jehovas navn er nævnet over Guds Israel. (Zakarias 8:23) Fra alle nationer er de kommet strømmende for at tjene Jehova sammen med denne åndelige nation, og de udgør ’den store skare’ der er forudskildret i Åbenbaringen. „De har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod,“ og de vil overleve den store trængsel og komme ind i en fredfyldt ny verden. — Åbenbaringen 7:9, 14.

19. Hvilken fred nyder Guds folk i dag?

¹⁹ Sammen nyder Guds Israel og den store skare en åndelig fred der kan sammenlignes med den fred Israel nød under kong Salomon. Mika profeterede om dem: „De skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig. Og de skal sidde, hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen får dem til at skælve.“ (Mika 4:3, 4; Esajas 2:2-4) I harmoni hermed har de vendt sig fra krig og stridigheder, idet de symbolsk har smedet deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. De glæder sig således over den broderkærlighed og fred der råder overalt i deres internationale samfund, uanset deres nationalitet, sprog, race eller samfundslag. Og de fryder sig i forvisningen om at Jehova beskytter og våger over dem. „Ingen får dem til at skælve.“ Ja, ’Jehova har givet styrke til sit folk. Jehova har velsignet sit folk med fred.’ — Salme 29:11.

20, 21. (a) Hvorfor må vi arbejde på at bevare vor fred med Gud? (b) Hvordan er det gået med Satans forsøg på at forstyrre Guds folks fred?

²⁰ Men ligesom i det første århundrede har Guds tjeneres fred tirret Satan til fjendtlighed. Han blev kastet ud af himmelen efter at Guds rige var blevet oprettet i 1914, og har siden da ført krig „mod de øvrige af [kvindens] afkom“. (Åbenbaringen 12:17) Paulus advarede sine samtidige med følgende ord: „For os er kampen . . . ikke imod blod og kød, men imod . . . ondskabens åndemagter i det himmelske.“ (Efeserne 6:12) Denne advarsel er højaktuel nu hvor Satans virke er begrænset til jordens nærhed.

²¹ Satan har benyttet ethvert tænkeligt kneb i forsøget på at ødelægge Guds folks fred, men det er mislykkedes. I 1919 var der ikke engang 10.000 der bestræbte sig for at tjene Gud trofast. I dag er der over fire millioner der besejrer verden ved deres tro. (1 Johannes 5:4) For dem er fred med Gud og fred med hinanden en realitet, selv nu hvor de må udholde Satans og hans afkoms fjendtlighed. Men denne fjendtlighed samt det forhold at vi er ufuldkomne og lever i „kritiske tider som er vanskelige at klare“, viser os at vi må arbejde ihærdigt på at bevare vor fred. (2 Timoteus 3:1) Hvad det vil sige, vil vi beskæftige os med i næste artikel.

’Søg fred og jag efter den’

„Lad Jehova være stor, han som har behag i sin tjeners fred.“ — SALME 35:27.

1. Hvilken fred nyder vi i dag?

DET er en usigelig glæde at kunne have fred i denne splittede verden, at kunne tilbede Jehova, „selve fredens Gud“, og få del i velsignelserne ved hans „fredspagt“! Det styrker os at vi under tilværelsens pres kender „Guds fred, som overgår al forstand“, og mærker det ’fredens bånd’ der forener Guds folk uanset deres nationalitet, sprog, race eller status i samfundet! — 1 Thessaloniker 5:23; Ezekiel 37:26; Filipperne 4:7; Efeserne 4:3.

2, 3. (a) Hvad kan der ske med kristne som enkeltpersoner skønt Guds folk som et hele vil holde ud? (b) Hvad tilskynder Bibelen os til?

² Som Jehovas vidner sætter vi stor pris på denne fred. Men vi kan ikke tage den for givet. At vi er tilsluttet en kristen menighed eller tilfældigvis lever i en kristen familie, garanterer ikke i sig selv at vores fred vil vare ved. Den salvede rest og dens medarbejdere, de „andre får“, vil som én hjord holde ud til enden, men enkeltpersoner kan miste deres fred og falde. — Johannes 10:16; Mattæus 24:13; Romerne 11:22; 1 Korinther 10:12.

³ Apostelen Paulus advarede datidens salvede kristne: „Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer udvikles et ondt hjerte uden tro, ved frafald fra den levende Gud.“ (Hebræerne 3:12) Denne advarsel gælder også den store skare. Bibelen tilskynder derfor de kristne til at „søge fred og jage efter den. For Jehovas øjne hviler på de retfærdige, og hans ører lytter til deres bøn; men Jehovas ansigt er imod dem der gør onde ting.“ — 1 Peter 3:10-12; Salme 34:14, 15.

„At holde sindet rettet mod kødet . . .“

4. Hvad kan forstyrre vor fred med Gud?

⁴ Hvad kan forhindre os i fortsat at jage efter fred? Paulus nævner blandt andet dette: „At holde sindet rettet mod kødet betyder nemlig død, men at holde sindet rettet mod ånden betyder liv og fred; for at holde sindet rettet mod kødet betyder fjendskab med Gud.“ (Romerne 8:6, 7) Med „kødet“ hentyder Paulus til vor faldne tilstand som ufuldkomne mennesker med nedarvede syndige tilbøjeligheder. Det vil ødelægge vor fred hvis vi giver efter for det faldne kød. Hvis en kristen uden at angre begår umoralitet, lyver, stjæler, tager narkotika eller på anden måde overtræder Guds lov, bryder han sin hidtidige fred med Jehova. (Ordsprogene 15:8, 29; 1 Korinther 6:9, 10; Åbenbaringen 21:8) Han vil også bringe sin fred med Gud i alvorlig fare hvis han tillader materielle ting at overskygge de åndelige. — Mattæus 6:24; 1 Johannes 2:15-17.

5. Hvad indbefatter det at jage efter fred?

⁵ På den anden side siger Paulus: „At holde sindet rettet mod ånden betyder liv og fred.“ Fred er en af åndens frugter, og hvis vi oplærer vort hjerte til at værdsætte åndelige anliggender og beder om Guds ånds hjælp til dette, vil vi undgå at „holde sindet rettet mod kødet“. (Galaterne 5:22-24) I Første Petersbrev 3:10-12 forbindes fred med retfærdighed. (Romerne 5:1) Peter siger at man for at jage efter fred må „vende sig fra ondt og gøre godt“. Guds ånd kan hjælpe os til at ’jage efter retfærdighed’ og derved bevare vor fred med Gud. — 1 Timoteus 6:11, 12.

6. Hvilket specielt ansvar har de ældste blandt andet med hensyn til menighedens fred?

⁶ Det at jage efter fred er en af de vigtigste opgaver for menighedens ældste. Hvis nogen for eksempel prøver at fremme urene handlinger, har de ældste ansvar for at beskytte menigheden idet de prøver at retlede overtræderen. Hvis han tager imod retledningen, kan han genvinde sin fred. (Hebræerne 12:11) I modsat fald kan man blive nødt til at udstøde ham af hensyn til menighedens fred med Jehova. — 1 Korinther 5:1-5.

Fred med vore brødre

7. Hvilket udtryk for det at „holde sindet rettet mod kødet“ advarer Paulus korintherne om?

⁷ „At holde sindet rettet mod kødet“ kan ikke blot ødelægge vor fred med Gud, men også vort gode forhold til andre kristne. Paulus skrev til korintherne: „I er stadig kødelige. Når der nemlig er skinsyge og strid iblandt jer, er I så ikke kødelige og vandrer på menneskers vis?“ (1 Korinther 3:3) Skinsyge og strid er det stik modsatte af fred.

8. (a) Hvordan kan det gå den der volder skinsyge og strid i menigheden (b) Hvad afhænger vor fred med Gud af?

⁸ Det er meget alvorligt hvis nogen forstyrrer menighedens fred ved at forårsage skinsyge og strid. Apostelen Johannes omtalte kærlighed, som er beslægtet med fred og også er en frugt af ånden, og han advarede: „Hvis nogen siger: ’Jeg elsker Gud,’ og dog hader sin broder, er han en løgner. For den der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set.“ (1 Johannes 4:20) Kan man have fred med Gud hvis man volder skinsyge og strid blandt brødre? Afgjort ikke! Bibelen tilskynder os: „Glæd jer, lad jer bringe i den rette tilstand, lad jer trøste, vær enige, hold fred; og kærlighedens og fredens Gud vil være med jer.“ (2 Korinther 13:11) Ja, kærlighedens og fredens Gud vil være med os forudsat vi holder fred med hinanden.

9. Hvorfra ved vi at der til tider vil kunne opstå misforståelser og uenighed blandt kristne?

⁹ Det betyder ikke at der aldrig forekommer misforståelser blandt kristne. For eksempel opstod der efter Pinsedagen uenighed i den nyoprettede kristne menighed om den daglige maduddeling. (Apostelgerninger 6:1) Ved en lejlighed førte en uoverensstemmelse mellem Paulus og Barnabas til „et skarpt opgør“. (Apostelgerninger 15:39) Paulus måtte formane Evodia og Syntyke, der utvivlsomt var gode og nidkære søstre, „til at være enige i Herren“. (Filipperne 4:2) Intet under at Jesus gav detaljeret vejledning om hvordan man genopretter freden mellem kristne og understregede hvor vigtigt det er at uenighed straks bliver bilagt! (Mattæus 5:23-25; 18:15-17) Han ville ikke have givet denne vejledning medmindre han forudså at der ville opstå gnidninger mellem disciplene.

10. Hvilke situationer kan af og til opstå i menigheden, og hvilket ansvar påhviler da alle de implicerede?

¹⁰ Det kan ske at en bliver stødt over en taktløs bemærkning eller en formodet krænkelse fra en medkristen. Et utiltalende træk ved en broder kan irritere en anden stærkt. Personligheder kan støde sammen. En har måske stærke indvendinger mod en afgørelse ældsterådet har truffet. En ældste har måske en stærk personlighed og prøver at gennemtrumfe sine ideer i ældsterådet. Trods sådanne episoder må vi søge fred og jage efter den. Udfordringen består i at behandle problemerne på en kristen måde og derved bevare „fredens forenende bånd“. — Efeserne 4:3.

11. Hvilke hjælpemidler har Jehova givet os som hjælp til at jage efter fred med hinanden?

¹¹ Bibelen siger: „Lad Jehova være stor, han som har behag i sin tjeners fred.“ (Salme 35:27) Ja, Jehova ønsker at vi skal have fred, og han har derfor skænket os to enestående hjælpemidler til bevarelse af freden indbyrdes og med ham. Det ene hjælpemiddel er den hellige ånd, hvis frugt er fred sammen med de beslægtede fredelige egenskaber langmodighed, venlighed, mildhed og selvbeherskelse. (Galaterne 5:22, 23) Det andet er visdommen fra Gud, hvorom der står: „Visdommen ovenfra er først og fremmest ren, derefter fredsstiftende, rimelig, rede til at adlyde, fuld af barmhjertighed og gode frugter.“ — Jakob 3:17, 18.

12. Hvad bør vi gøre hvis vor fred med vore brødre er blevet forstyrret?

¹² Når vor fred med andre bliver forstyrret, bør vi derfor bede om visdom ovenfra til at beslutte hvordan vi bør handle, og vi bør bede om hellig ånds styrke til at gøre som vi har besluttet. (Lukas 11:13; Jakob 1:5; 1 Johannes 3:22) I overensstemmelse med vor bøn kan vi derefter søge vejledning i Bibelen, kilden til visdom fra Gud, og desuden slå op i bibelske publikationer for at finde ud af hvordan vi kan anvende Bibelens råd. (2 Timoteus 3:16) Vi kan også rådspørge menighedens ældste. Og så må vi ikke glemme at føre vejledningen ud i livet. I Esajas 54:13 står der: „Alle dine sønner vil være oplært af Jehova, og stor bliver dine sønners fred.“ Underforstået afhænger vor fred af at vi omsætter det i handling som Jehova lærer os.

„Lykkelige er de som stifter fred“

13, 14. (a) Hvad kendetegner den der ifølge Jesus „stifter fred“? (b) Hvordan kan vi blive fredsstiftere?

¹³ I sin bjergprædiken sagde Jesus: „Lykkelige er de som stifter fred, for de vil blive kaldt ’Guds sønner’.“ (Mattæus 5:9) Her hentydes ikke blot til dem der er fredsommelige af natur, for glosen i den græske grundtekst betyder bogstaveligt „fredsstiftere“. En fredsstifter er dygtig til at genoprette freden når den forstyrres. Men, endnu vigtigere, han undgår desuden så vidt muligt at forstyrre freden. ’Freden råder i hans hjerte.’ (Kolossenserne 3:15) Hvis Guds tjenere bestræber sig for at være fredsstiftere, vil problemer iblandt dem kunne holdes nede på det minimale.

¹⁴ For at blive fredsstiftere må vi erkende vore svagheder. En kristen kan for eksempel være opfarende eller sart og nærtagende, og under følelsesmæssig belastning glemmer han måske de bibelske principper. Det er blot hvad man må regne med hos ufuldkomne mennesker. (Romerne 7:21-23) Men fjendskaber, strid og vredesudbrud henregnes til kødets gerninger. (Galaterne 5:19-21) Hvis vi opdager sådanne tilbøjeligheder hos os selv — eller hvis andre gør os opmærksomme på dem — bør vi alvorligt og vedholdende bede om Jehovas ånds hjælp til at opøve selvbeherskelse og mildhed. Ja, alle bør arbejde på at opdyrke sådanne egenskaber som en del af den nye personlighed. — Efeserne 4:23, 24; Kolossenserne 3:10, 15.

15. Hvordan står visdommen ovenfra i modsætning til urimelig stædighed?

¹⁵ Indimellem forstyrres en menighed eller et ældsteråd af en der er stædig og altid vil have sin vilje. Når det drejer sig om Guds lov bør en kristen ganske vist være viljefast, ja urokkelig; og hvis vi har et gavnligt forslag, er det ikke forkert at nævne det når blot vi begrunder vore ideer. Men vi ønsker ikke at ligne dem i verden der er uforsonlige. (2 Timoteus 3:1-4) Visdommen ovenfra er fredsstiftende og rimelig. De der er stædige og ubøjelige i den grad at det danner et handlingsmønster hos dem, bør rette sig efter Paulus’ råd til filipperne om ’intet at gøre af selvoptagethed’. — Filipperne 2:3.

16. Hvordan hjælper Paulus’ råd i Filipperbrevet os til at overvinde selvoptagethed?

¹⁶ I samme brev tilskynder Paulus os til oprigtigt og ’i ydmyghed at agte de andre højere end os selv’. Dette er det stik modsatte af at være selvoptaget. En moden kristen tænker ikke først og fremmest på at gennemtvinge sine egne ideer, undgå at tabe ansigt eller værne om sin position og myndighed. Det ville være i strid med Paulus’ formaning om at vi ’ikke hver især blot skal have øje for vore egne interesser, men også for de andres’. — Filipperne 2:4; 1 Peter 5:2, 3, 6.

Fredsstiftende ord

17. Hvordan kan misbrug af tungen forstyrre menighedens fred?

¹⁷ Den der jager efter fred er især opmærksom på hvordan han bruger tungen. Jakob skrev: „Tungen [er] et lille lem og praler dog stort. Se! Hvor lille en ild der skal til for at tænde en stor skov i brand!“ (Jakob 3:5) Ondsindet sladder, bagtalelse, uvenlige og sårende ord, knurren og klagen samt uærlig smiger for personlig fordels skyld — alt dette er kødets gerninger og vil forstyrre freden blandt Guds folk. — 1 Korinther 10:10; 2 Korinther 12:20; 1 Timoteus 5:13; Judas 16.

18. (a) Hvad bør alle implicerede gøre når nogen uforsætligt har brugt tungen forkert? (b) Hvordan reagerer modne kristne når nogen i vrede siger noget sårende?

¹⁸ Sandt nok sagde Jakob: „Tungen kan intet menneske tæmme.“ (Jakob 3:8) Selv modne kristne siger til tider noget de bagefter oprigtigt fortryder. Vi håber alle at andre vil tilgive os sådanne fejl, ligesom vi tilgiver dem. (Mattæus 6:9-12) Nogle gange kan et vredesudbrud resultere i at der falder sårende bemærkninger. En fredsstifter vil da huske at „et mildt svar afvender forbitrelse, men et sårende ord vækker vrede“. (Ordsprogene 15:1) Tit vil han blot trække vejret dybt og afstå fra at give igen med samme mønt. Når gemytterne er faldet til ro, kender en storsindet fredsstifter kunsten at se bort fra udtalelser der er fremsat i ophidselse. Og en ydmyg kristen ved også hvordan han siger undskyld og gør en skade god igen. Det er tegn på moralsk styrke at bede om undskyldning og mene det.

19. Hvad lærer vi af Paulus og af Jesus om hvordan man bør vejlede?

¹⁹ Man kan også være nødt til at bruge tungen til at vejlede andre. Paulus irettesatte offentligt Peter for en uret adfærd i Antiochia. Og Jesus gav utvetydig vejledning i sine budskaber til de syv menigheder. (Galaterne 2:11-14; Åbenbaringen, kapitel 2, 3) Et nærmere blik på disse eksempler viser at vejledning ikke bør gives så forsigtigt at den udvandes. Jesus og Paulus var imidlertid ikke grove og hårdhændede. De vejledte ikke for at få afløb for irritation, men forsøgte oprigtigt at hjælpe deres brødre. Hvis man skal vejlede og fornemmer at man ikke helt har herredømme over det man siger, kan det være klogt at vente lidt og køle af før man åbner munden. Ellers får man måske udtrykt sig for bramfrit og skaber et nyt problem som er værre end det man forsøger at løse. — Ordsprogene 12:18.

20. Hvad bør præge alt hvad vi siger til eller om vore brødre og søstre?

²⁰ Som allerede nævnt er fred og kærlighed nært beslægtede som frugter af ånden. Hvis det vi siger til eller om vore brødre altid afspejler vor kærlighed til dem, vil det bidrage til menighedens fred. (Johannes 15:12, 13) Vor tale skal være „med ynde, krydret med salt“. (Kolossenserne 4:6) Den bør være smagfuld og appellere til hjertet. Jesu råd lød: „Hav salt i jer selv, og hold fred med hinanden.“ — Markus 9:50.

„Gør jeres yderste“

21. Hvad er tydeligt for andre ved vore ugentlige møder og ved stævnerne?

²¹ Salmisten skrev: „Se! Hvor er det godt og hvor er det lifligt når brødre bor sammen i enhed!“ (Salme 133:1) Ja, vi glæder os over samværet med vore brødre, især ved de ugentlige møder og ved stævnerne. Ved sådanne lejligheder er vor fred også tydelig for udenforstående.

22. (a) Hvilken falsk fred vil nationerne snart proklamere, og hvad udløser det? (b) Hvilken sand fred vil Guds fredspagt medføre?

²² Snart vil nationerne tro at de indfører fred uden Jehova. Mens de siger: „Fred og sikkerhed!“ vil pludselig undergang komme over alle der ikke har fred med Gud. (1 Thessaloniker 5:3) Derefter vil den store Fredsfyrste læge menneskeheden for de katastrofale følger af at de første mennesker mistede freden med Gud. (Esajas 9:6, 7; Åbenbaringen 22:1, 2) Da vil Guds fredspagt udvirke en altomfattende fred. Selv markens dyr vil leve i fred. — Salme 37:10, 11; 72:3-7; Esajas 11:1-9; Åbenbaringen 21:3, 4.

23. Hvad bør vi gøre nu hvis vi påskønner håbet om en fredelig ny verden?

²³ Hvor bliver det en herlig tid! Ser du ivrigt frem til den? Da „jag efter fred med alle“. Søg fred nu med dine brødre og især med Jehova Gud. Ja, „da I venter dette, så gør jeres yderste for til sidst af ham at blive fundet uplettede og dadelfri og i fred“. — Hebræerne 12:14; 2 Peter 3:14.