Børnefødsler blandt de første kristne

6, 7. (a) Hvad afskaffede Jesus blandt de kristne? (b) Hvordan skulle det åndelige Israel vokse, og hvoraf fremgår det?

⁶ Hvordan så de første kristne på dét at sætte børn i verden? Det skal først og fremmest bemærkes at Jesus afskaffede polygamiet blandt dem der blev hans disciple. Han genindførte Jehovas oprindelige norm for ægteskabet, nemlig monogami, ægteskab mellem én mand og én kvinde. (Mattæus 19:4-9) Mens det kødelige Israel hovedsagelig blev folkerigt ved børnefødsler, skulle det åndelige Israel vokse ved at man gjorde folk til disciple. — Mattæus 28:19, 20; Apostelgerninger 1:8.

⁷ Skulle kristendommen hovedsagelig udbredes ved at man satte børn i verden, ville Jesus ikke have opfordret sine disciple til at „give rum for“ den ugifte stand „på grund af himlenes rige“. (Mattæus 19:10-12) Apostelen Paulus ville heller ikke have skrevet: „Den der giver sin jomfruelighed hen i ægteskab gør vel, men den der ikke giver den hen i ægteskab gør bedre.“ — 1 Korinther 7:38.

8. Hvad viser at mange af de kristne i det første århundrede var gift og havde børn?

⁸ Men selv om både Jesus og Paulus anbefalede cølibatet for at man kunne tjene Rigets interesser, opstillede de det ikke som et krav. Begge forudså at nogle kristne ville gifte sig. Og nogle af dem der giftede sig, ville ifølge sagens natur få børn. De Kristne Græske Skrifter indeholder flere passager med direkte vejledning til de første kristne om børneopdragelse. (Efeserne 6:1-4; Kolossenserne 3:20, 21) Hvis ældste eller menighedstjenere var gift og havde børn, skulle de være eksemplariske fædre. — 1 Timoteus 3:4, 12.

9. Hvordan kunne det ifølge Paulus’ ord være en beskyttelse for nogle kristne kvinder at få børn, men hvad måtte de desuden gøre?

⁹ Apostelen Paulus skrev endda at det for nogle kristne kvinder kunne være en beskyttelse at få børn. I forbindelse med den materielle hjælp til trængende enker skrev han: „Yngre enker . . . skal du afvise . . . [De] lærer . . . også at være ledige, idet de løber omkring i hjemmene; ja, ikke blot ledige, men også at løbe med snak og at blande sig i andres sager, idet de taler om ting de ikke burde. Derfor ønsker jeg at yngre enker skal giftes, føde børn, styre hus og ikke give modstanderen anledning til at håne. Ja, nogle er allerede blevet forledt til at følge Satan.“ Sådanne kvinder ville „blive bevaret gennem barnefødsel, hvis de da [forblev] i tro og kærlighed og hellighed med et sundt sind“. — 1 Timoteus 5:11-15; 2:15.

„Trængsel i kødet“

10. Hvilken anden vejledning gav Paulus til enker i sit første brev til korintherne?

¹⁰ Det er dog værd at bemærke at den samme apostel i sit første brev til korintherne foreslog en anden løsning for nogle enker. Han modificerede sin vejledning angående ægteskabet, idet han gjorde opmærksom på at han havde givet den „som en indrømmelse“. Han skrev: „Nu siger jeg til de ugifte og til enkerne, at det er godt for dem at de forbliver som jeg. Men hvis ikke de har selvbeherskelse, så lad dem gifte sig, for det er bedre at gifte sig end at være optændt af lidenskab. Men hun [en enke] er lykkeligere hvis hun forbliver som hun er, efter min mening. Jeg mener nemlig at også jeg har Guds ånd.“ — 1 Korinther 7:6, 8, 9, 40.

11. (a) Hvad vil de der gifter sig erfare, og hvad viser henvisningen i studieudgaven af Ny Verden-oversættelsen om dette? (b) Hvad mente Paulus da han skrev: „Jeg søger at skåne jer“?

¹¹ Paulus forklarede: „Hvis en jomfru giftede sig, begik en sådan ikke nogen synd. Men de der gør det, vil få trængsel i kødet. Men jeg søger at skåne jer.“ (1 Korinther 7:28) Ved udtrykket „trængsel i kødet“ er der i den engelske studieudgave af Ny Verden-oversættelsen en henvisning til Første Mosebog 3:16, hvor der står: „Til kvinden sagde han [Jehova]: ’Jeg vil stærkt forøge dit svangerskabs smerte; med fødselsveer skal du føde børn, og din attrå vil være til din mand, og han skal herske over dig.’“ Foruden de problemer der kan komme i ægteskabet omfatter denne „trængsel i kødet“ som de der gifter sig vil få, uden tvivl også de vanskeligheder der er forbundet med at sætte børn i verden. Selv om Paulus hverken forbød ægteskab eller barnefødsel, følte han sig tydeligvis forpligtet til at advare sine medkristne om at disse ting kunne medføre vanskeligheder og forpligtelser som ville hindre dem i deres tjeneste for Jehova.

„Den tid der er tilbage er begrænset“

12. Hvilken vejledning gav Paulus de gifte kristne, og hvorfor?

¹² De kristne der levede i det første århundrede kunne ikke bare leve deres liv ligesom verdslige mennesker. Deres situation berørte også deres ægteskab. Paulus skrev: „Dette siger jeg, brødre: den tid der er tilbage er begrænset. Lad herefter dem der har hustru, være som om de ingen havde, . . . og dem der gør brug af verden, som dem der ikke bruger den fuldt ud; for denne verdens scene skifter. Ja, jeg ønsker at I må være fri for bekymring. . . . Men dette siger jeg til jeres eget bedste, ikke for at kaste et fangegarn over jer, men for at bevæge jer til det der er sømmeligt og til at I stadig står til tjeneste for Herren uden at lade jer distrahere.“ — 1 Korinther 7:29-35.

13. I hvilken forstand var ’den tid der var tilbage begrænset’ for de kristne i det første århundrede?

¹³ Bibelforskeren Frédéric Godet har skrevet: „Mens de ikketroende er sikre på at verden vil stå til evig tid, ser de kristne altid det de forventer, for deres indre blik, nemlig Kristi parousia [nærværelse].“ Kristus havde givet sine disciple et tegn på sin „nærværelse“ og havde advarende sagt til dem: „Hold jer derfor vågne, for I ved ikke på hvilken dag jeres Herre kommer.“ (Mattæus 24:3, 42) Den tid der var tilbage var „begrænset“ i den forstand at de kristne i det første århundrede hele tiden måtte leve i forventning om Kristi komme. Desuden kunne de ikke vide hvor megen tid der var tilbage for hver enkelt af dem før „tiden og tilfældet“ berøvede dem livet og hindrede dem i yderligere at ’befæste deres kaldelse’. — Prædikeren 9:11; 2 Peter 1:10.

14. (a) Hvordan skal ordene i Mattæus 24:19 forstås? (b) Hvorfor blev Jesu advarsel mere og mere aktuel efterhånden som år 66 nærmede sig?

¹⁴ Navnlig for de kristne i Judæa og Jerusalem var det bydende nødvendigt at ’holde sig vågne’. Da Jesus advarede om Jerusalems anden ødelæggelse sagde han: „Ve de gravide kvinder og dem der har et barn at give bryst i de dage!“ (Mattæus 24:19) Det er sandt at Jesus ikke hermed befalede de første kristne at lade være med at få børn. Han fremsatte blot en profetisk udtalelse om hvordan de faktiske forhold ville blive, og gav udtryk for at når tegnet på Jerusalems ødelæggelse viste sig, ville en hurtig flugt være vanskeligere for de gravide kvinder og for dem der havde små børn. (Lukas 19:41-44; 21:20-23) Men der er næppe nogen tvivl om at efterhånden som uroen tog til blandt jøderne i Judæa i årene forud for år 66, er Jesu advarsel dukket op i de kristnes erindring og har påvirket deres indstilling til dét at sætte børn i verden i de vanskelige tider de levede i.

Børnefødsler i dag

15, 16. (a) I hvilken forstand er tiden begrænset for de kristne i dag? (b) Hvilke spørgsmål bør kristne stille sig selv?

¹⁵ Hvordan bør kristne se på dét at gifte sig og få børn i dag, her i „endens tid“? (Daniel 12:4) Det er mere sandt end nogen sinde at „denne verdens scene skifter“, eller, som en anden oversættelse udtrykker det, at „verden i sin nuværende form går sin undergang i møde“. — 1 Korinther 7:31, Ny Testamente — på hverdagsdansk.

¹⁶ „Den tid der er tilbage“ er mere begrænset end nogen sinde før. Ja, der er kun ganske kort tid tilbage til at fuldføre det arbejde Jehova har givet sine tjenere at gøre, nemlig at forkynde den gode nyhed om Riget på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne. (Mattæus 24:14) Dette arbejde skal være færdigt før enden kommer. Det er derfor på sin plads at alle kristne spørger sig selv hvordan dét at gifte sig eller, hvis de er gift, dét at få børn, vil berøre deres andel i dette livsvigtige arbejde.

Et eksempel fra fortiden

17. (a) Hvilket arbejde havde Noa og hans tre sønner at udføre før Vandfloden, og hvor lang tid har det sandsynligvis taget? (b) Nævn to mulige grunde til at Noas sønner og deres hustruer forblev barnløse i perioden før Vandfloden.

¹⁷ Jesus sammenlignede tiden for „Menneskesønnens nærværelse“ med „Noas dage“. (Mattæus 24:37) Noa og hans tre sønner havde et arbejde at gøre før Vandfloden. De skulle forkynde, og de skulle bygge en vældig ark. (1 Mosebog 6:13-16; 2 Peter 2:5) Da Jehova gav befaling til at arken skulle bygges, var Noas sønner tilsyneladende allerede gift. (1 Mosebog 6:18) Vi ved ikke nøjagtig hvor lang tid det tog at bygge arken, men det forekommer sandsynligt at det har taget flere årtier. Interessant nok fik Noas sønner og deres hustruer ingen børn i hele denne periode før Vandfloden. Apostelen Peter siger udtrykkeligt at ’otte sjæle blev bragt sikkert igennem vandet’, det vil sige fire ægtepar — ingen børn. (1 Peter 3:20) Der var muligvis to grunde til at de forblev barnløse. For det første havde de, i betragtning af den ødelæggelse der nærmede sig, et gudgivent arbejde at gøre som krævede deres fulde opmærksomhed. For det andet havde de sikkert ikke megen lyst til at få børn i en verden hvor „menneskets ondskab var meget udbredt på jorden og . . . enhver tilbøjelighed i dets hjertes tanker kun var ond dagen lang“, ja en verden der var „fuld af vold“. — 1 Mosebog 6:5, 13.

18. Hvordan kan dette eksempel vække til eftertanke, skønt det ikke gælder som en regel for kristne i dag?

¹⁸ Dermed være ikke sagt at den måde Noas sønner og deres hustruer forholdt sig på før Vandfloden, skal gælde som en regel for ægtepar i dag. Men eftersom Jesus sammenlignede Noas dage med den periode vi nu lever i, kan deres eksempel vække til eftertanke.

„Kritiske tider“

19. (a) Kan vor tid sammenlignes med Noas dage? (b) Hvad forudsagde Paulus angående „de sidste dage“, og hvordan vedrører denne profeti dét at sætte børn i verden?

¹⁹ Ligesom Noa og hans familie lever også vi i „en verden af ugudelige“. (2 Peter 2:5) Ligesom de gjorde, befinder vi os i „de sidste dage“ for en ond tingenes ordning der snart skal ødelægges. Apostelen Paulus forudsagde at „de sidste dage“ for Satans ordning ville medføre „kritiske tider som er vanskelige at klare“. Og han viste at dét at opdrage børn ville være en af de ting der var vanskelige at klare i disse kritiske tider, idet han tilføjede at børn ville være „ulydige mod forældre“. Han sagde at folk i almindelighed, børn og unge ikke undtaget, ville være „utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed“. (2 Timoteus 3:1-3) Selv om Paulus her profeterede om de forhold der ville råde blandt verdslige mennesker i „de sidste dage“, er det indlysende at de forhold han omtalte også ville gøre børneopdragelsen vanskeligere for kristne, sådan som mange har erfaret.

20. Hvad vil vi betragte i den følgende artikel?

²⁰ Alt det foregående viser at det er nødvendigt at have et ligevægtigt syn på det at sætte børn i verden. Det kan bringe mange glæder, men det kan også bringe mange sorger. Der er både fordele og ulemper.

Glæder og ansvar

2. Hvordan bør forældrene betragte et nyfødt barn, og hvad må de være rede til?

² Ansvarsbevidst familieplanlægning kræver at forældrene ikke bare betragter en nyfødt som et stykke legetøj, men som en skabning hvis liv og fremtid de er ansvarlige for over for Skaberen. Når de sætter et barn i verden, må de være rede til at påtage sig det store ansvar der følger med, og indrette deres liv efter det. At sørge for et barn med mad, tøj, undervisning og opdragelse og pasning når det er sygt er en tyveårsplan med et uforudsigeligt resultat.

3. Hvorfor kan Ordsprogene 23:24, 25 anvendes om mange kristne forældre?

³ Mange kristne forældre har, lykkeligvis, opdraget børn som er blevet trofaste, indviede tjenere for Jehova. Nogle har set deres børn vokse op og begynde i heltidstjenesten som pionerer, missionærer eller medlemmer af en betelfamilie. Om sådanne forældre kan det bestemt siges: „Den retfærdiges fader kan visselig juble; den der bliver fader til en vismand, ja, han fryder sig over ham. Din fader og din moder vil fryde sig, ja, hun som fødte dig vil juble.“ — Ordsprogene 23:24, 25.

Sorger for forældrene

4, 5. (a) Hvilket bibelsk krav må ældste og menighedstjenere opfylde hvis de har børn? (b) Hvordan har nogle børn været ’til fortræd’ for deres fader?

⁴ Men sådan går det ikke altid, heller ikke for ældste som har børn. Apostelen Paulus skrev: „Tilsynsmanden bør derfor være ulastelig, én kvindes mand, . . . en mand der præsiderer i sin egen husstand på en god måde og har børn der med al alvor underordner sig; (hvis en mand ikke ved hvordan han skal præsidere i sin egen husstand, hvordan kan han da tage vare på Guds menighed?)“ Paulus tilføjede: „Lad en menighedstjener være én kvindes mand, som på en god måde præsiderer iblandt sine børn og i sin egen husstand.“ — 1 Timoteus 3:2-5, 12.

⁵ Kristne ældste og menighedstjenere kan naturligvis ikke drages til ansvar for at deres børn holder op med at tjene Jehova når først de er blevet voksne. Men de er ansvarlige for deres mindreårige børn og for større børn som stadig bor hjemme. Ældste og menighedstjenere har mistet dyrebare tjenesteprivilegier fordi de var blevet efterladende eller i alvorlig grad havde forsømt at opfylde det bibelske krav om at ’præsidere på en god måde iblandt deres børn og i deres egen husstand’. For dem — og mange andre — gælder det at deres børn har voldt dem større sorg end glæde. Hvor ofte er det ikke gået som ordsproget siger: „En tåbelig søn er til megen fortræd for sin fader.“ — Ordsprogene 19:13.

Ansvarsbevidste fædre

6. Hvilke spørgsmål bør kristne ægtemænd stille sig selv?

⁶ Alle kristne ægtemænd bør desuden, hvad enten de har tjeneropgaver i menigheden eller ej, tænke på hvordan det kunne berøre deres kones åndelige sundhed at skulle passe et lille barn. Hvis hun ikke er åndeligt stærk, hvordan vil et barn, eller flere børn, da indvirke på hendes personlige studium og hendes muligheder for at deltage i forkyndelsen?

7. Hvordan er det gået nogle kristne hustruer, og hvad er ofte årsagen til denne situation?

⁷ Tænker ægtemænd mon altid på at en moder der har et lille barn at passe, ofte forhindres i at få det fulde udbytte af menighedsbogstudiet, rigssalsmøderne og kreds- og områdestævnerne? Denne situation kan vare i månedsvis, ja i årevis, hvis det ene barn følger efter det andet. Det ligger i sagens natur at byrden i dette tilfælde kommer til at hvile mere på moderen end på faderen. Det har somme tider vist sig at mens manden har gjort åndelige fremskridt, endda i den grad at han har fået tjeneropgaver i menigheden, er hustruen blevet åndeligt svag. Hvorfor? Fordi deres små børn meget ofte hindrer hende i at koncentrere sig ved møderne, foretage et grundigt bibelstudium eller deltage tilstrækkeligt i forkyndelsen. Vidner det om ansvarsbevidsthed at få børn hvis dét bliver resultatet?

8. Hvordan bærer mange fædre deres del af byrden med at passe børnene, og hvordan hjælper de derved deres kone?

⁸ Nu går det heldigvis ikke altid sådan. Mange kristne fædre gør deres bedste for at bære deres del af byrden med at passe børnene. De er for eksempel opmærksomme på om deres børn er stille under menighedens møder. Når et barn begynder at græde eller på anden måde forstyrrer mødet, vil forældrene på skift tage barnet med ud og give det den nødvendige tugt. Hvorfor skulle det altid være moderen der gik glip af en del af mødet? I hjemmet vil en hensynsfuld ægtemand hjælpe sin kone med de huslige pligter og med at få børnene lagt i seng så de begge kan få fred og ro til at koncentrere sig om de åndelige anliggender.

9. Hvad viser at børn ikke nødvendigvis er en hindring for pionertjeneste?

⁹ Når tingene er rigtigt organiseret i en menighed, kan unge mødre med småbørn være med i hjælpepionertjenesten. Nogle er oven i købet almindelige pionerer. Børn er ikke nødvendigvis en hindring. Mange kristne forældre lægger en god pionerånd for dagen.

Lykkelige uden børn

10. Hvad har nogle ægtepar besluttet, og hvordan er de blevet velsignet?

¹⁰ Nogle unge ægtepar har besluttet at forblive barnløse. Selv om hustruerne i disse tilfælde har haft lige så stærke moderfølelser som andre kvinder, har de, i samråd med deres mand, indstillet sig på at hellige sig heltidstjenesten for Jehova i stedet for at få børn. Mange af dem har tjent som pionerer eller missionærer. De kan nu med taknemmelighed se tilbage på deres år i heltidstjenesten. Sandt nok har de ikke fået kødelige børn, men de har fået mange åndelige børn, nye disciple som er fortsat med at tjene Jehova trofast. Disse ’ægte børn i troen’ vil aldrig glemme hvem der hjalp dem til at lære „sandhedens ord“ at kende. — 1 Timoteus 1:2; Efeserne 1:13; jævnfør Første Korintherbrev 4:14, 17; Første Johannesbrev 2:1.

11. (a) Hvordan tjener mange barnløse ægtepar Jehova, og hvorfor fortryder de ikke den livsform de har valgt? (b) Hvilket skriftsted kan anvendes på de ægtepar der er forblevet barnløse ’på grund af riget’?

¹¹ Mange ægtepar rundt om i verden har givet afkald på forældreglæden for at kunne tjene Jehova i kredstjenesten, områdetjenesten eller på Betel. De ser også med tilfredshed tilbage på det liv de har brugt til at tjene Jehova og deres brødre på disse særlige måder. De fortryder ikke den livsform de har valgt. Selv om de ikke har haft den glæde at sætte børn i verden, har de haft en vigtig andel i at fremme Rigets interesser inden for de forskellige felter hvor de har virket. Med hensyn til alle sådanne ægtepar der er forblevet barnløse ’på grund af riget’, kan det i sandhed siges: „Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn, idet I har ydet de hellige hjælpetjeneste og fortsat yder dem hjælpetjeneste.“ — Mattæus 19:12; Hebræerne 6:10.

En personlig sag

12. (a) Hvorfor er det en enestående forret at kunne sætte børn i verden? (b) I hvilke perioder var dét at få børn en del af den opgave Gud pålagde sine tjenere?

¹² Som nævnt i indledningen til denne artikel er evnen til at sætte børn i verden en gave fra Gud. (Salme 127:3) Det er en enestående forret som Jehovas åndeskabninger ikke har. (Mattæus 22:30) Der har været perioder i historien hvor Guds tjenere på jorden direkte har fået påbud om at sætte børn i verden som en del af deres gudgivne opgave. Dette gjaldt Adam og Eva. (1 Mosebog 1:28) Det gjaldt de overlevende efter Vandfloden. (1 Mosebog 9:1) Og Jehova ønskede at Israels sønner skulle blive talrige gennem børnefødsler. — 1 Mosebog 46:1-3; 2 Mosebog 1:7, 20; 5 Mosebog 1:10.

13, 14. (a) Hvad er der at sige om det at sætte børn i verden i dag, og hvem skal derfor ikke kritiseres? (b) Hvilken vejledning gives der her, skønt det er en personlig sag om man vil have børn nu i endens tid?

¹³ I dag hører dét at sætte børn i verden ikke direkte med til den opgave Jehova har givet sit folk. Men det er stadig en forret som han tilstår de ægtepar der ønsker det. Kristne ægtepar skal derfor ikke kritiseres hvis de gerne vil have børn. Men det skal ægtepar som vælger at forblive barnløse heller ikke.

¹⁴ Familieplanlægning i endens tid er altså en personlig sag, noget som hvert ægtepar selv må tage stilling til. Men eftersom „den tid der er tilbage er begrænset“, gør alle ægtepar klogt i at tænke sig grundigt om og under bøn ydmygt overveje hvad der taler for og imod at få børn i vor tid. (1 Korinther 7:29) De der vælger at få børn bør ikke kun have øje for de glæder børnene kan bringe dem, men må også gøre sig klart hvilke forpligtelser der følger med og hvilke problemer der kan opstå for dem selv og for de børn de sætter i verden.

Når det ikke er planlagt

15, 16. (a) Hvilken holdning bør man undgå ved en uventet graviditet, og hvorfor? (b) Hvordan bør forældre betragte ethvert barn, og hvilket ansvar bør de påtage sig?

¹⁵ Nogle vil måske indvende: ’Det lyder alt sammen rigtigt nok, men hvad nu hvis man får et barn på et tidspunkt hvor det ikke var planlagt?’ Dette er sket for mange ægtepar som er helt på det rene med at vor tid ikke er den bedste at sætte børn i verden på. Nogle af disse ægtepar har i en årrække været i heltidstjenesten. Hvordan bør de se på den uventede familieforøgelse?

¹⁶ Også i denne situation må man være ansvarsbevidst. En graviditet er måske nok uventet, men kristne forældre kan ikke tillade sig at betragte barnet som uønsket. Hvilke forandringer fødselen end forårsager i deres tilværelse, bør de afgjort ikke lade deres irritation gå ud over barnet. Det er trods alt dem selv der bærer ansvaret for at det er blevet undfanget. Nu da det er blevet født, bør de acceptere deres ændrede situation i bevidstheden om at „tiden og tilfældet“ berører alle mennesker, på den ene eller den anden måde. (Prædikeren 9:11) Med eller mod deres vilje har de givet livet videre ved den proces Jehova Gud er ophavsmand til. De bør tage imod deres barn som en hellig gave og påtage sig deres ansvar som forældre „i samhørighed med Herren“. — Efeserne 6:1.

„Gør alt i Herren Jesu navn“

17. Hvilken vejledning gav apostelen Paulus kolossenserne, og hvordan kan den følges i dag?

¹⁷ Umiddelbart før apostelen Paulus gav en vejledning om familieanliggender, skrev han: „Hvad I end gør i ord eller i gerning, gør alt i Herren Jesu navn, idet I takker Gud, Faderen, gennem ham.“ (Kolossenserne 3:17-21) Hvilken situation en kristen end befinder sig i, bør han takke Jehova og ’gøre alt i Herren Jesu navn’.

18, 19. (a) Hvordan kan ugifte kristne og barnløse ægtepar ’gøre alt i Herren Jesu navn’? (b) Hvordan bør kristne forældre betragte deres børn, og hvilket mål bør de sætte sig?

¹⁸ En kristen der har valgt at forblive ugift vil ikke bruge sin frihed til selviske formål, men vil ’arbejde med hele sin sjæl som for Jehova’, om muligt i en eller anden form for heltidstjeneste. (Kolossenserne 3:23; 1 Korinther 7:32) Et ægtepar der vælger at undlade at få børn vil heller ikke selvisk ’bruge verden fuldt ud’, men vil give tjenesten for Riget den størst mulige plads i deres tilværelse. — 1 Korinther 7:29-31.

¹⁹ Hvad kristne forældre angår, bør de være sig deres ansvar bevidst. I stedet for at betragte deres børn som en hindring for at de kan tjene Jehova, bør de betragte dem som en særlig opgave. Hvad vil det sige? Jo, når en døbt kristen møder en i forkyndelsen der viser interesse for sandheden, forsøger han at få et regelmæssigt bibelstudium i gang med vedkommende. Han vender nidkært tilbage uge efter uge for at hjælpe den interesserede til at gøre åndelige fremskridt. En kristens børn har behov for en lige så omfattende hjælp. Et regelmæssigt, velforberedt bibelstudium der oprettes så tidligt som muligt, er en nødvendighed for at børn kan vokse åndeligt og lære at elske deres Skaber. (2 Timoteus 3:14, 15) Desuden bør forældrene bestræbe sig for at sætte et godt eksempel for deres børn ved at lægge en kristen adfærd for dagen i hjemmet, ligesom i rigssalen. Hvis det er muligt vil de også påtage sig ansvaret for at oplære deres børn i forkyndelsen. På denne måde vil forældrene med Jehovas hjælp søge at ’gøre disciple’ af deres egne børn, foruden at de forkynder for andre. — Mattæus 28:19.

Børn under ’den store trængsel’

20. (a) Hvad ligger foran os, og hvilke vanskeligheder advarede Jesus om? (b) Hvad viser Jesu ord om det at opdrage børn i endens tid?

²⁰ Foran os ligger „så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“. (Mattæus 24:21) Det bliver en svær tid for både voksne og børn. I sin profeti om afslutningen på tingenes ordning forudsagde Jesus at sandheden ville splitte familier. Han sagde: „Endvidere vil broder overgive broder til døden, og en fader sit barn, og børn vil sætte sig op imod forældre og bringe død over dem.“ (Markus 13:12) Det ville åbenbart ikke altid være en udelt glæde at opdrage børn i endens tid. Det kunne, som Jesu ord viser, medføre skuffelser og hjertesorger, ja oven i købet farer.

21. (a) Hvorfor bør forældre ikke være unødigt bekymrede for fremtiden? (b) Hvad kan de nære håb om for sig selv og for deres børn?

²¹ Men selv om vi må se realistisk på de vanskeligheder der ligger forude, skal de der har små børn ikke være unødigt bekymrede for fremtiden. Hvis de selv forbliver trofaste og gør deres bedste for at opdrage deres børn „i Jehovas tugt og formaning“, kan de være sikre på at deres lydige børn vil få en gunstig dom. (Efeserne 6:4; jævnfør Første Korintherbrev 7:14.) Som en del af ’den store skare’ har disse forældre og deres små børn håb om at overleve „den store trængsel“. Og hvis børnene bliver trofaste tjenere for Jehova når de bliver voksne, vil de til evig tid takke ham for at de havde ansvarsbevidste forældre. — Åbenbaringen 7:9, 14; Ordsprogene 4:1, 3, 10.