[Ramme/illustrationer på side 6]

Gik kirkefædrene ind for tiende?

„De af os, der har noget, bistår alle de trængende . . . Af de velstående og af dem, der ønsker det, giver enhver efter sit eget valg, hvad han vil.“ — Justin: Apologier, ca. 150 e.v.t.

„Sandt nok var en tiendedel af det jøderne ejede, viet til Gud, men de som havde opnået frihed [som kristne], satte alt hvad de ejede, til side til Herrens interesser, . . . ligesom den fattige enke lagde alt hvad hun ejede, i templets bidragsbøsse.“ — Adversus Hæreses (Mod kætterne), Irenæus ca. 180 e.v.t.

„Er der en slags pengekasse, er den heller ikke samlet sammen af penge, betalt som optagelsesgebyr, som om religionen var til salg. Enhver erlægger et beskedent beløb på en bestemt dag i måneden, eller også når han vil, og hvis han overhovedet vil eller kan. Ingen tvinges nemlig, men man betaler frivilligt.“ — Tertullians forsvarsskrift for de kristne, ca. 197 e.v.t.

KRISTEN GAVMILDHED

Det var dog stadig nødvendigt at støtte den sande tilbedelse økonomisk. Jesus havde befalet sine disciple at ’være vidner til jordens fjerneste egne’. (Apostelgerninger 1:8) I takt med at der kom flere til troen, voksede behovet for kristne lærere og tilsynsmænd der kunne besøge og styrke menighederne. Der var også til tider behov for at hjælpe enker, faderløse og andre i nød. Hvordan dækkede de kristne i det første århundrede de omkostninger der var forbundet hermed?

Omkring år 55 e.v.t. blev ikkejødiske kristne i Europa og Lilleasien anmodet om at hjælpe den nødstedte menighed i Judæa. I et brev til menigheden i Korinth beskrev apostelen Paulus hvordan „indsamlingen til de hellige“ blev organiseret. (1 Korinther 16:1) Du vil måske blive overrasket over det vi kan uddrage af Paulus’ ord.

Apostelen Paulus besnakkede ikke sine trosfæller for at få dem til at give penge. De kristne i Makedonien der selv var i ’dyb fattigdom under en stor prøve med megen trængsel’, måtte snarere ’indtrængende bede ham om at måtte øve velgørenhed og få en andel i hjælpen til de hellige’. — 2 Korinther 8:1-4.

Paulus tilskyndede ganske vist de mere velhavende kristne i Korinth til at efterligne den gavmildhed deres brødre i Makedonien udviste. Og selv da undlod han ifølge en bibelkommentar ’at give direktiver, men appellerede i stedet til dem ved at give dem nogle tilskyndelser, opfordringer og forslag. Korintherne ville ikke give spontant og af hjertet hvis de blev tvunget til det.’ Paulus vidste at „Gud elsker en glad giver“, ikke en der giver „uvilligt eller tvungent“. — 2 Korinther 9:7.

Det der skulle motivere korintherne til af egen vilje at støtte deres medkristne, var en overflod af tro og kundskab samt ægte kærlighed. — 2 Korinther 8:7, 8.

’SOM MAN HAR BESLUTTET I SIT HJERTE’

Paulus fastsatte ikke et beløb eller en procentdel for bidraget, men foreslog derimod at ’enhver af dem hver første dag i ugen lagde noget til side derhjemme, alt efter hvad han havde råd til’. (1 Korinther 16:2) Ved at planlægge hvilket beløb de regelmæssigt ville sætte til side, ville korintherne ikke føle sig presset til at bidrage når Paulus ankom og måske give modstræbende eller impulsivt. Hvor meget de ville give, var et privat anliggende for den enkelte, der skulle ’gøre som han havde besluttet i sit hjerte’. — 2 Korinther 9:5, 7.

For at kunne høste rigeligt måtte korintherne også så rigeligt. De blev ikke på noget tidspunkt bedt om at give til det gjorde ondt. ’Det er ikke meningen at det skal være vanskeligt for jer,’ sagde Paulus. Bidragene var ’nemlig velbehagelige efter hvad man havde, ikke efter hvad man ikke havde’. (2 Korinther 8:12, 13; 9:6) I et senere brev gav Paulus denne advarsel: „Hvis nogen ikke sørger for . . . dem som er medlemmer af hans husstand, har han fornægtet troen og er værre end én uden tro.“ (1 Timoteus 5:8) Paulus’ tilskyndelse til at give bidrag satte ikke dette princip ud af kraft.

Det er også værd at bemærke at Paulus førte tilsyn med en ’indsamling til de hellige’ som var i nød. Vi læser ikke i Bibelen at Paulus eller de andre apostle indsamlede bidrag eller modtog tiende til dækning af udgifterne i forbindelse med deres egen tjeneste. (Apostelgerninger 3:6) Paulus var altid taknemmelig for at modtage de gaver som menighederne sendte ham, men undgik samvittighedsfuldt at ligge ’nogen af sine brødre til byrde’. — 1 Thessaloniker 2:9; Filipperne 4:15-18.

FRIVILLIGE BIDRAG I DAG

Det er altså tydeligt at de kristne i det første århundrede gav frivillige bidrag, ikke tiende.