11, 12. (a) Hvad viser at Jehova i det første århundrede gav sin velsignelse til en ny organisation? (b) Hvem udgjorde den nye organisation som Gud godkendte?

¹¹ I det første århundrede forkastede Jehova det troløse Israel. Men han ville stadig have en organisation af loyale tjenere på jorden. Jehova gav nu sin velsignelse til en dynamisk ny organisation der var centreret om Jesus Kristus og hans lære. Den blev dannet på pinsedagen i år 33. Den dag var 120 af Jesu disciple samlet et sted i Jerusalem, og „pludselig lød der fra himmelen en støj ligesom af en voldsom vind der kom farende, og den fyldte hele huset“. Beretningen fortsætter: „Tunger som af ild viste sig for dem og fordelte sig, og der satte sig en på hver af dem, og de blev alle fyldt med hellig ånd og begyndte at tale på andre tungemål, sådan som ånden lod dem udtrykke sig.“ (Apg. 2:1-4) Denne underfulde begivenhed var et ubestrideligt vidnesbyrd om at Jehova støttede den nye organisation, den der bestod af Kristi disciple.

¹² På denne spændende dag „blev omkring tre tusind sjæle føjet til“ Jesu disciple. Desuden „fortsatte Jehova med daglig at føje dem til som blev frelst“. (Apg. 2:41, 47) Disse forkyndere i det første århundrede udførte så effektiv en tjeneste at der siges: „Guds ord [havde] fremgang, og antallet af disciple i Jerusalem øgedes fortsat stærkt.“ Selv „en stor skare præster begyndte at adlyde troen“. (Apg. 6:7) Mange retsindige tog altså de sandheder til sig som blev forkyndt af medlemmerne af denne nye organisation. Da Jehova senere begyndte at bringe „folk fra nationerne“ ind i den kristne menighed, var det endnu et vidnesbyrd om hans støtte. — Læs Apostelgerninger 10:44, 45.

13. Hvilket arbejde skulle Guds nye organisation udføre?

¹³ Der var ingen tvivl om hvilket arbejde Gud havde givet Kristi disciple. Jesus var selv gået foran med et godt eksempel, for kort efter sin dåb begyndte han at forkynde om „himlenes rige“. (Matt. 4:17) Han lærte sine disciple at udføre det samme arbejde og sagde til dem: „I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.“ (Apg. 1:8) De første kristne var fuldstændig klar over hvad der krævedes af dem. Da Paulus og Barnabas for eksempel var i Antiochia i Pisidien, sagde de frimodigt til deres jødiske modstandere: „Det var nødvendigt at Guds ord først blev fremholdt for jer. Siden I skubber det fra jer og dømmer jer selv uværdige til evigt liv, se, så vender vi os til nationerne. Jehova har nemlig givet os denne befaling: ’Jeg har sat dig til lys for nationer, for at du skal være til frelse til jordens fjerneste egne.’“ (Apg. 13:14, 45-47) Fra det første århundrede har den jordiske del af Guds organisation gjort Guds frelsesordning kendt.

16. Hvad måtte hver enkelt kristen gøre for at kunne være åndeligt stærk?

¹⁶ For at kunne være åndeligt stærk måtte hver enkelt kristen gøre en personlig indsats. Det var nødvendigt at studere Skrifterne flittigt, at overvære de kristne møder og at være nidkær i forkyndelsen. Dengang bidrog sådanne aktiviteter til Jehovas folks åndelige sundhed og enhed, præcis som de gør i dag. De der var tilsluttet de velorganiserede menigheder i det første århundrede, havde stor gavn af tilsynsmændenes og menighedstjenernes villige og hjælpsomme indsats. (Fil. 1:1; 1 Pet. 5:1-4) Og hvor må det have været en fornøjelse når rejsende ældste, som Paulus, besøgte menighederne! (Apg. 15:36, 40, 41) Lighederne mellem vores tilbedelse og de første kristnes er slående. Hvor er vi taknemmelige for at Jehova har organiseret sine tjenere både dengang og nu!a