Julen kommercialiseres

Det blev almindeligt at yde godgørenhed i julen, både blandt velgørenhedsorganisationer der uddelte kul til fattige enker, og blandt godsejere i landsbyer der skænkede gaver i form af penge og mad. Inden længe blev julen, i det mindste i teorien, en lejlighed hvor alle samfundsklasser kunne mødes i social fordragelighed. Ved frivilligt at udviske skellene mellem rig og fattig på dette tidspunkt af året, fik mange lettet deres samvittighed.

Man opfandt eller genoplivede adskillige festtraditioner. I 1843 dukkede de første julekort for eksempel op, og efterhånden som det blev billigere at fremstille tryksager, blomstrede dette marked. Juletræet, en meget gammel tradition, blev også populært i England efter at prins Albert, dronning Victorias mand, indførte at man udsmykkede juletræerne på tysk manér, med englehår, pynt og lys.

Den kommercielle opreklamering af julen begyndte at tage fart. I dag, lidt over et hundrede år efter, er julen blevet så kommercialiseret at det næsten får folk til at opløfte et ramaskrig.

Hvad med juleskikkene?

Dickens holdt efter sigende meget af „alle julens skikke og traditioner“. Men hvor stammer disse skikke fra?

Avisen New York Newsday for 22. december 1992 indeholdt nogle meget interessante oplysninger i den forbindelse. Man citerede John Mosley, der har skrevet bogen The Christmas Star (Julestjernen): „’I begyndelsen holdt kirkens ledere ikke jul i december specielt for at fejre Kristi fødsel,’ siger [Mosley]. ’Det var blot deres måde at løse problemet med vintersolhvervsfesten på,’ vinterens vendepunkt, hvor solen standser sin gang mod syd for atter at bevæge sig mod nord og bringe nyt lys.

Dette fremgår af julens symboler, understreger Mosley. Især i brugen af grønne planter der symboliserer liv i en tid med mørke og kulde. ’Den kendteste grønne plante er juletræet,’ siger han. ’Nordeuropæerne fejrede solhvervet i skoven; de tilbad træer. Juletræet er derfor i virkeligheden en tilbagevenden til dyrkelsen af træer i forhistorisk tid.’

Mosley siger endvidere: ’Hvad sætter man på træerne? Lys. Lys bringer mindelser om solen og symboliserer solen. De skildrer solens genfødsel og lysets tilbagevenden efter solhvervet. Overalt hvor man fejrede solhvervet, benyttedes lys og grønne planter.’

Han tilføjer desuden at ’den 25. december oprindelig var datoen for vintersolhvervet, og mange af de ting vi foretager os i dag og som vi tror er relativt nye juleskikke, i virkeligheden stammer fra solhvervsfesterne.’“

Noget karakteristisk ved julen er desuden musikken. Det er derfor ikke overraskende at den romerske saturnaliefest var kendt for sin munterhed og festivitas i form af musik og dans. De lærde er enige om at den moderne jul står i stor gæld til oldtidens saturnaliefest.

Alvorlige bekymringer

Englands ærkebiskop af Canterbury, dr. George Carey, har beklaget sig over „den viktorianske Charles Dickens-jul“. Hvorfor? „Jeg er bekymret for om vore børn påvirkes af kommercialismen,“ siger han.

Ifølge avisen The Scotsman mener den anglikanske biskop David Jenkins at julens kommercialisme er på nippet til at give folk et nervøst sammenbrud. „Vi dyrker begærlighed, og julen bliver grådighedens og tåbelighedens fest,“ siger han og tilføjer: „Almindelige mennesker bliver ulykkelige over deres kreditkortsgæld. . . . Der er mere og mere der tyder på at folk efter julen bliver fortvivlede og oplever familieskænderier. Den skaber langt flere problemer end den er værd.“

Den engelske avis The Church Times har meget passende beskrevet julens problemer med følgende ord: „Vi har behov for at blive befriet for det store bakkanalske orgie som vi har ladet den udvikle sig til!“