Julen — kristen højtid eller verdslig fest?

I Kina bliver han kaldt Julens Gamle Mand. I England er han kendt som Father Christmas. Russerne omtaler ham som Bedstefader Frost, og i USA kaldes han Santa Claus.

For mange er denne joviale gamle mand med stor mave og snehvidt skæg indbegrebet af julen. Men det er også velkendt at julemanden er en sagnfigur der har sit udspring i traditioner knyttet til en biskop i Myra (i det nutidige Tyrkiet) som levede i det fjerde århundrede.

Skikke og traditioner har altid spillet en stor rolle i forbindelse med fejringen af højtider, og julen er ingen undtagelse. Myten om julemanden er blot ét eksempel på hvordan folkesagn er blevet knyttet til en populær helligdag. Nogle hævder at juleskikkene er bygget på bibelske begivenheder, men faktisk er de fleste af disse skikke af hedensk oprindelse.

Et andet eksempel er juletræet. The New Encyclopædia Britannica siger: „Tilbedelse af træer, hvilket var almindeligt blandt de hedenske europæere, var en praksis der levede videre efter deres omvendelse til kristendommen i form af de skandinaviske skikke med ved nytårstid at pynte husene og laderne med stedsegrønt for at skræmme djævelen væk og med at sætte neg op til fuglene ved juletid.“

At lave kranse med kristtjørn eller andre former for stedsegrønt er endnu et eksempel på en populær juletradition der er dybt forankret i afgudsdyrkelse. Under saturnalierne, en midvinterfest på syv dage der var viet til Saturn, agerbrugets gud, pyntede oldtidens romere deres templer med grene af kristtjørn. Denne hedenske højtid var især kendt for hæmningsløse sviregilder og tøjlesløs adfærd.

Nogle synes måske at juleskikken med at kysse under en kvist mistelten (afbildet her) er romantisk, men i virkeligheden er den en tilbagevenden til middelalderen. Druiderne i det gamle Britannien troede at misteltenen besad magiske kræfter, og de brugte den derfor til at beskytte sig mod dæmoner, besværgelser og andre former for ulykker. Med tiden opstod den overtroiske forestilling at det at kysse under en mistelten ville føre til ægteskab. Denne skik er stadig populær blandt nogle ved juletid.

Her har vi blot omtalt nogle få af vore dages juleskikke der er blevet påvirket af eller direkte stammer fra hedenskabet. Måske spekulerer du over hvordan alt dette er gået til. Hvordan kunne en højtid til ære for Kristi fødsel blive tilført så mange ikkekristne skikke? Og hvad vigtigere er, hvordan ser Gud på det?

Julens oprindelse

MILLIONER af mennesker verden over betragter julen som en meget glædelig tid. Det er en højtid præget af overdådige måltider, hævdvundne traditioner og familiesamvær. Julen er også en tid hvor venner og slægtninge udveksler julekort og gaver.

Men for blot 150 år siden var julen væsentlig anderledes. I sin bog The Battle for Christmas skriver historieprofessor Stephen Nissenbaum: „Julen . . . var en tid kendetegnet af drukkenskab når reglerne for god opførsel blev midlertidigt forladt til fordel for et hæmningsløst ’karneval’, en slags Mardi Gras i december.“

En sådan udtalelse kan virke chokerende på dem der nærer ærbødighed for denne højtid. Hvorfor krænker nogen på denne måde en højtid der formodes at være en mindefest for Guds søns fødsel? Svaret vil sikkert overraske dig.

Et forkert grundlag

Julen har lige siden den tog form i det fjerde århundrede, været genstand for polemik. Der var for eksempel spørgsmålet om hvornår Jesus blev født. Da Bibelen hverken angiver dagen eller måneden for Kristi fødsel, har der været et utal af gætterier angående datoen. I det tredje århundrede fastsatte en gruppe ægyptiske teologer datoen til den 20. maj, mens andre foretrak tidligere datoer såsom den 28. marts, den 2. april eller den 19. april. I det 18. århundrede var en dag i hver eneste måned af året blevet foreslået som muligt tidspunkt for Jesu fødsel! Hvorfor valgte man til sidst den 25. december?

De fleste lærde er enige om at det var den katolske kirke der fastsatte Jesu fødselsdag til den 25. december. Hvorfor? The New Encyclopædia Britannica siger: „Det skyldes sandsynligvis at de første kristne ønskede at datoen skulle falde sammen med romernes hedenske højtid der markerede ’den ubesejrede sols fødselsdag’.“ Men hvorfor skulle kristne som i over to og et halvt århundrede var blevet voldsomt forfulgt af hedninger, pludselig give efter for deres forfølgere?

Frafaldet begynder

I det første århundrede advarede apostelen Paulus Timoteus om at „onde mennesker og bedragere“ ville snige sig ind i menigheden og vildlede mange. (2 Timoteus 3:13) Dette store frafald begyndte efter apostlenes død. (Apostelgerninger 20:29, 30) Efter kejser Konstantins påståede omvendelse i det fjerde århundrede valgte et stort antal hedninger at bekende sig til datidens form for kristendom. Med hvilket resultat? Bogen Early Christianity and Paganism siger: „Den forholdsvis lille gruppe af ægte troende druknede i den store skare af såkaldte kristne.“

Paulus’ ord viste sig at være sande! Meget tydede på at den sande kristendom var ved at blive opslugt af hedenskab. Denne besmittelse kom allertydeligst til udtryk i fejringen af helligdage.

Den eneste højtid kristne har fået påbud om at fejre, er Herrens aftensmåltid. (1 Korinther 11:23-26) Eftersom de romerske højtider var kendetegnet af afgudsdyrkelse, tog de første kristne ikke del i dem. I det tredje århundrede blev de kristne spottet af hedninger som sagde: „I tager ikke på udstillinger; I interesserer jer ikke for opvisninger; I forkaster de offentlige festmåltider og afskyr de hellige lege.“ Pralende sagde de: „Vi tilbeder guderne med munterhed, med gilder, sange og lege.“

I midten af det fjerde århundrede begyndte hedningernes bebrejdelser imidlertid at stilne af. Hvorfor? Efterhånden som flere falske kristne sneg sig ind i folden, vandt de frafaldnes tanker mere og mere indpas. Det førte til kompromiser med den romerske verden. I en kommentar hertil siges der i bogen The Paganism in Our Christianity: „Det var de kristnes helt klare politik at overtage de populære hedenske højtider og give dem en kristen betydning.“ Det store frafalds skadelige indflydelse var tydelig. Den villighed hvormed de såkaldte kristne accepterede hedenske højtider, hjalp dem til at få et større mål af samfundets accept. Inden længe fejrede de kristne lige så mange årlige fester som hedningerne gjorde. Ikke overraskende blev julen betragtet som den vigtigste.

En international højtid

Efterhånden som den fremherskende del af kristenheden blev udbredt i Europa, voksede julen i popularitet. Den katolske kirke indtog den holdning at det var passende at holde en glædesfest i anledning af Jesu fødselsdag i hævd. I 567 e.v.t. udråbte koncilet i Tours følgelig „de 12 dage mellem jul og helligtrekongersdag til en hellig og festlig højtidsperiode“. — The Catholic Encyclopedia for School and Home.

Julen overtog snart mange af de skikke der knyttede sig til de hedenske høstfester i Nordeuropa. Man lagde stadig mere vægt på festivitas end på fromhed, og mange festdeltagere spiste og drak umådeholdent. Kirken fordømte ikke denne løsagtighed, men godkendte den. (Jævnfør Romerbrevet 13:13; Første Petersbrev 4:3.) Ifølge Arthur Weigall, der har været rigsantikvar for den egyptiske stat, skrev pave Gregor I i 601 e.v.t. til Mellitus, hans missionær i England, og sagde at han „ikke måtte sætte en stopper for de gamle hedenske fester, men skulle tilpasse dem kirkens ritualer og sørge for at deres afholdelse blev forbundet med kristendommen i stedet for med hedenskabet“.

I middelalderen tog reformister til orde mod disse udsvævelser. De udstedte adskillige dekreter angående „julefestlighedernes uvæsen“. I sin bog Christmas in America — A History siger dr. Penne Restad: „Nogle præster fremhævede at det faldne menneske havde behov for en lejlighed til løssluppenhed og umådehold, forudsat at det foregik under kristent tilsyn.“ Dette var kun med til at øge forvirringen angående fejringen af julen. Det betød dog ikke så meget, for hedenske skikke var allerede smeltet så meget sammen med julen at de fleste ikke ville give afkald på dem. Forfatteren Tristram Coffin udtrykker det på denne måde: „Folk i almindelighed gjorde nøjagtig som de altid havde gjort, og fæstede sig ikke så meget ved moralisternes diskussioner.“

Da europæerne begyndte at kolonisere Den Ny Verden, var julen en velkendt højtid. Julen var dog ikke velset i de engelske kolonier i Nordamerika. Puritanske reformister betragtede denne helligdag som hedensk, og i årene mellem 1659 og 1681 blev den forbudt i Massachusetts.

Da forbudet blev hævet, vandt fejringen af julen stadig større indpas i kolonierne, især dem der lå syd for New England. I betragtning af julens blakkede fortid er det imidlertid ikke overraskende at nogle festdeltagere var mere optagede af at more sig end af at ære Guds søn. Drikkelag var en af de juleskikke der var særlig nedbrydende. Støjende grupper af unge mænd gik ind i deres velhavende naboers hjem og forlangte i bedste fastelavnsstil at få gratis mad og drikke. Hvis beboerne nægtede det, udtalte de ubudne gæster som regel forbandelser over dem og øvede undertiden hærværk på deres hus.

Ifølge professor Nissenbaum havde situationen i 1820’erne nået det punkt hvor „julekaoset“ var blevet en „alvorlig trussel mod samfundet“. I byer som New York og Philadelphia lejede rige jordbesiddere vagtfolk til at passe på deres ejendomme. Det forlyder at man i New York oprettede byens første professionelle politikorps som reaktion på voldsomme optøjer i julen 1827/28.