Det hedenske Roms saturnaliefest, den ubesejrede sols fødselsdag, blev fejret tre måneder senere. Hvordan blev fejringen af Jesu fødsel henlagt til den 25. december, sådan at den gudsbespotteligt faldt sammen med den hedenske fejring af solens fødselsdag?

De stadig kortere dage i december skabte overtroisk panik blandt soltilbederne, som frygtede for at deres gud var ved at dø. De brændte lys og tændte bål for at vække den hensygnende gud til live. Det lod til at virke. Efter vintersolhvervet den 21. december så det ud som om solguden genvandt sin styrke efterhånden som dagene blev længere.

I Politiken for 22. december 1992 skrev Joan Jacobsen: „Det var også god strategi at holde Jesu fødselsdag 25. december. Den kendte verden var i forvejen vant til at holde kæmpegilder på det tidspunkt af året, hvor det går mod lysere tider. I Norden kaldte man tiden omkring årsskiftet for jul, længe før Harald Blåtand kristnede Danmark midt i 900-tallet. Eftersom festlighederne ikke blev taget fra folket, gik det lettere at indføre kristendommen.“ I Church Christmas Tab siges der: „Ordet ’jul’ forekommer ikke i Bibelen. Og Bibelen giver intet mandat til at fejre Jesu fødsel.“

Gaver hørte saturnalierne til. „Ved denne fest forventedes det at man gav alle sine venner gaver.“ — Ancient Italy and Modern Religion.