Kapitel 7

Der aflægges regnskab for brugen af Kristi midler

1. Hvilken regering har ingen økonomiske problemer, og hvem må nu aflægge regnskab over for denne regering?

SÅ GODT som alle regeringer har økonomiske problemer. De fleste er oven i købet dybt forgældede. Den eneste regering som danner en undtagelse til dette, er „himlenes rige“, som nu forkyndes vidt og bredt. (Mattæus 25:1) Denne himmelske regering har stadig et antal vordende medlemmer på jorden, hvor de tjener dens interesser. I denne den mest afgørende periode af menneskehedens historie kræves disse tjenere af „himlenes rige“ til regnskab. De skal aflægge regnskab over for regeringen for hvordan de har brugt de værdier de har fået betroet.

2. Hvorfor bør en bestemt lignelse som Fredsfyrsten fortalte, have vor interesse?

² For at skildre dette, fremsatte det ypperste medlem af „himlenes rige“ for længe siden et billede eller en lignelse. Denne lignelse bør interessere os i dag, for Fredsfyrsten lod den indgå i sin langtrækkende profeti om det ’tegn’ der ville markere at han var nærværende i Riget med fuld myndighed til at herske. (Mattæus 24:3) Konsekvenserne af lignelsens opfyldelse angår os i allerhøjeste grad, for de har betydning for vor fortsatte eksistens, ja selve vort liv. Lad os derfor undersøge denne profetiske lignelse som Fredsfyrsten fortalte sine apostle få dage før sin offerdød på Golgata. Den lyder således:

Lignelsen om talenterne

3. Hvad gjorde trællene med de talenter de fik af deres herre før hans afrejse?

³ „Hold jer derfor vågne, for I kender hverken dagen eller timen. Det er nemlig ligesom da en mand som skulle til at rejse udenlands, kaldte sine trælle til sig og overgav dem hvad han ejede. En gav han fem talenter,a en anden to, en anden igen én, hver efter hans evne, og så rejste han udenlands. Den der havde fået de fem talenter gik straks hen og gjorde forretninger med dem og tjente fem til. På samme måde tjente den der havde fået de to, to til. Men den der kun havde fået én, gik hen og gravede et hul i jorden og skjulte sin herres sølvpenge.

4. Hvad sagde herren til de trælle der havde forøget antallet af talenter?

⁴ Lang tid efter kom disse trælles herre og gjorde regnskabet op med dem. Så trådte den der havde fået de fem talenter frem og afleverede yderligere fem talenter idet han sagde: ’Herre, du overgav mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til.’ Hans herre sagde til ham: ’Udmærket, gode og trofaste træl! Du har været trofast over lidt. Jeg vil sætte dig over meget. Gå ind til din herres glæde.’ Derefter trådte den der havde fået de to talenter frem og sagde: ’Herre, du overgav mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til.’ Hans herre sagde til ham: ’Udmærket, gode og trofaste træl! Du har været trofast over lidt. Jeg vil sætte dig over meget. Gå ind til din herres glæde.’

5, 6. Hvilken undskyldning gav den tredje træl for at have skjult talenten, og hvad gjorde herren ved ham?

⁵ Til sidst trådte den der havde fået den ene talent frem og sagde: ’Herre, jeg vidste at du er en hård mand, der høster hvor du ikke har sået, og samler hvor du ikke har spredt. Jeg blev derfor bange og gik hen og skjulte din talent i jorden. Her har du det der er dit.’ Som svar sagde hans herre til ham: ’Onde og dovne træl, du vidste altså at jeg høster hvor jeg ikke har sået, og samler hvor jeg ikke har spredt? Så burde du have anbragt mine sølvpenge hos bankmændene, og når jeg kom ville jeg have fået det der er mit igen med renter.

⁶ Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham der har de ti talenter. Enhver der har, skal der nemlig gives mere, og han vil få overflod; men den der ikke har, fra ham skal endog det tages han har. Og kast den uduelige træl ud i mørket udenfor. Dér vil han græde og skære tænder.’“ — Mattæus 25:13-30.

7. Hvad skildrer talenterne?

⁷ Hvad skildrer talenterne i denne lignelse? Noget af stor værdi, ikke økonomisk men åndeligt. Talenterne står for bemyndigelsen til at gøre mennesker til Kristi disciple. Med denne bemyndigelse følger det store privilegium at optræde som ambassadør for kongen Kristus, at repræsentere Riget over for alle verdens nationer. — Efeserne 6:19, 20; 2 Korinther 5:20.

8. (a) Hvilket mørke er den „dovne“ trælleskare blevet kastet ud i her under „afslutningen på tingenes ordning“? (b) Hvorfor har menneskehedens verden ikke det lys der består i Guds gunst og velsignelse?

⁸ Der er ingen tvivl om at vi i dag er nået frem til højdepunktet af denne profetiske lignelses opfyldelse. Den nuværende generation oplever den mørkeste periode i menneskehedens historie. Ja, uden for den synlige del af Jehovas organisation er der et tæt mørke som den „dovne“ og „uduelige“ trælleskare kan blive kastet ud i på Herrens befaling. „Mørket udenfor“ skildrer den formørkede tilstand der præger menneskehedens verden, specielt i religiøs henseende. Menneskehedens verden har ikke det lys der består i Guds gunst og velsignelse. Den har intet lys i form af kundskab om Guds rige. Den er underlagt „denne tingenes ordnings gud“, som „har forblindet de ikke-troendes forstand, for at lysskæret fra den herlige gode nyhed om Messias, som er Guds billede, ikke skal trænge igennem“. — 2 Korinther 4:4.

9. (a) Hvem er ’manden’ i lignelsen et billede på i opfyldelsen, og hvor rejste han hen? (b) Hvilke beviser er der for at han er vendt tilbage?

⁹ Der er i dag overvældende beviser for at den der i lignelsen skildres som en „mand“ der havde mindst otte sølvtalenter i sin besiddelse, er vendt tilbage fra sin udenlandsrejse. Denne „mand“ er Kristus Jesus. Hans rejse førte ham til solens, månens og stjernernes Skaber. Hans tilbagevenden er blevet markeret af to verdenskrige, efterfulgt af mange mindre krige, der alle har vædet jorden med blod. Som forudsagt er disse krige blevet ledsaget af hungersnød, pest og jordskælv, samt af tiltagende lovløshed og en forkyndelse af „denne gode nyhed om riget“ på hele den beboede jord. Dette svarer alt sammen til enkelthederne i det ’tegn’ som Jesus sagde ville markere hans „nærværelse og afslutningen på tingenes ordning“. — Mattæus 24:3-15.

10. (a) Hvorfor rejste manden udenlands? (b) Hvad var grunden til at menneskehedens verden ikke bogstaveligt så hans tilbagevenden?

¹⁰ Skønt det ikke siges direkte i Jesu lignelse, foretog manden der rejste udenlands og som skulle være borte i lang tid, i virkeligheden sin rejse for at opnå kongemagten i det „himlenes rige“ der er omtalt tidligere i samme kapitel. (Mattæus 25:1) Trods udbruddet af den første verdenskrig indsatte Jehova Gud, hvis rige, repræsenteret ved Israel, blev omstyrtet i 607 f.v.t., den retmæssige arving på tronen i 1914, det tidspunkt da nedtrædningen af Riget skulle bringes til ophør. De hedenske nationer så dog ikke den som kong David kaldte „min Herre“ blive indsat på tronen. (Salme 110:1) Det kunne de ikke, for manden i lignelsen, Jesus Kristus, havde før sin afrejse sagt til sine disciple: „Endnu en kort tid og verden ser mig ikke mere.“ — Johannes 14:19.

11. (a) Hvad skulle være en del af tegnet på at han var vendt tilbage og var nærværende? (b) Hvornår skulle dette finde sted?

¹¹ Eftersom overdragelsen af den himmelske kongemagt til Kristus fandt sted usynligt for det menneskelige øje, måtte der være et tegn på at han var nærværende i det himmelske rige — nemlig det tegn som apostlene havde bedt ham om tre dage før han led martyrdøden. En del af dette overbevisende tegn skulle bestå i at manden i lignelsen vendte tilbage fra udlandet og gjorde regnskabet op med de trælle han havde betroet de meget værdifulde talenter. Det vil sige at regnskabet med dem der havde fået den forret at bruge talenterne, skulle gøres op efter 1914.

12. (a) Hvem er blevet forpligtet til at føre an med hensyn til at aflægge vidnesbyrdet om Riget? (b) Hvad afhænger deres endelige frelse af?

¹² De der skulle aflægge regnskab var arvinger til „himlenes rige“. Regnskabet skulle aflægges af den rest der var tilbage af denne kristne skare, som var blevet avlet af Guds ånd fra og med pinsedagen i år 33. (Apostelgerninger, kapitel 2) Der skulle være en rest af disse kristne tilbage på jorden i den periode Jesus kaldte „afslutningen på tingenes ordning“, som begyndte i 1914. Det var dem der ville være forpligtede til at føre an i opfyldelsen af Jesu profeti angående den tid: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:14; Markus 13:10) De må være trofaste indtil enden for at blive frelst og komme ind i himlenes rige. (Mattæus 24:13) Med deres endelige frelse for øje har den almægtige Gud styrket dem til at holde ud indtil nu, på trods af den forfølgelse de udsættes for i hele verden. Dette vidner om at han har godkendt dem.

Nogle som falskeligt gør krav på at have fået talenterne betroet

13. (a) Hvem gør krav på at have fået talenterne betroet? (b) Hvilket resultat kommer vi til?

¹³ Kristenheden hævder at det er den der forvalter de talenter der tilhører den rige mand i Jesu lignelse. Men hvilket resultat kommer vi til når vi betragter dens færden siden 1914? Vi kommer til det resultat at kristenheden ikke har levet op til sin påstand. Troløs mod manden i lignelsen har den allieret sig med denne verdens riger; de verdslige regeringers politikere er dens elskere. Den støtter stadig De forenede Nationer, som har efterfulgt det nu afdøde Folkeforbund.

14. Hvor finder vi kristenheden i dag?

¹⁴ Kristenheden svarer ikke engang til den træl der fik én talent betroet og som viste sig at være doven og ikke forøgede sin herres besiddelser. I tiden efter den første verdenskrigs afslutning i 1918 er det tydeligt blevet afsløret at kristenheden altid har befundet sig i mørket uden for Herrens veloplyste hus. I nattemørket ude i verden er kristenheden billedlig talt allerede begyndt at græde og skære tænder. Den vil gøre det i endnu højere grad når dens politiske elskere vender sig imod den og afklæder den som den mest dadelværdige del af hele Babylon den Store, den falske religions verdensimperium.

’Den onde trælleskare’ kastes ud

15. Hvem svarer i opfyldelsen til den dovne træl, og hvor befinder de sig nu?

¹⁵ De der virkelig har været en del af den salvede rest og har haft Rigets værdier betroet, men som er holdt op med at arbejde på at fremme den tilbagevendte Herres interesser, er blevet udelukket af den kongelige Herres tjeneste. (Mattæus 24:48-51) De dovne der hører til ’den onde trælleskare’ forkynder ikke længere „denne gode nyhed om riget“. De går op i deres personlige frelse i stedet for i Guds riges interesser. De befinder sig nu i „mørket udenfor“, dér hvor menneskehedens verden er. Deres symbolske talent er blevet taget fra dem og er blevet givet til den skare der har vist sig villig til at bruge denne talent i den tid der er tilbage af „afslutningen på tingenes ordning“.

16. (a) Hvad er tiden nu gunstigere til end nogen sinde før? (b) Hvilken pligt påhviler nu ’den store skare’ af „andre får“?

¹⁶ Der har aldrig været en gunstigere tid til at forkynde „denne gode nyhed om riget“ ved at gøre brug af „talenten“, det vil sige den usædvanlige forret det er at kunne optræde som ’ambassadør for Kristus’, den regerende konge, og gøre mennesker til hans disciple. (2 Korinther 5:20) Og nu da enden hastigt nærmer sig, bør ’den store skare’ af „andre får“ naturligvis hjælpe de tilbageværende åndsavlede ambassadører mens disse nidkært gør fuld brug af den værdifulde „talent“ de har fået betroet.

[Fodnote]

Kapitel 8

De der får del i Fredsfyrstens glæde

1. (a) Af hvilken grund rejste manden i lignelsen udenlands? (b) Hvad ligger der i Jesu lignelse, selv om det ikke siges direkte?

I JESU lignelse om talenterne rejste manden der ejede de otte sølvtalenter ikke udenlands blot for fornøjelsens skyld, som var det en turistrejse han tog ud på. Han havde en alvorligere grund til at rejse udenlands; han ønskede at sikre sig noget værdifuldt. Han tog af sted, som det fremgår af lignelsen, for at opnå en vis „glæde“ samt „meget“. (Mattæus 25:21) Han måtte rejse langt, og være borte i lang tid, for at træffe den der kunne give ham denne særlige glæde.

2. (a) Hvad var dét at den velstående mand rejste udenlands, et billede på, og hvor gik rejsen hen? (b) Hvad vendte Herren tilbage med?

² Eftersom den rige mand i lignelsen er et billede på Jesus Kristus, er dét at manden tog ud på en lang udenlandsrejse et billede på at Jesus drog bort til den eneste kilde til den særlige glæde han havde for øje. Hvem drog han bort til? I Hebræerbrevet 12:2 siges der at „vi ufravendt ser hen til vor tros hovedformidler og fuldender, Jesus, som for den glæde der lå foran ham, udholdt en marterpæl, idet han foragtede skammen, og nu har taget sæde ved højre side af Guds trone“. Ja, kilden til denne glæde er Jehova Gud. Det var ham Jesus drog bort til, idet han efterlod sine trofaste disciple her på jorden med de betroede „talenter“. Herren vendte tilbage med „meget“ som han ikke havde haft da han betroede sine tre trælle de otte sølvtalenter. I en tidligere lignelse som Jesus fortalte, lignelsen om ’de ti miner’, siges der at det var „kongemagt“ han kom tilbage med. — Lukas 19:12-15.

3. Hvordan var stemningen da Zakarias 9:9 begyndte at gå i opfyldelse i det første århundrede?

³ Når en konge indsættes på tronen har han grund til glæde, og det samme har hans loyale undersåtter. Vi husker hvordan det var da Guds søn red ind i Jerusalem for at opfylde profetien i Zakarias 9:9. Om opfyldelsen af denne profeti siges der: „De fleste i folkemængden bredte deres yderklæder ud på vejen, mens andre begyndte at hugge grene af træerne og sprede dem på vejen. Og folkeskarerne, de der gik foran ham og de der fulgte efter, blev ved at råbe: ’Frels dog Davids søn! Velsignet er den der kommer i Jehovas navn! Frels dog, i det højeste!’“ — Mattæus 21:4-10; se også Lukas 19:36-38.

4. Hvorfor havde Jesus, efter at han var blevet konge, et særligt grundlag for at dele en glæde med sine trofaste „trælle“?

⁴ Hvis der var glæde forbundet med at han blot fremstillede sig for Jerusalems indbyggere som den der var salvet med Jehovas ånd til at være konge, hvor langt mere må dette så ikke have været tilfældet da han blev indsat som konge ved udløbet af hedningernes tider i 1914? Det var en højst glædelig begivenhed for ham. Ja, han gik ved denne lejlighed ind til en glæde som han aldrig før havde oplevet. Da han gjorde regnskabet op kunne han derfor sige til de disciple som han fandt „gode og trofaste“: ’I har været trofaste over lidt. Jeg vil sætte jer over meget. Gå ind til jeres herres glæde.’ (Mattæus 25:21, 23) Der var nu en ny glæde som hans godkendte „trælle“ kunne få del i. Hvilken storslået belønning!

5. (a) Hvilken stilling indtog Kristus da apostelen Paulus var ’ambassadør’ for ham? (b) Hvilken stilling indtager Kristus imidlertid nu, hvor medlemmerne af den salvede rest er „ambassadører“ for ham?

⁵ I overensstemmelse med dette opnåede den regerende konges, Jesu Kristi, salvede disciple i 1919 en godkendt tilstand hvormed der fulgte stor glæde. Nitten hundrede år tidligere havde apostelen Paulus skrevet til sine trosfæller om deres ophøjede stilling: „Vi er derfor ambassadører på Kristi vegne.“ (2 Korinther 5:20) Dette blev skrevet mens Jesus endnu blot var tronarving til „himlenes rige“. (Mattæus 25:1) Han måtte blive siddende ved Guds højre hånd og vente dér indtil den dag han skulle indsættes på tronen. Men siden 1919 har de godkendte medlemmer af den salvede rest været „ambassadører“ for en regerende konge. (Hebræerne 10:12, 13) Dette blev de internationale bibelstudenter især gjort opmærksomme på ved stævnet i Cedar Point, Ohio, i 1922.

6. Hvilket arbejde koncentrerede de der havde fået „talenterne“, sig først og fremmest om at udføre i efterkrigstiden?

⁶ I 1919 havde de allerede fået overdraget det der svarede til den regerende konges, Jesu Kristi, „talenter“. De havde dermed fået mere at aflægge regnskab for over for deres regerende konge. Deres indsats i efterkrigstiden var lige fra begyndelsen koncentreret om udførelsen af et ’høstarbejde’, indsamlingen af dem der svarede til „hveden“. (Mattæus 13:24-30) Eftersom høsten ifølge Jesu ord er „en afslutning på en tingenes ordning“, skulle denne indhøstning af de hvedelignende „rigets sønner“, medlemmerne af den trofaste salvede rest, begynde i efterkrigsåret 1919. — Mattæus 13:37-39.

7. (a) Hvilken stemning som prægede høsttiden, oplevede både høstfolkene og deres Herre? (b) Hvilken tilstand har Jehova ført høstfolkene ind i, og hvilken profetisk udtalelse gør de til deres egen?

⁷ Høsten er en glædelig tid for høstfolkene, og høstens Herre tager del i glæden sammen med dem. (Salme 126:6) Denne høsttid er i høj grad blevet beriget af de voksende vidnesbyrd om at Guds rige ved Jesus Kristus er blevet oprettet i himmelen i 1914 og at Jehova har hjulpet sit indviede folk på jorden til igen at stå retfærdigt ind for ham. Som skare betragtet siger de med ordene i Esajas 61:10: „Jeg vil visselig glæde mig over Jehova. Min sjæl vil juble over min Gud. For han har klædt mig i frelsens klæder; i retfærdighedens ærmeløse overklædning har han hyllet mig.“

„En stor skare“ indsamles og får del i glæden

8. Hvilken glæde som medlemmerne af den salvede rest ikke havde forventet, oplevede de da de sidste af Rigets arvinger var ved at være indsamlet?

⁸ De salvede som gik ind til deres Herres glæde gjorde sig ingen forestillinger om at de, når de sidste af det himmelske riges arvinger var ved at være indsamlet, skulle opleve endnu en glæde. Denne nye, uventede glæde havde at gøre med indsamlingen af en skare der skulle leve i det jordiske paradis under Jesu Kristi tusindårige styre. Hvem andre end medlemmerne af denne jordiske skare ville være de rette at indbyde til det stævne hvor de vigtige oplysninger om dem skulle åbenbares for første gang?

9. Hvem blev specielt indbudt til at overvære stævnet i Washington, D.C., i 1935, og hvad hørte de dér?

⁹ Indbydelsen blev givet i The Watchtower,a og hundreder af mennesker der søgte at opnå et godt forhold til Jehova sammen med det folk der bar hans navn, overværede Jehovas Vidners generalstævne i Washington, D.C., fra 30. maj til 2. juni 1935. Det rørte dem dybt ved dette stævne at erfare at ’den store skare’ der var forudskildret i Åbenbaringen 7:9-17 skulle være en jordisk skare.

10, 11. For hvem i himmelen må dette have været en særlig glædelig tid?

¹⁰ Hvilken glæde må afholdelsen af dette stævne i Washington, D.C., ikke have beredt den højeste Gud, Jehova! Og hvilken glæde må det ikke have beredt hans søn, den rigtige hyrde, som nu skulle begynde at samle disse „andre får“ ind i sin ’ene hjord’! — Johannes 10:16.

¹¹ Idet medlemmerne af ’resten’ og den voksende skare „andre får“ billedlig talt føres omkring af deres ’ene hyrde’ og græsser sammen, blander de sig fredeligt og kærligt med hinanden. Deres „hyrde“ fryder sig uden tvivl af hjertet over at have så stor en „hjord“ nu hvor den afsluttende periode af denne tingenes ordning er ved at udløbe.

Fredsfyrstens udsendinge

12, 13. (a) Hvem er blevet indbudt til at få del i Herrens glæde sammen med den salvede rest, og af hvilken grund? (b) I hvilken egenskab tjener ’den store skare’ af „andre får“ Fredsfyrstens interesser?

¹² De symbolske får der udgør ’den store skare’ har nu en betragtelig andel i Herrens, Jesu Kristi, glæde. Dette skyldes i særlig grad den omstændighed at de er med til at indsamle de „får“ der endnu mangler i ’den store skare’, som ifølge Åbenbaringen 7:9 ikke kan tælles.

¹³ Det indsamlingsarbejde som de „andre får“ deltager i, har nu grebet om sig så det omfatter hele verden. Det har antaget et sådant omfang at det dalende antal medlemmer af den salvede rest umuligt kan klare det alene. Det er derfor i stigende grad blevet nødvendigt at det voksende antal „andre får“ udfører en større og større andel af arbejdet med at indsamle flere „andre får“ med et jordisk håb. De „andre får“ tjener således som Fredsfyrstens trofaste udsendinge. Som der siges i Ordsprogene 25:13: „Som sneens kølighed på en dag i høsten er en trofast udsending for dem der sender ham, for han giver sine herrers sjæl ny styrke.“

14. (a) Hvad arver de symbolske får i Jesu lignelse i Mattæus 25:31-46? (b) I hvilken forstand har Riget været dem beredt „fra verdens grundlæggelse“?

¹⁴ I lignelsen om fårene og gederne siger kongen Jesus Kristus til de symbolske får: „Kom, min Faders velsignede, arv det rige som har været jer beredt fra verdens grundlæggelse.“ (Mattæus 25:31-46) De arver det jordiske område som „himlenes rige“ vil herske over i de tusind år Kristus udøver sit herredømme. Siden den trofaste Abels tid har Jehova været i færd med at berede dette jordiske område til den verden af mennesker der kan genløses. — Lukas 11:50, 51.

15, 16. (a) Hvad er ifølge Salomon „til pryd“ for en konge? (b) Hvordan har den regerende konge Jesus Kristus en sådan „pryd“ i dag, til trods for at han hersker midt blandt sine fjender? (c) Hvad har de der udgør denne „pryd“ gjort?

¹⁵ Den vise kong Salomon af fortidens Israel skrev: „En talrig befolkning er til pryd for en konge.“ (Ordsprogene 14:28) Kongen i vor tid, Kristus Jesus, som beklæder en langt højere stilling end den jordiske kong Salomon, har en sådan „talrig befolkning“ som er „til pryd“ for ham. Det er tilfældet allerede nu før han har indledt sit tusindårige herredømme, ja, nu hvor han regerer midt blandt sine jordiske fjender, hvis overmenneskelige, usynlige konge er Satan Djævelen. — Mattæus 4:8, 9; Lukas 4:5, 6.

¹⁶ En „pryd“ der virkelig sømmer sig for en højtstående myndighedsperson med rang af konge findes i dag i form af det hastigt voksende antal „andre får“ der udgør ’den store skare’. I forening råber de jublende: „Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ (Åbenbaringen 7:9, 10) De er allerede blevet frelst fra den dødsdømte tingenes ordning hvis „gud“ er Satan Djævelen. (2 Korinther 4:4) De har allerede i symbolsk forstand „vasket deres lange klæder . . . i Lammets blod“ så de er blevet hvide og pletfri i Jehova Guds, den store Dommers, øjne. — Åbenbaringen 7:14.

17. (a) Hvilken frelse ser ’den store skare’ endnu frem til? (b) Hvilken forret vil de få under Fredsfyrstens tusindårige herredømme?

¹⁷ De ser dog endnu frem til den frelse de vil erfare når Jehova vinder sin afsluttende sejr i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. Med denne storslåede sejr vil Jehova stadfæste sin universelle suverænitet, og de vil blive jordiske øjenvidner til dette fordi de bliver bevaret i live mens denne onde verden lider sit frygtelige endeligt. (Åbenbaringen 16:14; 2 Peter 3:12) Hvilken dyrebar forret! Og hvilken glæde Fredsfyrsten derefter vil dele med den overlevende ’store skare’ af sine loyale „andre får“!