-
Er år 2000 et særligt år?Vagttårnet – 1999 | 1. november
-
-
Visse religiøse grupper tillægger år 2000 endnu større betydning. De er overbeviste om at Jesus i løbet af næste år eller deromkring vil komme igen på Oliebjerget, og at Harmagedonslaget, som omtales i Åbenbaringens Bog, vil blive udkæmpet på Megiddos Slette. (Åbenbaringen 16:14-16) Som forberedelse til disse begivenheder er hundreder af amerikanere i færd med at sælge deres hus og de fleste af deres ejendele for at flytte til Israel. Til gavn for dem der ikke har mulighed for at rykke teltpælene op, har en fremtrædende amerikansk evangelist efter sigende lovet at transmittere Jesu komme på fjernsyn, oven i købet i farver!
-
-
Hvornår begynder det tredje årtusind?Vagttårnet – 1999 | 1. november
-
-
Har det nogen betydning? Ville begyndelsen på det tredje årtusind for eksempel markere indledningen til Jesu tusindårige styre der omtales i Åbenbaringens Bog? Nej. Intetsteds i Bibelen forbindes det tredje årtusind med Kristi tusindårige styre.
Jesus advarede sine disciple mod at fremsætte spekulationer angående årstal. Han sagde til dem: „Det tilkommer ikke jer at få kundskab om tider eller perioder som Faderen har lagt ind under sin egen myndighed.“ (Apostelgerninger 1:7) Jesus havde tidligere fortalt at han end ikke selv vidste hvornår Gud ville eksekvere dom over denne onde tingenes ordning og derved bane vejen for Kristi tusindårsrige. Han sagde: „Om den dag og time ved ingen noget, hverken himlenes engle eller Sønnen, kun Faderen alene.“ — Mattæus 24:36.
Er det rimeligt at forvente at Kristus vil komme igen nøjagtig 2000 år efter sin fødsel som menneske? Nej. Jesus må have vidst hvornår han var blevet født, og kunne selvfølgelig tælle 2000 år frem fra dette tidspunkt. Alligevel kendte han ikke dagen og timen for sit komme. Det ville åbenbart ikke være så let at pege på en bestemt dato for hvornår han skulle komme igen. ’Tiderne og perioderne’ lå under Faderens myndighed. Jehova havde ikke åbenbaret sin tidsplan for nogen.
Jesus befalede heller ikke sine disciple at vente på ham på et bestemt geografisk sted. De skulle ikke samle sig og forholde sig afventende, men sprede sig ud til „jordens fjerneste egne“ og gøre disciple af folk af alle nationerne. Denne befaling har han aldrig ændret. — Apostelgerninger 1:8; Mattæus 28:19, 20.
Vil deres forhåbninger til årtusindet blive gjort til skamme?
Nogle religiøse fundamentalister nærer ikke desto mindre store forventninger til år 2000. De tror at visse dele af Åbenbaringens Bog i Bibelen vil få en bogstavelig opfyldelse i de kommende måneder. Nogle mener endog at de vil have en personlig andel i denne opfyldelse. For eksempel peger de på profetien i Åbenbaringen 11:3, 7, 8 om to vidner der profeterer i ’en stor by som i åndelig forstand kaldes Sodoma og Ægypten, hvor også deres Herre blev pælfæstet’. Når de to vidner har fuldført aflæggelsen af deres vidnesbyrd, vil de blive dræbt af et glubsk vilddyr som stiger op af en afgrund.
Ifølge en rapport i The New York Times Magazine for den 27. december 1998 har lederen af en religiøs gruppe „fortalt sine tilhængere at han er det ene af de to vidner som har fået til opgave at kundgøre jordens ødelæggelse og Herrens genkomst, for derefter at blive dræbt af Satan i Jerusalems gader“. De israelske myndigheder er forståeligt nok bekymrede. De frygter for at visse ekstremister vil forsøge at „opfylde“ profetien på egen hånd, også selv om det skulle betyde at det udløser en væbnet konflikt. Men Gud behøver ikke menneskers „hjælp“ til at gennemføre sin hensigt. Alle Bibelens profetier vil blive opfyldt på Guds måde og til hans fastsatte tid.
Åbenbaringens Bog er skrevet „i tegn“. Ifølge Åbenbaringen 1:1 ønskede Jesus at vise „sine trælle“ (ikke verden i almindelighed) det der snart skulle ske. For at forstå Åbenbaringens Bog ville Kristi trælle, eller disciple, behøve Guds hellige ånd, som Jehova giver til dem der behager ham. Hvis Åbenbaringens Bog skulle forstås bogstaveligt, kunne selv mennesker uden tro læse og forstå den. I givet fald ville kristne ikke behøve at bede om Guds hellige ånd for at kunne forstå den. — Mattæus 13:10-15.
Som vi har set, viser de bibelske vidnesbyrd at det tredje årtusind fra Jesu fødsel begynder i efteråret 1999, og at hverken denne dato eller den 1. januar år 2000 eller den 1. januar år 2001 har nogen særlig betydning.
-