John Blankson, der læste til farmaceut på det tidspunkt, overværede et af bror Browns foredrag. Det gik hurtigt op for ham at han havde fundet sandheden. “Det jeg lærte, fik mig til at boble over af begejstring,” fortalte John, “og jeg forkyndte sandheden til alle jeg kom i nærheden af på den skole hvor jeg gik.”

En dag gik John ind i en anglikansk kirke for at stille præsten nogle spørgsmål om treenigheden, for nu stod det helt klart for ham at det var en ubibelsk lære. Præsten jagede ham væk mens han råbte: “Du er ikke kristen! Du tilhører Djævelen! Forsvind med dig!”

Da John kom hjem, skrev han et brev til præsten hvor han inviterede ham til at forsvare treenighedslæren ved et offentligt møde. Præsten reagerede ved at beordre John til at møde op hos den overordnede lærer på farmaceutstudiet. Her spurgte læreren John om han virkelig havde sendt et brev til præsten.

“Ja, hr., det har jeg,” svarede John.

Læreren bad John om at skrive undskyld til præsten. Så John skrev:

“Kære hr. ..., min lærer har bedt mig om at skrive et brev til Dem for at sige undskyld, og jeg er villig til at skrive undskyldningen hvis De vil indrømme at De underviser i falske læresætninger.”

Johns lærer spurgte ham chokeret: “Blankson, er det hvad De har tænkt Dem at skrive?”

“Ja, hr., jeg kan ikke skrive andet.”

“Så bliver De bortvist! Havde De forestillet Dem at De skulle kunne fortsætte her når De direkte modsiger en præst i statskirken?”

“Men hr., ... når De underviser os og der er noget vi ikke forstår, stiller vi jo spørgsmål til Dem, ikke sandt?”

“Jo, naturligvis.”

“Men det var også bare det der skete her. Præsten underviste os i Bibelen, og jeg stillede ham et spørgsmål. Hvis han ikke kan besvare spørgsmålet, hvorfor skulle jeg så skrive en undskyldning til ham?”

Blankson blev ikke bortvist, og der blev heller ikke sendt et brev med en undskyldning.