De der næst efter Saipan skulle få gavn af Vagttårnsselskabets missionærer, var indbyggerne på Chuuk (tidligere kaldet Truk). Merle Lowmaster havde aflagt et kort besøg på øerne i 1961, men i 1965 bosatte Paul og Lillian Williams sig på Chuuk som de første af de over 30 missionærer der har tilpasset sig de primitive forhold her.

Da de ankom til hovedøen Moen i 1965, gjorde religiøs intolerance det vanskeligt for missionærerne at skaffe logi. En forretningsbestyrer tilbød dem til sidst at de kunne leje halvdelen af hans tøndehus. De katolske præster blev så vrede at de gik lige til landsbyhøvdingen og krævede at Jehovas vidner blev fordrevet fra øerne. Høvdingen svarede: „I kom her for mange år siden og sagde at vi skulle elske hinanden, så hvorfor siger I nu at vi skal hade andre?“ Præsterne blev ham svar skyldig, og missionærerne blev.

De fandt hurtigt frem til nogle der var interesserede, og kort efter var der 30 der studerede Bibelen på disse øer, som under den anden verdenskrig var Japans vigtigste flådebase.

Det forklarer hvorfor de eneste der i dag tjener som ældste i de små menigheder på tre forskellige øer — Moen, Dublon og Tol — er fem missionærbrødre.

„Dette kan være en virkelig prøve for vore søstre,“ fortæller David Pfister, en af missionærerne. „Pigerne vokser op med ønsket om at få mange børn, men i øjeblikket er der ingen unge mænd i vore menigheder de kan gifte sig med. Nogle af vore søstre har dyb kærlighed til Jehova, og de respekterer Bibelens vejledning om ’kun at gifte sig i Herren’. (1 Kor. 7:39) Hvad andre angår, afholder dette dem fra at tjene Jehova.“

Salvador Soriano, der i dag er medlem af afdelingskontorets udvalg i Guam, har tilbragt 14 år som missionær i Dublon, hvor han var den eneste broder. Han siger: „Det mindede mig om Salme 68:11, hvor der siges at de kvinder der forkynder godt nyt, er en talrig hær.“

Usædvanlig køretur til rigssalen

Missionærer overalt i Mikronesien benytter sædvanligvis deres biler eller pickup-lastbiler når de skal bringe folk til møderne, men der findes et transportmiddel som Barak Bowman måske er alene om at have benyttet. Da en kraftig søster på 70 år ikke længere kunne gå de tre kilometer til rigssalen på grund af dårligt helbred, lagde Barak hjernen i blød for at finde ud af hvordan han kunne hjælpe hende. „Jeg ville gerne komme og hente dig til mødet,“ sagde han til hende, „men jeg har kun en trillebør.“ Til hans overraskelse svarede søsteren: „Det er i orden. Det rører ikke mig.“

Kan du forestille dig dem komme kørende på vej til mødet? Det krævede også noget af broder Barak. Han tog hjemmefra klokken syv om morgenen med den tomme trillebør og ankom til rigssalen med vores søster lige inden mødet skulle begynde klokken halv ti.

[Illustration på side 234]

Nye missionærer får en varm velkomst