Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Rejsende tilsynsmænd — gaver i form af mennesker
    Vagttårnet – 1996 | 15. november
    • 6, 7. Hvilken positiv indflydelse kan flittige kredstilsynsmænd øve?

      6 Ligesom andre ældste i den kristne menighed slider de rejsende tilsynsmænd i det „med tale og undervisning“. Alle sådanne ældste bør ’anses for værdige til dobbelt ære’. (1 Timoteus 5:17) Deres eksempel vil gavne os hvis vi efter ’nøje at have betragtet udfaldet af deres adfærd, efterligner deres tro’. — Hebræerne 13:7.

      7 Hvilken påvirkning har nogle af de rejsende tilsynsmænd haft på andre? En broder har skrevet: „Broder P —— havde en særdeles god indflydelse på mig. Han var rejsende tilsynsmand i Mexico fra 1960 og fremefter. Som barn glædede jeg mig altid til hans besøg. Da jeg var ti år gammel, sagde han til mig: ’Du bliver også kredstilsynsmand en dag.’ I de vanskelige teenageår henvendte jeg mig ofte til ham for at lytte til hans kloge råd. Han levede og åndede for hyrdegerningen. Nu hvor jeg selv er kredstilsynsmand, forsøger jeg altid, ligesom han, at bruge tid på de unge og hjælpe dem til at sætte sig teokratiske mål. Skønt broder P —— i sine sidste leveår døjede med hjertet, søgte han altid at opmuntre andre. Dagen før han døde i februar 1995, kørte han med mig til et endagsstævne, og her opmuntrede han en broder der er arkitekt, til at sætte sig nogle fornuftige mål. Broderen udfyldte med det samme en betelansøgning.“

      De er værdsat

      8. Hvem er de „gaver i form af mennesker“ der er beskrevet i Efeserbrevet, kapitel 4, og hvordan er de til gavn for menigheden?

      8 Rejsende tilsynsmænd og andre ældste der som følge af Guds ufortjente godhed har modtaget tjenesteforrettigheder, omtales som „gaver i form af mennesker“. Jesus har som menighedens hoved og Jehovas talsmand skænket os disse åndeligsindede mænd for at vi hver især kan blive opbygget og nå frem til modenhed. (Efeserne 4:8-15) Man bør være taknemmelig for enhver gave, især hvis gaven hjælper én til at fortsætte med at tjene Jehova. Hvordan kan vi da vise at vi værdsætter de rejsende tilsynsmænds indsats? Hvordan kan vi vise at vi ’sætter pris på den slags mænd’? — Filipperne 2:29.

      9. Hvordan kan vi vise at vi værdsætter de rejsende tilsynsmænd?

      9 Når menigheden får meddelelse om hvornår kredstilsynsmanden kommer på besøg, bør vi begynde at planlægge vor tid så vi kan have en fuld andel i menighedens aktiviteter i ugens løb. Vi kan måske sætte ekstra tid til side til at støtte forkyndelsen under besøget, måske ved at være hjælpepionerer i den pågældende måned. Vi kan også prøve at følge kredstilsynsmandens forslag med hensyn til at forbedre vor forkyndelse. Det vil gavne os at have en positiv og modtagelig indstilling, og det vil forvisse ham om at hans besøg er til nytte. Ja, de rejsende tilsynsmænd besøger menighederne for at opbygge os, men de har også selv brug for at blive opbygget åndeligt. Paulus havde til tider brug for opmuntring og anmodede ofte sine medkristne om at bede for ham. (Apostelgerninger 28:15; Romerne 15:30-32; 2 Korinther 1:11; Kolossenserne 4:2, 3; 1 Thessaloniker 5:25) Også i dag har de rejsende tilsynsmænd brug for opmuntring og for at vi beder for dem.

      10. Hvordan kan vi medvirke til at kredstilsynsmanden udfører sin tjeneste med glæde?

      10 Har du nogen sinde fortalt kredstilsynsmanden og hans hustru hvor meget du værdsætter deres besøg? Har du takket ham for den gode vejledning han giver? Husker du at fortælle ham det når de forslag han giver til forkyndelsen, skænker os mere glæde i tjenesten? Hvis du gør det, vil det medvirke til at han kan udføre sin tjeneste med glæde. (Hebræerne 13:17) En kredstilsynsmand i Spanien har fortalt hvor meget han og hans kone værdsætter de takkekort de har modtaget efter menighedsbesøg. „Vi gemmer disse kort og læser dem når vi er nede i en bølgedal,“ siger han. „De er til stor opmuntring for os.“

      11. Hvorfor bør vi give udtryk for at vi holder af kreds- og områdetilsynsmændenes hustruer og værdsætter det de gør?

      11 Den rejsende tilsynsmands hustru har bestemt også brug for ros. Hun har bragt store ofre for at kunne støtte sin mand i denne tjeneste. Hun giver ofte afkald på at få opfyldt det naturlige ønske om at have sit eget hjem, og i mange tilfælde har hun også givet afkald på at få børn. Jeftas datter var en af de tjenere for Jehova der villigt gav afkald på at blive gift og få børn, idet hun følte sig bundet af det løfte hendes far havde aflagt. (Dommerne 11:30-39) Hvordan betragtede man det offer hun bragte? Vi læser i Dommerbogen 11:40: „År efter år gik Israels døtre hen for at besynge gileaditten Jeftas datter, fire dage om året.“ Det er godt når vi husker at fortælle kreds- og områdetilsynsmændenes hustruer at vi holder af dem og værdsætter det de gør.

      „Glem ikke gæstfriheden“

      12, 13. (a) Hvad siger Bibelen om det at vise rejsende tilsynsmænd og deres hustruer gæstfrihed? (b) Hvordan vil en sådan gæstfrihed være til gensidig opmuntring? Belys med et eksempel.

      12 Vi kan også vise at vi elsker og værdsætter dem der virker i rejsetjenesten, ved at være gæstfri. (Hebræerne 13:2) Apostelen Johannes roste Gajus fordi han var gæstfri over for dem der besøgte menigheden som rejsende missionærer. Johannes skrev: „Du elskede, du udfører et trofast arbejde med det du gør for brødrene, og det endda fremmede, som over for menigheden har vidnet om din kærlighed. Dem må du venligst hjælpe videre på deres rejse på en for Gud værdig måde. Det var nemlig for hans navns skyld at de drog ud uden at tage imod noget af folk fra nationerne. Vi er derfor skyldige at tage gæstfrit imod sådanne, så vi kan blive medarbejdere for sandheden.“ (3 Johannes 5-8) I dag kan vi fremme forkyndelsesarbejdet ved at vise den samme gæstfrihed over for rejsende tilsynsmænd og deres hustruer. De lokale ældste bør naturligvis sikre sig at det logi der tilbydes, er tilfredsstillende, men en områdetilsynsmand har sagt: „Hvor meget vi engagerer os i brødrene, må ikke afhænge af hvem der kan gøre os det mest behageligt. Vi ønsker ikke engang at give nogen det indtryk. Vi må være villige til at tage imod alle vore brødres gæstfrihed, hvad enten de er rige eller fattige.“

      13 Når man viser gæstfrihed, er det til gensidig gavn. „I min familie havde vi den skik at indbyde de rejsende tilsynsmænd til at bo hos os,“ fortæller Jorge, en tidligere kredstilsynsmand der i dag tjener på Betel. „Jeg føler at disse besøg har hjulpet mig langt mere end jeg forstod dengang. Under opvæksten fik jeg åndelige problemer. Det bekymrede min mor, men hun vidste ikke rigtig hvordan hun skulle hjælpe mig, og bad derfor kredstilsynsmanden om at tale med mig. Til at begynde med undgik jeg ham fordi jeg var bange for at han ville kritisere mig. Men hans venlige væsen fik mig til sidst til at åbne mig for ham. En mandag inviterede han mig på et måltid mad, og jeg udøste mit hjerte for ham fordi jeg mærkede at han forstod mig. Han lyttede opmærksomt. Hans praktiske forslag hjalp mig virkelig, og jeg begyndte at gøre åndelige fremskridt.“

      14. Hvorfor bør vi værdsætte de rejsende tilsynsmænd og ikke kritisere dem?

      14 De rejsende tilsynsmænd forsøger at hjælpe både gamle og unge i åndelig henseende. Vi bør derfor vise at vi værdsætter deres indsats. Hvordan ville det mon virke på en kredstilsynsmand hvis vi kritiserede ham for hans svage punkter eller sammenlignede ham ugunstigt med andre kredstilsynsmænd der havde besøgt menigheden? Det ville sandsynligvis virke meget nedslående. Det opmuntrede bestemt ikke Paulus da han hørte at man kritiserede hans arbejde. Nogle kristne i Korinth kom tilsyneladende med nedsættende kommentarer om hans fremtræden og evner som taler. Han citerede selv nogle af disse kritikere der sagde: „Hans breve er vægtige og magtfulde, men hans personlige nærværelse er svag og hans tale ikke værd at regne med.“ (2 Korinther 10:10) Glædeligvis hører de rejsende tilsynsmænd som oftest at man påskønner det de gør.

      15, 16. Hvordan virker brødrenes kærlighed og nidkærhed på de rejsende tilsynsmænd og deres hustruer?

      15 En kredstilsynsmand i Latinamerika må trave en hel dag ad mudrede stier for at besøge sine åndelige brødre og søstre i et område der kontrolleres af guerillaer. „Det er hjertevarmende at se hvordan brødrene viser deres værdsættelse af besøget,“ skriver han. „Selv om det er forbundet med store anstrengelser at komme dertil og man udsættes for mange farer og strabadser, er det alle anstrengelserne værd når man mærker brødrenes kærlighed og nidkærhed.“

      16 En kredstilsynsmand i Afrika skriver: „Vi holdt meget af at rejse i Tanzania på grund af den kærlighed brødrene viste os. De var villige til at lære af os, og de var lykkelige for at kunne invitere os på besøg i deres hjem.“ I det første århundrede havde apostelen Paulus og ægteparret Akvila og Priska et godt og kærligt forhold til hinanden. Faktisk sagde Paulus om dem: „Hils Priska og Akvila, mine medarbejdere i Kristus Jesus, som har sat deres egen hals på spil for min sjæl, og som ikke blot jeg men også alle menighederne blandt nationerne siger tak.“ (Romerne 16:3, 4) De rejsende tilsynsmænd og deres hustruer er glade for at der også i dag findes brødre og søstre der ligesom Akvila og Priska gør alt hvad der står i deres magt, for at vise dem gæstfrihed og være deres venner.

  • Rejsende tilsynsmænd der tjener som trofaste husholdere
    Vagttårnet – 1996 | 15. november
    • Vær taknemmelig for deres tjeneste

      3. Hvorfor kan rejsende tilsynsmænd kaldes „gode husholdere“?

      3 I et brev til en rejsende tilsynsmand og hans hustru skrev et kristent ægtepar: „I skal vide at vi er taknemmelige for al den tid I har ofret på os, og den kærlighed I har vist os. Som familie har vi haft megen gavn af al jeres opmuntring og jeres gode råd. Vi ved at vi må fortsætte med at vokse åndeligt, men med Jehovas hjælp og med støtte fra brødre og søstre som jer bliver det lettere at klare ’vokseværket’.“ Mange har givet udtryk for noget lignende fordi de rejsende tilsynsmænd viser personlig interesse i deres trosfæller, ligesom en god husholder tager sig godt af sin husstands behov. Nogle er meget dygtige foredragsholdere. Mange er fremragende forkyndere, mens andre igen er kendt for deres varme og medfølelse. Når de rejsende tilsynsmænd opdyrker og gør brug af sådanne gaver når de betjener deres brødre, kan de med rette kaldes „gode husholdere“.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del