José Vertematti, der i 1970’erne tjente som kredstilsynsmand i Maranhão, har skrevet: „For at komme til menighederne i Sítio Ceará og Guimarães måtte min kone, Mazolina, og jeg rejse med båd i to timer og derefter vente på at der kom et eller andet transportmiddel forbi, for der gik ingen busser. Adskillige gange kørte vi med lastbil, Mazolina inde i førerhuset, og jeg på toppen af lasten, der kunne bestå af grise, kyllinger og geder eller sække med mel, ris eller bønner. Når lastbilen sad fast i mudderet, måtte vi af for at skubbe. Om alt gik vel, tog denne del af turen cirka fem timer. Så gik vi i yderligere fire timer for at nå frem til rigssalen.“ De lokale forkyndere satte stor pris på disse besøg.

Visse kredse dækker enorme, tyndtbefolkede områder. I 1980’erne var der for eksempel én kreds som omfattede staterne Acre, Rondônia og en del af Mato Grosso og Amazonas, et område på størrelse med Spanien. Mens Adenir Almeida var i denne kreds, besøgte han menigheden i Lábrea i Amazonas, en by hvor mange lider af Hansens sygdom, også kaldet spedalskhed. For at komme dertil måtte han rejse fire timer med bus og overnatte i et pensionat inden han næste morgen kunne drage af sted sammen med otte andre på ladet af en lastbil der var læsset med alkoholiske drikke. Efter at have kørt i timevis i heden var alle meget tørstige. Den eneste tilgængelige væske fandtes i flaskerne på ladet. Broder Almeida indrømmer at det under disse omstændigheder var meget svært at modstå fristelsen da de andre tilbød en slurk af en flaske de havde stjålet fra lasten. Efter ti timers rejse under den brændende sol, med masser af støv og siden regn, nåede de til sidst frem til Lábrea. Og her stod hele menigheden parat til at tage imod ham — to specialpionerer og to udøbte forkyndere. Om søndagen havde han den glæde at kunne døbe de to forkyndere.