Tilflugtsbyerne — Guds barmhjertige ordning

„Disse seks byer [skal] tjene som en tilflugt, så enhver der af vanvare slår en sjæl ihjel, kan flygte dertil.“ — 4 MOSEBOG 35:15.

1. Hvad er Guds syn på livet og på blodskyld?

JEHOVA GUD betragter menneskelivet som helligt, og livet er i blodet. (3 Mosebog 17:11, 14) Kain, det første menneske der blev født på jorden, pådrog sig derfor blodskyld da han myrdede sin broder Abel. Gud sagde derfor til Kain: „Din broders blod råber til mig fra agerjorden.“ Det blod der plettede jorden på mordstedet, var et tavst men sigende vidnesbyrd om det liv der så brutalt var blevet bragt til ophør. Abels blod råbte til Gud på hævn. — 1 Mosebog 4:4-11.

2. Hvordan blev Jehovas respekt for livet understreget efter Vandfloden?

² Guds respekt for menneskelivet blev understreget da den retfærdige Noa og hans familie kom ud af arken efter at have overlevet den verdensomspændende vandflod. Det var på det tidspunkt Jehova Gud gav mennesket lov til at spise dyrekød, men ikke blod. Han gav følgende påbud: „Blodet af jeres sjæle vil jeg kræve tilbage. Af hver levende skabnings hånd vil jeg kræve det tilbage; og af menneskets hånd, af hånden på enhver som er hans broder, vil jeg kræve menneskets sjæl tilbage. Den der udgyder menneskers blod, ved mennesker vil hans eget blod blive udgydt, for i sit billede frembragte Gud menneskene.“ (1 Mosebog 9:5, 6) Jehova lod forstå at offerets nærmeste mandlige slægtning havde ret til at lade manddraberen dø når han mødte ham. — 4 Mosebog 35:19.

3. Hvad sagde Moseloven om livets hellighed?

³ I Loven der blev givet til Israel gennem profeten Moses, blev livets hellighed gang på gang understreget. For eksempel lød Guds lov: „Du må ikke myrde.“ (2 Mosebog 20:13) Det Moseloven sagde om en dødsulykke hvori en gravid kvinde var impliceret, var også med til at indskærpe israelitterne respekt for livet. Loven sagde at hvis kvinden eller hendes ufødte barn døde som følge af et slagsmål mellem to mænd, skulle dommerne undersøge de nærmere omstændigheder og graden af forsætlighed, og straffen kunne blive „sjæl for sjæl“, altså liv for liv. (2 Mosebog 21:22-25) Kunne en morder i Israel på en eller anden måde slippe for konsekvenserne af sin voldshandling?

Fandtes der et fristed for mordere?

4. Hvilke fristeder fandtes i fortiden uden for Israel?

⁴ I andre lande end Israel kunne mordere og andre kriminelle finde et fristed, for eksempel i templet for gudinden Artemis i oldtidens Efesus. Om lignende steder hed det: „Nogle helligdomme var udklækningsanstalter for kriminelle, og det var ofte nødvendigt at begrænse antallet af fristeder. I Athen var det kun visse helligdomme der ved lov var anerkendt som tilflugtssteder (for slavernes vedkommende templet for Theseus); i Tiberius’ tid var banderne af kriminelle i helligdommene blevet så farlige at man (i år 22) begrænsede asylretten til at omfatte nogle få byer.“ (The Jewish Encyclopedia, 1909, bind II, side 256) Senere blev kristenhedens kirker fristeder, men derved blev magten ofte forskudt fra de civile myndigheder til præsteskabet, hvilket modarbejdede den rette håndhævelse af retfærdigheden. Misbrug førte til sidst til at denne ordning ophørte.

5. Hvad viser at man ikke uden videre kunne klare frisag hvis man som følge af forsømmelighed havde forårsaget en andens død?

⁵ Hos israelitterne kunne mordere ikke opnå asyl. Selv en levitpræst der gjorde tjeneste ved Guds alter skulle føres bort og henrettes hvis han dræbte nogen med list. (2 Mosebog 21:12-14) Loven gav heller ikke rum for straffrihed hvis ens forsømmelighed havde kostet nogen livet. For eksempel skulle ejeren lave et rækværk på det flade tag af sit nye hus. Ellers ville der hvile blodskyld over huset hvis nogen faldt ned fra taget og døde. (5 Mosebog 22:8) Hvis den der ejede en okse som var tilbøjelig til at stange var blevet advaret herom men alligevel ikke havde holdt den bevogtet, og den så stangede et menneske ihjel, pådrog oksens ejer sig blodskyld og kunne blive henrettet. (2 Mosebog 21:28-32) Endnu et eksempel der viser noget om hvor dyrebart livet er i Guds øjne, drejer sig om indbrudstyveri. Den der slog en tyv så han døde, pådrog sig blodskyld hvis det skete om dagen hvor man kunne se og genkende tyven. (2 Mosebog 22:2, 3) Guds fuldkommen ligevægtige love lod ikke forsætlige mordere slippe for dødsstraf.

6. Hvordan blev loven om ’liv for liv’ håndhævet i fortidens Israel?

⁶ Hvis der blev begået et mord i fortidens Israel skulle offerets blod hævnes. Loven om ’liv for liv’ blev håndhævet når morderen blev slået ihjel af „blodhævneren“. (4 Mosebog 35:19) Blodhævneren var offerets nærmeste mandlige slægtning. Men hvilken lov gjaldt for den uforsætlige manddraber?

Jehovas barmhjertige ordning

7. Hvilken ordning indførte Gud for den der uforsætligt slog en anden ihjel?

⁷ For den der ved et uheld kom til at slå en anden ihjel, havde Gud kærligt sørget for tilflugtsbyer. Vedrørende disse byer fik Moses følgende befaling: „Tal til Israels sønner og sig til dem: ’I står nu i begreb med at gå over Jordan til Kana’ans land. Og I skal vælge byer som ligger bekvemt for jer. De skal tjene som tilflugtsbyer for jer, og den manddraber der af vanvare slår en sjæl ihjel, skal flygte dertil. Og byerne skal tjene jer som tilflugt for blodhævneren, for at manddraberen ikke skal dø før han har stået til doms for forsamlingen. Og de byer som I afgiver, de seks tilflugtsbyer, skal stå til jeres tjeneste. I skal afgive tre byer på denne side af Jordan, og I skal afgive tre byer i Kana’ans land. De skal tjene som tilflugtsbyer . . . så enhver der af vanvare slår en sjæl ihjel, kan flygte dertil.’“ — 4 Mosebog 35:9-15.

8. Hvor lå tilflugtsbyerne, og hvordan blev den uforsætlige manddraber hjulpet til at komme derhen?

⁸ Da israelitterne drog ind i det forjættede land adlød de denne befaling og oprettede seks tilflugtsbyer. Tre af disse byer — Kedesj, Sikem og Hebron — lå vest for Jordanfloden. Øst for Jordan lå tilflugtsbyerne Golan, Ramot og Bezer. De seks tilflugtsbyer lå bekvemt ved veje der blev holdt i god stand. På formålstjenlige steder langs disse veje var der opstillet skilte hvorpå der stod: „Tilflugtssted“. Disse skilte pegede i retning af tilflugtsbyen, og den uagtsomme manddraber løb for livet hen til den nærmeste af disse byer for at blive beskyttet mod blodhævneren. — Josua 20:2-9.

9. Hvorfor befalede Jehova at der skulle oprettes tilflugtsbyer, og til gavn for hvem blev de oprettet?

⁹ Hvorfor tilvejebragte Gud tilflugtsbyer? For at landet ikke skulle blive besudlet med uskyldigt blod, og for at der ikke skulle hvile blodskyld på folket. (5 Mosebog 19:10) Til gavn for hvem blev tilflugtsbyerne oprettet? Det hed i Loven: „For Israels sønner og for den fastboende udlænding og for indvandreren iblandt dem skal disse seks byer tjene som en tilflugt, så enhver der af vanvare slår en sjæl ihjel, kan flygte dertil.“ (4 Mosebog 35:15) For at være retfærdig og for at retfærdigheden kunne ske fyldest samtidig med at der blev vist barmhjertighed, påbød Jehova israelitterne at oprette tilflugtsbyer for uforsætlige manddrabere der enten var (1) indfødte israelitter, (2) fastboende udlændinge i Israel, eller (3) indvandrere fra andre lande der boede i landet.

10. Hvorfor kan man sige at tilflugtsbyerne var en af Guds barmhjertige foranstaltninger?

¹⁰ Det er bemærkelsesværdigt at selv den uforsætlige manddraber egentlig stod til dødsstraf, for Guds lov lød: „Den der udgyder menneskers blod, ved mennesker vil hans eget blod blive udgydt.“ Det var altså kun som følge af Jehova Guds barmhjertige ordning at en uforsætlig manddraber kunne flygte til en af tilflugtsbyerne. Folk i almindelighed havde åbenbart sympati for den der flygtede fra blodhævneren, for alle vidste at de selv kunne komme til at begå en lignende lovovertrædelse og få behov for at søge tilflugt og blive vist barmhjertighed.

Flugten til tilflugtsstedet

11. Hvad kunne en indbygger i fortidens Israel gøre hvis han ved et uheld kom til at slå nogen ihjel?

¹¹ Følgende eksempel kan måske hjælpe os til bedre at forstå Guds barmhjertige ordning med tilflugtsbyerne. Forestil dig at du var i færd med at hugge brænde i fortidens Israel. Ved et uheld flyver øksehovedet pludselig af skaftet og rammer en anden så han dør. Hvad ville du gøre? Loven omtalte netop denne situation. Du ville uden tvivl benytte dig af den ordning Gud havde foranstaltet: „Sådan forholder det sig med manddraberen som kan flygte [til en tilflugtsby] og blive i live: Når han slår sin næste ihjel uden at vide af det og ikke i forvejen har hadet ham, eller når han går med sin næste i skoven for at samle brænde, og hans hånd er løftet for at hugge med øksen for at fælde træet og jernet glider af træskaftet og rammer hans næste og han dør, så skal han flygte til en af disse byer og blive i live.“ (5 Mosebog 19:4, 5) Men selv om du nåede hen til en tilflugtsby ville du ikke være uden ansvar for det der var sket.

12. Hvilken procedure fulgte man når en uforsætlig manddraber kom til en tilflugtsby?

¹² Du ville blive gæstfrit modtaget, men du måtte fremføre din sag for de ældste der sad i tilflugtsbyens byport. Når du var ankommet til byen ville du blive sendt tilbage og stillet for retten hos de ældste der repræsenterede Israels menighed i den by der havde jurisdiktion over det område hvor drabet havde fundet sted. Her ville du få mulighed for at bevise din uskyld.

13, 14. Hvad ville de ældste sikre sig under retssagen mod manddraberen?

¹³ Under retssagen hos de ældste i porten til den by der havde jurisdiktionen, ville du uden tvivl være taknemmelig for at mærke at man tillagde din tidligere adfærd stor betydning. De ældste ville omhyggeligt bedømme hvilket forhold du havde haft til offeret. Hadede du ham og lå på lur efter ham, og slog du ham ihjel med overlæg? I givet fald måtte de ældste overgive dig til blodhævneren, og du ville dø. Disse ansvarshavende mænd ville huske Lovens bud om at man skulle „fjerne skylden for det uskyldige blod fra Israel“. (5 Mosebog 19:11-13) I dag må kristne ældste der er med i et dømmende udvalg også kende Bibelen godt og handle i overensstemmelse med dens forskrifter, samtidig med at de tager overtræderens hidtidige indstilling og adfærd i betragtning.

¹⁴ Byens ældste ville, venligt og uden overilede anklager, undersøge om du havde overlistet offeret. (2 Mosebog 21:12, 13) Havde du overfaldet ham fra et skjul? (5 Mosebog 27:24) Var du blevet så vred på vedkommende at du havde udtænkt en eller anden listig plan for at slå ham ihjel? I givet fald ville du blive dømt til døden. (2 Mosebog 21:14) De ældste ville især søge at finde ud af om der havde været fjendskab eller had mellem dig og offeret. (5 Mosebog 19:4, 6, 7; Josua 20:5) Forestil dig at de ældste fandt dig skyldfri og lod dig vende tilbage til tilflugtsbyen. Du ville sikkert føle dig meget taknemmelig over den barmhjertighed der var blevet vist dig.

Livet i en tilflugtsby

15. Hvilke begrænsninger blev den uforsætlige manddraber pålagt?

¹⁵ En uforsætlig manddraber skulle blive i tilflugtsbyen og måtte kun bevæge sig tusind alen (445 meter) uden for bymuren. (4 Mosebog 35:2-4) Hvis han gik uden for dette område ville han måske møde blodhævneren, der da ustraffet kunne slå ham ihjel. Men manddraberen blev ikke lænket eller holdt fængslet. Som indbygger i tilflugtsbyen skulle han lære et fag, udføre et arbejde og på den måde være en nyttig samfundsborger.

16. (a) Hvor længe skulle den uforsætlige manddraber blive i tilflugtsbyen? (b) Hvorfor gjorde ypperstepræstens død det muligt for en manddraber at forlade tilflugtsbyen?

¹⁶ Hvor længe skulle den uforsætlige manddraber blive i tilflugtsbyen? Måske resten af livet. Under alle omstændigheder hed det i Loven: „Han skal bo i sin tilflugtsby indtil ypperstepræstens død; først efter ypperstepræstens død kan manddraberen vende tilbage til den jord der er hans ejendom.“ (4 Mosebog 35:26-28) Hvorfor gav ypperstepræstens død den uforsætlige manddraber lov til at forlade tilflugtsbyen? Ypperstepræsten var en af de mest fremtrædende personer i nationen. Hans død ville derfor være så betydningsfuld en begivenhed at den ville blive kendt i alle Israels stammer. Alle flygtninge i tilflugtsbyerne kunne derefter vende tilbage til deres hjem uden fare for at blive slået ihjel af blodhævneren. Hvorfor? Fordi Guds lov forordnede at hævnerens mulighed for at slå manddraberen ihjel ophørte ved ypperstepræstens død, og det vidste alle. Hvis en nær slægtning derefter hævnede drabet, ville han være morder og ville i sidste instans blive straffet for mord.

Varige virkninger

17. Hvilken virkning ville det sandsynligvis have på den uforsætlige manddraber at blive pålagt begrænsninger?

¹⁷ Hvilken virkning har det sandsynligvis haft at den uforsætlige manddraber blev underlagt restriktioner? De var en påmindelse om at han havde forårsaget en andens død. Han ville højst sandsynligt for altid betragte menneskelivet som helligt. Han ville sikkert heller aldrig glemme at der var blevet vist ham barmhjertighed. Og eftersom han selv var blevet vist barmhjertighed ville han sandsynligvis også bestræbe sig for at vise andre barmhjertighed. Ordningen med tilflugtsbyerne og de begrænsninger der gjaldt i den forbindelse, var også til gavn for folk i almindelighed. Hvordan det? Det må have indprentet dem at de ikke måtte være tankeløse eller ligeglade med menneskeliv. Dette bør minde kristne om nødvendigheden af at undgå en skødesløs adfærd der kunne forvolde en dødsulykke. Guds barmhjertige ordning med tilflugtsbyer bør desuden få os til at vise barmhjertighed når det er på sin plads. — Jakob 2:13.

18. Hvilke fordele havde Guds ordning med tilflugtsbyer?

¹⁸ Jehova Guds ordning med tilflugtsbyer var også en fordel på en anden måde. Ingen slog sig sammen om at jage en manddraber og tage retten i egen hånd før drabsmanden var blevet stillet for en domstol. Nej, de betragtede ham som værende uden skyld i overlagt mord og hjalp ham endog i sikkerhed. Ordningen med tilflugtsbyer var desuden helt anderledes end nutidens straffe, der sender mordere i fængsler og tugthuse, hvor de bliver forsørget af samfundet og ofte bliver endnu værre forbrydere fordi de lever sammen med andre kriminelle. Under ordningen med tilflugtsbyer var det unødvendigt at bygge, vedligeholde og bevogte dyre, muromkransede fængsler med jerngitre, steder hvorfra de indsatte ofte ville forsøge at undslippe. Manddraberen søgte i virkeligheden selv hen til ’fængselet’ og blev der i det fastsatte tidsrum. Han måtte også arbejde og derved gøre noget til gavn for sine medmennesker.

19. Hvilke spørgsmål opstår i forbindelse med tilflugtsbyerne?

¹⁹ Jehovas ordning med tilflugtsbyer i Israel, hvor uforsætlige manddrabere kunne søge beskyttelse, var en barmhjertig foranstaltning der fremmede respekten for livet. Men har fortidens tilflugtsbyer betydning for os der lever her i det 20. århundrede? Har vi pådraget os blodskyld i Jehova Guds øjne uden at være opmærksomme på at vi har brug for hans barmhjertighed? Hvad er i dag modbilledet til Israels tilflugtsbyer?

[Kort på side 12]

Israels tilflugtsbyer lå bekvemt

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

KEDESJ Jordanfloden GOLAN

SIKEM RAMOT

HEBRON BEZER

Bliv i ’tilflugtsbyen’ og bevar livet!

„Han skal bo i sin tilflugtsby indtil ypperstepræstens død.“ — 4 MOSEBOG 35:28.

1. Hvem er blodhævneren, og hvad vil han inden længe gøre?

JEHOVAS blodhævner, Jesus Kristus, vil inden længe slå til. Med sine englehære vil han i denne egenskab snart gribe ind over for alle der har pådraget sig blodskyld uden at ændre sind. Ja, Jesus vil tjene som Guds domsfuldbyrder under ’den store trængsel’ der hastigt nærmer sig. (Mattæus 24:21, 22; Esajas 26:21) Menneskeheden vil da blive krævet til regnskab for den blodskyld der hviler på den.

2. Hvad er det eneste virkelige tilflugtssted, og hvilke spørgsmål vil vi gerne have besvaret?

² For at komme i sikkerhed må man finde vejen til vore dages tilflugtsby og løbe for livet! Hvis man får lov at komme ind i byen må man blive der, for det er det eneste sikre tilflugtssted. Men har vi virkelig pådraget os blodskyld i betragtning af at de fleste mennesker aldrig har slået nogen ihjel? Hvorfor er Jesus en blodhævner? Hvad er den modbilledlige tilflugtsby? Og vil man nogen sinde kunne forlade tilflugtsbyen og alligevel være i sikkerhed?

Har vi pådraget os blodskyld?

3. Hvordan kan vi ud fra Moseloven forstå at de milliarder der bor på jorden har pådraget sig blodskyld?

³ Ud fra det man læser i Moseloven kan man se at jordens milliarder af indbyggere faktisk har pådraget sig blodskyld. Gud pålagde israelitterne et medansvar hvis der indtraf blodsudgydelser. Hvis en blev dræbt og man ikke fandt morderen, skulle dommere måle afstanden til de omliggende byer for at afgøre hvilken by der lå nærmest. For at blive skyldfri skulle de ældste i den by man måtte formode var blodskyldig, i en uopdyrket regnflodsdal brække halsen på en ung kvie der ikke havde været brugt til arbejde. Dette blev gjort i overværelse af levitpræster, ’for dem havde Jehova udvalgt til at afgøre enhver strid om voldshandlinger’. Byens ældste vaskede deres hænder over kvien og sagde: „Vore hænder har ikke udgydt dette blod, og vore øjne har heller ikke set det blive udgydt. Drag ikke dit folk Israel, som du har løskøbt, Jehova, til ansvar derfor, og læg ikke skylden for det uskyldige blod i dit folk Israels midte.“ (5 Mosebog 21:1-9) Jehova Gud ville ikke have at landet Israel blev besudlet med blod eller at dets indbyggere blev medansvarlige for blodsudgydelsen.

4. Hvilken blodskyld hviler der på Babylon den Store?

⁴ Der findes altså noget man kunne kalde kollektiv blodskyld. Tag for eksempel den enorme blodskyld der hviler på Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. Der siges ligefrem at hun er beruset af Jehovas tjeneres blod! (Åbenbaringen 17:5, 6; 18:24) Kristenhedens trossamfund hævder at følge Fredsfyrsten, men krige, religiøse inkvisitioner og blodige korstog har gjort dem blodskyldige i Guds øjne. (Esajas 9:6; Jeremias 2:34) De har i virkeligheden pådraget sig den største skyld for at millioner har mistet livet i dette århundredes to verdenskrige. Tilhængerne af falsk religion, samt de der støtter og deltager i verdens krige, har pådraget sig blodskyld over for Gud.

5. Hvordan har nogle været som den uforsætlige manddraber i Israel?

⁵ Nogle har med vilje eller på grund af uforsigtighed forårsaget en andens død. Andre har deltaget i kollektivt drab, måske overtalt af religiøse ledere der har sagt at det var Guds vilje. Atter andre har forfulgt og dræbt Guds tjenere. Men selv om vi måske aldrig har deltaget i noget sådant, har vi ikke desto mindre pådraget os samfundsansvar på grund af de mange menneskeliv der er gået tabt, fordi vi ikke kendte Guds lov og vilje. Vi er ligesom den uforsætlige manddraber ’der slog sin næste ihjel uden at vide af det og uden i forvejen at have hadet ham’. (5 Mosebog 19:4) Sådanne mennesker bør, hvis de skal undgå at blive slået ihjel af blodhævneren, bønfalde Gud om barmhjertighed og søge tilflugt i den modbilledlige tilflugtsby.

Jesu betydningsfulde opgaver

6. Hvordan kan man sige at Jesus er menneskehedens nærmeste slægtning?

⁶ I Israel var blodhævneren offerets nærmeste slægtning. For at hævne alle der er blevet slået ihjel på jorden og især dem af Jehovas tjenere der er blevet dræbt, må nutidens blodhævner være hele menneskehedens nærmeste slægtning. Det kan man med rette kalde Jesus Kristus. Han blev født som et fuldkomment menneske og gav sit syndfri liv som et genløsningsoffer. Efter sin opstandelse til himmelen frembar han dette offers værdi for Gud til gavn for synderen Adams døende efterkommere. Derved blev Kristus menneskehedens genløser, vor nærmeste slægtning — den retmæssige blodhævner. (Romerne 5:12; 6:23; Hebræerne 10:12) Jesus omtales som sine salvede disciples broder. (Mattæus 25:40, 45; Hebræerne 2:11-17) Som himmelsk Konge bliver han „Evig Fader“ for dem der vil drage nytte af dette offer som hans jordiske undersåtter. Disse vil opnå evigt liv. (Esajas 9:6, 7) Jehova har derfor meget passende udpeget denne slægtning til at være menneskehedens blodhævner.

7. Hvad gør Jesus for mennesker i sin egenskab af ypperstepræst?

⁷ Jesus er også en syndfri, prøvet og medfølende ypperstepræst. (Hebræerne 4:15) I denne egenskab anvender han værdien af sit genløsningsoffer for menneskeheden. Tilflugtsbyerne blev oprettet til gavn for „Israels sønner og for den fastboende udlænding og for indvandreren iblandt dem“. (4 Mosebog 35:15) Den større ypperstepræst har først anvendt værdien af sit offer til gavn for sine salvede disciple, „Israels sønner“. Nu bliver den også anvendt til gavn for ’de fastboende udlændinge’ og ’indvandrerne’ i den modbilledlige tilflugtsby. Disse Herren Jesu Kristi „andre får“ nærer håb om at komme til at leve evigt på jorden. — Johannes 10:16; Salme 37:29, 34.

Vore dages tilflugtsby

8. Hvad er den modbilledlige tilflugtsby?

⁸ Hvad er den modbilledlige tilflugtsby? Det er ikke et geografisk sted som for eksempel Hebron, der var en af de seks levitiske tilflugtsbyer og det sted hvor Israels ypperstepræst boede. Vore dages tilflugtsby er den foranstaltning Gud har truffet for at beskytte os mod at lide døden for at have overtrådt hans bud om blodets hellighed. (1 Mosebog 9:6) Alle der overtræder dette bud, med vilje eller uforsætligt, må bede Gud om tilgivelse og anmode ham om at slette deres synd på grundlag af deres tro på ypperstepræsten Jesu Kristi blod. De salvede kristne med et himmelsk håb og ’den store skare’ der har udsigt til at leve på jorden, har draget nytte af Jesu sonoffer og befinder sig i den modbilledlige tilflugtsby. — Åbenbaringen 7:9, 14; 1 Johannes 1:7; 2:1, 2.

9. Hvordan overtrådte Saulus fra Tarsus Guds bud om blodet, og hvoraf fremgår det at han senere ændrede indstilling?

⁹ Før apostelen Paulus blev kristen havde han overtrådt Guds lov om blodet. Som Saulus fra Tarsus forfulgte han Jesu disciple og billigede endog at de blev slået ihjel. „Ikke desto mindre blev der vist mig barmhjertighed, fordi jeg var uvidende og handlede uden tro,“ skrev Paulus. (1 Timoteus 1:13; Apostelgerninger 9:1-19) Saulus angrede det han havde gjort, hvilket hans mange trosgerninger siden viste. Men for at komme ind i den modbilledlige tilflugtsby er det ikke nok at tro på genløsningen.

10. Hvordan er det muligt at opnå en god samvittighed, og hvad må vi gøre for at bevare den?

¹⁰ En uforsætlig manddraber fik kun lov til at blive i en af Israels tilflugtsbyer hvis han kunne bevise at han havde en god samvittighed over for Gud. For at opnå en god samvittighed må vi tro på Jesu offer, angre vore synder og ændre levevis. Vi må anmode Gud om en god samvittighed ved at vi gennem Kristus indvier os til Ham i bøn og symboliserer dette ved vanddåben. (1 Peter 3:20, 21) Det er som følge af en sådan god samvittighed at vi kan opnå et rent forhold til Jehova. Den eneste måde hvorpå vi kan bevare denne gode samvittighed, er ved at vi lever i overensstemmelse med Guds krav og udfører det arbejde han har tildelt os i den modbilledlige tilflugtsby, ligesom flygtningene i fortidens tilflugtsbyer måtte adlyde Loven og tage sig af deres arbejdsopgave. Det væsentligste arbejde Jehovas folk i dag udfører er at forkynde budskabet om Riget. (Mattæus 24:14; 28:19, 20) Når vi udfører dette arbejde er vi nyttige borgere i vore dages tilflugtsby.

11. Hvad må vi undgå hvis vi skal forblive i sikkerhed i vore dages tilflugtsby?

¹¹ Hvis man forlader tilflugtsbyen risikerer man at dø, for blodhævneren vil inden længe udslette alle der har pådraget sig blodskyld. Det er ikke tiden at forlade denne beskyttende by eller opholde sig i det farlige område ved yderkanten af byens græsgange. Hvis vi mister troen på ypperstepræstens genløsningsoffer vil vi befinde os uden for den modbilledlige tilflugtsby. (Hebræerne 2:1; 6:4-6) Vi vil heller ikke være i sikkerhed hvis vi tillægger os verdens levevis, står i udkanten af Jehovas organisation eller undlader at følge vor himmelske Faders retfærdige normer. — 1 Korinther 4:4.

Udfriet fra tilflugtsbyen

12. Hvor længe må de der har pådraget sig blodskyld blive i den modbilledlige tilflugtsby?

¹² En uforsætlig manddraber i Israel måtte blive i tilflugtsbyen „indtil ypperstepræstens død“. (4 Mosebog 35:28) Hvor længe skal de der har pådraget sig blodskyld blive i den modbilledlige tilflugtsby? Indtil de ikke længere har brug for ypperstepræsten Jesu Kristi tjeneste. Han er „i stand til fuldt ud at frelse dem der nærmer sig Gud gennem ham,“ skrev Paulus. (Hebræerne 7:25) Så længe der stadig findes rester af synd og tidligere blodskyld er ypperstepræstens tjeneste nødvendig for at ufuldkomne mennesker kan stå i et godkendt forhold til Gud.

13. Hvem er „Israels sønner“ i dag, og hvor længe skal de blive i „tilflugtsbyen“?

¹³ Fortidens tilflugtsbyer blev oprettet til gavn for „Israels sønner“, de fastboende udlændinge og indvandrerne. „Israels sønner“ skildrer de åndelige israelitter. (Galaterne 6:16) De må forblive i den modbilledlige tilflugtsby så længe de lever på jorden. Hvorfor? Fordi de stadig befinder sig i det ufuldkomne kød og derfor har brug for værdien af deres himmelske ypperstepræsts sonoffer. Men når disse salvede kristne dør og bliver oprejst som åndeskabninger i himmelen, behøver de ikke længere ypperstepræstens sonende tjeneste; de vil for altid have givet afkald på kødet og er blevet befriet for den blodskyld der knytter sig dertil. I forhold til disse oprejste salvede vil ypperstepræstens død have virket sonende og beskyttende.

14. Nævn endnu en grund til at de der har et himmelsk håb, må forblive i vore dages tilflugtsby.

¹⁴ Selve den menneskelige natur som Kristi kommende medarvinger ejer, betyder at disse må forblive i den modbilledlige tilflugtsby indtil de trofast afslutter deres jordiske livsløb. Når de dør vil de for evigt give afkald på deres menneskelige natur. (Romerne 8:17; Åbenbaringen 2:10) Jesu offer er kun til gavn for mennesker. Derfor „dør“ ypperstepræsten i forhold til medlemmerne af det åndelige Israel når de bliver oprejst som åndeskabninger der vil leve for evigt i himmelen, hvor de får „guddommelig natur“. — 2 Peter 1:4.

15. Hvem er ’de fastboende udlændinge’ og ’indvandrerne’ i dag, og hvad vil den store ypperstepræst gøre for dem?

¹⁵ Hvornår vil ypperstepræsten „dø“ i forhold til nutidens ’fastboende udlændinge’ og ’indvandrere’, så disse kan forlade den modbilledlige tilflugtsby? Medlemmerne af den store skare kan ikke forlade denne tilflugtsby umiddelbart efter den store trængsel. Det skyldes at de stadig vil befinde sig i deres ufuldkomne, syndige kød og vil have behov for at forblive under ypperstepræstens beskyttelse. Ved at drage nytte af hans sonende tjeneste under hele hans tusindårige konge- og præstedømme, vil de opnå menneskelig fuldkommenhed. Derefter vil Jesus fremstille dem for Gud så de kan gennemgå den sidste og endegyldige prøve på deres uangribelighed. Dette vil ske ved at Satan og hans dæmoner bliver løsladt en kort tid. Når de kommer igennem denne prøve med Guds godkendelse, vil Jehova erklære dem retfærdige. De vil da opnå jordisk fuldkommenhed i hele dens fylde. — 1 Korinther 15:28; Åbenbaringen 20:7-10.a

16. Hvornår vil de der overlever den store trængsel ikke længere behøve ypperstepræstens sonende tjeneste?

¹⁶ De der overlever den store trængsel må bevare en god samvittighed ved at forblive i den modbilledlige tilflugtsby indtil Kristi tusindårige styre er til ende. Som fuldkommengjorte mennesker vil de ikke længere behøve ypperstepræstens sonende tjeneste eller hans beskyttelse. Til den tid vil deres ypperstepræst, Jesus, så at sige „dø“ i forhold til dem, for da vil han ikke længere behøve at træde frem på deres vegne med sit offerblods rensende værdi. Det er på det tidspunkt de forlader den modbilledlige tilflugtsby.

17. Hvorfor vil det ikke være nødvendigt at de der oprejses under Kristi tusindårige styre søger hen til den modbilledlige tilflugtsby og bliver der?

¹⁷ Må de der oprejses i løbet af Jesu tusindårige styre, også søge hen til den modbilledlige tilflugtsby og blive der indtil ypperstepræstens død? Nej, for da de døde betalte de prisen for deres synd. (Romerne 6:7; Hebræerne 9:27) Ypperstepræsten vil dog hjælpe dem til at opnå fuldkommenhed. Hvis de består den sidste prøve efter tusindårsriget, vil Gud også erklære dem retfærdige og sikre dem evigt liv på jorden. De der ikke bevarer deres uangribelighed og ikke ønsker at rette sig efter Guds bestemmelser, vil naturligvis ikke bestå den sidste prøve men vil få en ugunstig dom og blive udslettet.

18. Hvordan vil Jesu konge- og præstedømme gavne menneskeheden for evigt?

¹⁸ Ypperstepræsten i Israel døde på et tidspunkt. Men Jesus „er blevet ypperstepræst på Melkizedeks måde for evigt“. (Hebræerne 6:19, 20; 7:3) Når Jesus engang ophører med at være formidlende ypperstepræst, betyder det altså ikke at hans liv ophører. De gavnlige virkninger af hans tjeneste som konge og ypperstepræst vil for evigt komme menneskeheden til gode, og mennesker vil stå i evig gæld til ham fordi han har ydet dem denne tjeneste. Desuden vil Jesus i al evighed føre an i den rene tilbedelse af Jehova. — Filipperne 2:5-11.

En vigtig lære for os

19. Hvilken lære om had og kærlighed kan drages af ordningen med tilflugtsbyerne?

¹⁹ Vi kan lære flere ting af ordningen med tilflugtsbyer. For eksempel ville ingen manddraber der nærede et morderisk had til offeret få lov til at bo i en tilflugtsby. (4 Mosebog 35:20, 21) Hvordan kan nogen i den modbilledlige tilflugtsby da tillade sig at udvikle et had til sin broder? „Enhver der hader sin broder er en manddraber,“ skrev apostelen Johannes, „og I ved at ingen manddraber har evigt liv blivende i sig.“ Lad os derfor „fortsat elske hinanden, for kærligheden er af Gud“. — 1 Johannes 3:15; 4:7.

20. Hvad skal de der befinder sig i den modbilledlige tilflugtsby gøre for at være i sikkerhed for blodhævneren?

²⁰ For at blive beskyttet mod blodhævneren skulle den uforsætlige manddraber blive i tilflugtsbyen og måtte ikke bevæge sig uden for dens græsgange. Hvad må de der befinder sig i den modbilledlige tilflugtsby gøre? Hvis de skal være i sikkerhed for den større blodhævner må de ikke forlade byen. De må passe på at de ikke lader sig lokke hen til udkanten af græsgangene. De må tage sig i agt for at opdyrke kærlighed til Satans verden i deres hjerte. Det kan kræve bøn og en særlig indsats, men deres liv afhænger deraf. — 1 Johannes 2:15-17; 5:19.

21. Hvilket tilfredsstillende arbejde udføres af dem der befinder sig i vore dages tilflugtsby?

²¹ De uforsætlige manddrabere i fortidens tilflugtsbyer måtte være produktive arbejdere. De salvede „Israels sønner“ har sat et godt eksempel som høstarbejdere og forkyndere af Riget. (Mattæus 9:37, 38; Markus 13:10) Som ’fastboende udlændinge’ og ’indvandrere’ i vore dages tilflugtsby har kristne med et jordisk håb den forret at udføre dette livredningsarbejde sammen med de salvede der stadig befinder sig på jorden. Det er et meget tilfredsstillende arbejde. De der arbejder trofast i den modbilledlige tilflugtsby vil undslippe den evige død for blodhævnerens hånd. De vil i stedet opnå evige velsignelser som følge af hans tjeneste som Guds store ypperstepræst. Vil du blive i tilflugtsbyen og leve for evigt?

[Fodnote]