Få uger efter vores ankomst oplæste præsterne fra deres prædikestole et brev der advarede mod Jehovas vidner, og de gav alle kirkegængere et eksemplar af brevet. Også den lokale radio udsendte dets ordlyd. Desuden fik vi besøg af tre gejstlige der forlangte at vi flyttede ind i landets indre og arbejdede blandt dem de kaldte „hedningerne“. Også en højtstående papuansk politimand opfordrede os til at rejse vores vej, og en mand fra det hemmelige politi fortalte os at der blev lagt mordplaner mod os.

Følgelig opsøgte nogle repræsentanter fra kristenhedens kirker Departementet for Religiøse Anliggender for at presse dets chef til at forvise os fra Ambon. Men dér, på chefens skrivebord, så de nogle af Vagttårnsselskabets bøger ligge frit fremme! Ham kunne de ikke stille noget op med, og derfor kontaktede de religionsministeriet i Djakarta for at anmode om at vi blev udvist, ikke blot fra Ambon, men fra hele Indonesien.

Denne gang så det ud til at heldet var med dem, for vi fik besked på at forlade landet senest den 1. februar 1968. Men vore kristne brødre i Djakarta kontaktede en højtstående muslimsk embedsmand i religionsministeriet, og han var behjælpelig med at få omstødt afgørelsen. Den hidtidige fremgangsmåde blev tilmed ændret, så andre missionærer kunne komme ind i landet.

Gennem de følgende ti år arbejdede vi derfor i smukke omgivelser, blandt bjerge, skove og søer på det nordlige Sumatra. Vi samarbejdede med missionærer fra Australien, Filippinerne, De Forenede Stater, Tyskland, Sverige og Østrig. Forkyndelsen havde fremgang, især blandt områdets dominerende befolkningsgruppe, batakerne.

Men religiøse intrigemagere havde i december 1976 omsider held til at få forkyndelsen forbudt, og året efter rejste de fleste missionærer til distrikter i andre lande. I 1979 måtte vi også af sted.