Den katolske kirke har ikke desto mindre benyttet alle tænkelige midler for at holde befolkningen fast i et jerngreb. Ved at lægge pres på myndighederne sørgede den for at Jehovas Vidners missionærer blev beordret til at forlade Italien i 1949 og for at de tilladelser Jehovas Vidner opnåede til at holde stævner i 1950’erne, ofte blev annulleret.

I Den Dominikanske Republik samarbejdede præsterne med diktatoren Trujillo og brugte ham til at nå deres mål, ligesom Trujillo brugte præsterne til at fremme sine forehavender. Efter at nogle præster havde fordømt Jehovas Vidner i aviserne i 1950, blev den tilsynsførende på Vagttårnsselskabets afdelingskontor indkaldt til et møde med justits- og indenrigsministeren. Mens han ventede uden for kontoret, så han to jesuiterpræster gå derind og komme ud igen. Umiddelbart efter blev han kaldt ind på ministerens kontor, og ministeren oplæste nervøst en bekendtgørelse om at Jehovas Vidners virksomhed var blevet forbudt. Da forbudet blev hævet en kort tid i 1956, brugte præsterne både aviser og radio i et fornyet forsøg på at bagtale Jehovas Vidner. Hele menigheder blev arresteret og beordret til at underskrive en erklæring om at de afskrev deres tro og lovede at vende tilbage til den romersk-katolske kirke. Når de nægtede at skrive under blev de slået, sparket, pisket og fik ansigtet smadret med geværkolber. Men de stod fast, og deres antal voksede.

I nogle afrikanske lande har de forsøgt at påvirke embedsmænd til at nægte Jehovas vidner indrejsetilladelse eller berøve dem friheden til at tale med andre om Guds ord. Skønt katolske og protestantiske gejstlige kan være uenige på andre områder, er de generelt enige om at modarbejde Jehovas Vidner. Undertiden har de ligefrem i fællesskab forsøgt at påvirke regeringsembedsmænd til at standse deres virksomhed. De steder hvor livet domineres af ikkekristne religioner, har disse religioners gejstlige også i mange tilfælde fået regeringen til at „beskytte“ deres medlemmer mod forkyndelse af lærdomme der kunne få dem til at tvivle på deres barnetro.

I nogle tilfælde har sådanne ikkekristne grupper gjort fælles sag med navnkristne i et fordækt forsøg på at bevare den religiøse situation uændret. I Dekin i Dahomey (nu Benin) konspirerede en fetichpræst og en katolsk præst i begyndelsen af 1950’erne om at få embedsmænd til at undertrykke Jehovas Vidners virksomhed. I deres desperation opfandt de anklager der tog sigte på at vække alle mulige fjendtlige følelser. De hævdede at Jehovas vidner opfordrede folk til at gøre oprør mod regeringen, at de ikke betalte skat, at de var årsag til at feticherne ikke gav regn og præstens bønner ikke blev besvaret.