Det ses overalt!

„I 1984 forekom ordene ’religion’ og ’politik’ side om side i nyhedsmedierne overalt i verden. . . . Den anglikanske biskop Desmond Tutu [blev] et symbol på konflikten mellem kirke og stat i spørgsmålet om apartheid . . . Den fundamentalistiske leder af Moral Majority (Det Moralske Flertal), Jerry Falwell, omtalte ved [en politisk] kongres præsident Ronald Reagan og vicepræsident George Bush som ’Guds redskaber til at genopbygge Amerika’.“ — 1985 Britannica Book of the Year.

„Fra Polen til Filippinerne . . . taler biskopper og præster åbenlyst imod statsmagten i deres respektive lande. Kirken er ikke blot stedet hvor man tilbeder Gud, men også stedet hvor man dyrker afvigende synspunkter.“ — Glasgow Herald, den 3. januar 1985.

Under ’befrielsesteologiens’ banner er det katolske præsteskab i Latinamerika dybt engageret i forsøg på at fortrænge regimer der anses for at undertrykke de fattige.“

■ Seoul, Sydkorea, den 9. marts 1986: „Den romersk-katolske primas i Sydkorea, kardinal Stephen Kim Sou Hwan, gav i dag sin støtte til oppositionspartiernes krav om hurtige grundlovsændringer.“

■ Den 18. august 1986: ’Kandidaten, der er en ordineret og militant protestantisk præst, kæmper for at løsrive sit parti fra de moderates greb — de moderate som han foragter. Hvem er denne driftige og polariserende kraft bag de amerikanske præsidentkandidaters politik? Ironisk nok kan beskrivelsen passe lige godt på to forskellige gejstlige: Pat Robertson fra den republikanske højrefløj og Jesse Jackson fra den demokratiske venstrefløj.’ ’Et brev der skulle rejse kapital, med henvisning til den fremgang [Robertsons] delegerede kandidater havde haft, begyndte sådan: „De kristne har vundet! . . . Hvilket gennembrud for [Guds] rige!“’

■ Brasília, Brasilien, den 3. juli 1986: „Kirken er allerede fremstået som den stærkeste kritiker af den nye civile regering . . . Som følge heraf er der igen uro i forholdet mellem kirke og stat, hvor embedsmænd anklager gejstligheden for at radikalisere situationen i landområderne, og hvor visse biskopper beskylder regeringen for at benytte sig af midler som ’forfølgelse og injurier’.“

■ Den 25. september 1984: „Irans leder, Khomeini, repræsenterer fundamentalistiske shiamuslimske kræfter og lærer at islam bør diktere politik, økonomi og militærstrategi.“

■ Den 7. april 1985: „Et flertal af anglikanere mener at den engelske statskirke ikke burde blande sig i politik, viser en gallupundersøgelse der blev foretaget med eneret for The Sunday Telegraph.“

■ Den 4. oktober 1986: „Den katolske kirke i Mexico støtter den voksende opposition mod landets regerende [parti]. I juli begav kirken sig ud på sit hidtil dristigste politiske vovestykke . . . De gejstlige havde i sinde at aflyse søndagsgudstjenesterne, som protest mod valgsvindel — men paven greb ind.“

■ Washington, D.C., USA, den 6. juli 1986: „Kristne evangeliske ledere benytter sig af deres penge, deres religiøse overbevisninger og deres mange millioner kirkemedlemmer til at føre kampen i den verdslige arena — og de spiller en stadig større og mere indflydelsesrig rolle i amerikansk politik.“

Hvorfor blander gejstlige sig i politik?

DET er med god grund vi stiller dette spørgsmål, eftersom det berører os alle.

Man kan naturligvis ikke generalisere med hensyn til hvilke bevæggrunde de enkelte religiøse ledere har til at engagere sig i politik. Nogle nærer motiver af en art som de fleste mennesker ville fordømme. Andre kan have mere ædle bevæggrunde, som for eksempel omsorg for de fattige.

Ved at undersøge de religiøse lederes motiver, får vi en bedre forudsætning for at tage Guds syn på sagen i betragtning, og forstå hans udtalelser om hvad fremtiden vil bringe.

Position, profit og politik

En af grundene til at gejstlige blander sig i politik viser sig hvis vi betragter nogle religiøse ledere fra det første århundrede som udgjorde jødernes højesteret — det var ypperstepræsten samt repræsentanter for farisæerne og saddukæerne. I vrede over at Jesus havde oprejst Lazarus, sagde de: „Hvis vi lader [Jesus] fortsætte således, vil alle få tro på ham, og romerne vil komme og tage både vort sted og vor nation.“ — Johannes 11:48.

„Vort sted og vor nation.“ Ja, de bekymrede sig først og fremmest om deres „sted“, og dermed den position, indflydelse og autoritet de havde skaffet sig — de nationale interesser kom i anden række. (Mattæus 23:2-8) Ved at lefle for politikerne har nogle gejstlige skaffet sig en fremtrædende position, hvilket i mange tilfælde har været vejen til en luksustilværelse. I den forbindelse er det interessant at den sidste bog i Bibelen skildrer „en kvinde“ ved navn „Babylon den Store“, som bemærkes for sin „skamløse overdådigheds magt“. Bibelen og historien viser at denne „kvinde“ symboliserer det verdensomspændende system af falsk religion. — Åbenbaringen 17:1-5; 18:3.

Her har vi, som det fremgår af de følgende eksempler, netop grunden til at visse gejstlige blander sig i politik. Bogen Religion and Revolution oplyser: „I perioden fra 1774 til 1790 var 173 af de 192 franske biskopper medlemmer af adelstanden. Omkring halvdelen af biskopperne boede i Paris og nød den franske hovedstads pomp og pragt. Kardinal Polignac døde i 1741 uden nogen sinde at have besøgt det bispedømme han havde fået tildelt femten år tidligere. Også klostrene, hvoraf mange var overordentlig velhavende, var i stigende grad præget af en efterladende ånd.“ De øverste i hierarkiet levede i luksus, mens mange sognepræster befandt sig i fattigdom.

Fra Mexico har vi et andet eksempel. I 1810 førte landsbypræsten Miguel Hidalgo an i uafhængighedskampen mod Spanien. Professor Guenter Lewy fortæller: „Paven i Rom, og praktisk talt samtlige biskopper, fordømte [disse mexicanske] patrioter. Den hykleriske lethed hvormed de øverste gejstlige [senere] fremstod som glødende tilhængere af uafhængigheden . . . var kun alt for tydelig, og medvirkede til kirkens image som en interessegruppe man ikke kunne stole på. . . . Kirken var rig på jord og bygninger, besiddelser der af nogle er blevet anslået til at omfatte mere end halvdelen af al fast ejendom i landet.“

Mon ikke alle er enige om at gejstlige, uanset hvilken trosretning det gælder, ikke bør blande sig i politik for at sikre sig en mere fremtrædende stilling? Ikke desto mindre er det netop hvad man ofte er vidne til.

Fra Nazityskland til vor tid

Ved at betragte naziperioden kan vi få endnu større indblik i forholdet mellem religion og politik. Mange har spekuleret på hvordan katolske og protestantiske gejstlige kom overens med Hitler og hans brutale nazister.

Det lod sig hovedsagelig gøre i kraft af kirkernes støtte til nazistyret eller i det mindste ved gensidig tolerance. Der opløftede sig kun få religiøse røster i protest. Professor T. A. Gill skriver om en af disse undtagelser: „Endelig gik det op for [teologen Dietrich] Bonhoeffer hvad hans fader og hans brødre havde fortalt ham siden han var 15 år — at kirken ikke længere var betydningsfuld nok på de væsentlige områder der berettigede til at han skulle vie sit liv til den.“ Træt af kirkernes passivitet eller støtte til nazistyret gik Bonhoeffer ind i en sammensværgelse med det formål at dræbe Hitler. Men Bonhoeffer var en undtagelse.

I bogen History of Christianity beskriver Paul Johnson hvordan det i regelen var: „Begge kirker ydede i alt væsentligt massiv støtte til regimet. . . . Blandt 17.000 evangeliske præster var der ikke på noget tidspunkt flere end 50 der afsonede længere fængselsstraffe [for ikke at støtte nazistyret]. Inden for den katolske kirkes rækker fik en enkelt biskop frataget sit embede og en anden blev idømt en kortere fængselsstraf for overtrædelse af valutalovene.“ Hvad angår dem der stod fast på principperne siger Johnson videre: „Jehovas vidner var de tapreste. Lige fra begyndelsen gjorde de deres trosbegrundede afstandtagen klar, hvilket de også kom til at undgælde for. De afviste ethvert samarbejde med nazistyret.“

Siden da har et utal af gejstlige samarbejdet med hensynsløse regimer for at bevare deres sted i form af en fremtrædende stilling, forbundet med magt og rigdom. I en leder i avisen National Catholic Reporter hed det: „Beretningen om den katolske kirkes fejlgreb i Argentina er en beretning om fortielse og meddelagtighed i et hensynsløst militærstyre — et af de værste i nyere tid. . . . De kirkelige prælater befandt sig således i stillinger hvor de kunne tale frit og gøre deres indflydelse gældende, ja, måske endog fratage styret dets religiøse berettigelse. Men der var stort set ikke en eneste der åbnede munden. Visse kirkefolk, deriblandt gejstlige i militæruniform, godkendte torturbehandlingerne og drabene.“ — 12. april 1985.

Borgerrettigheder og social retfærdighed

Som tidligere nævnt bliver nogle religiøse ledere imidlertid beundret for deres aktive rolle i politik — men af andre grunde.

Et eksempel på dette er baptistpræsten Martin Luther King fra De Forenede Stater, der som borgerrettighedsforkæmper førte an i en lang kampagne mod racediskrimination. Andre gejstlige har ført an i kampen for kvindernes og visse minoritetsgruppers rettigheder. Præster og prædikanter er blevet politisk aktive for at støtte krav om stemmeret, lige løn for lige arbejde og rimelige beskæftigelsesmuligheder. I de senere år har man søgt at fremme „befrielsesteologien“ for at lette de fattiges kår — hvilket blandt andet har udmøntet sig i uddeling af jordlodder til de forarmede.

Hvordan ser du på religiøse ledere der engagerer sig i politik for at fremme samfundsreformer — eller „verdslig humanisme“, som dette i nogle tilfælde betegnes? Er du ilde til mode over det der sker? Det er endog visse gejstlige. En fundamentalistisk præst ved navn Keith Gephart har sagt: „Under min opvækst har jeg altid lært at kirkerne bør holde sig fra politik. Nu betragtes det nærmest som en synd hvis man ikke engagerer sig.“ En avisskribent med religiøse emner som speciale har bemærket: „Siden begyndelsen af 1970’erne har fundamentalistiske kristne efterhånden udviklet den opfattelse at politisk aktivisme er en pligt.“

Men selv om det tilsyneladende sker i en god sags tjeneste, så tænk på hvor sådanne initiativer fører gejstligheden hen.

Hvad indebærer befrielsesteologien?

Gustavo Gutiérrez, der er katolsk præst i Peru, tilskrives almindeligvis æren for at have udviklet „befrielsesteologien“ som reaktion på de fattiges kår. Denne form for teologi er almindeligt udbredt blandt gejstlige i Mellemamerika, men også andre steder. Ifølge den engelske avis Manchester Guardian Weekly har biskoppen af Durham angrebet sin regerings politiske filosofi og således søgt at „fremme ’befrielsesteologiens’ sag“.

Er denne teologi blot et udtryk for at man lægger vægt på omsorgen for de fattige, i overensstemmelse med Bibelens tilskyndelser? Det er næppe det alene. Biskoppen af Durham vedgår at „den britiske befrielsesteologi vil tage dele af den marxistiske dialektik meget alvorligt“. Dette betyder blandt andet at man forklarer de fattiges klassekamp ud fra marxistiske grundbegreber. Hvad fører det med sig?

Avisen National Catholic Reporter (4. juli 1986) bar overskriften: „Kirken op imod staten i kampen om Brasiliens jord.“ En af de dybere årsager til denne konflikt ligger i den omstændighed at en lille gruppe „store jordbesiddere kontrollerer 83 procent af jorden i landet“. Massemøder og marcher anført af gejstlige indgår i „kampen om jorden“. Og „kamp“ er den rette betegnelse. Avisartiklen oplyste at „der [i 1985] havde været mere end 700 konflikter hvori 218 personer var blevet dræbt, deriblandt fader Josimo Tavares, en brasiliansk præst og jordreformleder der blev snigmyrdet den 11. juni.“

Befrielsesteologien vinder stadig større popularitet. En lederartikel i New York Times bemærkede at Vatikanets officielle holdning er at gejstlige ikke bør engagere sig i partipolitik, men at Vatikanet „samtidig tilslutter sig befrielsesteologiens fundamentale princip: at det kristne evangelium retfærdiggør de fattiges kamp for politisk frihed og selvbestemmelse“.

[Illustration på side 7]

Martin Luther King var fremtrædende blandt de religiøse ledere i kampen mod racediskrimination

[Kildeangivelse]

UPI/Bettmann Newsphotos

Jesu svar er meget lærerigt: „Tilbagebetal kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ (Markus 12:13-17) Som kontrast hertil blev der i november 1986 foretaget en afstemning blandt 225 romersk-katolske biskopper i De Forenede Stater, hvor man vedtog en erklæring på 115 sider om landets økonomiske politik. I denne erklæring hed det blandt andet: „Der bør foretages en skattereform med henblik på at lette [skatte]byrden for de fattige. . . . De der har forholdsvis flere midler bør også betale højere skatter.“

Uanset hvad vi mener om skattesystemet i vort land, må det stå klart for os at Jesus forblev neutral i den slags politiske spørgsmål. Det samme gjorde hans disciple, som for eksempel apostelen Paulus. (Romerne 13:1-7) De var også neutrale selv når det gjaldt brændende samfundsmæssige spørgsmål, for eksempel om slaveri. Bevæget af næstekærlighed kunne de kristne meget nemt have engageret sig i kampen mod slaveriet, på samme måde som gejstlige i vor tid tager stilling til spørgsmål om abort, apartheid, kønnenes ligestilling og så videre. Men de sande kristne forblev neutrale!

I Åbenbaringen skildres religionen, der øver indflydelse på og benytter sig af det politiske system, som ’en skøge der sidder på et vilddyr’. Er det ikke et tydeligt udtryk for hvordan Gud betragter denne sammenblanding af religion og politik? — Åbenbaringen 17:1-5.

Selv mennesker kan se det forkastelige heri. Her er nogle eksempler:

Malachi Martin, en teolog fra Vatikanet, har bemærket at gejstlige „der engagerer sig i politiske og sociale problemer svigter deres vigtigste opgave, nemlig at være Jesu Kristi repræsentanter“. Han siger videre: „Biskopper har for eksempel ikke fået bemyndigelse til at skrive om økonomi eller til at befale præsidenten ikke at sende missiler til Europa.“

Men hvad vil der ske når politikerne og folk i almindelighed bliver trætte af gejstlighedens indblanding? I 1986 berettede tidsskriftet Liberty om hvordan kejser Konstantin i det 4. århundrede ’blandede politik og religion sammen til et „kirkeligt-statsligt“ vilddyr’. Om forholdene i dag hed det: „Ligesom på Konstantins tid benytter kirken sig af staten for at pleje sine egne interesser.“ — Kursiveret af os.

Guds ord viser tydeligt hvad udfaldet vil blive. På et tidspunkt vil de politiske elementer vende sig imod og ødelægge den falske religions verdensimperium, der i lang tid har melet sin egen kage ved hjælp af verdslig politik. Åbenbaringen 19:2 viser at dette vil blive resultatet af Guds dom.

[Ramme på side 10]

„Det er på tide at få fjernet politik fra prædikestolene og at få prædikestolene ud af politik. Kirkefolk må mene hvad de vil om verdslige spørgsmål. [Men] prædikestolene bliver misbrugt når de bruges til verdslige formål.“ — Viceudenrigsministeren for De Forenede Stater, Langhorne Motley, juni 1985.