Det britiske tidsskrift The Evangelical Quarterly har skrevet: „En af de største hindringer for at man kan tro på en almægtig og kærlig Gud er eksistensen af tilsyneladende ufortjente lidelser i verden.“

Nogle dømmer derfor Gud for at han tolererer — eller måske ligefrem forårsager — lidelser. Teologen John K. Roth har skrevet: „Anklageskriftet mod Gud kan læses i selve historien. . . . Undervurder ikke hvad Guds ansvar indbefatter.“

Siden Augustin har mange religiøse tænkere imidlertid med stor veltalenhed forsvaret Gud. Filosoffen Gottfried Leibniz, der levede i det syttende århundrede, kaldte dette teodicé, „retfærdiggørelse af Gud“. — Se side 6.

Den moderne teologi i vidneskranken

Bestræbelserne for at rense Gud er fortsat helt op til vor tid. Mary Baker Eddy, grundlæggeren af Christian Science, forsøgte at løse problemet ved ganske enkelt at fornægte det ondes eksistens! I bogen Videnskab og Helse med Nøgle til Skriften skrev hun: „Hertil kommer, at Gud . . . aldrig har givet mennesket evne til at synde. . . . Følgelig er det onde kun en illusion, og det har intet virkeligt grundlag.“ — Kursiveret af os.

Andre har frikendt Gud med den begrundelse at lidelserne skulle være til gavn for os. En rabbiner har engang sagt: „Lidelser gør et menneske mere ædelt, renser dets sind for hovmod og overfladiskhed.“ Tilsvarende har nogle teologer dannet den teori at lidelser på jorden er „nødvendige for at berede os moralsk til fremtidigt liv i det himmelske rige“.

Men lyder det sandsynligt at Gud for at rense og straffe os skulle forårsage katastrofer eller tillade at de indtraf? De der blev levende begravet i San Ramón fik ikke mulighed for at forbedre sig. Ofrede Gud dem for at de overlevende skulle lære noget af det? Hvis det er tilfældet, hvad var det da de skulle lære?

Det er ikke uden grund at Harold S. Kushners bog Når ondt rammer gode er blevet populær. Forfatteren har selv været ude for smerte og lidelse, og han forsøger at trøste sine læsere med forsikringen om at Gud er god. Men når han prøver at forklare hvorfor Gud tillader at uskyldige lider ondt, tager hans ræsonnementer en sær vending. „Gud ønsker, at de retfærdige skal leve en fredelig og lykkelig tilværelse,“ skriver Kushner, „men kan ikke altid udvirke dette resultat.“

Kushner skildrer altså en Gud der ikke er ond men svag, en Gud der ikke er helt almægtig. Mærkværdigvis opfordrer han alligevel sine læsere til at bede Gud om hjælp — men han uddyber ikke hvordan denne svage og magtesløse Gud skulle kunne hjælpe nødstedte mennesker.

En gammel debat

Det er ikke lykkedes verdens religiøse tænkere at fremkomme med et forsvar for Gud eller at trøste dem der er ramt af ondt. Måske er det i virkeligheden ikke Gud men teologien der burde sættes under anklage!

Syn på det onde fra Augustin til Calvin

I SIN bog Om Guds Stad hævdede teologen Augustin, der levede i det femte århundrede, at det ikke er Gud men mennesket der er ansvarlig for det ondes eksistens. Augustin skrev: „Gud, der ikke er ophavsmand til lasterne men til naturen, har skabt mennesket retskaffent; men mennesket, der af egen fri vilje er fordærvet og med rette fordømt, fik fordærvede og fordømte børn . . . Og således, gennem forkert anvendelse af den frie vilje, opstod al ondskaben.“

Forkert anvendelse af den frie vilje kan forklare meget, måske størstedelen, af det onde vi mennesker rammes af. Men kan en katastrofe som den der indtraf i San Ramón skyldes menneskets frie vilje? Er der ikke mange ulykkelige begivenheder der forårsages af omstændigheder som mennesket ikke har nogen magt over? Og selv om mennesket med vilje havde valgt det onde, hvorfor skulle en kærlig Gud da tillade det onde at fortsætte?

Den franske protestantiske teolog Johannes Calvin, der levede i det 16. århundrede, mente i lighed med Augustin at nogle er „forudbestemt [af Gud] til at være børn og arvinger til det himmelske rige“. Calvin gik imidlertid et skridt videre og hævdede at Gud også har forudbestemt nogle til at være „modtagere af hans vrede“ — altså dømt til evig fortabelse!

Calvins lære har nogle skræmmende konsekvenser. Hvis en mand blev ramt af en ulykke, måtte det så ikke være et tegn på at han hørte til de fordømte? Måtte Gud desuden ikke være ansvarlig for de handlinger der øvedes af dem han havde forudbestemt? Calvin havde således uforvarende gjort Gud til syndens ophavsmand! Calvin sagde at „mennesket synder med en yderst velvillig og imødekommende viljes samtykke“. — Institutio Religionis Christianae af Johannes Calvin.