Den anglikanske kirke

Den anglikanske kirkes ’lovgivende forsamling’, Generalsynoden, mødtes i november 1987 for at tage stilling til et forslag der opfordrede kirken til at bekræfte at „utugt, ægteskabsbrud og homoseksualitet er syndigt“. Generalsekretæren for Den Kristne Bevægelse af Homofile har udtalt: „Hvis dette forslag blev vedtaget ville det varsle Kirkens undergang, og det véd ærkebiskoppen af Canterbury også godt. Vi skønner at mellem 30 og 40 procent af præsterne i den anglikanske kirke er homoseksuelle.“

Journalisten Philippa Kennedy, der er ansat ved den engelske avis Daily Express, skrev den 29. oktober 1987: „Margaret Thatchers angreb på kirkelederne fordi de ikke giver nationen passende moralsk vejledning, vil yderligere krydre hvad der ser ud til at blive et af dette årtis store præsteslagsmål. Det er nemlig ikke kun premierministeren der mener at biskopper i almindelighed, og ærkebiskoppen af Canterbury i særdeleshed, er en samling blødsødne vrøvlehoveder.“

Den 11. november 1987 blev forslaget behandlet, men pillen var for bitter at sluge. Man vedtog i stedet et ynkeligt ændringsforslag med et overvældende flertal. Det blev altså ikke til „et af dette årtis store præsteslagsmål“. Det hele løb ud i sandet. Biskopperne nøjedes med at skyggebokse; de dukkede sig, vaklede, fintede og bakkede ud.

Generalsynodens beslutning lød: Idealet er et kønsliv der foregår inden for rammerne af et varigt ægteskab; utugt og ægteskabsbrud er synder mod dette ideal; homoseksuelle handlinger lever ikke op til dette ideal; alle kristne må være eksemplariske i alle moralske spørgsmål. Homoseksuelle handlinger blev betragtet som mindre alvorlige synder end utugt og ægteskabsbrud — de sidstnævnte handlinger er synder mod idealet, hvorimod homoseksualitet blot ikke lever op til idealet. Utugtige fjernes ikke fra kirken. Heller ikke ægteskabsbrydere. Homoseksuelle præster klarede frisag.

Synodens trompet havde givet en uklar lyd, og det oprindelige forslag, fremlagt af sognepræsten Tony Higton, blev fuldstændig kuldkastet. (1 Korinther 14:8) Ikke desto mindre stemte han for det kraftløse forslag og var „yderst tilfreds“ med resultatet. En reaktion der er vanskelig at begribe i betragtning af hans tidligere udtalelser. „Hvis Kirken ikke skaber orden i sit eget hus,“ havde han truende sagt, „så vil Gud dømme den.“

Under synoden havde Tony Higton fremlagt et opsigtsvækkende bevismateriale om homoseksualiteten blandt præsteskabet. Én præst, der var blevet dømt for at have misbrugt et barn seksuelt, var blot blevet flyttet til et andet sogn. En anden præst, der havde opført sig groft uterligt på et offentligt toilet, var blevet overflyttet til et andet stift, hvor han blev dømt for en lignende overtrædelse uden at blive fradømt kjole og krave. Han rapporterede endvidere om homoseksuelle anglikanske præster i London som drev en kirkelig boghandel hvor de „solgte litteratur der opmuntrede til homoseksuel promiskuitet, besøg hos mandlige prostituerede samt forskellige former for homoseksuelle handlinger“. En af bøgerne i boghandelen viste efter sigende et billede af „en femårig pige i seng med sin fader og hans homoseksuelle ven“.

Hvordan kunne Tony Higton være „yderst tilfreds“ når hans bevismateriale helt blev ignoreret? Anglikanske præster må være meget lette at behage. Som det hed i en avisartikel: „Sandt at sige blev ingen af disse skandaler mødt med torden og lynild, snarere med den blide støvregn som anglikanerne er specialister i.“

De homoseksuelle præster var forståeligt nok tilfredse. „Synoden har tydeligvis givet både mandlige og kvindelige homoseksuelle en plads i kirkelivet,“ sagde de. Ærkebiskoppen af Canterbury, Robert Runcie, havde jo selv „fremført at kirken ikke skulle fordømme disciplinerede og ansvarsbevidste homoseksuelle“, og havde endvidere sagt: „Jeg vil gerne understrege at man godt kan have en homoseksuel natur og samtidig være et helstøbt menneske.“

„En homoseksuel natur,“ siger ærkebiskoppen. Vil det da sige at homoseksualitet er en tilstand man er dømt til af sine gener? Det mener nogle, idet de siger at homoseksualitet „er et grundlæggende træk der ligger hinsides ethvert moralsk valg“. De afviser apostelen Paulus, der under inspiration fordømte homoseksualitet, som „ret snerpet“, hedder det i Londonavisen The Times.

Sir Immanuel Jakobovits, der er overrabbiner, har imidlertid sat spørgsmålstegn ved om det er bevist at „homoseksualitet er en medfødt tilbøjelighed“, og han siger: „Hvis vi begynder at argumentere ud fra teorien om medfødte tilbøjeligheder, kommer vi ud på et skråplan der vil føre til et altomfattende moralsk sammenbrud . . . Intet samfund kan acceptere at en medfødt forkærlighed for noget i sig selv er tilstrækkeligt til at fritage en for skyld. Vi må være naturens herrer, ikke dens ofre.“

Ærkebiskoppen af Canterbury omformede Jesu ord så de kom til at give rum for homoseksuelle i Kristi kirke. Han sagde: „I Kristi kirkes jordiske tabernakel er der mange boliger, og de er alle lavet af glas.“ (Jævnfør Johannes 14:2.) Det han sagde var altså: ’Kast ikke med sten mod nogen som helst, heller ikke mod homoseksuelle, for i Kristi kirke findes der også en bolig for dem.’

Biskoppen af Chester, Michael Baughen, hævdede at „den græske tekst i Det Nye Testamente retfærdiggør at vi stadfæster det anglikanske standpunkt der går ud på at vise ’kærlighed, bedrøvelse, medfølelse og forståelse’ over for homoseksuelle“, og at Bibelen blot omtaler homoseksualitet som „en afvigen fra vejen“. Hvad Bibelen siger er i virkeligheden at medmindre homoseksuelle forandrer sig, skal de ikke arve Riget, men „fortjener døden“. — Romerne 1:27, 32; 1 Korinther 6:9-11.

For at citere The Times, beviste synoden „den ofte fremførte påstand at den anglikanske kirke intet tror, men tillader alt“, og den bekræftede „den blødsødne behagesyge kirken viser idet den sluger hver eneste nye frisindede strømning som var det selve evangeliet“. Under overskriften „Kirkeligt krumspring“ kunne man i Liverpool Daily Post læse følgende: „Noget tyder på at lederne i den anglikanske kirke mere end nogen sinde før er ude af stand til utvetydigt at formulere hvad de betragter som rigtigt og forkert.“ Som bladet The Economist ironisk har bemærket: „Den anglikanske kirke er imod homoseksuelle handlinger, men ikke ret meget.“

I en artikel med overskriften „Vrede over synodens afgørelse om homoseksuelle“, citerede avisen Daily Post flere konservative parlamentsmedlemmer. Én kaldte synodens afgørelse for „skammelig og krysteragtig“. En anden sagde: „Jeg er bange for at homoseksualitet nu har fået et stærkt fodfæste blandt den anglikanske kirkes gejstlige, ja i den anglikanske kirke i det hele taget.“ En tredje udtalte: „Denne afgørelse — jeg ville foretrække at kalde den et skandaløst kunstgreb — bringer i virkeligheden børnene i farezonen. Mange homoseksuelle som er ude af stand til at finde partnere, vender sig mod børn, og børn der går i kirke bliver derfor særlig sårbare. . . . Kirken har rent ud sagt undladt at rense sig for et onde der går i svang inden for dens egne rækker.“

Den katolske kirke

Den katolske kirke fordømmer ligeud homoseksualitet som en grov synd. Men i praksis dækker kirken over homoseksuelle præster og gør det endda muligt for dem at fortsætte med deres seksuelle perversiteter. Selv pave Johannes Paul II har udtalt sig med varme ord om homoseksuelle, idet han har erklæret: „De har en plads i kirkens hjerte.“

Den uafhængige katolske avis National Catholic Reporter skrev den 27. februar 1987 at man anslog at 50 procent af de katolske præster i De Forenede Stater er homoseksuelle. Nogle sætter dog spørgsmålstegn ved dette tal. En psykolog der har udspurgt 1500 af De Forenede Staters 57.000 katolske præster siger at 20 procent er homoseksuelle, mens nyere undersøgelser „har fået andre terapeuter til at mene at det virkelige tal i dag nærmere er 40 procent“.

For blot et år siden kunne man i aviser over hele landet læse om katolske præsters seksuelle overgreb mod børn. Følgende rapport fra San Jose i Californien, offentliggjort i avisen Mercury News for den 30. december 1987, er et typisk eksempel:

„På et tidspunkt hvor den amerikanske befolkning er blevet mere opmærksom på problemerne med seksuelt misbrug af børn, fortsætter De Forenede Staters katolske kirke ifølge retsprotokoller, interne kirkedokumenter, civile myndigheder og ofrene selv, med at ignorere og dække over sager hvor præster har misbrugt børn seksuelt.

Kirkelige embedsmænd hævder at en berygtet sag fra 1985 i Louisiana hvor en præst misbrugte mindst 35 drenge, har lært dem at tage håndfast på problemet. Men en tremåneders undersøgelse foretaget af Mercury News har afsløret at i over 25 stifter i hele landet har ledende kirkefolk blot forflyttet præster der har gjort sig skyldige i børnemisbrug til andre sogne; de har undladt at underrette myndighederne, ignoreret klager fra forældre og ladet hånt om den skade børnene har lidt. . . . Der er allerede blevet udbetalt millioner af dollars i skadeserstatning til ofrene og deres familier, og en kirkerapport fra 1986 anslog at kirken i løbet af det næste årti kunne komme til at betale over én milliard dollars i erstatning.“

Den ’berygtede sag fra 1985 i Louisiana’ der blev omtalt i rapporten fra Mercury News, drejede sig om en præst ved navn Gilbert Gauthe. Man har „udbetalt 12 millioner dollars i skadeserstatning til hans ofre“. Gilbert Gauthes homoseksuelle aktiviteter var kendt i mange år, men ’stiftet klarede problemet ved mindst tre gange at forflytte ham fra det ene sogn til det andet’. I ét tilfælde „bevidnede et forældrepar at Gauthe havde forført deres 7-årige dreng på hans første dag som messedreng. Dette forhold stod på i et år indtil præsten blev forflyttet.“

Thomas Fox, der er redaktør ved avisen National Catholic Reporter, har sagt: „Biskopperne i hele landet har i årevis dækket over disse problemer.“ Eugene Kennedy, en tidligere præst, har udtalt: „Det man oplever i retssalene er kun toppen af isbjerget.“ Thomas Doyle, der er dominikansk præst og specialist i kirkeret, har erklæret: „Præsters seksuelle misbrug af smådrenge er det største og mest alvorlige problem vi i flere århundreder har måttet tage stilling til.“