Hvem er „lovløshedens menneske“?

„Da vil den lovløse blive åbenbaret, hvem Herren Jesus vil udrydde.“ — 2 THESSALONIKER 2:8.

1, 2. Hvorfor er det vigtigt at vide hvem lovløshedens menneske er?

VI LEVER i en lovløs tid. Verden er præget af frygten for kriminelle elementer og den trussel de udgør mod ens person og ejendom. Men der findes et andet lovløst element som på en langt mere snigende måde har drevet sit spil i århundreder. Bibelen kalder det „lovløshedens menneske“.

² Det er vigtigt at vide hvem dette lovløshedens menneske er. Hvorfor? Fordi det er fast besluttet på at ødelægge vort gode forhold til Gud og fratage os håbet om evigt liv. Hvordan vil dette menneske gøre det? Ved at få os til at forlade sandheden og tro på falsk lære i stedet for at tilbede Gud „i ånd og sandhed“. (Johannes 4:23) Dette lovløse menneskes handlinger viser tydeligt at det modarbejder Gud, hans hensigter og hans indviede folk.

3. Hvordan henleder Bibelen vor opmærksomhed på lovløshedens menneske?

³ Bibelen omtaler dette lovløshedens menneske i Andet Thessalonikerbrev 2:3. Inspireret af Guds ånd skrev apostelen Paulus: „Lad ingen forføre jer på nogen måde, for først [før Jehovas dag hvor han tilintetgør denne onde ordning] må jo frafaldet komme og lovløshedens menneske, undergangens søn, åbenbares.“ Her forudsagde Paulus at der før denne ordnings ende ville komme et frafald og at et lovløshedens menneske ville fremstå. I vers 7 sagde han: „Denne lovløsheds hemmelighed er ganske vist allerede i virksomhed.“ Allerede i det første århundrede var lovløshedens menneske altså begyndt at vise sig.

Lovløshedens menneskes oprindelse

4. Hvem står bag lovløshedens menneske og støtter det?

⁴ Hvem står bag lovløshedens menneske og støtter det? Paulus svarer: „Den lovløses nærværelse er ifølge Satans virke ledsaget af enhver kraftig gerning og løgnagtige tegn og undere og af ethvert uretfærdigt bedrag for dem som går til grunde, fordi de ikke tog imod kærligheden til sandheden, så de kunne blive frelst.“ (2 Thessaloniker 2:9, 10) Det er altså Satan der står bag og opretholder lovløshedens menneske. Og ligesom Satan er modstander af Jehova, hans hensigter og hans folk, er lovløshedens menneske det også, bevidst eller ubevidst.

5. Hvordan vil det gå lovløshedens menneske og dem der følger det?

⁵ De der følger lovløshedens menneske vil blive udslettet sammen med det: „Da vil den lovløse blive åbenbaret, hvem Herren Jesus vil udrydde . . . og gøre til intet ved sin nærværelses tydelige fremtræden.“ (2 Thessaloniker 2:8) Tiden til udslettelsen af lovløshedens menneske og dets tilhængere („dem som går til grunde“) er snart inde, „ved Herren Jesu åbenbarelse fra himmelen med sine mægtige engle i flammende ild, når han bringer hævn over dem der ikke kender Gud og dem der ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus. Disse skal lide retslig straf i form af evig undergang.“ — 2 Thessaloniker 1:6-9.

6. Hvilke andre oplysninger giver Paulus om lovløshedens menneske?

⁶ Paulus beskriver desuden lovløshedens menneske med ordene: „Han sætter sig imod og ophøjer sig over enhver som siges at være ’gud’ eller genstand for dyrkelse, så han sætter sig i Guds tempel, idet han offentligt udgiver sig for at være en gud.“ (2 Thessaloniker 2:4) Paulus advarer altså om at Satan ville oprejse et lovløst element der med urette blev gjort til genstand for dyrkelse og endda ville sætte sig ud over Guds lov.

Lovløshedens menneske identificeres

7. Hvorfor slutter vi at Paulus ikke talte om et enkelt menneske, og hvad står lovløshedens menneske da for?

⁷ Talte Paulus om et enkelt menneske? Nej, for han skrev jo at dette menneske eksisterede på hans tid og fortsat ville eksistere indtil Jehova udslettede det ved afslutningen af denne tingenes ordning. Det har altså været til i mange hundrede år, og så længe har intet bogstaveligt menneske levet. Udtrykket „lovløshedens menneske“ må altså stå for en skare af mennesker.

8. Hvem er lovløshedens menneske, og hvad kan man kende det på?

⁸ Hvem er denne skare? Alt tyder på at det er alle kristenhedens stolte, ærgerrige gejstlige der op gennem århundrederne har lavet deres egne love. Dette fremgår af at kristenheden omfatter tusinder af forskellige kirkesamfund og sekter der har hver sit præsteskab, men alligevel alle er i konflikt med de andre hvad lære eller praksis angår. Denne splittelse er et tydeligt vidnesbyrd om at de ikke følger Guds love. De kan ikke være fra Gud. (Jævnfør Mika 2:12; Markus 3:24; Romerbrevet 16:17; Første Korintherbrev 1:10.) Alle disse religioner har det tilfælles at de ikke holder fast ved Bibelens lære, men har overtrådt regelen: „Gå ikke ud over det der står skrevet.“ — 1 Korinther 4:6; se også Mattæus 15:3, 9, 14.

9. Hvilke ubibelske læresætninger har lovløshedens menneske ladet træde i stedet for Bibelens sandhed?

⁹ Den lovløse er altså et sammensat „menneske“: Kristenhedens gejstlige. De er alle, både paver, præster, patriarker og protestantiske prædikanter, medansvarlige for kristenhedens religiøse synder. De har udskiftet Guds sandhed med hedenske løgne og antaget de ubibelske lærepunkter om sjælens udødelighed, helvede, skærsilden og treenigheden. De er som de religiøse ledere til hvem Jesus sagde: „I er fra jeres fader Djævelen, og I vil gerne gøre hvad jeres fader ønsker. . . . han er en løgner og løgnens fader.“ (Johannes 8:44) Deres gerninger afslører dem også som lovløse, for de deltager i handlinger der strider mod Guds love. Til sådanne sagde Jesus: „Fjern jer fra mig, I som øver lovløshed.“ — Mattæus 7:21-23.

De ophøjer sig

10. Hvilket forhold har lovløshedens menneske haft til de politiske herskere?

¹⁰ Historien viser at lovløshedens menneske har optrådt med en sådan stolthed og arrogance at det endda har stillet krav og betingelser til de styrende i verden. Under påskud af at kongerne hersker ’af Guds nåde’ har gejstligheden hævdet at være det nødvendige mellemled mellem dem og Gud. Den har kronet og afsat konger og kejsere, og har været i stand til at sikre eller unddrage herskerne massernes støtte. Den har i virkeligheden sagt det samme som de jødiske ypperstepræster der forkastede Jesus: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ (Johannes 19:15) Men som Jesus utvetydigt sagde: „Mit rige er ikke en del af denne verden.“ — Johannes 18:36.

11. Hvordan har gejstligheden ophøjet sig over andre?

¹¹ For at ophøje sig endnu mere over det jævne folk har denne lovløse præsteklasse iført sig en særlig klædning, som regel sort. Desuden smykker den sig med alle mulige imponerende værdighedstegn, foruden kroner, kors og bispehuer. (Jævnfør Mattæus 23:5, 6.) Men Jesus og hans disciple bar ikke den slags dragter; de klædte sig ligesom almindelige mennesker. Gejstligheden har også tiltaget sig titler som „Fader“, „Hellige Fader“, „hans Velærværdighed“, „hans Excellence“ og „hans Eminence“, hvilket hjælper den til at ’ophøje sig over enhver’. Men om religiøse titler sagde Jesus: „I [skal] ikke kalde nogen på jorden jeres fader.“ (Mattæus 23:9) Og da Elihu svarede Jobs hykleriske trøstere sagde han: „Lad mig ikke vise personsanseelse over for nogen mand og ikke give ærestitler til noget jordisk menneske.“ — Job 32:21.

12. Hvem gav Paulus udtryk for at gejstligheden i virkeligheden tjener?

¹² Paulus gav udtryk for at lovløshedens menneske allerede var i virksomhed på hans tid, og om dem der afspejlede denne lovløse indstilling sagde han: „Sådanne mennesker er nemlig falske apostle, svigefulde arbejdere, der giver sig ud for at være Kristi apostle. Og intet under, for Satan selv giver sig ud for at være en lysets engel. Det er derfor intet stort om hans tjenere også giver sig ud for at være retfærdigheds tjenere. Men deres endeligt vil komme til at svare til deres gerninger.“ — 2 Korinther 11:13-15.

Oprør mod den sande tilbedelse

13. Hvad er det frafald Paulus forudsagde?

¹³ Paulus skrev at dette lovløshedens menneske ville fremstå i forbindelse med et frafald. Ja, det første fingerpeg han gav om den lovløse skares identitet var at før „Jehovas dag [når Han udsletter denne onde tingenes ordning] . . . må jo frafaldet komme“. (2 Thessaloniker 2:2, 3) Men hvad ligger der i ordet „frafald“? I denne sammenhæng sigter det ikke blot til det at komme bort fra troen på grund af åndelig svaghed. Det græske ord der her er oversat med „frafald“ betød blandt andet „afhopning“ eller „opstand“. I nogle oversættelser er det gengivet med „oprør“. William Barclays oversættelse siger: „Den dag kan ikke komme før Det Store Oprør har fundet sted.“ Jerusalem-Bibelen bruger udtrykket „Den Store Opstand“. I den sammenhæng hvori ordet „frafald“ her bruges af Paulus, sigter det altså til et oprør mod den sande tilbedelse.

14. Hvornår begyndte frafaldet for alvor at udvikle sig?

¹⁴ Hvordan har dette frafald, dette oprør, udviklet sig? I Andet Thessalonikerbrev 2:6 skrev Paulus angående sin egen tid om ’det der holder lovløshedens menneske tilbage’. Hvad var det? Apostlene, der virkede som et bolværk. Deres tilstedeværelse, med de kraftige gerninger den hellige ånd satte dem i stand til at udføre, hindrede frafaldet i at bryde ud i lys lue på det tidspunkt. (Apostelgerninger 2:1-4; 1 Korinther 12:28) Men da apostlene var døde, ved slutningen af det første århundrede, var dette bolværk borte.

En ubibelsk gejstlighed opstår

15. Hvilken kristen menighedsordning fastlagde Jesus?

¹⁵ Menigheden som Jesus havde oprettet, voksede og bredte sig i det første århundrede under ledelse af ældste (tilsynsmænd) og menighedstjenere. (Mattæus 20:25-27; 1 Timoteus 3:1-13; Titus 1:5-9) Disse mænd blev udtaget blandt menighedens medlemmer — dygtige, åndeligsindede mænd som ikke havde nogen speciel teologisk uddannelse. Det havde Jesus heller ikke. Hans modstandere sagde undrende: „Hvordan har denne mand fået sin lærdom, når han ikke har studeret ved skolerne?“ (Johannes 7:15) Og de religiøse ledere lagde mærke til det samme i forbindelse med apostlene: „Da de nu så Peters og Johannes’ frimodighed og kunne mærke at de var ulærde og almindelige mennesker, undrede de sig. Og så genkendte de dem: de plejede at være sammen med Jesus.“ — Apostelgerninger 4:13.

16. Hvordan bevirkede frafaldet at man gik bort fra det første århundredes menighedsordning?

¹⁶ Med frafaldet blev der imidlertid indført begreber fra det jødiske præsteskab og siden fra det hedenske Roms religiøse struktur. Som tiden gik og man vendte sig bort fra den sande tro, udviklede der sig et ubibelsk præsteskab. En kronet pave begyndte at herske over et kollegium af kardinaler, som var blevet udtaget blandt hundreder af biskopper og ærkebiskopper, som igen var kommet fra en stand af seminarieuddannede præster. Ikke længe efter det første århundrede vandt en mystisk gejstlighed således fodfæste i kristenheden. Den fulgte ikke mønsteret fra det første århundredes menighedsordning, med ældste og menighedstjenere, men efterlignede hedenske religioner i sin opbygning.

17. Hvornår blev den magt lovløshedens menneske sad inde med, særlig styrket?

¹⁷ Allerede i det tredje århundrede var den troende menigmand blevet henvist til en andenrangs status som tilhørende lægfolket. Det frafaldne lovløshedens menneske overtog lidt efter lidt magten, som blev styrket under den romerske kejser Konstantin, navnlig efter kirkemødet i Nikæa i 325, hvor kirke og stat blev forenet. Lovløshedens menneske — kristenhedens gejstlighed — kom således til at omfatte en århundredlang kæde af frafaldne som har gjort oprør mod den sande Gud, Jehova. De har fulgt deres egne love og forordninger, ikke Guds.

Hedensk lære

18. Hvilke blasfemiske, hedenske læresætninger antog lovløshedens menneske?

¹⁸ Lovløshedens menneske har også lånt læresætninger fra hedensk religion. For eksempel trådte en mystisk, uforståelig treenig gud i stedet for Ham som siger: „Jeg er Jehova. Det er mit navn; og jeg giver ikke min herlighed til nogen anden.“ „Jeg er Jehova, og der er ingen anden. Bortset fra mig er der ingen Gud.“ (Esajas 42:8; 45:5) Ja, Guds sandhed blev erstattet af menneskelige, hedenske opfattelser. Og endnu en blasfemisk lære blev føjet til: at Bibelens ydmyge Maria skulle æres som „Guds Moder“! Således blev gejstligheden, der har fremmet disse falske lærdomme, det frodigste af det „ukrudt“ Satan såede for at forsøge at kvæle den gode sæd som blev sået af Kristus. — Mattæus 13:36-39.

19. Hvordan er kristenheden blevet splittet i tidens løb, men hvad er blevet bevaret?

¹⁹ Ved splittelser og skismaer blev kristenheden efterhånden opdelt i hundreder af trosretninger og sekter. Med meget få undtagelser har hver ny retning og sekt bevaret opdelingen i præsteskab og lægfolk. Lovløshedens menneske har således bestået frem til i dag. Og det ophøjer sig stadig over det jævne folk ved sine prangende dragter og klingende titler. Det er tydeligt at Paulus ikke overdrev da han sagde at det kollektive lovløshedens menneske ville tiltage sig herlighed og ophøje sig til en gudlignende stilling.

Pavedømmet

20. Hvordan beskrives paven i et leksikon?

²⁰ Et eksempel på denne selvforherligelse er pavedømmet i Rom. Et italiensk kirkeleksikon redigeret af Lucio Ferraris skriver at paven „ejer en sådan værdighed og højhed at han ikke blot er et menneske men så at sige Gud og Guds stedfortræder“. Hans krone er tredobbelt og betegner at han er „konge over himmelen, jorden og helvede“. Leksikonet fortsætter: „Paven er så at sige Gud på jorden, Kristi trofastes eneste fyrste, den største konge af alle konger“. Der tilføjes: „Paven kan undertiden modvirke den guddommelige lov.“ The New Catholic Dictionary siger om paven: „Hans ambassadører har forrang over andre medlemmer af det diplomatiske korps.“

21. Hvilken indstilling har paven, i modsætning til den Peter og en engel havde?

²¹ I modsætning til Jesu disciple bærer paven ofte prægtige dragter og har intet imod at blive hyldet af mennesker. Han lader folk bøje sig for ham, kysse hans ring og bære ham på skuldrene i en særlig stol. Hvilken forfængelighed paverne har vist i århundredernes løb! Og hvilken kontrast til den ydmyghed der kendetegnede Peter, som sagde til Kornelius, den romerske hærofficer der faldt ned for hans fødder for at tilbede ham: „Stå op! jeg er selv kun et menneske.“ (Apostelgerninger 10:25, 26, da. aut.) Hvilken kontrast til den engel der gav apostelen Johannes Åbenbaringen! Johannes forsøgte at knæle tilbedende for engelen, men den sagde: „Pas på! Gør det ikke! Jeg er blot din medtræl og dine brødres, profeternes, og deres som overholder denne skriftrulles ord. Tilbed Gud.“ – Åbenbaringen 22:8, 9.

22. Ved hjælp af hvilken bibelsk regel kan man kende lovløshedens menneske?

²² Er denne kritik af gejstligheden for hård? Det kan vi afgøre ved at anvende den regel hvormed Jesus sagde at man kunne afsløre falske profeter: „I kan kende dem på deres frugter.“ (Mattæus 7:15, 16) Hvilke frugter har gejstligheden frembragt op gennem historien og i vor tid? Hvilken skæbne vil lovløshedens menneske få, og med hvem vil det dele den? Hvilket ansvar har de der frygter Gud over for lovløshedens menneske? Det vil de følgende artikler komme ind på.

Guds dom over „lovløshedens menneske“

„Ethvert træ som ikke frembringer god frugt, bliver hugget om og kastet i ilden.“ — MATTÆUS 7:19.

1, 2. Hvad er lovløshedens menneske, og hvordan er det opstået?

DA APOSTELEN PAULUS blev inspireret af Gud til at profetere om „lovløshedens menneske“, nævnte han at dette allerede var begyndt at vise sig på hans tid. Som forklaret i den foregående artikel talte Paulus om en skare mennesker der ville gå foran i frafaldet fra den sande kristendom. Dette frafald fra sandheden begyndte i sidste del af det første århundrede, og det tog særlig fart efter at de sidste af apostlene var døde. Det kollektive lovløshedens menneske indførte læresætninger og skikke der stred mod Guds ord. — 2 Thessaloniker 2:3, 7; Apostelgerninger 20:29, 30; 2 Timoteus 3:16, 17; 4:3, 4.

² Med tiden udviklede denne lovløse skare sig til kristenhedens gejstlighed. Dens magt blev styrket af den romerske kejser Konstantin i det fjerde århundrede, da de frafaldne kirker så at sige indgik ægteskab med den hedenske stat. Kristenheden splittedes i flere og flere sekter, og gejstligheden blev ved med at ophøje sig over lægfolket, og i mange tilfælde også over de verdslige herskere. — 2 Thessaloniker 2:4.

3. Hvordan vil det gå lovløshedens menneske?

³ Hvordan skulle det gå lovløshedens menneske? Paulus forudsagde: „Da vil den lovløse blive åbenbaret, hvem Herren Jesus vil udrydde . . . og gøre til intet ved sin nærværelses tydelige fremtræden.“ (2 Thessaloniker 2:8) Det vil sige at gejstligheden vil blive udslettet når Gud gør ende på hele Satans ordning. Gud lader sin himmelske Konge, Kristus Jesus, lede eksekutionsstyrkerne, der består af engle. (2 Thessaloniker 1:6-9; Åbenbaringen 19:11-21) Gejstligheden vil få denne straf fordi den har vanæret Gud og Kristus, og ført millioner af mennesker bort fra den sande tilbedelse.

4. Efter hvilket princip vil lovløshedens menneske blive dømt?

⁴ Jesus omtalte det princip som lovløshedens menneske vil blive dømt efter: „Vær på vagt over for de falske profeter der kommer til jer forklædt som får, men som inderst inde er glubske ulve. I kan kende dem på deres frugter. Man plukker aldrig druer af tjørn eller figner af tidsler, vel? På samme måde frembringer ethvert godt træ gode frugter, mens ethvert råddent træ frembringer dårlige frugter; et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et råddent træ kan ikke frembringe gode frugter. Ethvert træ som ikke frembringer god frugt, bliver hugget om og kastet i ilden. . . . Ikke enhver som siger til mig: ’Herre, Herre,’ vil komme ind i himlenes rige, men kun den der gør min himmelske Faders vilje.“ — Mattæus 7:15-21; se også Titus 1:16; Første Johannesbrev 2:17.

Gode, kristne frugter

5. Hvad er grundvolden for gode, kristne frugter, og hvordan lyder et grundlæggende bud?

⁵ Grundvolden for gode, kristne frugter omtales i Første Johannesbrev 5:3, hvor der står: „For dette er hvad kærligheden til Gud vil sige, at vi holder hans bud.“ Et grundlæggende bud lyder: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Mattæus 22:39) Guds sande tjenere skal således elske deres medmennesker, uanset race eller nationalitet. — Mattæus 5:43-48; Romerne 12:17-21.

6. Mod hvem bør man især vise kristen kærlighed?

⁶ Guds tjenere bør vise særlig stor kærlighed til deres åndelige brødre. „Hvis nogen siger: ’Jeg elsker Gud,’ og dog hader sin broder, er han en løgner. For den der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham, at den der elsker Gud også skal elske sin broder.“ (1 Johannes 4:20, 21) Ifølge Jesus skulle denne kærlighed være et kendetegn på de sande kristne: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Johannes 13:35; se også Romerbrevet 14:19; Galaterbrevet 6:10; Første Johannesbrev 3:10-12.

7. Hvordan knyttes sande kristne sammen i hele verden?

⁷ Det er denne broderlige kærlighed der knytter Guds tjenere sammen i enhed: „I [skal] iføre jer kærligheden, for den er enhedens fuldkomne bånd.“ (Kolossenserne 3:14) Der skal herske enhed mellem sande kristne overalt på jorden, for Guds ord indeholder disse bud: ’I skal alle føre enig tale . . . der må ikke være splittelser iblandt jer . . . vær helt forenede i samme sind og i samme tankegang.’ (1 Korinther 1:10) For at kunne bevare denne kærlighed og enhed jorden over, må Guds tjenere være neutrale i denne verdens politiske anliggender. Jesus sagde: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ — Johannes 17:16.

8. Hvordan viste Jesus hvad kristne bør gøre?

⁸ Jesus viste hvor meget der lå i disse ord da Peter med et sværd huggede øret af en af de mænd som var kommet for at arrestere Jesus. Tilskyndede Jesus disciplene til med magt at beskytte ham, Guds søn, mod modstandere? Nej. Han sagde til Peter: „Anbring igen dit sværd på dets plads.“ (Mattæus 26:52) Sande kristne deltager derfor ikke i nationernes krige eller udgyder menneskeblod på nogen anden måde, end ikke hvis deres neutrale standpunkt betyder at de må lide martyrdøden, som mange har gjort både i fortid og nutid. De ved at kun Guds rige ved Kristus én gang for alle kan standse krige og blodsudgydelse. — Salme 46:9; Mattæus 6:9, 10; 2 Peter 3:11-13.

9. (a) Hvad fortæller historien os om de første kristne? (b) Hvilken modsætning til dette ser vi i kristenhedens trossamfund?

⁹ Historien bekræfter at de kristne i det første århundrede ikke ville udgyde menneskeblod. En tidligere teologiprofessor fra England, Peter De Rosa, skriver: „Det var en alvorlig synd at udgyde blod. Dette var årsagen til de kristnes modvilje mod gladiatorkampe. . . . Krig og magtanvendelse var en nødvendighed for at bevare Rom, men de kristne følte sig ikke i stand til at deltage. . . . Ligesom Jesus betragtede de kristne sig som fredens sendebud; de kunne under ingen omstændigheder gå dødens ærinde.“ Kristenhedens splittede religioner har overtrådt budet om indbyrdes kærlighed, og de har udgydt enorme mængder blod. De har ikke optrådt som fredens sendebud, men er gang på gang gået dødens ærinde.

Babylon den Stores blodskyld

10. Hvad er Babylon den Store, og hvad er baggrunden for dette navn?

¹⁰ Satan er „denne verdens hersker“, „denne tingenes ordnings gud“. (Johannes 12:31; 2 Korinther 4:4) En del af Satans verden er det jordomspændende system af falsk religion han gennem århundrederne har opbygget, deriblandt kristenheden og dens gejstlighed. Bibelen kalder dette verdensomspændende system af falsk religion „Babylon den Store, moderen til jordens [åndelige] skøger og afskyeligheder“. (Åbenbaringen 17:5) Vore dages falske religion har rod i det gamle Babylon, der var dybt forankret i falsk religion og gudvanærende læresætninger og skikke. Det er derfor dette gamle Babylons modstykke kaldes Babylon den Store, den falske religions verdensimperium.

11. Hvad siger Bibelen om Babylon den Store, og hvorfor?

¹¹ Om Babylon den Store siges der i Guds ord: „I hende fandtes blod af profeter og af hellige og af alle som er blevet slået ihjel på jorden.“ (Åbenbaringen 18:24) Hvordan kan man sige at denne verdens trossamfund bærer ansvaret for blodet af alle dem der er blevet slået ihjel? Fordi alle disse trossamfund — både kristenhedens kirker og de ikkekristne religioner — har støttet, tolereret eller ligefrem ført an i nationernes krige. De har også forfulgt og dræbt gudfrygtige mennesker der havde en anden opfattelse end de.

En gudvanærende historie

12. Hvorfor er kristenhedens gejstlighed mere dadelværdig end andre religiøse ledere?

¹² Kristenhedens gejstlighed har pådraget sig mere blodskyld end andre religiøse ledere. Dette skyldes at den ikke blot har taget Guds men også Kristi navn til sig, hvorved den har forpligtet sig til at følge Jesu lære. (Johannes 15:10-14) Men den har ikke fulgt hans lære, og har således bragt stor forsmædelse over både Gud og Kristus. Gejstligheden bærer i nogle tilfælde et direkte ansvar, som i korstogene, andre religiøse krige, inkvisitioner og forfølgelser; og i andre tilfælde er dens ansvar indirekte, idet den har tolereret krige hvori kirkernes medlemmer har dræbt deres trosfæller fra andre lande.

13. Hvad bar gejstligheden ansvaret for mellem det 11. og det 13. århundrede?

¹³ Fra det 11. til det 13. århundrede indførte kristenhedens gejstlighed for eksempel korstogene. De resulterede i forfærdelige blodsudgydelser og plyndringer i Guds og Kristi navn. Flere hundrede tusind mennesker blev dræbt. Korstogene omfattede den vanvittige nedslagtning af tusinder af børn der blev lokket til at deltage i Børnekorstogene i 1212.

14, 15. Hvad siger en katolsk forfatter om det den katolske kirke indførte i det 13. århundrede?

¹⁴ I det 13. århundrede billigede den romersk-katolske kirke officielt en anden gudvanærende grusomhed — inkvisitionen. Den begyndte i Europa og bredte sig til Nord- og Sydamerika. I alt strakte den sig over mere end seks hundrede år. Inkvisitionen var et morderisk forsøg på at tortere og dræbe alle der var uenige med kirken, og pavedømmet gav den sin fulde støtte. Kirken havde forfulgt ikkekatolikker før den tid, men inkvisitionen var langt mere omfattende end nogen tidligere bølge af forfølgelser.

¹⁵ Peter De Rosa, der kalder sig „patriotisk katolik“, skriver i sin nye bog Vicars of Christ — The Dark Side of the Papacy („Kristi stedfortrædere — pavedømmets skyggeside“): „Kirken var ansvarlig for forfølgelse af jøder, for inkvisitionen, for nedslagtning af kættere i tusindvis, for at genindføre tortur i Europa som en del af rettergangen. . . . Paver udnævnte og fyrede endog kejsere, og krævede at de påtvang deres undersåtter kristendommen under trussel om tortur og død. . . . For det evangeliske budskab var prisen forfærdende.“ Nogle af dem der blev dræbt havde kun begået den „forbrydelse“ at eje en bibel.

16, 17. Hvad siger han om inkvisitionen?

¹⁶ Om pave Innocens III fra begyndelsen af det 13. århundrede skriver De Rosa: „Man har beregnet at cirka to tusind kristne i hele verden omkom i forbindelse med den sidste og hårdeste forfølgelse under [den romerske] kejser Diocletian [i det 3. århundrede]. Ved den første voldelige episode under pave Innocens’ korstog [mod „kættere“ i Frankrig] blev ti gange så mange nedslagtet. . . . Det er chokerende at en pave med ét slag dræbte langt flere kristne end Diocletian. . . . [Innocens] havde ingen skrupler ved i Kristi navn at gøre alt det Kristus var imod.“

¹⁷ De Rosa bemærker at inkvisitorerne „i pavens navn var ansvarlige for historiens mest brutale og langvarige angreb på menneskets anstændighed“. Om den dominikanske inkvisitor Torquemada i Spanien skriver han: „[Torquemada] blev udnævnt i 1483 og udøvede sit tyranniske herredømme i femten år. Hans ofre talte over 114.000, hvoraf 10.220 blev brændt på bålet.“

18. Hvordan karakteriserer forfatteren inkvisitionen, og hvilken grund nævner han til at den bestod i over seks hundrede år?

¹⁸ Forfatteren fortsætter: „De historiske vidnesbyrd om inkvisitionen ville være penible for enhver organisation; for den katolske kirke er de katastrofale. . . . Det historien viser er at pavedømmet i over seks hundrede år uden ophold var den elementære retfærdigheds svorne fjende. Fra det trettende århundrede og fremefter misbilligede ikke én af firs paver i træk inkvisitionens teologi og metoder. Tværtimod føjede den ene efter den anden sine egne grusomme ideer til dette dødsmaskineri. Mysteriet er: Hvordan kunne paverne, generation efter generation, fortsætte med dette kætteri? Hvordan kunne de på alle punkter fornægte Jesu evangelium?“ Han svarer: „Paverne foretrak at gå imod evangeliet frem for at gå imod en ’ufejlbarlig’ forgænger, for det sidste ville have betydet selve pavedømmets undergang.“

19. Hvilken anden lovløshed billigede størstedelen af gejstligheden også?

¹⁹ Den rolle gejstligheden spillede i den grusomme slavehandel var også alt andet end glorværdig. Gennem flere hundrede år kidnappede folk fra kristenhedens lande mange tusind afrikanere, førte dem langt bort fra deres hjemland og mishandlede dem både fysisk og psykisk som slaver. Relativt få præster gjorde åbent indsigelse imod dette. Nogle af dem hævdede endda at det var Guds vilje. — Se Mattæus 7:12.

Blodskyld i vort århundrede

20. Hvordan har lovløshedens menneskes blodskyld nået et højdepunkt i dette århundrede?

²⁰ Lovløshedens menneskes blodskyld har nået et højdepunkt i vort århundrede. Gejstligheden har støttet historiens værste krige, der berøvede utallige millioner mennesker livet. De støttede begge parter under de to verdenskrige, hvori mennesker med samme tro, „brødre“, slog hinanden ihjel. Under den anden verdenskrig dræbte franske og amerikanske katolikker for eksempel tyske og italienske katolikker; og britiske og amerikanske protestanter dræbte tyske protestanter. Somme tider dræbte de nogle som ikke blot havde samme tro, men også samme nationale baggrund. De to verdenskrige opstod i kristenhedens hjerte, men de havde været en umulighed hvis gejstligheden havde adlydt budet om at man skal elske sin næste — og lært deres tilhængere at gøre det samme.

21. Hvad siger verdslige kilder om gejstlighedens engagement i krige?

²¹ The New York Times bekræfter dette: „Før i tiden støttede de lokale katolske hierarkier næsten altid deres nationers krige, velsignede tropperne og opsendte bønner om sejr, mens en anden skare biskopper på den anden side af fronten offentligt bad om det modsatte udfald af kampen. . . . Modsætningen mellem den kristne ånd og krigsførelsen . . . synes i manges øjne stadig tydeligere, mens våbnene bliver mere brutale.“ Og U.S.News & World Report har skrevet: „Kristendommens prestige i verden er blevet stærkt svækket af den hyppighed hvormed de såkaldt kristne lande har gjort brug af vold.“

22. Hvad bærer gejstligheden også ansvaret for i vor tid?

²² I dag findes der ingen officiel inkvisition, men gejstligheden har gennem staten forfulgt „profeter“ og „hellige“ fordi de har en anden mening. De har presset politiske ledere til at ’skabe uret i lovens navn’. På denne måde har de forårsaget eller tolereret at gudfrygtige mennesker i vort århundrede har fået forbud mod at udøve deres tro, eller er blevet mishandlet, tortureret eller endda dræbt. — Åbenbaringen 17:6; Salme 94:20, da. aut.

Kræves til regnskab

23. Hvorfor vil Gud kræve lovløshedens menneske til regnskab?

²³ Ja, i den falske religion er der virkelig fundet blod af profeter og af hellige og af alle som er blevet slået ihjel på jorden. (Åbenbaringen 18:24) Eftersom den værste blodsudgydelse har fundet sted inden for kristenheden, er det gejstligheden der har pådraget sig den største blodskyld. Bibelens betegnelse, „lovløshedens menneske“, kan ikke være mere rammende. Men i Guds ord siges der også: „Bliv ikke vildledt: Gud kan man ikke narre. For hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ (Galaterne 6:7) Gud vil derfor kræve den lovløse gejstlighed til regnskab.

24. Hvilke verdensomspændende omvæltninger vil snart indtræffe?

²⁴ Jesus sagde: „Fjern jer fra mig, I som øver lovløshed.“ (Mattæus 7:23) Og han erklærede: „Ethvert træ som ikke frembringer god frugt, bliver hugget om og kastet i ilden.“ (Mattæus 7:19) Snart vil lovløshedens menneske blive udslettet som ved ild sammen med al falsk religion, idet de politiske elementer som de har bedrevet utugt med, vil vende sig imod dem: „Disse vil hade skøgen og gøre hende øde og nøgen, og de vil æde hendes kød og opbrænde hende med ild.“ (Åbenbaringen 17:16) Da disse verdensomfattende omvæltninger snart vil finde sted, må Guds tjenere fortælle andre om dem. Den næste artikel vil komme ind på hvordan de har gjort dette.

„Lovløshedens menneske“ afsløres

„Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og . . . få del i hendes plager.“ — ÅBENBARINGEN 18:4.

1, 2. (a) Hvordan kan man kende „lovløshedens menneske“? (b) Hvordan ser Gud på dem der hævder at tjene ham men har pådraget sig blodskyld? (Mattæus 7:21-23)

GUDS ord forudsagde at der skulle komme et „lovløshedens menneske“, og at dette lovløse element ville blive ’udryddet og gjort til intet’ af Guds store skarpretter, Kristus Jesus. (2 Thessaloniker 2:3-8) Som de foregående artikler har vist, er dette lovløshedens menneske kristenhedens gejstlige. De har for længe siden vendt Guds ords sandhed ryggen og antaget hedenske læresætninger, som læren om treenigheden, helvede og sjælens udødelighed. Desuden strider deres gerninger mod Guds love. Ligesom dem Paulus advarede Titus imod, „bekender de [offentligt] at de kender Gud, men ved deres gerninger fornægter de ham, idet de er afskyelige og ulydige og ikke godkendte til nogen som helst god gerning“. — Titus 1:16.

² Jesus sagde: „Vær på vagt over for de falske profeter der kommer til jer forklædt som får, men som inderst inde er glubske ulve. I kan kende dem på deres frugter.“ Falske profeter frembringer „dårlige frugter“. (Mattæus 7:15-17) Et vidnesbyrd om gejstlighedens dårlige frugter er dens kolossale blodskyld. I århundreder har den støttet korstog, inkvisitioner og krige hvori millioner af menneskers blod er blevet udgydt. Den har bedt for og velsignet begge sider i krige hvori medlemmer af dens egne trossamfund har dræbt hinanden. I modsætning hertil kunne apostelen Paulus sige: „Jeg er ren for alles blod.“ (Apostelgerninger 20:26) Det er gejstligheden ikke. Til sådanne siger Gud: „Selv om I beder mange bønner, hører jeg ikke efter; jeres hænder er fulde af udgydt blod.“ — Esajas 1:15.

3. Hvilke begivenheder af verdensvid betydning vil snart indtræffe?

³ Tiden hvor Gud vil eksekvere sin dom over lovløshedens menneske nærmer sig hastigt. Som Jesus forudsagde vil der snart komme „så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“. (Mattæus 24:21) Denne periode med vanskeligheder uden fortilfælde vil begynde med henrettelsen af Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, der indbefatter alle kristenhedens trossamfund. De politiske elementer vil „gøre hende øde og nøgen, og de vil æde hendes kød og opbrænde hende med ild“. (Åbenbaringen 17:16) Den store trængsel vil slutte med at den resterende del af Satans verden ødelægges ved Harmagedon, „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. — Åbenbaringen 16:14, 16; 19:11-21.

Forpligtet til at vise kærlighed

4. Hvad skal de der tilbeder Gud „i ånd og sandhed“ gøre?

⁴ Hvilke forpligtelser har de der ’tilbeder Faderen i ånd og sandhed’, i betragtning af at disse skelsættende begivenheder snart indtræffer? (Johannes 4:23) De må først og fremmest have Jesu ord i tanke: „Hvis I holder mine bud, vil I forblive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt Faderens bud og forbliver i hans kærlighed. . . . Dette er mit bud, at I skal elske hinanden ligesom jeg har elsket jer. Ingen har større kærlighed end den, at han sætter sin sjæl til for sine venner. I er mine venner hvis I gør hvad jeg befaler jer.“ — Johannes 15:10-14; 1 Johannes 5:3.

5, 6. (a) Hvilket bud fra Jesus skulle tjene som et kendetegn på hans disciple? (b) I hvilken forstand var dette et nyt bud?

⁵ Sande kristne er altså forpligtede til at elske deres medmennesker, især deres kristne brødre og søstre i alle lande. (Apostelgerninger 10:34; Galaterne 6:10; 1 Johannes 4:20, 21) Ja, kristne skal have „inderlig kærlighed til hinanden“. (1 Peter 4:8) Denne kærlighed i jordomspændende omfang kendetegner dem som sande kristne, for Jesus sagde: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Johannes 13:34, 35.

⁶ Hvad nyt var der i dette bud? Havde jøderne under Moseloven ikke fået budet: „Du skal elske din næste som dig selv“? (3 Mosebog 19:18) Jo, men Jesus pegede på noget yderligere da han sagde: „Ligesom jeg har elsket jer.“ Hans kærlighed omfattede at han gav sit liv for andre, og hans disciple skulle være villige til at gøre det samme. (Johannes 15:13) Dette var en stærkere form for kærlighed, eftersom Moseloven ikke krævede at man ofrede livet.

7. Hvilket trossamfund har i dette århundrede adlydt kærlighedens bud?

⁷ Hvilket trossamfund har i vort århundrede fulgt dette kærlighedsbud? Tydeligvis ingen af kristenhedens trossamfund, for de har nedslagtet hinanden i millionvis under de to verdenskrige og andre konflikter. Men Jehovas vidner har jorden over adlydt dette bud. De har holdt sig strengt neutrale i nationernes krige, eftersom Jesus sagde at hans disciple ikke måtte være „en del af verden“. (Johannes 17:16) De kan derfor ligesom Paulus sige at de er ’rene for alles blod’. (Apostelgerninger 20:26) Læg for eksempel mærke til indledningen til en resolution som Jehovas tjenere den 27. november 1921 vedtog ved et stævne i Washington, D.C.:

„Som kristne der oprigtigt bestræber sig for at følge den lære der blev fremholdt af Kristus Jesus, vor Herre, og hans apostle, mener vi: at krig er et levn af barbari, ødelæggende for den gode moral og en skændsel for kristne folkeslag; at de principper Herren Jesus Kristus opstillede afskærer indviede kristne fra at deltage i krig, blodsudgydelse og vold under enhver form.“

8. Hvad viser historien om Jehovas vidner under den anden verdenskrig?

⁸ Hvordan kunne de efterleve denne holdning under den anden verdenskrig? Under denne den værste krig i menneskehedens historie mistede cirka 50 millioner mennesker livet. Men ikke én blev dræbt af et Jehovas vidne! Så godt som hele den tyske gejstlighed støttede nazismen direkte eller indirekte. Men Jehovas vidner holdt sig strengt neutrale under nazistyret og ville hverken sige „heil Hitler“ eller medvirke i hans militærmaskine. De dræbte derfor ingen af deres åndelige brødre fra andre lande, eller nogen som helst andre. Også Jehovas vidner i alle andre lande bevarede deres neutralitet.

9. Hvordan gik det Jehovas vidner i Tyskland og Østrig under nazistyret?

⁹ Mange Jehovas vidner har sat deres sjæl til for deres venner i andre lande for at adlyde kærlighedens bud. I en anmeldelse af bogen Kirchenkampf in Deutschland (Kirkekamp i Tyskland) af Friedrich Zipfel siges der om Jehovas vidner: „Syvoghalvfems procent af medlemmerne af denne lille religiøse gruppe blev ofre for nationalsocialistisk [nazistisk] forfølgelse. En tredjedel af dem mistede livet, enten ved henrettelse, andre voldshandlinger, sult, sygdom eller tvangsarbejde. Denne behandling var i sin hårdhed uden fortilfælde og skyldtes en kompromisløs tro som ikke kunne bringes i harmoni med den nationalsocialistiske ideologi.“ I Østrig omkom 25 procent af Jehovas vidner i nazistiske koncentrationslejre. Nogle blev henrettet eller pryglet til døde, andre omkom som følge af sygdom eller udmattelse.

10. Hvilken tillid havde de der måtte dø fordi de adlød kærlighedens bud?

¹⁰ De der led martyrdøden fordi de adlød kærlighedens bud, havde tillid til at ’Gud ikke er uretfærdig så han ville glemme deres arbejde og den kærlighed de havde vist mod hans navn’. (Hebræerne 6:10) De vidste at „verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt“. (1 Johannes 2:17) De havde det sikre håb at blive oprejst til evigt liv. — Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15.

11. Hvad får Jehovas tjenere til at skille sig ud, og hvilken profeti opfyldes i forbindelse med dem?

¹¹ Kun Jehovas tjenere efterlever det princip apostelen Peter og andre apostle henviste til over for en høj domstol: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Apostelgerninger 5:29) Eftersom Jehovas vidner følger dette princip, støttes de af „den hellige ånd . . ., som Gud har givet dem der adlyder ham som deres hersker“. (Apostelgerninger 5:32) Det er denne kraft der sætter dem i stand til at opfylde profetien i Esajas 2:2-4. Heri forudsiges der at den sande tilbedelse i vor tid ville blive genoprettet og at folk fra alle nationer og trossamfund ville strømme til den. Dette vil blandt andet resultere i at „de [smeder] deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig“. Jehovas tjenere forbereder sig til at leve i en fredelig ny verden, og de vil derfor ikke mere lære at føre krig. De lærer at følge kærlighedens bud. — Johannes 13:34, 35.

12. Hvad må de der følger kærlighedens bud gøre for andre?

¹² Da kristen kærlighed også kræver at man ’elsker sin næste som sig selv’, kan Guds tjenere ikke tie med det de ved. (Mattæus 22:39) Der findes stadig mange andre som gerne vil tjene Gud og leve i hans nye verden. Også disse må, mens der endnu er tid, lære om kærlighedens bud og de mange andre sandheder der har at gøre med den universelle Suveræn, Jehova Gud. De må lære hvordan vi bør tilbede Jehova, den eneste der er værdig til at modtage vor tilbedelse. (Mattæus 4:10; Åbenbaringen 4:11) De der allerede har lært dette er forpligtede til at fortælle det videre til andre, så også de kan vinde Jehovas behag. — Ezekiel 33:7-9, 14-16.

Lovløshedens menneske afsløres

13. Hvad må vi bekendtgøre som en del af vort jordomspændende vidnesbyrd, og hvorfor?

¹³ Jesus sagde at „denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme“. (Mattæus 24:14) Som en del af dette jordomspændende vidnesbyrd er Guds tjenere forpligtede til at bekendtgøre hans dom over den falske religion, navnlig kristenhedens gejstlighed. Det er den der i Guds øjne er mest dadelværdig, eftersom den hævder at være kristen. Den må afsløres, så de der ønsker at tjene Gud kan blive befriet for dens påvirkning og tage skridt til at overleve. Som Jesus sagde: „Sandheden skal frigøre jer.“ — Johannes 8:32.

14. Hvilket tydeligt budskab om den falske religion må forkyndes?

¹⁴ Jehovas vidner må derfor bekendtgøre dette inspirerede budskab om den falske religion: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager. For hendes synder har hobet sig op, helt op til himmelen, og Gud har husket hendes uretfærdigheder. . . . Det er derfor hendes plager vil komme på én dag, død og sorg og hungersnød, og hun skal opbrændes med ild, for stærk er Jehova Gud, som har dømt hende.“ — Åbenbaringen 18:4-8.

15. Hvilken rolle spillede året 1914 i Jehovas hensigt, og hvad skete der derfor efter den første verdenskrig?

¹⁵ Bibelens profetier viser at „de sidste dage“ for denne tingenes ordning begyndte i det afgørende år 1914. (2 Timoteus 3:1-5, 13; Mattæus 24:3-13) Siden det år har vi befundet os i „endens tid“. (Daniel 12:4) Lige efter den første verdenskrig begyndte Jehovas tjenere, i overensstemmelse med hans hensigt, nidkært at udvide deres forkyndelse af Guds rige, som forudsagt i Mattæus 24:14. De forstærkede også deres indsats for at afsløre den falske religion, især den frafaldne kristenheds gejstlighed.

16. Hvordan har afsløringen af lovløshedens menneske taget fart gennem mere end 70 år?

¹⁶ I over 70 år har Guds tjenere nu med stadig større styrke henledt folks opmærksomhed på lovløshedens menneskes bedrageriske virksomhed. Umiddelbart efter den første verdenskrig blev dette arbejde udført af blot nogle få tusind. Men nu er de blevet til „en mægtig nation“ med over tre og en halv million aktive forkyndere organiseret i mere end 60.000 menigheder jorden over. (Esajas 60:22) I stadig større målestok forkynder Guds tjenere nidkært om Guds rige som menneskehedens eneste håb, og samtidig afslører de gejstligheden som det den er: et bedragerisk lovløshedens menneske.

Hvorfor med så stor kraft?

17. Hvorfor har Jehovas tjenere med så stor kraft afsløret lovløshedens menneske?

¹⁷ Hvorfor har Jehovas tjenere med så stor kraft afsløret lovløshedens menneske gennem alle disse år? Fordi de millioner af mennesker som udgør den store skare af Jehovas får og som allerede er på vej til frelsen, må beskyttes mod Satans verden og dens falske religion. (Johannes 10:16; Åbenbaringen 7:9-14) Dertil kommer at medmindre gejstligheden afsløres, kan oprigtige mennesker der endnu ikke er en del af Guds hjord, ikke vide hvordan de skal undgå en forkert kurs. De må derfor undervises, ligesom Jesus underviste mennesker da han om datidens hykleriske religiøse ledere sagde: „De er blinde vejledere. Hvis en blind leder en blind, vil begge falde i et hul.“ — Mattæus 15:14; se også Andet Korintherbrev 4:4; 11:13-15.

18. Hvad har sandhedssøgende mennesker brug for at få at vide?

¹⁸ Gejstligheden er en del af Satans verden. (Johannes 8:44) Men Jehova vil snart tilintetgøre denne verden. (2 Peter 3:11-13; 1 Johannes 2:15-17) Guds ord siger derfor advarende: „Enhver der ønsker at være ven med verden, gør sig . . . til fjende af Gud.“ (Jakob 4:4) Kristenhedens gejstlige ignorerer denne advarsel og fortsætter med at blande sig i politik. De siger til deres tilhængere at politikerne kan skabe en bedre verden. Men det er et falsk håb, for denne verden under Satans herredømme går sin undergang i møde. De der sætter deres håb til denne verden, bliver derfor bedraget. De har brug for at høre sandheden om hvordan det vil gå denne verden, og hvad der vil erstatte den. — Ordsprogene 14:12; 19:21; Mattæus 6:9, 10; Åbenbaringen 21:4, 5.

19. Hvordan er nogle præsters verdslige indstilling i den senere tid blevet afsløret i medierne?

¹⁹ Nogle præsters verdslige indstilling er i den senere tid blevet afsløret i medierne, for eksempel visse tv-prædikanters udsvævende og luksuøse livsstil. En tekstforfatter har endda skrevet en sang med titlen: „Ville Jesus bære et Rolexur [til 10.000 dollars] under sit tv-show?“ Sangen fortsætter: „Ville Jesus gå ind for politik hvis han kom tilbage til jorden, ville han så have en ekstra bolig i [det eksklusive] Palm Springs og forsøge at lægge skjul på sin rigdom?“ Flere og flere præster tolererer eller praktiserer desuden homoseksualitet. Den katolske kirke i De Forenede Stater må betale millioner af dollars i erstatning fordi præster har gjort sig skyldige i seksuelt misbrug af børn. — Romerne 1:24-27; 1 Korinther 6:9, 10.

20. Hvorfor må Guds tjenere blive ved med at afsløre lovløshedens menneske?

²⁰ Guds tjenere kan ikke ignorere sådanne overtrædelser; de må afsløres. Den store skare af andre får må beskyttes mod dem der forsøger at få dem til at overtræde Guds love. Og de der „sukker og stønner over alle de vederstyggeligheder der øves“ må findes og indsamles, så de kan modtage beskyttende vejledning fra den store Hyrde, Jehova Gud, og „den rigtige hyrde“, Jesus Kristus. — Ezekiel 9:4; Johannes 10:11; Ordsprogene 18:10.

21. Hvad vil Jehovas vidner fortsat forkynde?

²¹ Guds folk vil derfor ikke tøve med at forkynde hans hævn over hele Satans verden, deriblandt lovløshedens menneske, kristenhedens gejstlighed. De vil nidkært forkynde engelens budskab som beskrevet i Åbenbaringen 14:7: „Frygt Gud og giv ham ære, for hans doms time er kommet.“ Og i dette budskab vil de indbefatte den indtrængende advarsel mod falsk religion som findes i Åbenbaringen 18:4: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og . . . få del i hendes plager.“