Hvem stod bag?

Var det virkelig præsterne der stod bag alt dette? Det benægtede John Lord O’Brian. Men de der levede dengang vidste udmærket hvordan det forholdt sig. Den 22. marts 1919 skrev avisen Appeal to Reason, der blev udgivet i Girard i staten Kansas: „Pastor Russells tilhængere, ondsindet forfulgt af den ’ortodokse’ gejstlighed, blev dømt og fængslet uden ret til at stille kaution, selv om de gjorde alt hvad de kunne for at rette sig efter spionagelovens bestemmelser. . . . Vi erklærer at uanset om spionageloven teknisk set var i overensstemmelse med forfatningen og var etisk forsvarlig eller ej, blev disse tilhængere af pastor Russell dømt uretmæssigt efter dens bestemmelser. En fordomsfri bedømmelse af vidnesbyrdene vil hurtigt overbevise enhver om at disse mænd hverken havde til hensigt at overtræde loven eller gjorde det.“

Nogle år senere skrev dr. Ray Abrams i bogen Preachers Present Arms: „Det er påfaldende at så mange præster så aggressivt forsøgte at skaffe sig af med russellitterne [som bibelstudenterne nedsættende blev kaldt]. Sejlivede religiøse skænderier og gammelt had, som ikke ofres nogen opmærksomhed ved domstolene i fredstid, fandt nu vej ind i retssalen under indflydelse af krigshysteriet.“ Han skrev også: „En analyse af hele sagen fører til den konklusion at det oprindelig var kirkerne og præsteskabet der stod bag bestræbelserne for at udrydde russellitterne.“ — S. 183-85.

Afslutningen af krigen bragte imidlertid ikke forfølgelsen af bibelstudenterne til afslutning. Den indledte blot en ny æra af den.

Præster lægger pres på politiet

Da krigen var forbi rejste præsterne andre stridsspørgsmål for om muligt at standse bibelstudenternes arbejde. I det katolske Bayern og andre steder i Tyskland blev der foretaget mange arrestationer i 1920’erne for påståede overtrædelser af dørsalgslovene. Men når sagerne blev appelleret, tog dommerne som regel bibelstudenternes parti. Efter at domstolene var blevet oversvømmet med tusinder af den slags sager, udsendte indenrigsministeriet i 1930 et cirkulære til alle politifolk om at de skulle holde op med at rejse sager mod bibelstudenterne for overtrædelse af dørsalgslovene. Derved aftog presset fra denne kant for en tid, og Jehovas vidner fortsatte deres tjeneste i usædvanlig målestok i den tyske arbejdsmark.

Præsterne havde også stor magt i Rumænien i de år. Det lykkedes dem at få udstedt dekreter som forbød Jehovas Vidners skrifter og virksomhed. Men de var bange for at folk stadig læste de publikationer de allerede havde fået og at de derved lærte om kirkens ubibelske dogmer og bedrageriske påstande. For at forhindre dette gik de med politifolk fra hus til hus og søgte efter bøger og brochurer som var blevet uddelt af Jehovas vidner. De spurgte endda troskyldige små børn om deres forældre havde modtaget sådanne publikationer. Når der blev fundet nogle, blev folk truet med prygl og fængsel hvis de nogen sinde modtog flere. I nogle landsbyer var præsten samtidig borgmester og fredsdommer, og gjorde man ikke som præsten sagde skulle man ikke vente megen retfærdighed.

Flere amerikanske embedsmænd var lige så villige til at gå gejstlighedens ærinde i denne periode. Efter at den katolske biskop O’Hara i 1936 havde besøgt Lagrange, Georgia, lod byens borgmester og den offentlige anklager således i snesevis af Jehovas vidner arrestere. Mens de var indespærrede blev de tvunget til at sove ved siden af en mødding på madrasser der var oversprøjtet med ajle, fik ormebefængt mad at spise og blev sat til at udføre vejarbejde.

I Polen gjorde de katolske gejstlige også alt hvad de kunne for at hindre Jehovas Vidners arbejde. De æggede folk til voldshandlinger, brændte Jehovas Vidners publikationer offentligt, fordømte dem som kommunister og slæbte dem for domstole med påstand om at deres publikationer var „en helligbrøde“. Ikke alle embedsmænd var dog villige til at danse efter præsternes pibe. Statsadvokaten ved appelretten i Posen (Poznań) nægtede således at retsforfølge et af Jehovas vidner som præsterne havde anklaget for at kalde den katolske gejstlighed for „Satans organisation“. Statsadvokaten gjorde selv opmærksom på at den umoralske ånd der spredtes i kristenheden fra Alexander VI’s pavelige hof (1492-1503) faktisk var en satanisk organisations ånd. Og da gejstligheden anklagede et af Jehovas vidner for gudsbespottelse fordi han udbredte Vagttårnsselskabets publikationer, krævede statsadvokaten ved appelretten i Thorn (Toruń) frifindelse idet han sagde: ’Jehovas vidner indtager nøjagtig samme standpunkt som de første kristne. Skønt de nedrakkes og forfølges, står de for de højeste idealer i en falden og fordærvet verdensordning.’

Dokumenter i det canadiske rigsarkiv afslører at det var som reaktion på et brev fra den katolske kardinal Villeneuves residens i Quebec til justitsminister Ernest Lapointe at Jehovas Vidner blev forbudt i Canada i 1940. Andre embedsmænd bad derefter om en fuldstændig redegørelse for grundene til dette indgreb, men Lapointes svar var efter mange parlamentsmedlemmers opfattelse på ingen måde tilfredsstillende.

På den anden side af jorden drev præsterne et lignende spil. I det australske rigsarkiv findes et brev fra den romersk-katolske ærkebiskop i Sydney til statsadvokat W. M. Hughes med en opfordring til at Jehovas Vidner erklæres illegale. Brevet er skrevet den 20. august 1940, blot fem måneder før der blev udstedt forbud mod Jehovas Vidner. Efter at have gennemgået det påståede grundlag for forbudet sagde dommer Williams ved den australske højesteret senere at det havde „den virkning at det gjorde forfægtelsen af den kristne religions principper og lærdomme ulovlig og enhver gudstjeneste der holdtes af mennesker som troede på Kristi fødsel til en ulovlig sammenkomst“. Den 14. juni 1943 afgjorde retten at forbudet var i strid med australsk lov.

I Schweiz krævede en katolsk avis at myndighederne beslaglagde dem af Jehovas Vidners publikationer som kirken fandt anstødelige. Man truede med at tage sagen i egen hånd hvis dette ikke skete. Mange steder i verden var det netop hvad præsterne gjorde.

Religiøse ledere griber til vold

De katolske gejstlige i Frankrig følte at de stadig havde et fast greb om befolkningen, og de var besluttede på at intet skulle få lov at bryde dette monopol. I 1924-25 uddelte bibelstudenterne i mange lande traktaten Gejstligheden anklages. I 1925 skulle J. F. Rutherford tale i Paris over emnet „Gejstlighedens svindel afsløres“. Et øjenvidne fortæller hvad der skete ved mødet: „Salen var fyldt til trængsel. Broder Rutherford trådte frem på scenen og blev hilst med et hjerteligt bifald. Han begyndte at tale, da omkring 50 præster og medlemmer af Katolsk Aktion bevæbnede med stokke pludselig brasede ind i salen mens de sang Marseillaisen. De kastede traktater ud fra de øverste trapper. En præst steg op på scenen. To unge mænd smed ham ned. Tre gange forlod broder Rutherford scenen og kom tilbage igen. Til sidst kom han ikke tilbage. . . . Bordene med en udstilling af vore publikationer blev væltet, og bøgerne blev spredt over det hele. Det var én stor forvirring!“ Men det var ikke noget isoleret tilfælde.

Da Jack Corr forkyndte i Irland fik han ofte den katolske gejstligheds vrede at føle. Ved en lejlighed trak en pøbelsværm, ophidset af sognepræsten, ham ud af sengen midt om natten og brændte alle hans bøger og brochurer på torvet. Da Victor Gurd og Jim Corby ankom til deres logi i Roscrea i amtet Tipperary, opdagede de at modstandere havde stjålet deres publikationer, overhældt dem med benzin og sat ild til dem. Rundt om bålet stod det lokale politi, præsteskabet og kvarterets børn og sang „Faith of Our Fathers“.

Før Jehovas Vidner holdt stævne i Madison Square Garden i New York i 1939, truede tilhængere af den katolske præst Charles Coughlin med at afbryde mødet. Politiet blev underrettet. Den 25. juni talte broder Rutherford til over 18.000 mennesker i dette auditorium over emnet „Herredømmet og Freden“, og en stor international lytterskare hørte med over radioen. Efter at foredraget var begyndt stimlede omkring 200 eller flere katolikker og nazister, anført af adskillige katolske præster, sammen på balkonen. På et givet signal opløftede de et vældigt hyl mens de råbte „Heil Hitler!“ og „Viva Franco!“ De råbte alle mulige skældsord og grovheder, fremsatte trusler og gik til angreb på de opsynsmænd der forsøgte at fjerne dem. De fik dog ikke held til at standse mødet. Broder Rutherford fortsatte frygtløst med at tale med kraftig stemme. Da uroen var på sit højeste erklærede han: „Læg i dag mærke til de nazister og katolikker der gerne ville afbryde dette møde, men som ved Guds nåde ikke magter det.“ Bifaldsbølge efter bifaldsbølge støttede taleren. Forstyrrelsen kom med på den lydoptagelse der blev lavet af foredraget, og den blev hørt af folk i mange dele af verden.

Hvor det var muligt benyttede den katolske gejstlighed dog, som i inkvisitionens dage, staten til at undertrykke dem der vovede at betvivle kirkens lære og handlinger.

Brutal behandling i koncentrationslejre

I Adolf Hitler fandt gejstligheden en villig allieret. I 1933, samme år som Vatikanet indgik et konkordat med Nazityskland, iværksatte Hitler en kampagne for at udrydde Jehovas vidner i Tyskland. I 1935 blev de forbudt i hele landet. Men hvem stod bag dette?

En katolsk præst skrev i bladet Der Deutsche Weg (der blev udgivet i Łódź i Polen) for 29. maj 1938: „Der er nu ét land på jorden hvor de såkaldte . . . bibelstudenter [Jehovas vidner] er forbudt. Det er Tyskland! . . . Da Adolf Hitler kom til magten og det tysk-katolske episkopat gentog kravet, sagde Hitler: ’Disse såkaldte alvorlige bibelstudenter [Jehovas vidner] er urostiftere; . . . jeg betragter dem som charlataner; jeg vil ikke tåle at de tyske katolikker skal udskældes på en sådan måde af denne amerikaner, dommer Rutherford; jeg opløser [Jehovas Vidner] i Tyskland.’“ — Kursiveret af os.

Var det kun de katolske biskopper der ønskede dette indgreb? Ifølge bladet Oschatzer Gemeinnützige for 21. april 1933 sagde den lutherske præst Otto i en radiotale den 20. april at der bestod et „nært samarbejde“ mellem den tyske lutherske kirke i Sachsen og landets politiske ledere, hvorefter han erklærede: „De første resultater af dette samarbejde ses allerede, i form af det forbud der i dag er udstedt mod International Forening for Bibelstudium [Jehovas Vidner] og dens underafdelinger i Sachsen.“

[Ramme på side 655]

Præsterne afslører deres indstilling

Det er værd at lægge mærke til hvordan de religiøse tidsskrifter reagerede på domfældelsen af J. F. Rutherford og hans medarbejdere i 1918:

◆ „The Christian Register“: „Det regeringen her med dræbende tydelighed slår ned på, er den antagelse at religiøse idéer altid kan udbredes ustraffet, uanset hvor skøre og skadelige de måtte være. Det er en gammel vildfarelse, og hidtil har vi været alt for lemfældige over for den. . . . Det ser ud til at være russellismens endeligt.“

◆ „The Western Recorder“, et baptistisk tidsskrift, skrev: „Det er ikke spor overraskende at lederen af denne kværulantiske sekt er blevet indespærret i en institution for lovbrydere. . . . Det virkelig svære problem i denne forbindelse er om de anklagede skulle have været i fængsel eller om de burde have været anbragt på en sindssygeanstalt.“

◆ „The Fortnightly Review“ henledte opmærksomheden på en kommentar i New York-avisen „Evening Post“, der lød: „Vi stoler på at de der underviser i religion overalt vil mærke sig denne dommers opfattelse, nemlig at fremholdelse af enhver tro som ikke er i fuld overensstemmelse med den vedtagne lov, er en alvorlig forbrydelse som kun forstærkes hvis man som evangeliets tjener er oprigtig i det man siger.“

◆ „The Continent“ betegnede nedsættende de anklagede som „tilhængere af afdøde ’pastor’ Russell“ og hævdede fejlagtigt at de mente at „alle bortset fra syndere skulle fritages for at kæmpe mod den tyske kejser“. Bladet påstod også at ifølge statsadvokaten i Washington havde „den italienske regering for nogen tid siden klaget til De Forenede Stater over at Rutherford og hans meningsfæller . . . havde udspredt antikrigspropaganda i den italienske hær“.

◆ En uge senere gengav „The Christian Century“ det meste af det ovennævnte ord for ord, og viste dermed at det var i fuld overensstemmelse med disse synspunkter.

◆ Det katolske tidsskrift „Truth“ nævnte kort den dom der var afsagt, og gav derefter udtryk for bladets mening ved at sige: „Dette samfunds skrifter nærmest stinker af ondskabsfulde angreb på den katolske kirke og dens præsteskab.“ I et forsøg på at sætte enhver som offentligt erklærede sig uenig med den katolske kirke, i bås med samfundsoprørere, skrev bladet videre: „Det bliver mere og mere tydeligt at intolerancens ånd er nært forbundet med en oprørsk indstilling.“

◆ Dr. Ray Abrams skrev siden i bogen „Preachers Present Arms“: „Da nyheden om dommene på tyve års fængsel nåede ud til udgiverne i den religiøse bladverden, jublede praktisk taget alle disse blade, store såvel som små, over det skete. Jeg har ikke været i stand til at finde sympatitilkendegivelser i nogen af de ortodokse religiøse blade.“