Præsternes modstand intensiveres

Efter den første verdenskrigs afslutning i 1918 fortsatte de gejstlige med at modstå Guds folk. Én præst kritiserede offentligt bibelstudenternes syn på sjælens udødelighed og på Marias rolle. „Længselen efter et bedre liv på jorden gør [bibelstudenterne] vanvittige,“ skrev han. „De fastholder at vi alle er brødre og søstre, og at folk af alle nationaliteter er lige.“ Derefter klagede han over at det er vanskeligt at gribe juridisk ind over for bibelstudenterne fordi de „giver det udseende af at være sandhedselskende, religiøse, fredsommelige og ydmyge mennesker“.

I 1921 skrev præster i Bukovina til Indenrigs- og Justitsministeriet og forlangte at få bibelstudenternes arbejde forbudt. Faktisk var der vrede gejstlige i praktisk talt alle de områder sandheden var blevet udbredt til, og de rasede mod Guds folk. Ortodokse, katolske og andre kirker organiserede hadkampagner hvor de tilskyndede enkeltpersoner og større grupper til at angribe forkynderne. I et brev til hovedkontoret skrev afdelingskontoret: „Her i landet beklæder de gejstlige alt for mange regeringsembeder, og vores arbejde er i nogen grad overladt til deres nåde. Der ville ikke være nogen problemer hvis de overholdt lovene, men de misbruger deres magt.“

Som reaktion på gejstlighedens spærreild af klager godkendte Religionsministeriet at der blev anvendt „magt“ for at hindre Jehovas folk i at forkynde og holde møder. Derved blev politiet kirkernes forlængede arm, og de arresterede brødrene på den falske anklage at de forstyrrede freden. Loven var dog ikke klart defineret, så der var forskel på hvilke straffe der blev udmålt. Brødrenes gode adfærd udgjorde også et problem. „Bibelstudenterne kan ikke dømmes,“ sagde en dommer, „for de er ofte de fredeligste af alle mennesker.“

Ikke desto mindre intensiveredes forfølgelsen, og i slutningen af 1926 blev Vagt-Taarnet forbudt. Men dette standsede ikke strømmen af åndelig føde — brødrene ændrede ganske enkelt navnet på bladet! Fra og med udgaven for 1. januar 1927 kom den rumænske udgave til at hedde Høsten, senere blev navnet ændret til Bibelens lys og til sidst til Daggry. Dets ungarske modstykke fik det nye navn Kristen pilgrim, derefter Evangelium og til sidst Tidsskriftet for dem der tror på Kristi blod.

Sørgeligt nok faldt Jacob B. Sima fra på dette tidspunkt. Han var faktisk skyld i at man i 1928 mistede afdelingskontorets bygninger og alt udstyret! Brødrene „er blevet spredt, og deres tillid er blevet rokket,“ beretter ’Årbogen’ for 1930. På grund af denne sørgelige udvikling blev tilsynet med arbejdet overdraget til afdelingskontoret i Tyskland i 1929 og senere til Vagttårnets centraleuropæiske kontor i Bern i Schweiz. Begge afdelingskontorer arbejdede gennem et kontor som brødrene senere fik oprettet i Bukarest.

’Brænd ikke min bog’

Til trods for disse yderligere prøvelser sørgede de der var forblevet trofaste, for at reorganisere arbejdet, og de fortsatte med at forkynde, endda i nye områder. Den 24. august 1933 skrev det rumænske afdelingskontor: „Folk hungrer efter sandheden. Vore brødre i marken skriver til os at de er engagerede i vidnearbejdet, og grupper af landsbyboere følger efter dem fra dør til dør for at høre mere om sandheden.“

I ét tilfælde tog en fattig kvinde imod en bog som blev tilbudt, og hun gav endda et lille bidrag til Rigets arbejde. Men da landsbypræsten hørte om det, gik han straks hen til kvindens hus. „Giv mig den bog så jeg kan brænde den!“ befalede han.

„Åh nej, Fader, brænd den ikke,“ bad kvinden, „for den har bragt os trøst, og den vil hjælpe os til at udholde vores elendighed!“ Kvinden nægtede at give bogen fra sig.

En anden kvinde som satte stor pris på publikationerne, var en hertuginde hvis tjenestefolk var Jehovas Vidner. En dag sagde hun til sine ansatte: „I er nu ikke længere mine tjenere, men mine brødre!“ I en anden landsby fortalte en broder nogle nysgerrige børn at han forkyndte Guds rige. Børnene gav sig så til at opfordre forbipasserende til at tage imod litteratur. „Bøgerne fortæller om Gud,“ sagde de. Broderen blev praktisk talt mundlam over denne entusiastiske og spontane støtte, og snart havde han spredt alle sine bøger!

Nicu Palius, en mild og elskværdig pionerbroder, kom til Rumænien fra Grækenland for at hjælpe med arbejdet. Efter at have tjent i Bukarest flyttede han til Galaţi, som er en stor havneby ved Donaufloden. I slutningen af 1933 skrev Nicu: „I næsten to og en halv måned arbejdede jeg blandt rumænerne, og Jehova Gud skænkede mig mange velsignelser — og dét skønt jeg ikke talte sproget. Senere arbejdede jeg blandt grækerne og armenierne, og med Herrens hjælp besøgte jeg 20 byer. Grækerne glædede sig særlig meget over budskabet.“

Ja, på trods af gejstlighedens hadkampagne var der mange retsindige som ønskede at høre den gode nyhed. Blandt andet var der en borgmester som ivrigt læste adskillige brochurer og senere erklærede at han med længsel ventede på den nye verden. I en anden by bad en mand om at få nogle publikationer, og han lovede at dele dem ud til alle der var villige til at læse dem.

Ville de fortsætte med at udføre deres forkynderhverv selv når de blev udsat for modstand fra både de gejstlige og de frafaldne?

Nogle bukkede under for presset, men mange fortsatte trofast og nidkært i Jehovas tjeneste. En rapport fra 1931 lød i uddrag: „Der er omkring 2000 brødre og søstre i Rumænien, og disse har under store vanskeligheder spredt 5549 bøger og 39.811 brochurer i årets løb.“ Det følgende år opnåede brødrene endnu bedre resultater, idet de i alt spredte 55.632 bøger og brochurer.

Nogle gange virkede forfølgelsen desuden stik imod hensigten. For eksempel besluttede alle Jehovas Vidner i et bestemt område sig for at gøre det offentligt kendt at de havde brudt med „Babylon den Store“. (Åb. 18:2, 4) I fem dage strømmede disse modige brødre og søstre ind på det lokale rådhus for skriftligt at give til kende at de ville meldes ud af deres tidligere kirke.

De ledende i samfundet var chokerede, og den lokale præst var forfærdet. Først løb han hen på politistationen efter hjælp, men forgæves. Så styrtede han tilbage til rådhuset og beskyldte notaren for at være kommunist fordi han hjalp folk med at udfylde deres dokumenter. Fornærmet svarede notaren igen og sagde at han ville hjælpe alle byens borgere med at melde sig ud af kirken hvis de kom til ham. Dét lukkede munden på præsten, og brødrene kunne færdiggøre deres papirarbejde.

„Har du tænkt dig at skyde mig?“

Præsterne rasede mod Jehovas Vidner i deres prædikener og blev ved med at lægge pres på regeringen for at få arbejdet forbudt. Religionsministeriet, som var gejstlighedens politiske redskab, blev naturligvis ved med at bruge politiet til at chikanere brødrene.