At israelitterne var godt kendt med vævekunsten og kunne indvæve mønstre i deres stoffer, fremgår af at ypperstepræstens lange kjortel af hvidt, fint linnedgarn skulle væves i tern. — 2Mo 28:39.

Arbejdet med teltboligen blev ledet af kunsthåndværkerne Bezalel og Oholiab, hvis evner Guds hellige ånd virkede befordrende på, så de kunne udføre arbejdet nøjagtig efter det forbillede Jehova havde givet. (2Mo 35:30-35) Der var også kvinder som havde gode evner i denne retning, og som spandt garn af hør og uld. (2Mo 35:25, 26) Da kunsthåndværkerne lavede stoffet til ypperstepræsten Arons efod, „hamrede [de] guldplader tyndt ud og skar tråde ud af dem til at indvirke imellem det blå garn og den purpurfarvede uld og det karmoisinrøde garn og det fine linnedgarn, i kunstbroderi“. — 2Mo 39:2, 3.

I Guds lov fik Israels folk dette påbud: „Du må ikke klæde dig i stof som er blandet af uld og hør.“ (5Mo 22:11; se også 3Mo 19:19.) Herom siger Encyclopaedia Judaica (Jerusalem 1973, bd. 14, sp. 1213): „Præsteklædningen var tydeligvis undtaget fra forbudet mod sja’atnezʹ [stof (tråd) som er blandet, NV]. I 2 Mosebog 28:6, 8, 15 og 39:29 foreskrives det at forskellige klædningsstykker skulle væves af både linnedgarn og farvet uldgarn. . . . Dette tyder på at det generelle forbud var baseret på et tabu mod en sådan blanding, idet denne udelukkende var forbeholdt religiøs brug.“

Brugt billedligt. På grund af sin renhed bruges hvidt linned i Bibelen til at symbolisere retfærdighed. De klædningsstykker som ypperstepræsten bar direkte på kroppen, nemlig benklæderne, kjortelen og turbanen, og ligeledes underpræsternes benklæder, kjortler og hovedtøj, var lavet af hvidt, fint linned. (2Mo 28:39-42; jf. Job 29:14.)