I mellemtiden skabte de to supermagter, Sovjetunionen og De Forenede Stater, store gennembrud ved at skære ned på de væbnede styrker og mindske kernekrigstruslen. For hver aftale der blev indgået, opstod der fornyet håb om verdensfred, og det i en sådan grad at skribenten John Elson i september 1989 skrev: „Slutningen af 80’erne repræsenterer for mange kommentatorer et farvel til våbnene. Den kolde krig synes næsten forbi; det lader til at freden er ved at bryde ud i mange dele af verden.“

Den kolde krigs ophør

„Mønsteret for det østeuropæiske systems sammenbrud var bemærkelsesværdig ensartet,“ siger David Selbourne. Han tilføjer: „Katalysatoren var tydeligvis Gorbatjovs magtovertagelse i Moskva i marts 1985 og hans afskaffelse af ’Brezjnev-doktrinen’, hvilket på en skæbnesvanger måde berøvede østeuropæiske regimer forsikringen om sovjetisk bistand og indgriben i tilfælde af folkeopstand.“

The New Encyclopædia Britannica kalder Gorbatjov „den vigtigste igangsætter af en række begivenheder i slutningen af 1989 og i 1990 der omdannede Europas politiske struktur og markerede begyndelsen til den kolde krigs afslutning“.

Naturligvis kunne Gorbatjov ikke have bragt den kolde krig til ophør alene. Som en antydning af hvad der snart ville ske, sagde den britiske premierminister Margaret Thatcher efter sit første møde med ham: „Jeg kan godt lide hr. Gorbatjov. Vi kan få et godt samarbejde.“ Desuden havde Thatcher et godt personligt forhold til den amerikanske præsident Reagan der gjorde at hun kunne overbevise ham om det fornuftige i at samarbejde med Gorbatjov. Gail Sheehy, der har skrevet bogen Gorbachev — The Making of the Man Who Shook the World, drager følgende konklusion: „Thatcher kunne ’i virkeligheden [lykønske sig selv som] gudmoder til forholdet mellem Reagan og Gorbatjov’.“

Som det så ofte er sket i historiens løb, havde nøglepersonerne været det rette sted på det rette tidspunkt til at udvirke forandringer som måske ellers ikke ville være indtruffet.