Anholdt og beordret til at forlade byen

Skrædderen Antonio Carvajalino havde støttet kommunistpartiet da han boede i den lille by Aracataca. Senere, da brødrene Webster og Olson fandt ham, boede han i Barranquilla. Under de følgende besøg blev Bibelen drøftet livligt, mens Antonios fire ugifte søstre i et tilstødende værelse lyttede anspændt for at få hvert ord med. Til sidst gav skrædderen sig og indså at Guds rige er det eneste håb for de fattige i Colombia og for resten af verden. Både han og hans fire søstre blev senere døbt, og snart virkede de alle fem sammen i pionertjenesten.

Antonio Carvajalino og hans søstre samt nevøen Tomás Dangond blev senere udnævnt til specialpionerer og sendt til Barrancabermeja, et center for olieraffinaderier et stykke oppe ad Magdalenafloden. Det var et katolsk missionsdistrikt og altså et område hvor det — ifølge generalen og diktatoren Gustavo Rojas Pinillas dekret — ikke var tilladt ikkekatolikker at hverve proselytter. Medlemmerne af byens evangeliske samfund holdt deres møder bag lukkede døre i deres egen kirkebygning. Da de hørte at Jehovas Vidner var gået i gang med at forkynde i byen, stormede de over til den katolske biskop med Vagttårnet og Vågn op! i hånden for at fortælle at det var Vidnerne og ikke dem der kom rundt med disse blade.

Politiet fik ordre til at pågribe Jehovas vidner og begyndte med at arrestere de fire søstre. Derefter indfandt betjentene sig på pionerernes logi og anholdt de to brødre, samtidig med at de konfiskerede deres forkyndertasker og de 20 kasser bøger de lå inde med. Ved en politidomstol blev de alle seks idømt bøder og skulle samtidig skrive under på at de ville undlade at forkynde i byen. Det nægtede de, og blev hver især idømt 90 dages fængsel.

Den følgende dag fik de to brødre borgmesteren til at indse at „det var en frygtelig skændsel for byens øvrigheder at holde fire kristne kvinder indespærret under så elendige forhold, som var de forbrydere“. De bad om at få søstrenes straf lagt til deres egen, så de fire kvinder kunne blive sat på fri fod. Det gik borgmesteren med til, og Antonio og hans nevø Tomás blev idømt ni måneders fængsel.

Afdelingstilsynsmanden, broder James Webster, fløj til Barrancabermeja og prøvede at finde en forsvarer til de to brødre; men ingen sagfører i byen turde påtage sig opgaven. Derpå fløj han til Bogotá for personligt at fremlægge sagen for præsidentens sekretær. Da denne havde hørt sagens enkeltheder ringede han til borgmesteren i Barrancabermeja og beordrede ham til at løslade brødrene og give dem deres bøger tilbage på den betingelse at gruppen forlod byen inden 48 timer.

Over 300 lærte sandheden at kende ved deres hjælp

Inden for den tilmålte tid steg familien Carvajalino under politiovervågning på bussen til det nærliggende Bucaramanga, hovedstaden i Santanderprovinsen. Det røveruvæsen som La Violencia havde ført med sig hærgede stadig i landdistrikterne, og folk var mistroiske og bange når de mødte nogen de ikke kendte. Men pionererne var taktfulde i deres forkyndelse og vandt de lokale beboeres fortrolighed. På et års tid samlede de en menighed på 13 forkyndere. Og det overraskende antal af 65 overværede kredstilsynsmandens offentlige foredrag.

Hvad er der så blevet af Carvajalino-familien? Antonio Carvajalino døde i 1958, og hans søster Inés i 1987. Hans nevø Tomás Dangond er ældste og virker sammen med sin kone og sin datter som specialpioner i nabolandet Venezuela. Søstrene Carvajalino har aldrig giftet sig, idet de har ønsket at ’stå til tjeneste for Herren uden at lade sig distrahere’. (1 Korinther 7:35) Alt i alt har de hjulpet over 300 mennesker til erkendelse af sandheden.d

[Illustration på side 95]

Søstrene Carvajalino tjente mønsterværdigt sammen som pionerer og fik over 300 mennesker med i sandheden