Kort tid efter begyndte jeg at studere med en ung mand der hed Fernando González. Han boede i Algeciras, en af de byer hvor der ikke var nogen Jehovas Vidner. Fernando arbejdede i Neiva og pendlede over 50 kilometer hver vej. Hver gang vi skulle studere, var han rigtig godt forberedt, og han begyndte med det samme at komme til møderne. Fernando holdt ikke det han lærte, for sig selv. Allerede fra første uge hvor han studerede, samlede han en gruppe i sin hjemby som han begyndte at undervise.

I januar 1990 blev Fernando døbt, et halvt år efter at han var begyndt at studere. Og derefter blev han pioner. Nu hvor der var et lokalt Jehovas Vidne i Algeciras, kunne afdelingskontoret trygt sende specialpionerer til området. I februar 1992 blev der oprettet en menighed i byen.

Nøjedes Fernando med at forkynde i sin hjemby? Nej! Efter at han var blevet gift, flyttede han og hans kone, Olga, til San Vicente del Caguán, hvor der heller ikke var nogen Jehovas Vidner. Dér var de med til at oprette en menighed. I 2002 blev Fernando udnævnt som kredstilsynsmand, og han og hans kone er stadig i kredstjenesten.