Kort tid efter begyndte jeg at studere med en ung mand der hed Fernando González. Han boede i Algeciras, en af de byer hvor der ikke var nogen Jehovas Vidner. Fernando arbejdede i Neiva og pendlede over 50 kilometer hver vej. Hver gang vi skulle studere, var han rigtig godt forberedt, og han begyndte med det samme at komme til møderne. Fernando holdt ikke det han lærte, for sig selv. Allerede fra første uge hvor han studerede, samlede han en gruppe i sin hjemby som han begyndte at undervise.

I januar 1990 blev Fernando døbt, et halvt år efter at han var begyndt at studere. Og derefter blev han pioner. Nu hvor der var et lokalt Jehovas Vidne i Algeciras, kunne afdelingskontoret trygt sende specialpionerer til området. I februar 1992 blev der oprettet en menighed i byen.

Nøjedes Fernando med at forkynde i sin hjemby? Nej! Efter at han var blevet gift, flyttede han og hans kone, Olga, til San Vicente del Caguán, hvor der heller ikke var nogen Jehovas Vidner. Dér var de med til at oprette en menighed. I 2002 blev Fernando udnævnt som kredstilsynsmand, og han og hans kone er stadig i kredstjenesten.

JEHOVA GIVER OS “ØNSKET OM OG KRAFTEN TIL” AT GØRE DET VI SKAL

I 1990 begyndte vi i rejsetjenesten. Vores første kreds var i hovedstaden, Bogotá. Opgaven skræmte os lidt. Min kone og jeg er helt almindelige mennesker og har ikke nogen særlige evner. Og vi var ikke vant til at bo i en travl storby. Men vi mærkede at løftet i Filipperne 2:13 gik i opfyldelse: “Det er jo Gud der styrker jer og giver jer både ønsket om og kraften til at gøre det der glæder ham.”

Senere fik vi en kreds i og omkring Medellín, den by jeg nævnte i indledningen. Folk dér var blevet så vant til gadevold at det ikke længere gjorde dem bange. En dag da jeg sad og studerede med en, begyndte et skyderi ude på gaden. Jeg var parat til at kaste mig ned på gulvet, men manden jeg studerede med, fortsatte bare roligt med at læse den paragraf han var i gang med. Da han var færdig med at læse, undskyldte han sig og gik udenfor. Efter et stykke tid kom han tilbage med to små børn og sagde helt roligt: “Undskyld, men jeg var nødt til lige at hente børnene.”

Der var også andre farlige situationer. En dag hvor vi var ude fra hus til hus, kom min kone løbende hen imod mig, helt bleg i ansigtet. Hun sagde at der var en der havde skudt efter hende. Jeg blev dybt chokeret. Senere fandt vi ud af at manden ikke havde skudt efter Sirkka men havde sigtet efter en mand der gik forbi hende.

Da der var gået et stykke tid, gjorde gadevolden os ikke længere så bange. Vi lærte meget af at se hvordan de lokale brødre og søstre holdt ud og bevarede roen. Vi tænkte at når Jehova hjalp dem, ville han også hjælpe os. Vi fulgte altid de lokale ældstes anvisninger, tog vores forholdsregler og overlod resten til Jehova.

Der var selvfølgelig også situationer der ikke var så farlige som vi troede. På et tidspunkt hvor jeg var inde på et besøg, hørte jeg noget der lød som to kvinder der råbte ad hinanden udenfor. Jeg havde ikke lyst til at overvære et skænderi, men manden jeg besøgte, sagde at jeg skulle komme med ud på terrassen. Det viste sig at “skænderiet” var mellem to papegøjer der efterabede nogle af naboerne.

Senere blev jeg områdetilsynsmand. Da den ordning ophørte, kom jeg tilbage til kredstjenesten. Så i over 30 år har jeg glædet mig over at være lærer og rejsende tilsynsmand. Det er nogle opgaver der har givet mig virkelig mange velsignelser. Men det har ikke altid været en dans på roser. Lad mig fortælle hvorfor.

Jeg har en stærk personlighed, og det har hjulpet mig til at klare svære situationer. Men indimellem har jeg været alt for ivrig efter at rette op på ting i menighederne. Nogle gange gav jeg den hele armen når jeg tilskyndede andre til at være kærlige og rimelige over for hinanden. Men ironisk nok var det i den slags situationer at jeg selv skulle have været bedre til at vise netop de egenskaber. – Rom. 7:21-23.

Mine ufuldkommenheder har indimellem gjort mig meget ked af det. (Rom. 7:24) På et tidspunkt sagde jeg til Jehova i en bøn at det ville være bedst at jeg forlod missionærtjenesten og tog tilbage til Finland. Den aften var der møde i rigssalen, og det der kom frem, opmuntrede mig meget og overbeviste mig om at jeg skulle blive i min opgave og blive ved med at arbejde med mig selv. Den dag i dag bliver jeg meget rørt når jeg tænker på hvor specifikt Jehova besvarede min bøn. Og jeg er taknemmelig for at han kærligt har hjulpet mig til at arbejde med mine svagheder.

Om ikke så længe bliver jeg 70, og så stopper jeg som lærer og som rejsende tilsynsmand. Men jeg er ikke ked af at det er sådan. Hvorfor ikke? Fordi jeg er fuldstændigt overbevist om at det der ærer Jehova mest, er at vi tjener ham på en beskeden måde og med et hjerte der er fuldt af kærlighed og taknemmelighed. (Mika 6:8; Mark. 12:32-34) Vi behøver ikke at være i rampelyset for at kunne ære Jehova.