Ude ved kysten kender alle Jehovas Vidner

Lad os nu se lidt på arbejdet ved den caraibiske kyst. Kan du huske den beretning søster Kate Goas aflagde efter at have forkyndt i Barranquilla i 1942? Hun mente at der i den by var „mange venlige og imødekommende mennesker“ som ville reagere positivt på sandheden. Fire år senere ankom fem missionærer fra Bogotá for at forkynde i kystbyen.

Det tropiske Barranquilla har helt sin egen charme. Folk tager tingene på en afslappet måde, er udadvendte og har en karakteristisk klang i stemmen. Jo, Los Costeños (beboerne ved kysten) er åbne mennesker, og deres livsglæde kommer somme tider til udtryk på en ret støjende måde. Du ville straks kunne lide dem.

De fem missionærer der flyttede fra Bogotá til Barranquilla i 1946, fik forstærkning i november måned samme år, da en ranglet 28-årig landmandssøn fra De Forenede Stater, James Webster, sluttede sig til dem. „Det var ellers noget af en forandring!“ sagde Webster, der havde været på Gilead sammen med Robert Tracy og ligesom denne havde været i kredstjenesten før han kom til Colombia.

Seks måneder senere, i maj 1947, flyttede endnu en missionær fra Bogotá til Barranquilla, nemlig Olaf Olson. Han var nordamerikaner af norsk afstamning og talte spansk med en karakteristisk skandinavisk accent. I Barranquilla, som dengang havde 160.000 indbyggere, kunne de lokale forkyndere der kom regelmæssigt til møderne sammen med de syv udlændinge, tælles på én hånd. Olson forudsagde at der en dag ville være 500 forkyndere i byen. Det syntes dengang umuligt, men blev ikke desto mindre en realitet i januar 1959.

De fleste nyinteresserede kom fra den fattige del af befolkningen — det samfundslag som colombianerne kalder el pueblo. I den frygtelige periode La Violencia var det brødre fra denne befolkningsgruppe der modigt bragte sandheden til andre kystbyer og til det indre af landet.

„Der er i dag 62 menigheder i Barranquilla, flere end i nogen anden by i landet med undtagelse af Bogotá,“ siger bytilsynsmanden, Rogelio Jones, der er entreprenør og har hjulpet Selskabet med byggeprojekter siden 1950’erne. „Og arbejdet langs kysten har båret frugt. Næsten alle dér har slægtninge, venner eller kolleger som er Jehovas vidner. Området langs den caraibiske kyst er formentlig det eneste sted i Colombia hvor folk konsekvent skelner mellem Jehovas Vidner og andre ikkekatolske trossamfund.“

Forhenværende lotterisælger, nu heltidsforkynder

Som udlænding på besøg i Colombia lægger man straks mærke til at der alle vegne er mænd der falbyder lotterisedler — med et talent og en uafrystelighed der trodser enhver beskrivelse. En af disse gadehandlere, José Villadiego, fik noget læsestof af en missionær på gadearbejde og syntes godt om det. Et par dage senere mødte José tilfældigvis en forkynder der gik fra dør til dør. Da han jo selv havde ret god erfaring med at henvende sig til folk, om end med en noget anden vare, slog han følge med forkynderen. Til at begynde med lyttede han og lagde mærke til hvad der blev sagt, og derefter begyndte han at give sit besyv med for at understrege hvor vigtigt budskabet var.

Den følgende søndag formiddag mødte José op i rigssalen for at være med i tjenesten på arbejdsmarken. (Dengang var kravene til nye forkyndere ikke så klart definerede som nu.) Det varede ikke længe før han forlod sit lotterisalg, indviede sig og blev døbt. I april 1949, seks måneder efter sin dåb, blev han Barranquillas første almindelige pioner. I dag er José Villadiego ældste i en af Barranquilla-menighederne og tjener stadig som en initiativrig og begejstret pioner.

’Mandens venlighed gjorde indtryk på mig’

Også i den mere velstående del af befolkningen var der venlige mennesker der ventede på at komme i sandheden. Der var for eksempel den dybt bedrøvede enke Inez Wiese, der boede i El Prado-området. Hun var født på Jamaica af engelske forældre og havde tilbragt sin barndom i Colombia. Senere giftede hun sig og flyttede til Tyskland, hvor hendes tyske mand og to adoptivsønner døde under den anden verdenskrig. Efter krigen vendte hun tilbage til Colombia, og en dag i 1947 kom Olaf Olson til hendes dør og tilbød hende et abonnement på Vagttårnet. Senere bemærkede hun: „Jeg havde aldrig hørt om Jehovas Vidner og vidste meget lidt om Bibelen. Men på grund af hans venlige optræden besluttede jeg mig til at abonnere.“ To år senere begyndte Inez, i en alder af 59 år, at virke som pioner.

Hun bidrog rundhåndet til Rigets arbejde, blandt andet med et køleskab og en vaskemaskine, som der var hårdt brug for i missionærhjemmet, samt med en stor, ny stationcar årgang 1953 til afdelingskontoret. I årenes løb var hun desuden en god spansklærer for nyankomne missionærer. Lige til sin død i 1977 var Inez et godt eksempel for andre, og hendes gode humør og værdsættelse af sandheden var til opmuntring for både missionærerne og de lokale brødre.c

„Der begyndte virkelig at ske noget!“

Den tidligere nævnte herreekviperingshandler Farah Morán havde gennem cirka 14 år læst nogle af broder Rutherfords bøger og var sikker på at det var sandheden han havde fundet. En dag i september 1949 kom en af missionærerne ind i Farahs forretning og præsenterede sig som en ordets tjener og skulle lige til at fremføre sit ærinde, da Farah afbrød ham og sagde: „Jeg er ikke interesseret i at høre om andre religioner end den dommer Rutherford står for!“ Da Farah blev klar over at det var den der var tale om, tog han imod bogen „Gud Maa Være Sanddru“ og begyndte selv samme uge at komme til møderne.

Broder Webster fortæller: „Farahs kone tog imod sandheden, og det gjorde flere i hendes familie også. Farahs gamle jagtkammerat César Roca og dennes kone samt deres store familie tog imod budskabet, og det samme gjorde flere andre af Farahs venner. Også hans protestantiske brødre og deres familier, og nogle af brødrenes svigerforældre, kom i sandheden. Der begyndte virkelig at ske noget!“

Menigheden i Barranquilla voksede hurtigt og måtte snart deles. Den nye menighed fik rigssal i Farah Moráns hjem, og Olaf Olson blev dens præsiderende tilsynsmand. Der var 52 til stede ved det første møde. Broder Olson oplærte Farah så denne kunne overtage tilsynet med gruppen. En tredje menighed blev oprettet i september 1953, og en fjerde tog form et par år senere.

[Illustration på side 87]

Missionærerne Olaf Olson og James Webster

[Illustration på side 88]

Rogelio Jones, José Villadiego og Farah Morán — tidligere entreprenør, lotterisælger og herreekviperingshandler — forkyndere fra den første tid som stadig er aktive i Barranquilla