byen Cali, som blev grundlagt i 1536, det år hvor bibeloversætteren William Tyndale blev brændt på bålet.

Mod syd til Cali

Efter en dagsrejse på 450 kilometer i bil sydpå ad den panamerikanske hovedvej over betagende bjerge, forbi frugtbare områder med kaffeplantager og gennem en dal med sukkerrørsarealer, er vi i Cali. I dag er der Jehovas vidner i alle større byer i denne del af landet.

Fra Cali har man udsigt til højdedrag og bjergkæder op til 4000 meters højde. På vestsiden af tinderne skråner bjergene ned mod Stillehavskysten, som kan nås i bil på mindre end tre timer. En frisk brise fra Cordillererne gør varmen om dagen mere udholdelig. Oven over byen ses på et af højdedragene tre kors, og på et andet den store Kristusfigur Cristo Rey.

Venlige, modtagelige mennesker

Cali var endnu kun en lille by da Kathe Palm forkyndte her i 1936. Men i 1949 kunne afdelingstilsynsmanden Robert Tracy efter et kort besøg skrive til Selskabets hovedkontor i Brooklyn: „Cali er en af de mest fremskridtsprægede byer i Colombia.“

Tracy havde haft 15 bøger med i tasken, samt navnene på adskillige interesserede. Det var venlige og imødekommende mennesker han traf, og i løbet af et par timer var han kommet af med bøgerne. „Der bør snarest muligt sendes missionærer dertil,“ skrev han i sin rapport.

Under den anden verdenskrig begyndte industrialiseringen i Cali, og inden længe skød udenlandske, multinationale og lokalt ejede fabrikker og firmaer op overalt i området. Byen har nu to millioner indbyggere, og der er 3657 forkyndere i den, fordelt på 39 menigheder.

Det tog kun en halv dag at få arbejde

I 1954 rejste ægteparrene Tracy og Fountain fra Bogotá for at åbne et missionærhjem i Cali. Nogle måneder senere, i december, ankom to nye missionærer fra De Forenede Stater, Jesse og Lynn Cantwell. Jesse, den yngste i en pionerfamilie på otte, var blevet forkynder som tolvårig skoledreng i 1934, i depressionsårene.

Broder og søster Cantwell kom officielt til Colombia som turister, eftersom diktaturets dekreter stadig var gældende i 1954. Med sit begrænsede kendskab til spansk og sin begrænsede uddannelsesmæssige baggrund gik Jesse i gang med at søge arbejde, så han og hans hustru kunne få opholdstilladelse. I løbet af en halv dag havde han fået arbejde som engelsklærer ved Valley-universitetets medicinske fakultet. „Det kan kun være Jehovas hjælp der gjorde det,“ erkendte Jesse. Med seks missionærer begyndte Rigets arbejde nu rigtig at vokse.

Da den politiske situation ændredes og de religiøse begrænsninger ophævedes, sagde Cantwell farvel til universitetet for at betjene en af de to kredse i landet. Derefter blev han områdetilsynsmand, og senere fik han tildelt en tjeneste på afdelingskontoret i Barranquilla. I 1970 blev Jesse og Lynn Cantwell sendt til Den Dominikanske Republik, hvor Jesse kom til at tjene som afdelingstilsynsmand. Nu er de i kredstjenesten i De Forenede Stater.

En uforskammet præst og en venlig politimand

I et middelklassekvarter i Cali førte en præst ved navn Arango sin egen uforsonlige krig mod Jehovas Vidner. En dag var søster Fountain og en ny forkynder, Ana Valencia, på et genbesøg, da præsten Arango brasede ind og råbte til den besøgte: „Se at få disse indianere ud herfra!“ I sit raseri ringede han selv til politiet. Før politiet kom bad søstrene damen ringe efter en hyrevogn til dem. Politibilen og hyrevognen ankom samtidig. Resolut trådte søster Valencia hen til patruljevognen og sagde med overbevisning i stemmen til føreren: „Forstår De, præsten har ringet efter politibilen til sig selv. Vi har ringet efter hyrevognen, så den tager vi.“ Det var politimanden med på, og søstrene hoppede ind i hyrevognen for at køre til politistationen, mens præsten måtte følge efter i politibilen.

På stationen fremsatte den vrede pater sin anklage: „De to kvinder går rundt og skaber uro i mit sogn. De har en nedbrydende indflydelse på folket og lærer ting som ikke stemmer med vore traditioner.“

„Når I nu har fornærmet præsten,“ sagde dommeren til søstrene, „bliver jeg nødt til at sætte jer fast.“ De blev sat i isolationsfængsel i cirka seks timer, indtil broder Fountain og broder Cantwell fandt ud af hvor de var og fik dem løsladt. Dommeren undskyldte: „Jeg ved at det I lærer er godt, men hvis jeg ikke havde holdt jer tilbage, ville jeg have mistet min stilling i morgen.“

[Illustration på side 113]

Harold og Anne Zimmerman, hvis fire børn voksede op i Cali, arbejder nu på det nye betelbyggeri i Facatativá

Da de havde været på Barranquillakysten i et år læssede de deres ejendele på en gammel Studebaker-pickup, og så gik det ellers ad 1300 kilometer støvede landeveje, gennem smukke landskaber i højlandet og lavlandet og igennem områder med guerillagrupper og lovløse, til Cali for at tjene hvor behovet var endnu større. Broder Moore fik straks tildelt en tjeneste i menigheden og fik med det samme ansættelse på Valley-universitetets sproginstitut, hvor han virkede indtil han 20 år senere blev pensioneret.