Los Antioqueños — ivrige katolikker

Lad os nu tage til den internationalt kendte by Medellín i Antioquia-provinsen. Den ligger inde i landet, tre kvarter fra Cartagena med fly. Udvandrere fra Baskerlandet og fra Asturien slog sig ned her i anden halvdel af det 16. århundrede. Vore dages efterkommere af disse nybyggere er stolte og virkelystne mennesker, de er ivrige katolikker med ry for at være kløgtige og arbejdsomme, men samtidig venlige og, frem for alt, glade for at snakke. Antioqueño-bønderne gik for mere end hundrede år siden over til at dyrke kaffe og lagde således grunden til at Colombia er blevet verdens største kaffeproducent efter Brasilien.

Medellín, Colombias næststørste by, ligger i en dal som flankeres af 500 meter høje bjergskråninger mod øst og mod vest. Overalt ser man tegn på velstand: handel og industri, en nu næsten færdigbygget højbane til hurtig afvikling af pendultrafikken inden for byområdet (den første af sin slags i Colombia), et motorvejsnet, attraktive butikscentre, og i den sydøstlige bydel et højhusbyggeri med luksuslejligheder. Men der er også fattigdom. Hele blikbyer klynger sig til de nøgne højdedrag, hvor beboerne ofte ser bort fra den fare der er for mudderbølger og jordskred på visse tider af året.

Bytilsynsmanden hedder Eugene Iwanycky. Han er født i Østrig men lærte sandheden at kende i Canada, hvorfra han flyttede til Colombia med sin familie i 1969. Der er nu 33 menigheder i byen, siger han — endnu flere hvis man regner forstæderne med — og menighederne vokser hurtigt.

Katolsk højborg

Onsdag den 1. oktober 1958 ankom de første gileaduddannede missionærer til Medellín for at føre an i vidnearbejdet. Ganske vist var diktaturet blevet afskaffet, og ganske vist havde Jehovas Vidner allerede fået godt fodfæste i andre større byer, men Medellín var stadig noget for sig. Byen var den katolske kirkes højborg i Colombia. Men de missionærægtepar der nu blev sendt hertil var glade for den nye opgave. Efter at have arbejdet et år i det varme, tropiske Barranquilla var de godt tilfredse med at komme til det milde forårsklima i Medellín — en ren by med en overdådig flora som blandt andet omfattede mange orkidéarter.

Et af disse missionærpar var Richard og Virginia Brown. Richard, der nu er koordinator i afdelingskontorets udvalg, beskriver missionærernes indtryk af deres nye distrikt således: „De beretninger vi havde hørt om byens særlige religiøse præg blev fuldt ud bekræftet. Overalt så man sortklædte præster og nonner — på gaden, i forretningerne og i busserne. Byen var fuld af kirker, kapeller og religiøse skoler. På vores gebrokne spansk prøvede vi at aflægge uformelle vidnesbyrd, kun for at blive mødt med hånlige blikke.

Skønt vi kun var fire missionærer i hele byen, begyndte aviserne at lade sig mærke med vores tilstedeværelse: ’En advarsel til katolikker. Jehovas Vidner har sat en intensiv kampagne i gang . . . Sig nej til den slags bøger og tilintetgør de eksemplarer I måtte være kommet i besiddelse af.’ Men trods modstand var der dog nogen interesse, og i juni 1959 blev vores første menighed i Medellín oprettet med 23 forkyndere, hvoraf fem var tilflyttere som var kommet for at tjene hvor behovet var større.“

’Kast sten mod los protestantes’

I marts 1960 ankom en ny missionær, George Koivisto fra Canada. Den blonde George var ugift og var af finsk afstamning. Efter en måneds intensiv spanskundervisning på missionærhjemmet skulle han i gang i tjenesten. George glemmer aldrig sin første formiddag i bladarbejdet.

„Jeg arbejdede sammen med en lille gruppe pionerer og lokale forkyndere,“ fortæller han, „og jeg talte og forstod stadig meget lidt spansk. Og den forkynder jeg gik sammen med kunne ikke engelsk. Midt på formiddagen begyndte en flok skrigende skolebørn at kaste sten og lerklumper efter os.

En dame vi talte med, fik os hurtigt indenfor og skyndte sig at lukke skodderne for vinduerne — ikke et øjeblik for tidligt. Store og små sten hamrede nu mod facaden, bragede mod tegltaget og regnede ned i den lukkede gård.

Snart efter dukkede en patruljevogn op, og politiet ville have at vide hvad der foregik. En eller anden råbte at det var skolelæreren der stod bag uroen — at han havde sluppet 300 børn ud af skolen længe før spisefrikvarteret. En anden råbte: ’Det er ikke rigtigt! Det var præsten! Han opfordrede over højttaleranlægget til at eleverne skulle slippes ud så de kunne „kaste sten mod los protestantes“.’“

Efter den hændelse ændredes indstillingen i hele nabolaget, og snart fandt forkynderne nogle interesserede og fik bibelstudier i gang.

I 1961 giftede George sig med en colombiansk pioner, og inden længe havde parret to sønner. Familien Koivisto blev boende i Colombia i endnu 18 år, og flyttede i 1980 til Canada. Siden 1983 har George og Leonilde Koivisto og deres to sønner tjent på Betel i Canada.

Skoledrenge får noget at tænke over

Ved en anden lejlighed arbejdede en missionærsøster alene fra dør til dør da en gruppe teenagere begyndte at råbe op og advare den besøgte mod at lytte. Damen blev bange, så missionæren bragte samtalen til ophør og trak sig uanfægtet tilbage, men blev omringet af drengene, som spærrede hende vejen.

De spurgte om hun havde protestantisk litteratur i tasken. Hun svarede at hun havde en bibel og spurgte dem om de mente Bibelen var en protestantisk bog. De kunne ikke svare, så de skiftede emne og anklagede hende for ikke at tro på den hellige jomfru. Missionæren tog roligt sin bibel frem og bad dem vise hende hvor i Skriften Jomfruen er nævnt. Men ingen af dem vidste det.

Derpå sagde søsteren: „Jeg ved hvor det står. Skal jeg finde det for jer?“ Så slog hun op på Lukas 1:26-38 og lod dem læse beretningen om engelen Gabriels besøg hos jomfruen Maria. Hun forsikrede dem om at Jehovas vidner tror på det Bibelen siger. Drengene sagde de havde fået at vide at Jehovas vidner ikke tror på Jomfruen. Nu forstod de ikke et ord af det hele og vidste ikke hvad de skulle sige. Søsteren lagde sin bibel ned i tasken igen og gik roligt sin vej. Og dér stod de forvirrede skoledrenge — de havde fået noget at tænke over.

Richard og Virginia Brown åbnede det første missionærhjem i Medellín i 1958.