’Opløs forsamlingen’

Det første områdestævne i Colombia blev afholdt i afdelingskontorets og missionærhjemmets faciliteter i Barranquilla i december 1952. Brødrene kom fra seks provinser, og nogle havde sejlet i fire dage ned ad Magdalenafloden for at nå frem. Det højeste tilhørertal var 452, og der blev døbt 58. Næppe var programmet færdigt før man begejstret gav sig til at tale om hvor og hvornår det næste stævne mon skulle være.

Da landsstævnet „Det Triumferende Rige“ skulle holdes i 1955, havde brødrene lejet en sal der blandt andet brugtes som dansesal. Men borgmesteren og provinsguvernøren følte sig nødsaget til at annullere kontrakten efter ordre fra den katolske biskop. Med en dags varsel måtte brødrene ændre planer og atter holde stævnet på afdelingskontoret.

Det første aftenprogram skulle netop til at begynde, med 600 til stede, da der ankom en politipatrulje på godt en halv snes bevæbnede mænd. Anføreren stormede ind og råbte: ’Opløs forsamlingen!’ Den følgende formiddag blev det efter en henvendelse til borgmesteren bekræftet at Jehovas Vidner havde ret til at holde religiøse møder på deres egen ejendom, og borgmestersekretæren undskyldte den selvbestaltede afbrydelse af stævnet. Anden aften steg tilhørertallet til 700, og næsten 1000 pressede sig sammen på afdelingskontorets terræn den fjerde og sidste dag.

„Vanskeligheder med biskoppen“

Ganske vist var ti års undtagelsestilstand og diktatur, hvorunder den katolske kirke havde nydt særlige privilegier, til ende. Ikke desto mindre var kirken nu mere end nogen sinde opsat på at fastholde sit jerngreb om det colombianske folk. Det så man da sektionsstævnet „Årvågne forkyndere“ skulle afholdes i 1959.

Teatro Metro, der havde plads til 2000 mennesker, var med sit klimaanlæg et af de bedste mødelokaler i Barranquilla på den tid. Det var blevet lejet til de sidste tre af de fire stævnedage, og alt var i orden — troede man da. Brødrene var i besiddelse af en lejekontrakt som var behørigt underskrevet og notarialt bekræftet, en kvittering for det deponerede beløb samt en skriftlig udtalelse fra borgmesterkontoret om at de kunne holde deres stævne „hvor som helst de måtte ønske det“.

Mandag morgen, tre dage før stævnet skulle begynde, ringede Metros direktør til afdelingskontoret og meddelte ophidset at den katolske biskop lagde pres på ham for at få ham til at annullere kontrakten. Hvad skulle man nu gøre? Stævnedeltagerne var allerede begyndt at ankomme fra forskellige egne af landet. Man gik straks til borgmesterkontoret og fandt at borgmesteren også var oprevet over situationen. Det sidste han ønskede var „vanskeligheder med biskoppen“, så han ville have os til at aflyse stævnet.

Tirsdag formiddag henvendte brødrene sig igen til borgmesteren og mindede ham om at det i forfatningens artikel 53 klart hedder at „frihed er garanteret alle trossamfund som ikke er i modstrid med kristne moralbegreber eller krænker loven“. Alt sammen til ingen nytte. Borgmesteren ville ikke give sig.

Næste skridt var en henvendelse til indenrigsministeriet i Bogotá. Embedsmændene var imødekommende. „Selvfølgelig har I jeres rettigheder,“ bekræftede de over for brødrene. Dog ville de ikke give noget skriftligt, af frygt for at det „ville give problemer med kirken“. Guvernøren for Atlántico-provinsen fik meddelelse om ministeriets stillingtagen, og han talte så med borgmesteren.

Torsdag morgen begyndte stævnet som planlagt på afdelingskontorets enemærker. Og så, endelig, hen under aften, kom brødrene glædestrålende tilbage fra borgmesterkontoret med en skriftlig tilladelse i hånden. Jehova havde ladet sit folk sejre! Vennerne nød de sidste tre stævnedage i det behagelige klima i Teatro Metro. Den sidste dag nåede antallet af tilhørere op på 2200.

Efter stævnet var teatrets direktør en helt anden. Den velfungerende stævneorganisation, deltagernes eksemplariske opførsel og det seriøse program havde tydeligvis gjort indtryk på ham. Han sagde at han med glæde ville udleje lokalerne til Jehovas Vidner igen når de skulle have deres næste stævne. Og han holdt sit ord.