„Det er ude med os!“

Obdulia Arce Murillo, moder til ni og tilsluttet Jehovas Vidner i Armero, blev fuldstændig begravet under lavinen — alligevel er hun i live og kan fortælle sin beretning: „Jeg flygtede ud på gaden med mine børn og prøvede at klatre op på en tankvogn. Så kom vandet. Jeg kastede mig til jorden. Som en frygtindgydende mur kom vandet . . . tordnende imod mig. Jeg råbte: ’Jehova! Jehova! Det er ude med os! Det er enden!’ Så kom en masse pæle og stolper farende gennem vandet. Én ramte mig i venstre side, så jeg mistede taget i min lille datter.

Jeg blev, sammen med en pæl, viklet ind i nogle elektriske ledninger. Så råbte en af mine døtre som var klatret op på nogle kaffesække: ’Duk dig!’ Da jeg dukkede mig følte jeg det som om et tog kørte hen over mig. Det var mudderet. Jeg kunne intet se, for jeg var begravet under mudder. Jeg var fuldstændig dækket.

Jeg følte kraften i mudderet som trak mig af sted. Jeg prøvede at råbe, og min mund fyldtes med slam. Jeg var ved at blive kvalt . . . Jeg svømmede og kæmpede indtil jeg til sidst fik ansigtet fri. Med hånden rensede jeg munden for dynd og mudder med en sådan kraft at jeg nær havde sprættet mit ansigt op. Jeg var sikker på at jeg ville drukne. Til sidst kunne jeg dog trække vejret og skrige. Hvor var jeg lettet over at få ansigtet fri af dyndet!“ Men der skulle gå mange timer endnu før hun blev reddet.

Et andet Jehovas vidne, Elena de Valdez, og hendes familie var nået op til et højereliggende område bag byen. Hun fortæller: „Vi var netop nået hen til foden af bjerget da vi bag os hørte oversvømmelsens ofre råbe og skrige. Inden længe begyndte der at komme andre som var fuldstændig dækket af mudder. Vi kunne høre den forfærdelige buldren der steg op fra byen. Det var frygteligt! Især folks skrig: ’Hjælp! Hjælp! Red os! Lad os ikke dø!’“

Endelig var det hele forbi. Tilbage blev kun den uhyggelige stilhed og det sorte mørke. Jorge Castilla, der var i sikkerhed på en gård i udkanten af Armero, sagde at han følte det som om „selve døden var i natten“. Han tilføjede: „Overlevende, både gamle og unge, kom ud af dyndet, mange af dem tilskadekomne. De gik omkring som i søvne. De stirrede tomt på én. De bad om vand, intet andet. Det var grufuldt!“

Imens kæmpede Obdulia Arce stadig for at holde hovedet fri af mudderet. For hende og tusinder af andre overlevende vil den nat altid blive husket som den længste i deres liv.

Obdulia Arce værdsatte varmen i mudderet, for natten var kold. Flere gange døsede hun hen, kun for at vågne op og gispe efter vejret når ansigtet faldt ned i dyndet. Morgenen kom, men ingen så hende.

Blandt dem der vinkede til helikopterne hver gang de kom forbi, var Obdulia, hvis hoved var overtrukket med tørret mudder. Hun kunne kun vinke ganske svagt med hånden, og hele dagen prøvede hun at tiltrække sig deres opmærksomhed. Ingen bemærkede hende. Hun opgav håbet om nogen sinde at blive fundet. Hun bad uafbrudt. Den næste endeløse og pinefulde nat begyndte. Hun var låst fast i mudderet og havde voldsomme smerter i den kvæstede side.

Da det blev fredag morgen opbød hun alle sine kræfter på at råbe og råbe — indtil redningsfolkene som gennemsøgte området omsider fik øje på hende dernede. Klokken elleve blev hun, skrigende af smerte, trukket fri og hejst op i helikopteren. Hun blev overført til et førstehjælpscenter og derefter til et hospital. I 35 timer havde hun siddet fast i mudderet.

Hvad var der sket med hendes børn? To af dem var omkommet. De andre var blevet skyllet bort til kanten af det sumpede område hvor de til sidst var blevet reddet.

Mange havde fået alvorlige kvæstelser i arme og ben under de fremstormende vandmasser, og måtte igennem amputationer på grund af begyndende koldbrand. Epifania Campos, et af Jehovas vidner og bankassistent i Armero, var blandt disse. Hun fik koldbrand og døde.

Af de 59 som var tilsluttet Jehovas Vidners menighed i Armero er 40 af dem der boede i de mest ødelagte dele af byen, sporløst forsvundet. Tre af dem der var tilsluttet menigheden i Chinchiná mistede livet, og omkring 30 andre mistede deres hjem og ejendele.

Seks uger efter tragedien besøgte jeg igen området sammen med Gervasio Macea, som havde boet otte år i Armero. Han kunne ikke med bestemthed udpege stedet hvor rigssalen havde ligget — så fuldstændigt var byen ødelagt. Hvor der før var en by, var der nu en grå, vidtstrakt, stenfyldt sandslette af form som en kæmpemæssig vifte.