Niel, en wayuu-indianer som boede i Manaure, havde en medfødt lidelse. Niel gav Gud skylden og var så deprimeret at han overvejede at begå selvmord. En forkynder der i forbindelse med sit arbejde rejste fra by til by, benyttede lejligheden til at forkynde fra hus til hus. Her traf han den 14-årige Niel og talte med ham om Guds rige. På grund af hans interesse begyndte forkynderen at studere Bibelen med ham. Niel var utrolig glad for at lære om Jehovas kærlighed, og han forstod at det ikke var Gud der var skyld i hans lidelse. Det rørte ham dybt at læse om Guds løfter om et jordisk paradis, hvor der ikke længere ville være sygdom. — Esajas 33:24; Mattæus 6:9, 10.

På det tidspunkt lå Niels familie i strid med en anden familie. For at beskytte sig udførte Niels slægtninge visse stammeritualer. Niel beretter: „I begyndelsen var jeg bange for at tale med min familie om min nyfundne tro, især med de ældste i familien, som nyder stor respekt.“ Niels forældre blev vrede over at han ikke ville være med til noget der var i modstrid med Bibelen, og heller ikke ville deltage i skikke med forbindelse til spiritisme. Niel flyttede så til Ríohacha og begyndte at komme i menigheden der. Han blev senere døbt. I 1993 blev han udnævnt til menighedstjener, og tre år senere blev han pioner. I 1997 blev han udnævnt til ældste i menigheden, og i 2000 begyndte han at bruge endnu mere af sin tid i forkyndelsen og blev specialpioner.

Der er også Teresa, en wayuu-indianer som begyndte at studere med Jehovas Vidner. Daniel, som hun boede sammen med, latterliggjorde hende og udsatte hende og deres tre børn for fysisk mishandling. Selvom han senere begyndte at studere Bibelen sammen med Teresa, tog han ofte på druk med sine venner, nogle gange i en fire-fem dage. Så var familien overladt til sig selv. Teresa fortsatte trofast med at studere Bibelen og at komme til de kristne møder. Det hjalp Daniel til at se betydningen af at studere Bibelen. Men så skete der en tragisk ulykke: Et af deres børn faldt ned i en gryde med kogende vand og døde af svære forbrændinger. Teresa måtte foruden tabet af sin søn udholde pres fra venner og naboer som ville have dem til at udføre ubibelske begravelsesskikke.

I denne vanskelige tid fik ægteparret hjælp og trøst af forkyndere fra nærliggende menigheder. Efter begravelsen fik de stadig opmuntrende besøg fra den lokale wayuu-sprogede menighed. Den kærlighed Daniel erfarede, bevægede ham til at gøre fremskridt i åndelig henseende. Han holdt op med at drikke og med at behandle Teresa dårligt. Daniel og Teresa blev gift, og han begyndte at arbejde hårdt for at forsørge sin familie. De voksede i sandheden og blev døbt i 2003. Nu leder de begge adskillige bibelstudier. Takket være det gode vidnesbyrd Teresa har aflagt over for sin familie, er hendes slægtninge nu velvilligt indstillet og lytter når de bliver besøgt af Jehovas Vidner. En af Daniels nevøer er blevet udøbt forkynder, og to af hans niecer studerer Bibelen og kommer til menighedens møder. Teresas svigerinde, som også har mistet en søn ved en ulykke, og hendes familie har ligeledes fået lyst til at undersøge Bibelen.

En mark i vækst

Byen Uribia ligger omkring 100 kilometer nordøst for Ríohacha. I den wayuusprogede menighed i byen er der 16 forkyndere af Riget, hvoraf mange gør en øget indsats for at forkynde for indianere i fjerntliggende områder. En af menighedens ældste beretter således om en af deres forkynderture: „Vi besøgte et landbrugskompleks med omkring 12 lavloftede huse med små vinduer. Foran husene er der et fladt halvtag af yotojolo, kaktusstængelens ved. Dette tag yder beboerne og deres gæster beskyttelse mod den brændende sol. Vi var glade for at mange viste stor interesse, så vi traf aftale om at vende tilbage og påbegynde bibelstudier. Da vi kom igen, fandt vi ud af at mange ikke kunne læse og skrive. De fortalte at de ganske vist havde en skole, men at den var lukket fordi de manglede penge. Den ansvarlige for skolen gav os lov til at bruge et af klasseværelserne til læse- og bibelstudieklasser. Seks har nu lært at læse og skrive, og det går godt fremad med deres studium af Bibelen. Vi er bevægede over den værdsættelse de viser, så vi planlægger at holde møder på landbrugskomplekset.“