Inden længe havde politiet anholdt en af søstrene og anbragt hende i arresten. Broder Tracy og andre forsøgte at få hende løsladt, kun for selv at ende bag lås og slå. Snart var otte forkyndere i detentionen. Den vrede overbetjent råbte op om at de var kommunister og at de ingen ret havde til at prædike i landsbyen, som var katolsk. Borgmesteren lod deres bøger og blade kaste i en stor vandtank i politistationens gård, efter at betjentene havde revet bindene af bøgerne og biblerne. Efter en times tid hidsede myndighedspersonerne sig ned igen og lod forkynderne gå.

Porfirios næstældste søn, Raúl, begyndte som pioner så snart han var færdig med gymnasiet i begyndelsen af 1960’erne. Han var samvittighedsfuld i sin tjeneste og virkede som kreds- og områdetilsynsmand, for senere at komme på Gileadskolen. Da han kom tilbage til Colombia, nu som missionær, fik han tildelt den opgave der skulle blive hans sidste, nemlig som medlem af afdelingskontorets udvalg. Det var en trist dag for alle brødrene da Raúl Caicedo i 1981 døde af kræft, i en alder af kun 38 år.

De fem missionærer der flyttede fra Bogotá til Barranquilla i 1946, fik forstærkning i november måned samme år, da en ranglet 28-årig landmandssøn fra De Forenede Stater, James Webster, sluttede sig til dem. „Det var ellers noget af en forandring!“ sagde Webster, der havde været på Gilead sammen med Robert Tracy og ligesom denne havde været i kredstjenesten før han kom til Colombia.

Seks måneder senere, i maj 1947, flyttede endnu en missionær fra Bogotá til Barranquilla, nemlig Olaf Olson. Han var nordamerikaner af norsk afstamning og talte spansk med en karakteristisk skandinavisk accent. I Barranquilla, som dengang havde 160.000 indbyggere, kunne de lokale forkyndere der kom regelmæssigt til møderne sammen med de syv udlændinge, tælles på én hånd. Olson forudsagde at der en dag ville være 500 forkyndere i byen. Det syntes dengang umuligt, men blev ikke desto mindre en realitet i januar 1959.

[Illustration på side 87]

Missionærerne Olaf Olson og James Webster