’Mandens venlighed gjorde indtryk på mig’

Også i den mere velstående del af befolkningen var der venlige mennesker der ventede på at komme i sandheden. Der var for eksempel den dybt bedrøvede enke Inez Wiese, der boede i El Prado-området. Hun var født på Jamaica af engelske forældre og havde tilbragt sin barndom i Colombia. Senere giftede hun sig og flyttede til Tyskland, hvor hendes tyske mand og to adoptivsønner døde under den anden verdenskrig. Efter krigen vendte hun tilbage til Colombia, og en dag i 1947 kom Olaf Olson til hendes dør og tilbød hende et abonnement på Vagttårnet. Senere bemærkede hun: „Jeg havde aldrig hørt om Jehovas Vidner og vidste meget lidt om Bibelen. Men på grund af hans venlige optræden besluttede jeg mig til at abonnere.“

En dag i september 1949 kom en af missionærerne ind i Farahs forretning og præsenterede sig som en ordets tjener og skulle lige til at fremføre sit ærinde, da Farah afbrød ham og sagde: „Jeg er ikke interesseret i at høre om andre religioner end den dommer Rutherford står for!“ Da Farah blev klar over at det var den der var tale om, tog han imod bogen „Gud Maa Være Sanddru“ og begyndte selv samme uge at komme til møderne.

Broder Webster fortæller: „Farahs kone tog imod sandheden, og det gjorde flere i hendes familie også. Farahs gamle jagtkammerat César Roca og dennes kone samt deres store familie tog imod budskabet, og det samme gjorde flere andre af Farahs venner. Også hans protestantiske brødre og deres familier, og nogle af brødrenes svigerforældre, kom i sandheden. Der begyndte virkelig at ske noget!“

Menigheden i Barranquilla voksede hurtigt og måtte snart deles. Den nye menighed fik rigssal i Farah Moráns hjem, og Olaf Olson blev dens præsiderende tilsynsmand. Der var 52 til stede ved det første møde. Broder Olson oplærte Farah så denne kunne overtage tilsynet med gruppen. En tredje menighed blev oprettet i september 1953, og en fjerde tog form et par år senere.

Præstens mikrofon var ikke slået fra

Det køretøj som var blevet skænket til Selskabets kontor blev brugt flittigt i forkyndelsesarbejdet. Broder Webster fortæller:

„I marts 1953 overtog vi den nye stationcar som søster Wiese havde foræret afdelingskontoret. Vi begyndte at have regelmæssigt gruppevidnearbejde i forstæderne og de nærmeste landsbyer. Snart havde vi gennemgået ti byer i Atlántico-provinsen, som endnu ikke havde været besøgt. Når turen varede mere end en enkelt dag, tog kun brødre af sted. Udgifterne delte vi imellem os, og logi fandt vi hos gæstfri familier hvor vi fik lov at sove i hængekøjer eller på gulvet; eller vi sov i ’La Teocrática’, som bilen kom til at hedde. Flere gange hændte det at landsbypræsterne bad politiet og de kommunale myndigheder gribe ind over for vores arbejde.“

En søndag formiddag ankom en gruppe forkyndere til torvet i byen Tubará, da præstens stemme brølede fra højttalerne i kirketårnet: „Venner, Jehovas vidner, vær hilset! Jeg foreslår at I kommer herover så vi kan tale sammen og finde ud af hvem der egentlig har ret.“ Nogle af brødrene gik over til kirken, hvor præsten bad dem vise ham forskellen mellem den katolske tro og den protestantiske.

James Webster begyndte med beretningen om kristendommen i det første århundrede og beskrev frafaldet som udviklede sig i det andet og tredje århundrede. Efter en kort gennemgang af den katolske kirkes historie op til reformationen i 1500-tallet understregede han at katolikker og protestanter i grunden har de samme hedenske læresætninger: treenighedslæren, læren om den udødelige sjæl og læren om et brændende helvede. Så fortsatte han med at forklare hvad Bibelen virkelig lærer om Jehova Gud, Kristus Jesus, Riget og et jordisk paradis.

Samtalen varede et kvarters tid, lige ved siden af præstens mikrofon, som ikke var blevet slået fra. Kirkens højttalere kunne høres over hele byen, og en optælling viste at 169 forsamlede på torvet havde hørt samtalen, foruden de mange som havde lyttet med derhjemme.

Pludselig lagde præsten mærke til den åbne mikrofon og fik travlt. Han skulle vie et par, sagde han, og afbrød hastigt samtalen. Da brødrene nåede tilbage til de øvrige i gruppen larmede en indspillet sang i højttalerne. Den hed: „¡Palo con esa gente!“ (Giv dem en gang høvl!) Men der blev ingen pøbeloptøjer. Brødrene kunne gå fredeligt fra hus til hus og forkynde — til præstens store ærgrelse.

Anholdt og beordret til at forlade byen

Skrædderen Antonio Carvajalino havde støttet kommunistpartiet da han boede i den lille by Aracataca. Senere, da brødrene Webster og Olson fandt ham, boede han i Barranquilla. Under de følgende besøg blev Bibelen drøftet livligt, mens Antonios fire ugifte søstre i et tilstødende værelse lyttede anspændt for at få hvert ord med. Til sidst gav skrædderen sig og indså at Guds rige er det eneste håb for de fattige i Colombia og for resten af verden. Både han og hans fire søstre blev senere døbt, og snart virkede de alle fem sammen i pionertjenesten.