Fra 1983 til 1987 husede et missionærhjem i det eftertragtede Boca Grande-område heltidstjenere fra Mexico, Danmark, Finland, Canada og De Forenede Stater. De forkyndte Rigets budskab for mange — også for forretningsfolk. „Det er en glæde at arbejde i Cartagenas forretningsdistrikt,“ bemærker en af missionærerne. „Mange forretningsfolk giver sig tid til at lytte og tale, og nogle af dem har taget imod sandheden.“

Katolsk højborg

Onsdag den 1. oktober 1958 ankom de første gileaduddannede missionærer til Medellín for at føre an i vidnearbejdet. Ganske vist var diktaturet blevet afskaffet, og ganske vist havde Jehovas Vidner allerede fået godt fodfæste i andre større byer, men Medellín var stadig noget for sig. Byen var den katolske kirkes højborg i Colombia. Men de missionærægtepar der nu blev sendt hertil var glade for den nye opgave. Efter at have arbejdet et år i det varme, tropiske Barranquilla var de godt tilfredse med at komme til det milde forårsklima i Medellín — en ren by med en overdådig flora som blandt andet omfattede mange orkidéarter.

Et af disse missionærpar var Richard og Virginia Brown. Richard, der nu er koordinator i afdelingskontorets udvalg, beskriver missionærernes indtryk af deres nye distrikt således: „De beretninger vi havde hørt om byens særlige religiøse præg blev fuldt ud bekræftet. Overalt så man sortklædte præster og nonner — på gaden, i forretningerne og i busserne. Byen var fuld af kirker, kapeller og religiøse skoler. På vores gebrokne spansk prøvede vi at aflægge uformelle vidnesbyrd, kun for at blive mødt med hånlige blikke.

Skønt vi kun var fire missionærer i hele byen, begyndte aviserne at lade sig mærke med vores tilstedeværelse: ’En advarsel til katolikker. Jehovas Vidner har sat en intensiv kampagne i gang . . . Sig nej til den slags bøger og tilintetgør de eksemplarer I måtte være kommet i besiddelse af.’ Men trods modstand var der dog nogen interesse, og i juni 1959 blev vores første menighed i Medellín oprettet med 23 forkyndere, hvoraf fem var tilflyttere som var kommet for at tjene hvor behovet var større.“

’Kast sten mod los protestantes’

I marts 1960 ankom en ny missionær, George Koivisto fra Canada. Den blonde George var ugift og var af finsk afstamning. Efter en måneds intensiv spanskundervisning på missionærhjemmet skulle han i gang i tjenesten. George glemmer aldrig sin første formiddag i bladarbejdet.

„Jeg arbejdede sammen med en lille gruppe pionerer og lokale forkyndere,“ fortæller han, „og jeg talte og forstod stadig meget lidt spansk. Og den forkynder jeg gik sammen med kunne ikke engelsk. Midt på formiddagen begyndte en flok skrigende skolebørn at kaste sten og lerklumper efter os.

En dame vi talte med, fik os hurtigt indenfor og skyndte sig at lukke skodderne for vinduerne — ikke et øjeblik for tidligt. Store og små sten hamrede nu mod facaden, bragede mod tegltaget og regnede ned i den lukkede gård.

Snart efter dukkede en patruljevogn op, og politiet ville have at vide hvad der foregik. En eller anden råbte at det var skolelæreren der stod bag uroen — at han havde sluppet 300 børn ud af skolen længe før spisefrikvarteret. En anden råbte: ’Det er ikke rigtigt! Det var præsten! Han opfordrede over højttaleranlægget til at eleverne skulle slippes ud så de kunne „kaste sten mod los protestantes“.’“

Efter den hændelse ændredes indstillingen i hele nabolaget, og snart fandt forkynderne nogle interesserede og fik bibelstudier i gang.

I 1961 giftede George sig med en colombiansk pioner, og inden længe havde parret to sønner. Familien Koivisto blev boende i Colombia i endnu 18 år, og flyttede i 1980 til Canada. Siden 1983 har George og Leonilde Koivisto og deres to sønner tjent på Betel i Canada.

Skoledrenge får noget at tænke over

Ved en anden lejlighed arbejdede en missionærsøster alene fra dør til dør da en gruppe teenagere begyndte at råbe op og advare den besøgte mod at lytte. Damen blev bange, så missionæren bragte samtalen til ophør og trak sig uanfægtet tilbage, men blev omringet af drengene, som spærrede hende vejen.

De spurgte om hun havde protestantisk litteratur i tasken. Hun svarede at hun havde en bibel og spurgte dem om de mente Bibelen var en protestantisk bog. De kunne ikke svare, så de skiftede emne og anklagede hende for ikke at tro på den hellige jomfru. Missionæren tog roligt sin bibel frem og bad dem vise hende hvor i Skriften Jomfruen er nævnt. Men ingen af dem vidste det.

Derpå sagde søsteren: „Jeg ved hvor det står. Skal jeg finde det for jer?“ Så slog hun op på Lukas 1:26-38 og lod dem læse beretningen om engelen Gabriels besøg hos jomfruen Maria. Hun forsikrede dem om at Jehovas vidner tror på det Bibelen siger. Drengene sagde de havde fået at vide at Jehovas vidner ikke tror på Jomfruen. Nu forstod de ikke et ord af det hele og vidste ikke hvad de skulle sige. Søsteren lagde sin bibel ned i tasken igen og gik roligt sin vej. Og dér stod de forvirrede skoledrenge — de havde fået noget at tænke over.

Men i 1949 kunne afdelingstilsynsmanden Robert Tracy efter et kort besøg skrive til Selskabets hovedkontor i Brooklyn: „Cali er en af de mest fremskridtsprægede byer i Colombia.“

Tracy havde haft 15 bøger med i tasken, samt navnene på adskillige interesserede. Det var venlige og imødekommende mennesker han traf, og i løbet af et par timer var han kommet af med bøgerne. „Der bør snarest muligt sendes missionærer dertil,“ skrev han i sin rapport.

Under den anden verdenskrig begyndte industrialiseringen i Cali, og inden længe skød udenlandske, multinationale og lokalt ejede fabrikker og firmaer op overalt i området. Byen har nu to millioner indbyggere, og der er 3657 forkyndere i den, fordelt på 39 menigheder.

Det tog kun en halv dag at få arbejde

I 1954 rejste ægteparrene Tracy og Fountain fra Bogotá for at åbne et missionærhjem i Cali. Nogle måneder senere, i december, ankom to nye missionærer fra De Forenede Stater, Jesse og Lynn Cantwell. Jesse, den yngste i en pionerfamilie på otte, var blevet forkynder som tolvårig skoledreng i 1934, i depressionsårene.

Broder og søster Cantwell kom officielt til Colombia som turister, eftersom diktaturets dekreter stadig var gældende i 1954. Med sit begrænsede kendskab til spansk og sin begrænsede uddannelsesmæssige baggrund gik Jesse i gang med at søge arbejde, så han og hans hustru kunne få opholdstilladelse. I løbet af en halv dag havde han fået arbejde som engelsklærer ved Valley-universitetets medicinske fakultet. „Det kan kun være Jehovas hjælp der gjorde det,“ erkendte Jesse. Med seks missionærer begyndte Rigets arbejde nu rigtig at vokse.

Da den politiske situation ændredes og de religiøse begrænsninger ophævedes, sagde Cantwell farvel til universitetet for at betjene en af de to kredse i landet. Derefter blev han områdetilsynsmand, og senere fik han tildelt en tjeneste på afdelingskontoret i Barranquilla. I 1970 blev Jesse og Lynn Cantwell sendt til Den Dominikanske Republik, hvor Jesse kom til at tjene som afdelingstilsynsmand. Nu er de i kredstjenesten i De Forenede Stater.

En uforskammet præst og en venlig politimand

I et middelklassekvarter i Cali førte en præst ved navn Arango sin egen uforsonlige krig mod Jehovas Vidner. En dag var søster Fountain og en ny forkynder, Ana Valencia, på et genbesøg, da præsten Arango brasede ind og råbte til den besøgte: „Se at få disse indianere ud herfra!“ I sit raseri ringede han selv til politiet. Før politiet kom bad søstrene damen ringe efter en hyrevogn til dem. Politibilen og hyrevognen ankom samtidig. Resolut trådte søster Valencia hen til patruljevognen og sagde med overbevisning i stemmen til føreren: „Forstår De, præsten har ringet efter politibilen til sig selv. Vi har ringet efter hyrevognen, så den tager vi.“ Det var politimanden med på, og søstrene hoppede ind i hyrevognen for at køre til politistationen, mens præsten måtte følge efter i politibilen.

På stationen fremsatte den vrede pater sin anklage: „De to kvinder går rundt og skaber uro i mit sogn. De har en nedbrydende indflydelse på folket og lærer ting som ikke stemmer med vore traditioner.“

„Når I nu har fornærmet præsten,“ sagde dommeren til søstrene, „bliver jeg nødt til at sætte jer fast.“ De blev sat i isolationsfængsel i cirka seks timer, indtil broder Fountain og broder Cantwell fandt ud af hvor de var og fik dem løsladt. Dommeren undskyldte: „Jeg ved at det I lærer er godt, men hvis jeg ikke havde holdt jer tilbage, ville jeg have mistet min stilling i morgen.“

[Illustration på side 105]

Richard og Virginia Brown åbnede det første missionærhjem i Medellín i 1958. Richard er koordinator i afdelingskontorets udvalg