„Som at leve i en anden verden“

Paulus skrev til Timoteus: „Hvad du har hørt af mig . . . skal du betro til troende og trofaste mennesker, som igen vil være tilstrækkelig egnede til at undervise andre.“ (2 Tim. 2:2) Denne beskrivelse kom til at passe på Benjamín Angulo og Armando Gómez.

Benjamín Angulo, en 27-årig fabriksarbejder i Santa Marta, havde mistet troen på kirken, og politik interesserede ham ikke. ’Al den lidelse og uretfærdighed — det kan ikke være rigtigt,’ plejede han at tænke. ’Hvordan kan der være en Gud til?’

En dag i 1955 fortalte en kollega ham om Jehova Gud og hans rige og tilbød ham et ugentligt bibelstudium over bogen „Gud Maa Være Sanddru“. Benjamín sagde ja tak, men ville studere hver dag i middagsstunden, seks dage om ugen.

Der gik en måned. Så syntes forkynderen at det var på tide at tage den nyinteresserede med til møderne. Selvfølgelig ville han da med! Benjamín var begejstret for mødet, men spurgte samtidig lidt rystet hvorfor broderen ikke havde fortalt ham om disse vidunderlige møder noget før. Han var gået glip af „en hel måneds værdifuld undervisning“.

Der var kun få brødre i Santa Marta-menigheden, og selv om Benjamín var frygtelig genert blev han straks sat på programmet til den teokratiske skole og snart også til andre møder. Skolehåndbogen blev for ham en instruktionsbog som han omhyggeligt læste og rettede sig efter. Benjamín havde fundet en ny mening med tilværelsen og udtrykte det således: „Det er som at leve i en anden verden — sandheden, møderne, broderkærligheden, og mine tjenesteforrettigheder!“

’En discipel bliver som sin lærer’

I 1958 blev Benjamín specialpioner i Montería ved Sinúfloden, og dér fandt han snart endnu et af disse „troende og trofaste mennesker“, nemlig den 20-årige søn af søster Gómez, der var ny forkynder i menigheden. Den unge mand hed Armando.

Benjamín forlod Montería da han blev kredstilsynsmand, men Armando fortsatte i menigheden derhjemme. Han holdt sig til stadighed den mere erfarne hermano (broder) Benjamíns eksempel for øje. Jesus havde jo sagt: „Det er nok for disciplen at blive som sin lærer.“ (Matt. 10:25) Og Armando blev ganske rigtigt specialpioner og senere kredstilsynsmand; og nu tjener han på Betel i Bogotá som et af de fem medlemmer af afdelingskontorets udvalg, sammen med Benjamín Angulo, der tog ham med ud i tjenesten i Montería for mere end 30 år siden.

De gæve og frygtløse bønder tager imod sandheden

Den gode nyhed om Riget spredtes hurtigt fra Montería til landdistrikterne og videre til Córdobas fjerntliggende steder. I det 16. århundrede havde europæere i deres søgen efter guld kæmmet dette område for at finde indianske huler og grave hvor en mængde genstande af det ædle metal var blevet gemt væk. Disse lykkejægere sendte deres enorme bytte ned ad Sinúfloden til havet og videre op langs kysten til Cartagena, hvorfra det blev afskibet til Spanien.

Senere slog andre spaniere sig ned her for at blive. Og Córdoba blev med tiden kendt som de gæve og frygtløse bønders land, hvor man tog loven i sin egen hånd og afgjorde stridigheder med machete og skyder. Interessant nok har mange af disse mænd og deres familier villigt taget imod Rigets budskab og er begyndt at forkynde det for deres naboer. Flere og flere er blevet interesserede, og der er blevet dannet menigheder som med tiden har fået besøg af kredstilsynsmænd. Mangen en kredstilsynsmand har fået sin sag for i Córdobakredsen — nogle har spøgefuldt kaldt det en forberedelse til „den store trængsel“. — Åb. 7:14.

Benjamín Angulo ser tilbage på de dage og siger: „Jeg har haft så mange oplevelser i kredsen i Córdoba. Jeg har foretaget hele dagsrejser til hest eller på æselryg, jeg har vadet gennem vandløb som var fyldt med slanger, jeg er blevet truet på livet af guerillagrupper, og jeg har ligget med alvorlige feberanfald. Ja, jeg kunne skrive en hel bog hvis jeg skulle berette om det alt sammen.“

Benjamín Angulo og Armando Gómez, medlemmer af afdelingskontorets udvalg