og enkelte kolporterede (var heltidsforkyndere) i perioder. Blandt disse sidste var Carl Lüttichau, der i sommeren 1899 i flere uger rejste på Sjælland og spredte mange bøger i Roskilde, Holbæk og andre byer.

Lüttichau var samme år vendt tilbage fra Sydafrika, hvor han havde været ude for en ulykke og havde lovet at hvis han overlevede, ville han tjene Gud. Han holdt sit løfte, for efter hjemkomsten begyndte han hurtigt at samarbejde med Sophus Winter, og fra januar 1900 udgav de sammen Zion’s Watch Tower på dansk under navnet Zions Vagt-Taarn.

Kort efter begyndte Sophus Winter imidlertid at glide bort fra sandheden. Zions Vagt-Taarn ophørte med at udkomme i efteråret 1901, og i løbet af 1902-03 forsvandt Winter ud i det religiøse mørke.

Fra 1903 blev arbejdet videreført af Carl Lüttichau. Han var født på Vingegaard under godset Tjele, som ejedes af hans fader, der i nogle år beklædte posten som finansminister i den danske regering. Carl Lüttichau tog studentereksamen med første karakter, blev cand. phil. og læste ved universitetet i Edinburgh indtil han i 1896 rejste til Sydafrika. Med denne uddannelse bag sig, og med et dannet væsen der gjorde ham vellidt blandt folk, var han godt rustet til det arbejde der lå forude.

Den første større begivenhed mens Lüttichau stod for arbejdet, var Charles Taze Russells besøg i april 1903. Der blev under besøget afholdt flere møder, hvor man nåede op på et tilhørerantal på 200. I oktober tog Lüttichau igen fat på at udgive Vagt-Taarnet, og fra juli 1904 udkom det regelmæssigt hver måned.

En skiltemaler finder sandheden

Møderne i København blev overværet af en lille gruppe på fem-seks stykker, deriblandt to fattige syersker. Men der skulle snart komme forstærkning til.

I Brønshøj i det nordlige København boede en norsk skiltemaler, John Reinseth. Han og hans kone, Augusta, forsøgte at opdrage deres fem børn efter Guds ord. John læste tit op fra Bibelen for sin familie og forklarede det, så selv børnene forstod det. De havde også prøvet at gå til forskellige religiøse møder, uden dog at finde noget ståsted. Men så en aften knælede de alle ned, og faderen bad inderligt Gud om at vise dem hvad der var sandhed. Næste morgen stod der en kolportør ved døren med første bind af Millenniets Daggry! Det var Anna Hansen, en af de to fattige syersker.

Carl Lüttichau besøgte dem, og efter store diskussioner begyndte John Reinseth at overvære nogle møder i Ole Suhrs Gade, hvor Selskabets kontor lå, og kom så hjem og fortalte sin kone om alt det forunderlige han havde hørt. Hun havde været sengeliggende i nogle år, men så snart hun kom op og kunne gå ved hjælp af et par krykker, var hun også med til møderne.

Familien blev grebet af sandheden. John gik så meget fra dør til dør som han kunne overkomme. Ofte stod han op klokken halv fem om morgenen for at forberede sig til møderne. Han var meget udholdende. Når han blev træt, fortælles det, plejede han at sætte sig til at blunde på en stol med et nøgleknippe løst i hånden. Når han så faldt i søvn og tabte nøglerne, vågnede han og var atter frisk til at tage fat.

Hans kone ønskede trods sit svage helbred at udbrede sandheden på sin fødeegn omkring Hellebæk i Nordsjælland. Hun pakkede en stor kurvekuffert med bøger og fik den sendt med toget til Helsingør. Da hun ikke kunne tåle at bære mere end et par bøger i sin håndtaske, fik hun syet et bælte til at have om livet, med store, flade lommer som kunne fyldes med bøger. Således udrustet, med sin lette taske i den ene hånd, en stok i den anden, og flere bøger om livet, skjult af en løs frakke, gik denne stoute søster ganske alene fra villa til villa ud langs nordkysten for at tale med folk. Da hun døde i 1925 var hendes sidste ord: „Der er så meget der skal gøres dér i Nordsjælland, og jeg ville så gerne.“

Tre af deres børn blev også nidkære for sandheden, og sønnen Poul blev senere landstjener i en periode.

Onsdagsvennerne i Aalborg

I 1910 havde en lille kreds i Aalborg skilt sig ud fra forskellige trossamfund fordi de ikke fandt nogen åndelig føde dér, og de samledes hver onsdag i private hjem for selv at undersøge Bibelen. I kredsen var der et ægtepar, Johanne og Peter Jensen. Deres søn Arthur overværede også møderne af og til, men var fritænker.

Så en dag kom Anna Hansen, syersken der besøgte Reinseth-familien, og tilbød første bind af Millenniets Daggry. Johanne Jensen modtog bogen, og hendes søn Arthur læste den om natten. Da han på en rejse til København blev indlagt med tyfus, fik han tid til at studere den nærmere. Resultatet var at han sendte bud til kontoret i Ole Suhrs Gade og bad dem sende ham alt hvad de havde af litteratur. Han greb sandheden med begejstring og var simpelt hen umættelig. Da han blev udskrevet fra hospitalet kom han til alle møder. Men det var ikke nok for ham. Efter møderne fulgte han ofte Poul Reinseth hjem, hvorefter Poul fulgte ham hjem. Og sådan kunne de to unge mænd skiftevis følge hinanden hjem hele natten og tale om sandheden. De blev venner for livet.

Nu begyndte der en livlig korrespondance mellem Arthur og hans moder i Aalborg, og Arthur glædede sig meget til at fortælle „onsdagsvennerne“ om den bibelske sandhed han havde fundet. Da han tog hjem på juleferie var Poul Reinseth med. Arthur blev opfordret til at lede et onsdagsmøde, og de tanker han fremholdt medførte stor diskussion. Der blev talt meget om hedningetidernes udløb i 1914, og ikke alle „onsdagsvennerne“ fortsatte. Men en kerne holdt fast ved sandheden, og sådan opstod der en menighed i Aalborg i 1912. En ung pige i gruppen, Thyra Larsen, tog ud som kolportør, og andre, deriblandt hendes søstre Johanne og Dagmar, blev trofaste støtter i menigheden.

[Illustration på side 74]

Thyra Larsen fra Aalborg begyndte som kolportør i 1914