Byen var på den anden ende, for det var jo noget ganske enestående med farvefilm, og til og med helt gratis. Folk modtog interessekort, hvor de kunne skrive deres navn og adresse, og to kolportører blev i byen en tid for at finde de interesserede.“

En målbevidst lærerinde

I 1915 vakte en anden begivenhed røre. Året før var sandheden nået helt op til Danmarks nordspids — til fiskerbyen Skagen. En kunsthandler og hans kone havde taget imod sandheden, og en lærerinde, Marie Due, var blevet interesseret. Samtidig rejste Dagmar Larsen til byen som barnepige hos en familie, og da hun selv lige var blevet døbt, talte hun meget med Marie Due om indvielse, dåb og andre bibelske emner.

Allerede samme efterår meldte Marie Due sig ud af kirken og nægtede at undervise i religion. Der blev skrevet op og ned i landets aviser om sagen. Til sidst blev hun afskediget med pension, 45 år gammel, og gik lykkelig ud i heltidstjenesten, mens skolepensionen dækkede udgifterne. Hun arbejdede trofast i mange år i Danmark, Norge og Finland. Hun var ukuelig, til sin død et godt eksempel på udholdenhed.

Fornyet virksomhed efter verdenskrigen

I juli 1919 meddelte Vagt-Taarnet at Den fuldbyrdede Hemmelighed (7. bind af Studier i Skriften) nu forelå på dansk-norsk. Bogen skulle udbredes, og man håbede at mange ville være med til det. Der var allerede blevet afholdt et kolportørkursus i København for at undervise brødrene i at besøge folk. Det var første gang ikkekolportører blev opfordret til at udbrede bøger.

I de år der nu fulgte, udførte en håndfuld utrættelige kolportører et umådeligt arbejde ved atter at så sæden i mange byer, og ved at bryde ny jord i landdistrikterne. Et nidkært eksempel var Niels Ebbesen Dal, en dansk-amerikaner der i 1918 vendte tilbage til sin fødeegn — øen Mors i Nordjylland. I Amerika havde han lært sandheden at kende ved at læse bogen Tidsaldrenes Plan, som han tilfældigt havde fundet på et hotelværelse. Efter hjemkomsten begyndte han straks som kolportør at forkynde for sin familie, ja for hele øens befolkning.

Dette vakte et vældigt røre. Dal-slægten havde nemlig været ledende inden for den grundtvigske kreds og nød stor anseelse blandt befolkningen. Men nu kom denne N. E. Dal og forkyndte en ny lære. Hans ældste broder, Frode Dal, blev straks interesseret, og det samme blev dennes søn Kristian, der netop var færdiguddannet skolelærer. Kristian begyndte som kolportør i 1920, og et par år senere gik hans broder Knud også ud i kolportørtjenesten.

Et nyt og fængende budskab

I De Forenede Stater havde Selskabets præsident flere gange holdt sit populære foredrag „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“. Nu kom turen til Europa. Den 12. august 1920 sejlede broder Rutherford med nogle af sine medarbejdere til England, og da han fortsatte ned gennem Europa, tog broder A. H. Macmillan til Danmark for at holde det samme foredrag.

Reaktionen på Macmillans foredrag

Det var tydeligt at interessen for det „nye“ budskab var meget stor. Broder Macmillans offentlige møder havde i alt samlet over 5000 tilhørere! Flere af disse blev selv bibelstudenter og ivrige forkyndere af Guds ord. Da foredraget blev holdt i Esbjerg var der blandt tilhørerne et ungt ægtepar, Johannes og Thora Dam, som var tilsluttet metodistkirken. De boede endog i kirkebygningen, da manden var kirkebetjent. Efter foredraget bestilte de ’Millionbrochuren’, og cirka tre måneder senere fik de besøg af en kolportør.

Kolportøren blev boende i byen i nogen tid for at undervise dem og rodfæste dem i deres nyfundne tro. Dette behagede naturligvis ikke præsten. En dag da kolportøren traf ham uden for kirken, spurgte han: „Hvem i alverden har givet Dem lov til at fiske i mine hyttefade?“ — hvortil kolportøren blot svarede: „Hvem har givet Dem lov til at sætte fiskene i hyttefade?“

Kirkebetjenten Johannes Dam havde fundet den sande kirke! I alt 18 metodister meldte sig ud. Sådan begyndte menigheden i Esbjerg.

Blandt dem der blev døbt ved dette stævne, var en ung mand ved navn Christian Rømer, der var kommet i berøring med bibelstudenterne på sin fødeø Bornholm. Hans fader havde før Første Verdenskrig fået foræret et abonnement på Vagt-Taarnet, og en dag i 1919 fandt den 20-årige Christian et eksemplar af bladet. Han fortæller: „Hvad der skete den dag, var for mig så stor en oplevelse, at der ikke findes ord, som er stærke og udtryksfulde nok til at beskrive det. Det var den sandhed, jeg vidste Bibelen indeholdt, og nu fik jeg den, nu havde jeg den.“

Under konventet i København overværede han et møde for kolportører. Her traf han for første gang Kristian Dal — og dermed var hans livsbane afstukket. Han begyndte som kolportør på Bornholm i juni 1922.

Pionerarbejde i Jylland

Nu begyndte et mere intensivt arbejde i landdistrikterne. I januar 1924 dannede Selskabet en „kolportørkolonne“ bestående af Kristian og Knud Dal samt Christian Rømer, som blev sendt ud for at virke i Jylland, med Skive som udgangspunkt. Broder Lüttichau lagde for med et offentligt foredrag i byens største sal, hvorefter der blev holdt møder i omegnens forsamlingshuse og krosale med foredrag af Kristian Dal. Der var annoncer i aviserne, distrikterne blev gennemgået med løbesedler, og efter foredragene kom kolportørerne igen med bøger og brochurer.

Hen ad foråret 1924 gik turen videre til Haderslev i Sønderjylland. Denne landsdel havde i mange år været tysk, men var i 1920 blevet genforenet med Danmark ved folkeafstemning. Mange unge sønderjyder havde måttet kæmpe ved den tyske front, og en del havde mistet troen på Gud under skyttegravskrigen i Frankrig.

Christian Rømer fortæller hvordan det var at forkynde blandt disse mennesker: „Det var et meget ejendommeligt og interessant distrikt at arbejde i, blandt dette undertrykte folk. Deres politiske kampe gennem mange år havde gjort dem vågne og tilgængelige, så deres sind var ofte mere åbne for livets spørgsmål.“

En af dem kolportørerne kom i forbindelse med på denne første runde, var træskomanden Anton Hansen i Over-Jerstal. Også han havde mistet sin gudstro ved den tyske front i Frankrig. Sammen med et par krigskammerater gik han hen for at høre Kristian Dals foredrag „Hvad siger Skriften om Helvede?“ Dagen efter fik han besøg af Knud Dal, og efter tre timers ivrig samtale modtog han bogen Guds Harpe. Nu blev hans tro genoplivet. Sammen med sin kone, Kathrine, tog han standpunkt og blev en fremtrædende skikkelse i forkyndelsesarbejdet i Sønderjylland.

Indtil efteråret 1925 måtte de tre kolportører i „Dal-kolonnen“ klare transporten med cykel eller tog, men nu stillede en broder en bil til rådighed. Christian Rømer var i København for at hente den. Han fortæller: „Det var en stor begivenhed, en kær og dejlig gammel Tin-Lizzie, med kaleche og det hele; jeg var chauffør, for der var ingen anden som havde kørekort. Den varede desværre kun et års tid, så fik vi den byttet med tidens store elegance, en Ford sedan, model 1923. Den var i alle fald lukket og mere lun i vinterkulden, en flot ekvipage.“

Idet kolportørerne blev flyttet fra sted til sted, nåede de efterhånden at gennemarbejde hele Jylland og Fyn, indtil marts 1929, da pengene til denne specielle virksomhed slap op.

Andre kolportører med i arbejdet

I mellemtiden var to søstre, Ella Krøyer fra København og Kristine Poulsen, en lærerinde fra den grundtvigske kreds på Mors, begyndt at arbejde på Sydsjælland. Også her var distrikterne praktisk taget urørte. Efteråret 1926 i Vordingborg-distriktet bød på sine strabadser. Søster Poulsen beretter: „Det var i sukkerroekampagnen. Vejene var ikke asfalterede, og regnen om natten og roevognene om dagen gjorde det hele til et ælte. Det skete at vi måtte opgive at besøge en gård eller et hus, fordi vejene dertil var ufremkommelige.“

En dag fandt de to søstre i en forretning lige hvad de havde brug for — nogle lange gummistøvler. De købte et par hver. Men gummistøvler var dengang noget helt nyt, så resultatet var at de vakte opsigt overalt hvor de kom frem. Da de kort efter rejste til København for at hvile ud, blev en søster på kontoret i Ole Suhrs Gade så begejstret for deres praktiske fodtøj at hun tog støvlerne i entréen og gik rundt på kontoret med dem, for at vise alle hvordan kolportørerne var udstyret til at klare strabadserne!

En tredje kolportørtrup i disse år var Anna Petersen og Thora Svendsen, som gennemarbejdede mange distrikter på Fyn og i Jylland. Søster Petersen forklarer: „Vi pionerer blev som oftest sendt til områder hvor der ikke var menigheder. Vi gik så ind til en købmand og spurgte om han vidste om nogen dér i byen ville leje et værelse ud. Vort ’køkken’ bestod af en primus og et par smågryder, som vi fik lov at stille op inde på værelset eller ude på loftet, enten på et gammelt bord eller på et par kasser, som vi fik fat i hos en købmand.“

Undertiden havde de to søstre lejlighed til at arbejde sammen med „Dal-kolonnen“. Det endte med at søster Petersen og broder Rømer blev enige om at gøre samarbejdet mere permanent. De blev gift i 1933, gjorde heltidstjenesten til deres liv, og skønt søster Rømer nu er på plejehjem, fortsætter broder Rømer som pioner.

Forkyndelsesarbejdet organiseres

I mellemtiden var der sket store ting i Danmark. I 1922 havde den historiske opfordring til at ’forkynde Kongen og Riget’ lydt ved stævnet i Cedar Point, Ohio, USA. Nu var det ikke længere blot kolportørerne, men alle menighedens medlemmer, der blev opfordret til at forkynde regelmæssigt.

[Illustration på side 87]

I 1920’erne blev landet gennemarbejdet af utrættelige kolportører. Øverst fra venstre Kristian Dal, Søren Lauridsen og Christian Rømer, og i forgrunden Anna Petersen og Thora Svendsen