DE FØRSTE FORKYNDERE

Kolportørerne nåede vidt omkring på deres cykler, og de sov hvor som helst det var muligt — om det så var på herregårde eller i høstakke. Folk var fattige, men de elskede at høre Rigets budskab. Derfor brugte heltidsforkynderne med glæde mellem 150 og 200 timer om måneden i forkyndelsen, og én rapporterede endda 239 timer på en enkelt måned! Deres tjeneste bar præg af flid, frimodighed og udholdenhed. En søster fortæller om den allerførste gang hun var med i forkyndelsen:

„Kan du cykle?“ spurgte en nidkær finsk søster hende.

„Ja, det kan jeg,“ svarede den nye søster.

„Så lad os tage til Saaremaa,“ sagde den finske søster begejstret. Saaremaa, den største estiske ø, lå cirka 200 kilometer derfra.

Da de kom til den første landsby på Saaremaa, foreslog den finske søster: „Du kan begynde i denne ende; så begynder jeg i den anden. I aften mødes vi midt i landsbyen.“ Den nye søster havde aldrig prøvet at forkynde før, men allerede fra det første besøg mærkede hun Jehovas hjælp, og snart følte hun sig så sikker at hun nød resten af turen.

Hellin Aaltonen (senere Grönlund) mødte folk fra øen Vormsi og lagde mærke til at de talte et mærkeligt sprog.

„Taler I ikke estisk?“ spurgte hun dem.

„Nej, vi taler svensk,“ svarede de.

„Har I nogen svenske bøger I kan læse?“ spurgte Hellin.

„Vi har ikke haft svenske bøger i flere hundrede år,“ svarede de. Det var nok lidt overdrevet.

Hellin forstod imidlertid at indbyggerne på Vormsi havde brug for svenske publikationer, så hun besluttede at tage ud til øen sammen med Fanny Hietala, der kunne tale svensk.

„Vi fik fat i alle de svenske bøger de havde på kontoret, og så sejlede vi derover,“ fortæller Hellin. „Vi gennemgik hele øen på tre dage og afsatte næsten alt hvad vi havde. Flere årtier senere hørte jeg om en broder i Sverige der havde lært sandheden at kende gennem nogle bøger han havde fået på Vormsi!“ Gang på gang erfarede forkynderne at ordene i Prædikeren 11:6 er sande: „Så din sæd om morgenen og lad ikke din hånd hvile før aften; for du ved ikke hvor det lønner sig.“

UDFORDRINGER KOLPORTØRERNE MØDTE

Det var ikke let at være kolportør. Om vinteren tilbagelagde de 20-40 kilometer om dagen på ski eller til fods. Kulden var intens, og der var langt mellem komfortable overnatningssteder. De kunne kun have de allermest basale madvarer og andre nødvendige ting med, for de skulle jo også bære kasserne med publikationer. Kraftig regn gjorde ofte vejene ufarbare. Mange nætter var kolportørerne nødt til at sove under åben himmel. Denne barske tjenestegren krævede al den fysiske styrke og udholdenhed de kunne opbyde. Men hvordan så disse selvopofrende forkyndere på deres tjeneste?

„Jeg manglede aldrig noget virkelig vigtigt,“ husker Vilho Eloranta, en nidkær finsk broder der gennem mange måneder forkyndte på heltidsbasis i isolerede områder. „Som regel fik jeg mad hver dag og et sted at sove i bytte for publikationer. Jeg havde næsten ikke brug for penge. Når det blev aften, begyndte jeg at se mig om efter et logi. Det var ikke mange beboere der nægtede mig et sted at sove, især ikke hvis det var sent på dagen, eller der var langt til den næste gård.“

„Det betød meget for mig at få budskabet om Riget bragt ud til folk,“ fortsætter Vilho, „så de beskedne leveforhold lagde absolut ingen dæmper på den glæde og tilfredshed jeg følte ved at forkynde.“

Disse flittige brødre og søstre banede vej for fremtidig vækst ved at uddele enorme mængder publikationer. I 1929 spredte den lille flok forkyndere i alt 53.704 bøger og brochurer.

„Der var omkring 30 kolportører i Estland,“ fortæller Adolf Kose, „og de gennemarbejdede hele landet før den anden verdenskrig.“

Man kan stadig mærke virkningen af disse første energiske forkynderes arbejde. I begyndelsen af 1990’erne traf nogle Jehovas Vidner for eksempel en ældre dame ved navn Ruth. Hun syntes at budskabet lød bekendt. Hun kunne huske at hun over 60 år tidligere havde lyttet til en tysk bibelstudent der et par gange besøgte en af hendes naboer. Nu var Ruth døv og højt oppe i årene, men hun kunne genkende sandheden, tog imod et bibelstudium og blev døbt — næsten 70 år efter at hun første gang havde hørt budskabet.

[Illustration på side 170]

De første pionerer fra Finland, Jenny Felt og Irja Mäkelä