Trøst i krisetider

NYHEDERNE nu om dage er sjældent opmuntrende. Som en har skrevet, er „den senere tids begivenheder så uhyggelige at det ligefrem kan være svært at afgøre om man tør lukke op for tv-avisen“. Verden er præget af krig, terror, lidelse, kriminalitet og sygdom — alt sammen noget som hurtigt kan komme til at berøre os, hvis ikke det allerede gør det.

I Bibelen er det ganske præcist forudsagt at det ville blive sådan. Jesus sagde i sin beskrivelse af vor tid at der ville være store krige og jordskælv samt pest og hungersnød. (Lukas 21:10, 11) Også apostelen Paulus skrev om „kritiske tider som er vanskelige at klare“ og sagde at menneskene ville være vilde, pengekære og uden kærlighed til det gode. Han kaldte denne periode for „de sidste dage“. — 2 Timoteus 3:1-5.

Nyhedsudsendelsernes beskrivelse af forholdene på jorden svarer i det store og hele til det der er forudsagt i Bibelen. Men dermed hører ligheden også op, for Bibelen giver os en anden synsvinkel. Ved hjælp af Guds inspirerede ord er det muligt for os at forstå, ikke alene hvorfor der er så meget ondt, men også hvad fremtiden vil bringe.

HVORDAN GUD SER PÅ ONDSKABEN

Bibelen fortæller os hvordan Gud ser på de ulykkelige forhold der råder i dag. Selv om han har forudsagt disse problemfyldte tider, er de ting der foregår, ikke noget han synes om, eller noget han har tænkt sig at tolerere i det uendelige. „Gud er kærlighed,“ skrev apostelen Johannes. (1 Johannes 4:8) Jehova nærer dyb omsorg for os mennesker og hader alt hvad der er ondt. For at få trøst kan vi derfor passende vende os til Gud, som er god, føler med os og har magt og vilje til at fjerne det onde fra jorden. Salmisten skrev: „[Guds udnævnte himmelske konge] vil udfri den fattige som råber om hjælp, og den nødstedte og den der ingen hjælper har. Han vil ynkes over den ringe og den fattige, og de fattiges sjæle vil han frelse. Fra undertrykkelse og vold vil han genløse deres sjæl, og deres blod vil være dyrebart i hans øjne.“ — Salme 72:12-14.

Det ligger til os at have medlidenhed med dem der lider. Da vi er skabt i Guds billede, er det en egenskab som han har nedlagt i os. (1 Mosebog 1:26, 27) Vi kan derfor have tillid til at Jehova ikke er ufølsom over for menneskenes lidelser. Jesus, som kendte Jehova mere indgående end nogen anden, gav udtryk for at Jehova er stærkt interesseret i os og har inderlig medfølelse med os. — Mattæus 10:29, 31.

Guds skaberværk vidner også om at han har omsorg for menneskeheden. Jesus sagde at Gud ’lader sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne på retfærdige og uretfærdige’. (Mattæus 5:45) Til indbyggerne i byen Lystra sagde Paulus at Gud „ikke har ladet sig være uden vidnesbyrd, idet han har gjort godt, har givet jer regn fra himmelen og frugtbare tider, har mættet jeres hjerter med føde og glæde“. — Apostelgerninger 14:17.

HVEM BÆRER ANSVARET?

Det er værd at lægge mærke til hvad Paulus sagde ved samme lejlighed: „I de forgangne generationer har [Gud] tilladt alle nationerne at gå deres egne veje.“ Som følge heraf er det nationerne — altså folk selv — der er ansvarlige for de fleste af de vanskeligheder de har. Det kan ikke være Guds skyld. — Apostelgerninger 14:16.

Hvorfor tillader Gud da at der sker onde ting? Vil han på et tidspunkt gøre noget ved det? Vi kan kun få svar på disse spørgsmål gennem hans ord, Bibelen. Den viser os nemlig at svaret er nært forbundet med endnu et spørgsmål. Det drejer sig om et stridsspørgsmål som en åndeskabning rejste i det usynlige.

Den nøjagtige kundskab om Gud giver trøst

NOGLE har svært ved at forstå det Bibelen siger om Guds kærlighed og barmhjertighed. De spørger: Hvis det er Guds mening at gøre ende på ondt, hvis han er klar over hvordan det skal gøres, og hvis han har magten til det, hvorfor bliver ondskaben da værre og værre? For dem er det et problem at få det følgende til at stemme overens: (1) Gud er almægtig, (2) Gud er kærlig og god, men (3) der finder hele tiden frygtelige begivenheder sted. Da det sidstnævnte er en ubestridelig kendsgerning, konkluderer de at mindst én af de to andre påstande ikke kan være sand. De mener at Gud enten ikke er i stand til at gøre ende på ondskaben, eller at han ikke bekymrer sig om den.

Nogle dage efter terroraktionen mod World Trade Center i New York sagde en fremtrædende religiøs leder i USA: „Jeg bliver i hundredvis af gange spurgt om hvorfor Gud tillader ulykker og lidelser. Og jeg må tilstå at jeg ikke selv fuldt ud kender svaret; i hvert fald ikke et svar der kan stille mig selv tilfreds.“

Som kommentar til denne udtalelse skrev en professor i teologi at han var imponeret over denne præsts „gode teologiske udlægning“. Han tilsluttede sig også den tanke en anden lærd har givet udtryk for: „Det ubegribelige ved lidelser er en del af det ubegribelige ved Gud.“ Men er det ubegribeligt og umuligt at forstå hvorfor Gud tillader det onde?

OPHAVET TIL ONDSKAB

I modsætning til hvad nogle religiøse ledere siger, skildrer Bibelen det ikke som ubegribeligt at Gud tillader ondt. For at forstå hvorfor der findes ondskab, må man forstå at Jehova ikke har skabt en ond verden. Han skabte de første mennesker fuldkomne og syndfri. Da Jehova så på alt hvad han havde frembragt, fandt han det „virkelig godt“. (1 Mosebog 1:26, 31) Det var hans hensigt at Adam og Eva skulle udvide paradiset i Eden til hele jorden så den blev beboet af glade mennesker beskyttet af hans kærlige overherredømme. — Esajas 45:18.

Ondskaben tog sin begyndelse da en åndeskabning, der oprindelig var trofast mod Gud, udviklede et ønske om at blive tilbedt. (Jakob 1:14, 15) Hans oprør viste sig da han påvirkede det første menneskepar på jorden til at støtte ham i at modstå Gud. I stedet for at underordne sig Guds klare vejledning om ikke at spise eller røre frugten på træet til kundskab om godt og ondt spiste Adam og Eva af den. (1 Mosebog 3:1-6) Derved var de ikke alene ulydige, men viste også at de ønskede at være uafhængige af Gud.

ET MORALSK SPØRGSMÅL

Dette oprør i Eden rejste et moralsk stridsspørgsmål af universel betydning. Menneskenes oprør rejste tvivl om hvorvidt Jehova udøvede sit herredømme over sine skabninger med rette og på rette måde. Havde Skaberen ret til at forlange fuld lydighed af mennesker? Ville de være bedre stillet hvis de handlede uafhængigt?

Jehovas reaktion på oprøret mod hans herredømme viser at hans kærlighed, retfærdighed, visdom og magt er i fuldkommen balance. Han kunne have gjort brug af sin magt ved straks at knuse oprøret. Det ville ikke have været uretfærdigt, for det var han i sin fulde ret til at gøre. Men det ville ikke have besvaret de moralske stridsspørgsmål som var blevet rejst. Gud kunne også have valgt at se gennem fingre med menneskenes synd. Det ville nogle i dag måske synes var en kærlig udvej. Men det ville ikke have modbevist Satans påstand om at mennesker ville være bedre stillet ved at bestemme selv. Desuden kunne det få andre til at afvige fra den vej Jehova ønskede de skulle følge. Resultatet ville være endeløse lidelser.

I sin visdom har Jehova for en tid tilladt menneskene at gøre som det passer dem. Selv om det har betydet at han midlertidigt må tolerere ondskaben, har menneskene samtidig mulighed for at vise om de uafhængigt af Gud kan få det godt ved selv at bestemme, selv afgøre hvad der er rigtigt og forkert. Hvad er resultatet blevet? Menneskehedens historie har i det store og hele været præget af krig, uretfærdighed, undertrykkelse og lidelse. Når det til fulde er blevet bevist at oprøret mod Jehova er slået fejl, vil de spørgsmål som blev rejst i Edens have, være afgjort én gang for alle.

I mellemtiden har Gud vist sin kærlighed ved at sende sin søn, Jesus Kristus, der ofrede sit menneskeliv som en genløsning. Derved kan mennesker der vælger at adlyde Gud, blive befriet for syndens og dødens fordømmelse, som er en følge af Adams ulydighed. Dette genløsningsoffer har gjort det muligt for alle der tror på Jesus, at opnå evigt liv. — Johannes 3:16.

Jehova har trøstende forsikret os om at vores lidelser blot er midlertidige. „Om kort tid, da er den ugudelige ikke mere,“ skrev salmisten. „Du vil se dig om efter hans sted, og han er der ikke. Men de sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ — Salme 37:10, 11.

EN TRYG OG LYKKELIG FREMTID

Opfyldelsen af Bibelens profetier viser at den tid er nær hvor Gud vil bringe sygdom, sorg og død til ophør. Der blev givet apostelen Johannes et syn af de vidunderlige forhold der vil komme. Han skrev: „Jeg så en ny himmel og en ny jord; den tidligere himmel og den tidligere jord var nemlig forsvundet, og havet er ikke mere. . . . Og Gud selv vil være hos [menneskene]. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ Johannes blev forsikret om at disse løfter var pålidelige, med ordene: „Skriv, for disse ord er troværdige og sande.“ — Åbenbaringen 21:1-5.

Hvad med de milliarder af uskyldige som er døde siden oprøret i Eden? Jehova har lovet at han vil bringe dem der sover i døden, tilbage til livet. Apostelen Paulus sagde: „Jeg har håb til Gud . . . at der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ (Apostelgerninger 24:15) De vil få mulighed for at komme til at leve i en verden hvor „retfærdighed skal bo“. — 2 Peter 3:13.

Ligesom en kærlig far vil lade sit barn gennemgå en smertefuld operation hvis han ved at det vil gavne barnet på længere sigt, har Jehova ladet menneskene erfare de midlertidige lidelser ondskaben bringer med sig. Men alle de der søger at gøre Guds vilje, vil opnå evige velsignelser. Paulus forklarede det med følgende ord: „Skabningen blev nemlig underlagt frugtesløshed, ikke af egen vilje, men gennem ham som lagde den derunder, på grundlag af håb om at også skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed.“ — Romerne 8:20, 21.

Det kan da kaldes en nyhed — ikke af den slags man ser i fjernsynet eller læser om i avisen, men en god nyhed. Denne gode nyhed kommer fra „al trøsts Gud“, som har stor omsorg for os. — 2 Korinther 1:3.