-
Elsk den Gud der elsker digVagttårnet – 2006 | 1. december
-
-
Elsk den Gud der elsker dig
„Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.“ — MATTÆUS 22:37.
1, 2. Hvad kan have givet anledning til spørgsmålet om hvilket bud der var det største?
SPØRGSMÅLET blev åbenbart diskuteret ivrigt blandt farisæerne på Jesu tid. Hvilket af de over 600 lovbud i Moseloven var vigtigst? Var det et af buddene angående ofre? Jøderne bragte jo ofre både for at opnå tilgivelse og for at sige Gud tak. Eller var det buddet vedrørende omskærelse der gik forud for alle andre? Også dét havde stor betydning, for omskærelsen var et „pagtstegn“ mellem Jehova og Abrahams efterkommere. — 1 Mosebog 17:9-13.
2 Derimod har de mest traditionstro blandt farisæerne sikkert ræsonneret på denne måde: Hvert eneste lovbud fra Gud har betydning; nogle bud synes ganske vist mindre væsentlige, men man kan ikke give noget bud forrang frem for de øvrige. Farisæerne blev enige om at forelægge det omdiskuterede spørgsmål for Jesus. Måske kunne de få ham til at sige noget der kompromitterede hans troværdighed. En af dem opsøgte Jesus og spurgte: „Hvilket er det største bud i loven?“ — Mattæus 22:34-36.
3. Hvad var ifølge Jesus det største bud?
3 Jesu svar har stor betydning for os i dag. Han citerede fra Femte Mosebog 6:5 og opsummerede det der altid har været, og altid vil være, essensen af den sande tilbedelse: „’Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.’ Dette er det største og første bud.“ Farisæeren havde kun bedt ham nævne ét bud, men Jesus tilføjede endnu et. Med et citat fra Tredje Mosebog 19:18 sagde han: „Det andet, der ligner det, er dette: ’Du skal elske din næste som dig selv.’“ Jesus viste dernæst at disse to lovbud sammenfattede hele den sande tilbedelse, og han forebyggede eventuelle forsøg på at få ham til at opregne de øvrige bud efter betydning idet han sluttede: „På disse to bud hænger hele Loven og Profeterne.“ (Mattæus 22:37-40)
-
-
Elsk den Gud der elsker digVagttårnet – 2006 | 1. december
-
-
Kærlighed har stor betydning
4, 5. (a) Hvorfor blev farisæeren ikke overrasket over Jesu svar? (b) Hvad er i Guds øjne mere værd end brændofre og slagtofre?
4 Tilsyneladende blev den farisæer der spurgte Jesus, hverken foruroliget eller overrasket over det svar han fik. Han var klar over at kærlighed til Gud var en grundpille i den sande tilbedelse selvom mange svigtede på det punkt. I synagogerne var det skik at fremsige trosbekendelsen, Sjema, der omfattede passagen i Femte Mosebog 6:4-9, som Jesus citerede fra. Ifølge parallelberetningen hos Markus sagde farisæeren derpå til Jesus: „Lærer, du fik sagt udmærket og i overensstemmelse med sandheden: ’Han er én, og der er ingen anden end ham’; og dette at elske ham med hele sit hjerte og med hele sin forstand og med hele sin styrke, og dette at elske sin næste som sig selv, er langt mere værd end alle brændofre og slagtofre.“ — Markus 12:32, 33.
-