Mennesket er naturligvis ikke den eneste livsform der har evnen til at kommunikere. Dyr styres ganske vist mest af instinkter, men har også nogle bemærkelsesværdige former for kommunikation. For eksempel udfører kurtiserende kejserpingviner i det iskolde Antarktis hvert år inden vinter et ritual hvor de ’synger’ for hinanden — men det er ikke for sjov. Næste generations overlevelse står på spil. Hvordan det?

Efter at hunnen har lagt sit æg, overlader hun det til sin mage så han kan udruge det i sin rugelomme mens hun vandrer ud mod havet for at indtage føde. Når der er gået cirka 65 dage, kommer hun igen, men først efter at have tilbagelagt en strækning på helt op til 150 kilometer hvor hun har vraltet og gledet på maven hen over isen. At hunnen finder kolonien, er et mirakel i sig selv, men hvordan finder hun sin mage og deres nyudklækkede unge blandt titusinder af ’syngende’ kejserpingviner? Under parringslegen indprenter hver enkelt fugl sig magens ’sang’ sådan at parrene selv efter flere måneders adskillelse kan finde hinanden igen.

Ud over en forbløffende variation af lyde omfatter dyrenes kommunikation også bevægelser, iøjnefaldende farver, lyssignaler og komplekse dufte.

Kommunikation i verden omkring os

„Uden kommunikation ville hvert eneste individ blot være en ø isoleret fra alle andre øer.“ — The Language of Animals.

I SKOVEN, på savannen eller endda i din egen have er der måske lige nu et utal af dyr som flittigt kommunikerer med hinanden. I bogen The Language of Animals står der: „Dyr bruger alle sanser — de bevæger deres kropsdele eller stiller sig i positur; de sender eller modtager diskrete duftsignaler (som er mindre diskrete når det drejer sig om skræmte stinkdyr); de piber, skræpper, synger og kvidrer; de sender og modtager elektriske signaler; de udsender lysglimt; de ændrer hudfarve; de ’danser’; de banker endda på den overflade de går på, og får den til at vibrere.“ Men hvad betyder alle disse signaler?

Forskere iagttager omhyggeligt dyrene for at afsløre hvad signalerne betyder. De har blandt andet observeret at en dværghøne der ser et rovdyr, eksempelvis en mår, udstøder korte skingre lyde for at advare andre dværghøns. Men når den får øje på en rovfugl, som for eksempel en høg, udstøder den kun et enkelt langt skrig. Hvert signal udløser hos dens artsfæller en hurtig reaktion der stemmer overens med truslen — noget der tyder på at fugle videregiver information som har mening. Man har bemærket at også andre fugle udsender specificerede signaler.

„En af de mest brugte metoder når man vil studere dyrs kommunikation, er at optage et bestemt signal og så afspille det for dyrene for at se om de reagerer som forventet,“ står der i bogen Songs, Roars, and Rituals. Da man gjorde sådanne forsøg med dværghøns, opdagede man at reaktionerne var de samme som dem man havde set i naturen. Metoden virker endda med edderkopper. Forskere har prøvet at finde ud af hvad jagtedderkoppehunner af arten Schizocosa ocreata tiltrækkes af hos kurtiserende hanner — der prøver at imponere hunnerne ved at vinke med deres behårede forben. Forskere har eksperimenteret ved at filme en jagtedderkoppehan og ved hjælp af computerteknik fjerne hårtotterne fra hannens ben. Da de afspillede videobåndet for hunnen, mistede hun pludselig interessen. Hvad kan man udlede af det? Hunner af den nævnte edderkoppeart føler sig tydeligvis kun tiltrukket af hanner der vinker med behårede ben!

Duftsignaler

Mange dyr sender signaler til hinanden ved at afgive kraftige kemiske stoffer der kaldes feromoner, ofte fra specielle kirtler eller gennem deres urin eller ekskrementer. Ligesom mennesker bruger et hegn og et navneskilt eller nummer for at vise hvor de bor, bruger visse dyr, for eksempel hunde og katte, feromoner til at markere og afgrænse deres territorium. Det er en usynlig, men yderst effektiv metode der sætter dyr af samme art i stand til at holde den optimale afstand til hinanden.

Men feromoner tjener flere formål. De er ligesom en kemisk opslagstavle som andre dyr „læser“ med største interesse. Om duftmarkeringer siger bogen How Animals Communicate at de „formodentlig omfatter yderligere information om territoriets ’ejer’, som for eksempel alder, køn og fysisk styrke, [samt] hvor i forplantningscyklussen dyret befinder sig . . . Den lugt dyrets markering afgiver, fungerer som identitetskort.“ Det er derfor ikke så mærkeligt at nogle dyr tager deres duftmarkeringer yderst alvorligt. Det er velkendt for dyrepassere i zoologiske haver. Når de er færdige med at spule bure og indhegninger, har de bemærket at mange dyr straks markerer deres område igen. „Hvis dyrets egen duft er væk, bliver dyret stresset, noget der kan medføre unormal adfærd og endda sterilitet,“ siges der videre i ovennævnte bog.

Feromoner spiller også en stor rolle i insektverdenen. For eksempel får alarmeringsferomoner insekterne til at samles i en sværm og gå til angreb. Andre feromoner tilskynder dem til at samles ved en fødekilde eller et sted hvor de kan bygge et bo. Den sidstnævnte type feromoner omfatter også seksualferomoner, som visse insekter er meget fintmærkende over for. Silkesommerfuglehanner har to kompliceret udformede følehorn der ligner bittesmå, sirlige bregneblade. Disse følehorn er så følsomme at de kan spore helt ned til ét molekyle af hunnens seksualferomon! Der skal cirka 200 molekyler til for at hannen giver sig til at søge efter hunnen. Det er dog ikke kun i dyreriget at man finder kemisk kommunikation.