Der opstod en mulighed for det da Teodor og omkring 50 andre rumænske Jehovas Vidner blev taget med til den nazistiske fangelejr i Bor i Serbien. På vejen stoppede de i Jászberény i Ungarn, hvor over hundrede ungarsktalende brødre sluttede sig til dem. I ventetiden sendte vagterne adskillige brødre ned til floden for at fylde en tønde med vand. Brødrene havde vundet vagternes tillid og blev derfor sendt af sted uden opsyn. Teodor var sammen med dem og blev døbt i floden. Fra Jászberény blev brødrene transporteret til Bor i tog og med flodpram.

På dette tidspunkt husede lejren i Bor 6000 jøder, 14 adventister og 152 Jehovas Vidner. „Forholdene var forfærdelige,“ mindes broder Miron, „men Jehova tog sig af os. En venlig vagt som ofte blev sendt til Ungarn, bragte publikationer ind i lejren. Nogle Jehovas Vidner som han kendte og stolede på, passede på hans familie når han var væk, så han blev som en broder for dem. Denne mand, der var løjtnant, advarede os når der var fare på færde. I lejren var der 15 ældste, som de kaldes nu, og de arrangerede tre møder om ugen. I gennemsnit var der omkring 80 til stede, alt efter hvordan deres skifteholdsarbejde faldt. Vi holdt også mindehøjtiden.“

Da de tyske tropper trak sig tilbage den 1. september 1944, blev jeg sammen med 151 brødre og flere andre fanger taget med fra koncentrationslejren i Bor i Serbien og bragt til Tyskland. Nogle dage havde vi intet at spise. Når vi endelig fik en lille smule — som for eksempel roer der lå i vejkanten ved markerne — fordelte vi alting ligeligt imellem os. Hvis en var for svag til at gå, blev han kørt i en trillebør af en der havde kræfter til det.

Til sidst nåede vi frem til en jernbanestation, hvilede os i omkring fire timer og tømte derefter to åbne godsvogne for at der kunne blive plads til os. Der var kun plads til at vi kunne stå op, og vi havde ikke noget varmt tøj — kun hver et tæppe som vi tog over hovedet når det begyndte at regne. Sådan rejste vi hele natten. Da vi klokken 10 næste formiddag nåede frem til en landsby, blev lokomotivet bombet af to fly, og toget stoppede. Ingen af os blev dræbt, selvom de godsvogne vi var i, befandt sig lige bag ved lokomotivet. Trods denne hændelse blev et andet lokomotiv koblet sammen med vores vogn, og vi fortsatte rejsen.

På en station cirka 100 kilometer længere fremme, gjorde vi holdt i to timer. Dér så vi mænd og kvinder komme bærende med kurve fulde af kartofler. Vi troede at det var kartoffelsælgere. Men vi tog fejl. Det var vores åndelige brødre og søstre der havde hørt om os og vidste at vi ville være sultne. De gav os hver tre store, kogte kartofler, et stykke brød og lidt salt. Denne ’manna fra himmelen’ holdt os i live i yderligere to døgn indtil vi ankom til Szombathely i Ungarn først i december måned.

Vi blev i Szombathely hele vinteren og overlevede hovedsagelig på majs der lå gemt under sneen. I løbet af marts og april 1945 blev denne smukke by bombet, og gaderne flød med kvæstede lig. Mange mennesker lå fastklemt under murbrokkerne, og nogle gange kunne vi høre deres råb om hjælp. Udstyret med spader og andre redskaber lykkedes det os at grave nogle af dem fri.

Bomberne ramte bygningerne omkring os, men vores gik fri. Så snart luftalarmen lød, stormede alle rædselsslagne af sted for at søge i dækning. Til at begynde med løb vi også, men snart indså vi at det ikke nyttede noget, for der var alligevel ingen ordentlige beskyttelsesrum. Vi blev derfor hvor vi var, og prøvede at bevare roen. Inden længe valgte vagterne at blive hos os. De sagde at vores Gud måske også ville beskytte dem! Den 1. april, som var vores sidste nat i Szombathely, regnede bomberne ned over byen som aldrig før. Alligevel blev vi i vores bygning, priste Jehova i sang og takkede ham for den ro vi havde i hjertet. — Fil. 4:6, 7.

Næste dag fik vi ordre til at tage af sted til Tyskland. Vi havde to hestetrukne vogne, så vi kørte og gik omkring 100 kilometer indtil vi nåede en skov 13 kilometer fra den russiske frontlinje. Vi overnattede på en rig godsejers jord, og dagen efter satte vores vagter os fri. Fulde af taknemmelighed mod Jehova over at han havde opretholdt os både fysisk og åndeligt, tog vi en tårevædet afsked med hinanden og vendte næsen hjemad — nogle til fods og andre med tog.