Derefter blev jeg i august 1941 sendt til Ravensbrück, en berygtet koncentrationslejr for kvinder, omkring 80 kilometer nord for Berlin.

„Op med humøret, min kære“

Da vi ankom, fik vi at vide at vi kunne tage hjem hvis vi underskrev en erklæring hvori vi fornægtede vores tro. Men jeg underskrev den naturligvis ikke. Så måtte jeg aflevere mine ejendele og tage alt mit tøj af i et vaskerum, hvor jeg mødte nogle kristne søstre fra Holland. Vi fik udleveret en fangedragt med en påsyet lilla trekant, en tallerken, en kop og en ske. Den første nat sov vi i en transitbarak. Dér brød jeg for første gang siden min arrestation sammen og græd. „Hvad skal der ske? Hvor længe skal jeg være her?“ hulkede jeg. På det tidspunkt var mit forhold til Jehova endnu ikke særlig nært, for jeg havde kun kendt sandheden i nogle få måneder. Jeg havde stadig så meget at lære. Under navneopråbet næste dag må en hollandsk søster have lagt mærke til hvor bedrøvet jeg var. Hun sagde: „Op med humøret, min kære, op med humøret! Hvad kan gøre os ondt?“

Efter navneopråbet blev vi ført til en anden barak, hvor vi blev budt velkommen af flere hundrede søstre fra Tyskland og Holland. Nogle af de tyske søstre havde allerede boet i den barak i over et år. Samværet med dem styrkede mig, ja, gav mig nyt mod. Det gjorde også et dybt indtryk på mig at den barak søstrene boede i, var meget renere end de andre barakker i lejren. Ud over at være ren var denne barak også kendt som et sted hvor man hverken stjal, bandede eller sloges. I modsætning til de grufulde forhold i lejren lå vores barak som en ren ø i et snavset hav.

Dagliglivet i lejren

Livet i lejren bestod af en masse arbejde, og vi havde meget lidt at spise. Vi skulle op klokken fem om morgenen, og kort efter begyndte navneopråbet. Fangevogterne lod os stå udenfor i omkring en time i al slags vejr. Klokken fem om eftermiddagen, efter en dag med hårdt arbejde, var der igen navneopråb. Så fik vi noget suppe og brød og lagde os til at sove — fuldstændig udmattede.

Hver dag undtagen søndag blev jeg sat til at arbejde på forskellige gårde, hvor jeg høstede korn med le, rensede grøfter og mugede ud i svinestier. Selvom arbejdet var hårdt og beskidt, kunne jeg godt klare det, for jeg var stadig ung og forholdsvis stærk. Desuden styrkede det mig at synge sange med et bibelsk indhold mens jeg arbejdede. Men hver dag længtes jeg efter min mand og mit barn.

Vi fik meget lidt at spise, men alle vi søstre prøvede hver dag at gemme et stykke brød, så vi havde lidt ekstra om søndagen, hvor vi havde lejlighed til at komme sammen og drøfte bibelske emner. Ingen af os havde nogen bibelske publikationer, men jeg lyttede intenst til de ældre, trofaste tyske søstre under deres drøftelse af åndelige emner. Vi holdt endda højtiden til minde om Kristi død.

Modløshed, anger og opmuntring

Fra tid til anden blev vi beordret til at udføre arbejde der direkte støttede nazisternes krigsindsats. Som følge af vores neutrale standpunkt i politiske anliggender nægtede alle søstrene at udføre den slags arbejde, og jeg fulgte deres modige eksempel. Som straf for det fik vi ikke mad i flere dage og måtte stå op i timevis ved navneopråbene. En vinter var vi i 40 dage låst inde i en barak uden nogen form for opvarmning.

Som Jehovas Vidner fik vi igen og igen at vide at vi ville blive løsladt og kunne tage hjem hvis vi underskrev en erklæring hvori vi fornægtede vores tro. Efter at have været i Ravensbrück i over et år blev jeg grebet af stor modløshed. Min længsel efter at se min mand og min datter blev så stærk at jeg henvendte mig til vagterne og bad om formularen med erklæringen om at jeg ikke længere ville være bibelstudent, og underskrev den.

Da søstrene blev klar over hvad jeg havde gjort, begyndte nogle at undgå mig. Men to ældre tyske søstre ved navn Hedwig og Gertrud opsøgte mig og forsikrede mig om at de holdt af mig. Mens vi arbejdede sammen i svinestierne, forklarede de mig kærligt hvor vigtigt det er at bevare sin uangribelighed over for Jehova, og hvordan vi kan vise vores kærlighed til ham ved ikke at gå på kompromis. Deres moderlige omsorg og medfølelse rørte mig dybt.a Jeg var klar over at det jeg havde gjort, var forkert, og jeg ønskede at annullere min erklæring. En aften fortalte jeg en søster at jeg havde besluttet at få min erklæring annulleret. En opsynsmand i lejren må have hørt vores samtale, for selv samme aften blev jeg pludselig løsladt og sat på et tog tilbage til Holland. En af de tilsynsførende — jeg husker stadig hendes ansigt — sagde til mig: „Du er stadig en Bibelforscher (bibelstudent), og det vil du altid være.“ Jeg svarede: „Ja, det vil jeg, såfremt det er Jehovas vilje.“ Ikke desto mindre blev jeg ved med at tænke: ’Hvordan kan jeg tilbagekalde den erklæring?’

En sætning i erklæringen lød: „Jeg forsikrer hermed at jeg aldrig igen vil tage nogen som helst del i det arbejde der udføres af International Forening for Bibelstudium.“ Jeg vidste hvad jeg havde at gøre! I januar 1943, kort efter at jeg var kommet hjem, begyndte jeg igen at deltage i forkyndelsen. Hvis jeg endnu en gang blev pågrebet af nazisterne fordi jeg forkyndte Guds rige, ville min straf naturligvis blive meget streng.

For yderligere at vise Jehova at det var mit inderlige ønske at være en loyal tjener for ham, åbnede min mand og jeg igen vores hjem for at tilbyde kurerer og rejsende tilsynsmænd logi. Hvor var jeg taknemmelig for at få endnu en mulighed for at vise min kærlighed til Jehova og hans folk!

Et af højdepunkterne i mit liv indtraf i 1995 da jeg fik en indbydelse til at overvære en mindehøjtidelighed i Ravensbrück. Dér mødte jeg nogle af de søstre jeg havde været i lejr sammen med, og som jeg ikke havde set i over 50 år! At være sammen med dem var en uforglemmelig og rørende oplevelse og gav os en storslået mulighed for at opmuntre hinanden til at se frem til den dag da vore kære som vi har mistet i døden, vil blive bragt til live igen.

[Illustration på side 12]

I 1995 deltog jeg i en rørende genforening. Det er mig på første række, nummer to fra venstre